Røverhistoriecravings

Jeg ved at én af lærerne har ødelagte skuldre, og kun kan løfte sine arme 'så højt' *laver idiotisk og ligegyldig bevægelse fire gange*.

At gammelgimpen har noget i klemme mellem skuldrene og en tilbagevendende byld i røven. (I know! Det forklarer bare så meget...)

Ungegimpen er gået ned med stress flere gange, hendes manio-eks skød sig selv efter de gik fra hinanden, hendes far slog og hun tror ikke på kiropraktik.

Jeg ved vanvittige, personlige og virkelig ubehagelige ting om disse mennesker. Og det har jeg ikke lyst til, for jeg er egentlig ligeglad, så jeg føler mig som en kold, dum kælling. Men helt ærligt, hvis jeg bliver mere ligeglad, pisser jeg i bukserne.

Det er egentlig dobbeltmoralsk, for jeg deler alle mine mere eller mindre irrelevante detaljer med jer. Udsætter jer for tyndskid, intimbarbering og ørl, når jeg har drukket. Jeg bilder mig ind, at det er anderledes. For i kan bare holde op med at kigge forbi, hvis i ikke kan lide mig.

Den valgmulighed har jeg ikke på jobbet.

Og jeg har vitterligt ikke lyst til at dele mine personlige detaljer med menneskerne derude. (Jeg skriver sådan en blog, her er adressen. Jeg nævner dig. Tit...)

Så det meste af mine pauser går nu med at bekæmpe et pludseligt lystløgnergen, jeg har opdaget for nylig. Jo værre eller mere åndssvage jeg synes, deres historier er, jo mere lyst får jeg til at overgå dem. Eller bremse dem. Eller forvirre dem. Fortælle dem en så latterlig historie, at de måske opdager, hvor upassende deres egne er. Eller fortælle dem en så vild løgn fra min barndoms gade, at jeg aldrig vil blive glemt derude til trods for min korte ansættelse.

Mest af alt har jeg bare lyst til at fortælle dem, at jeg stopper igen om en måned. Og flytter.

Nu IGEN?

I må snart have indset, at jeg er fuldstændig hjælpeløs på internettet. For eksempel blev den der 'like' knap aldrig til noget.

Derfor bliver jeg også forvirret over umotiveret trafik.

Hvorfor pokker havde jeg dobbelt så mange besøgende igår, som på en almindelig, lam tirsdag? (Og skete det hele efter jeg var gået i seng, eller hvad?)

Sig det nuuu!

It's nåt all bad in Tristed

Vandet heroppe smager faktisk meget rent.

Et par nosser og nerver af stål, tak

Jeg ved godt, at jeg har været væk fra journalistikken længe. Og at jeg aldrig rigtig kom mig over min telefonskræk dengang jeg rodede med det hver dag.

Men skal min angst for at pisse folk af i al almindelighed absolut svulme som en tsunami, bare fordi jeg skal ringe og være journalistagtig?

Overvejer at sige, at jeg ringer fra Trixyworld inc. Vil nærmest gøre hvad som helst for at slippe for at fortælle, at jeg er studerende, skriver til en skraldespand og gerne vil have deres dyrebare tid til en sølle skoleopgave. Og når jeg SELV har den indstilling bliver det ikke ligefrem nemmere. Suk.

Sagen er dén, at det eneste rigtige at gøre er at klemme røvballerne the fuck sammen og få det gjort. Så gider i ikke godt bede byggepladsen på den anden side af vejen skride hjem, så jeg kan høre, hvad jeg selv siger?

Hvem har et par nosser de kan undvære de næste 14 dage?

At tænke sig, man kan savne DSB

Når radiotrunten på P4 med den meget behagelige stemme siger, at det er livsfarligt at køre rundt i Nordjylland, er det nok ikke gennemført klogt at køre netop den vej.

Faktisk er det drønubehageligt, og man skal koncentrere sig vanvittigt meget om ikke at gå i panik, for at gennemføre de fire timers marathonkørsel der er til Thisted, når man kører af motorvej inden vejlefjordbroen. Men gudskelov vi gjorde det, for vi kom da hjem inden midnat modsat de andre stakler.

