Ze Låvestowy: En dejlig vane

Nå, men når noget går godt, skal korthuse jo stables højere. I starten mest som en stabel pandekager - altså stables på den virkeligt gode måde.

Så en aften blev til flere. I starten ved tilfældigheder, men i løbet af ganske kort tid, kunne mit øje scanne dansegulvet på Boogies for Sund og Rask Fyr på cirka fire sekunder. Og selvom klokken blev fire og tøserne hellere ville hjem, så lokkede jeg ALTID Rikke med på boogies. Fordi vi SKULLE danse. Hun var for sød til at fortælle mig, hvad alle godt vidste. At vi skulle lede efter ham.

Jeg husker specielt en aften, hvor jeg dansede med Rikke. Komplet med humpe-bevægelser, squat, lunges og rullen på gulvet. Ja, sådan dansede vi nu engang. Hvor jeg pludselig ud af øjenkrogen så et ansigt, jeg genkendte meget godt. Og mine ben simpelthen gav efter under mig. Knæene eksede, som om en eller anden havde fældet mig, og den eneste grund til, at jeg ikke væltede, var det tætpakkede dansegulv, hvor der ikke var plads til at vælte.

Det sus det gav i maven, når han trådte ind. Når han så på mig. Når han smilede. Jeg prøvede det aldrig rigtigt som teenager, men jeg skal love for min krop tog revanche denne sommer. Jeg blev svimmel, let i hovedet. Nogle gange glemte jeg at tale med folk, selvom vi stod midt i en samtale. Andre gange begyndte jeg bare at grine. Det var den vildeste følelse.

Jeg kunne godt i løbet af en lørdag aften få eller sende en sms, hvor der kun stod 'boogies?'. Hvis den anden svarede ja, vidste man godt, at man ikke skulle sove alene den nat.

Det blev til en del morgener. Med skak. Morgenbrød eller pizza. Nogle gange også med den Sunde og Raske Fyrs kammerat, der skulle sove på sofaen, eller hives bevidstløs ud af sengen, så vi kunne sove der. Og som gerne spiste morgenbrød med os.

Men blev  det da aldrig til mere, tænker du?