Og det blev lige så stille vedtaget, at det gør vi aldrig igen. For vi er faktisk ret glade for vores liv og sjælefred. Og der er altså virkelig mange træer langs vejen til Thy. Og så er det måske den ene fridag/pjækkedag/kald det hvad du vil værd, at vente med at køre, til det er ordentligt vejr igen. Det må man godt.

Så kloge var vi ikke igår. Og så ringede vækkeuret igen i morges. Klokken seks. Og foreslog, at jeg liige kørte Aarhus tur/retur for at lade mig introducere til den kommende opgaveskrivning.

Og nu er jeg bare fuldstændig kneppet i face. Min hjerne er stået af, og jeg svarer på de fleste spørgsmål med den dér ynkelige klynkelyd, man bruger, når man har tømmermænd og vil have kæresten til at hente cola.

Og pludselig lyder ord som 'stillezone', 'salgsvogn' og 'vinduesplads' som redi, redi dejlige ting. Mmm. Med en roman, et krus elendigt kaffe og en guldbar til overpris. Jeg er klar, bare jeg slipper for at træde på en speeder i den kommende tid.

Måske skal jeg lige derud og vende engang imellem for atminde mig selv om, at jeg egentlig godt kan lide at køre i tog. For der kan jeg sove, når det passer mig.

Julefrokost for 50+ typerne

'Hvis jeg nu går ned til bordet med tre unge damer, stiller mig lidt for tæt på dem og så peger på min pik, hvorefter jeg peger på døren, og så peger på min pik, hvorefter jeg peger på døren, og så peger på dem og så på min pik og så på døren, så går én af dem vel med mig udenfor og gi'r en guffer..'

'ÅÅÅÅH Boogie woogie woogie, HEY!'

'Arrrj, vil i ikke danse? Kom nuuu?! Hvorfor vil i ikke danse?'

'Hvis jeg putter min vielsesring i lommen, er der ingen der lægger mærke til den blege stribe hud som 18 års ringbæring har lavet på min finger...'

'Kommer du - hik- tit her?' *Klem det ene øje sammen og indse ikke, at du har lidt savl på hagen*

'Allan, du er bare min beeeedste ven. Jeg har altid godt ku' li' - Allan? ALLAN?'

*Negleniv i fremmed pigeballe* 'Hvorfor er du så sur? Er der nogen, der har pisset på din sukkermad?'

'Nej nej, det er bare et smykke' *list hånd med vielsesring i lommen, hvor den desperat forsøges klemt af*

'ÅÅÅÅH Boogie woogie woogie, HEY!'


'Jeg ka' sgu da overHO'DET ikke mærke de dér juleøl. Tøsepilsner!' *ØØØØØRL på dørmands sko*

'Jeg er faktisk halvt italiener. Det er bare den halvdel i bukserne...'

'Vil du ha' en drink? Skal vi knep?'

'Kælling'

Gider ikke i byen mere i december. Havde glemt, hvor klamme mænd er. Synes for fremtiden at alle provinsfirmaer skal droppe at tage til 'storbyen' efter en julefrokost og i stedet chartre en bus og køre til Hanstholm...

En undskyldning

Vil gerne sende en personlig undskyldning til den stakkels googlebruger, der havnede her på siden efter den meget relevante søgning: 'How the world makes sense?' Kan godt garantere, at svaret ikke findes hér.

Til gengæld vil jeg gerne vide, hvem der googler 'morgenfjært'. Er det den samme person alle fem gange?

Mens vi venter på Godot

Jeg skal danse, slingre, rode, rase og skrige hele natten. Det må jeg godt. På mandag hedder det både opgave og Thisted igen. Så jeg må godt.

Når hjertet flyder over af skønhed

Morgenmad af juletallerken med en kæreste. Frokost og barnepjank med veninde. Æbleskiver og kaff' med mormor og morfar. Oksemørbrad og en gave til en veninde, som hun slet ikke havde set komme.

Så en smart hipsterkoncert, mens de voksne var til Carsten Bang ved siden af. En dårlig stifinder der havnede i en jazzkoncert, hvor Line med stor præcision fik stillet et spørgsmål om sex NETOP da musikken holdt pause. Og Astrid og jeg kom til at latterbrøle og grinegræde langt ind i næste fusionsnummer med rynkede øjenbryn og en følelse af kejserens nye klæder til følge. Var vi de eneste, der ikke vidste, hvornår man skulle klappe - og være stille?

En kæreste med en masse venner, et røgfyldt kælderlokale og giraføl. Røverhistorier og en hånd om livet og kys i nakken.

Jamen, hvor elsker jeg bare at være hjemme i Odense. I mit liv. Som det burde være. Og som det bliver.

Snart. Lykke.

De viiirkelig små ting i livet

Den første dag på mit nye arbejde fulgte gammelgimpen mig rundt og viste mig til rette. Undervejs samlede hun adskillige pantflasker op af diverse skraldespande, lagde dem på mig 'vogn' og viste mig til sidst 'min kurv'. For de samler pant, ja de gør. Men ikke sammen. Hver sin kurv med pant i. Så kan man selv bestemme om man vil købe kaffe eller kage for sin formue.

Det bestemmer de jo selv. Så jeg fik tildelt en kurv. Og har efterfølgende ikke set en eneste pantflaske. Har faktisk heller ikke tænkt over det. Når jeg tømmer en skraldespand mellem fem og seks om morgenen, går en stor del af min energi faktisk til at fortrænge, hvad det er, jeg har gang i.

Nogle gange er både ungegimpen og gammelgimpen kommet tilbage til pause, men 'vognen' fuld af pant. Som de har lagt i deres kurve. Og jeg har tænkt 'Hold da op. Jeg er blind. Nå nå.'

Men de er jo ikke ligefrem hjerteveninder de to, og det er virkelig sjovt.

For jeg arbejdede af to omgange igår. Kørte hjem om formiddagen og så tilbage igen over middag, så jeg kunne gøre klar til en ny dag, hvor jeg ville befinde mig på Fyn i stedet for i Thy.

Og der mødte jeg ungegimpen, som arbejder på fuldtid modsat os to andre. Vi gik og hyggesnakkede lidt, mens jeg kørte mit udstyr i stilling og ventede på, at teenagebørnene skulle få fri og gå hjem.

Undervejs så jeg gudhjælpemig en 'carslberg sport' ligge smidt VED SIDEN af en skraldespand. Den samlede jeg op. Både fordi, jeg blev opmærksom på, den var der. Og fordi jeg kunne gøre det uden at stikke hånden i skraldespanden. Jeg ved godt, jeg tømmer dem hver dag, men de drenge er altså virkelig glade for ketchup.

Men så skete det. For vi elsker sladder. Så da jeg stod med flasken i hånden, lænede ungegimpen sig fortroligt ind mod mig og sagde; 'ja, nu vil jeg jo ikke skabe splid, men gammelgimpen går altså rundt og samler din pant, når hun møder om morgenen, inden du kommer. Jeg synes bare du skulle vide det...'

Det er det sjoveste i verden. Både at hun GØR det, men også at ungegimpen føler, at det er værd at sladre om. Jeg elsker dem lidt mere nu.

Torsdag på en skala fra 1 til 10

1: Klokken 5.15 ringede min telefon. Om jeg havde glemt at komme på arbejde? Nej. Jeg havde bare glemt at stå op, da vækkeuret ringede.

2: Da jeg mødte på arbejde til to kolleger med 'så må du bare løbe stærkere'-attitude. Hvad blev der af at løfte i flok? Heldigvis er arbejdstimenomeringen på job så talentløs at alt i realiteten kan gøres på den halve tid. (Det må i endelig ikke fortælle chefen.)

3: At skulle cykle hjem, for at vende tilbage to timer senere. Eneste plus her må være motion til karmakontoen.

4: Teenagebørn der er onde. Med vilje. Og siger ting til én, lige højt nok til at ingen kan være i tvivl om, at jeg hørte det. Havde glemt, hvor nederen børn var. Men morsomt nok også, hvor banal deres ondskabsfuldhed er. Det er værre for mig, at de vil gøre mig ked, end at de prøver på det, ved at kalde mig tyk eller kvinde i mandekrop. De kan i princippet have ret i begge dele, men jeg fornemmer, at de ikke siger det for at hjælpe mig.

5: Overarbejde. Både mit og den Sunde og Raske Fyrs. Så vi kom senere afsted end planlagt, og landevejen lynhurtigt blev sort foran os.

6: At min bankrådgiver skal bruge dét og dét og dét papir, før jeg kan få lov til at trække fucking 1000 kroner over indtil der kommer rigtig løn på onsdag. Jeg mener, jeg har ringet siden tirsdag. Nu er det for sent at gøre noget. Andet end at trække over så det står efter og så vente på at lortet bliver spærret.

7: At kæreste godt gider betale mad, når vi kommer sent til Fyn og svigermekanikken for længst er fodret af.

8: At vi er taget til Fyn torsdag for at holde  forlænget weekend. (Hvor jeg kommer til at trække perverst meget over...)

9: At vi ender på Franck A til burger for at stille sulten, og at Rikke og Line (mine kommende roomies) kigger forbi til en kop kaffe.

10: At den kop kaffe manifesterer sig som to flasker rødvin, en Rasmus Nøhr koncert, blå kings og planer for en storslået fremtid. Hvor man bliver kørt halvsnaldret hjem inden midnat, og faktisk slet ikke kan huske, hvorfor i dag egentlig var en lortedag, da den startede. For det er den da ikke mere.

Blogindlæg # 400

Så! Endelig oprandt dagen, hvor Den Sunde og Raske Fyr – dvs. mig – skulle skrive et blogindlæg.

Jeg er ikke så trænet i det dér med at sætte sig ned, og så bare lade ordene flyde,  så har man skrevet noget der (til dels) giver mening, og som andre gider læse. 

Så det har egentlig været rart med den afstemning, så jeg har kunnet få lidt inspiration. - Jeg vil jo helst ikke skræmme jer væk, for som de fleste af jer nok ved, så har det allerede lykkedes mig, at flytte til en by, der har skræmt min kæreste væk.

Når man ser tilbage og tænker ’kunne man måske have forudsagt det’, er svaret desværre ja.

Selvom vi havde planlagt fra starten, at det ikke skulle dreje sig om mere end ét år vi skulle bo i det her hul, så havde vi dog alligevel forestillet os, at vi ville få et godt år i Thisted.

Det blev ikke tilfældet...

Altså, vi er stadigvæk som et nyforelsket par, men når så den ene part er på vej ned i et sort hul, så er det også noget rigtig lort for den anden! Både fordi det gør ondt at se den anden lide, men også fordi det bedste man så kan gøre, er at acceptere og forstå at den anden vil videre uden én, og det er et eller andet sted heller ikke skide fedt…

Hvorfor HELVEDE flyttede i så til Thisted, spørger i?

-        Vi flyttede til Thisted, fordi jeg blev tilbudt et virkelig, virkeligt fedt job inden for det, jeg i de sidste 6 år har uddannet mig i, og som jeg virkelig brænder for.

Det vil sige plast og masseproduktion. – Jeg er sådan én, der sidder og designer og konstruerer støbeforme og maskiner i 3D som så bliver fremstillet ud fra mit design, og kan producere (fx) emballage i plast.

Det er lidt svært at forklare mit job og min uddannelse i korte træk, uden at det kommer til at virke meget tørt. Men det ville komme til at fylde et helt blogindlæg, hvis jeg skulle retfærdiggøre mit job og uddannelse, så det må i altså undvære.

Men da muligheden bød sig for, at jeg kunne få arbejde i denne hersens virksomhed, tænkte jeg, at vi sagtens ville kunne få det til at fungere perfekt, når Trix bare fik et job, hun også var glad for.

Jobbet fik hun aldrig – på trods af  mere end 45 velskrevne (!) ansøgninger - og det hele endte med at kuldsejle.

Trix og jeg er generelt rigtig gode til at snakke med hinanden om følelser og holdninger, så det er ikke kommet som nogen overraskelse for mig, men somme tider har det sgu været lidt besynderligt at læse om hendes følelser og holdninger til Thisted og Os her på bloggen. Men faktisk synes jeg også det er rigtig rart. Dels fordi man kan nå at stoppe op midt i en sætning, og tænke lidt dybere over tingene, kontra en face – to face snak. Men lige så meget fordi jeg virkelig kan mærke, at hun får et pusterum ved at blogge om tingene, og det er faktisk rigtig rart.

Hvad kan vi så forvente at fremtiden bringer?

Jo: Trix er flyttet til Odense.

Vi mødes i KBH med samme adresse igen til sommer.

Jeg har startet virksomhed.

Vi flytter i et flot hus, med Musselmalet porcelæn.

Det bliver fantastisk!

- Den Sunde og Raske Fyr

Ze Låvestowy: Det andet første kys

Det føltes lidt, som dengang jeg var forelsket i ham for første gang, da jeg gik gennem Odense midt om natten. Alene. Fordi Rikke og jeg skulle op klokken otte næste morgen og til Gaypride i København. Fordi jeg burde sove og fordi hun var gået hjem. Men for første gang denne sommer, skulle jeg liiige forbi Boogies og sige hej til ham. Jeg havde ikke defineret, om jeg skulle sige 'tak for en sjov sommer', 'farvel' eller 'ses vi igen?' Jeg var bare fuld, og det føltes lidt som den gang jeg var forelsket i ham for første gang. At lade Rikke gå hjem alene og gå videre ud i natten, med et formål jeg ikke sagde højt, fordi jeg var bange for, at hvis jeg hviskede det til nogen, ville han ombestemme sig igen.

Jeg troede inderst inde, at hvis jeg overgav mig, og gav ham det skide kys, så ville magien forsvinde. Så ville hans forelskelse dampe af, og sulten blive stillet. Men hvad nu, hvis det vækkede en ny sult i mig?

Beslutningen blev, at jeg skulle have det ud af kroppen. Jeg ville finde ham, selvom alarmklokkerne lød nogenlunde som sidst. Og jeg ville gøre det alene. Og hvis der skulle ske noget, ville det blive i nat. Den sidste nat i Odense, inden jeg skulle tilbage til Aarhus og starte i skole igen. Så hvis han ombestemte sig, hvis magien forsvandt, hvis historien gentog sig, havde jeg i det mindste kun givet ham én aften af mig selv. Og kunne slippe for at se på ham næste weekend, og weekenden efter igen.

Så jeg stavrede ned forbi helsekostforretningen og 'guitars'n'drums', med telefonen i hånden og sms'en fremme. Om jeg ikke kiggede forbi?

Ude foran Boogies stod en mørkhåret fyr med nogle utroligt brune øjne og så sig omkring. Da hans blik fangede mit, lyste han op og det var som om hele natten blev til daggry omkring mig.

Og så kyssede han mig. Lige dér. Intet hej, ingen forklaringer. Bare et kys.

Vi stod udenfor og kyssede indtil solen stod op. Så gik jeg hjem til Rikke og sov. Med svulmende læber, røde kinder og et insisterende smil i mundvigen.

Den Sunde og Raske Fyr skrev en sms til sin mor: 'Jeg har scoret Trix!'

Mit liv roder...

Aarhus i weekenden. Med Sund og Rask Fyr. Endnu en gang var byen som et længe tiltrængt åndedrag af frisk, sprød efterårsluft, der vakte sanser, jeg havde glemt.

Heldigvis slipper vi for tudetur denne gang, fordi jeg allerede HAR bestemt mig for at blive i Odense efter juleferien i år. Men min hjerne stresser en lille smule på forhånd, for jeg gider ikke gå arbejdsløs igen. Om jeg vil det eller ej, er det lækkert at bestille noget. Også selvom dette 'noget' starter klokken fem, inkluderer to trunter der ikke kan fordrage hinanden og en toiletbørste. (Lyder som et plot i en meeeget klam pornofilm.) (Åh nej. Nu får jeg garanteret trafik på søgningen 'klam pornofilm'. Igen.)

Men tilbage på jobbet, er det altså ikke udelt morsomt. Det kan selvfølgelig godt være min egen friturestegte hjerne, der er bange for at åbne vinduerne, mens det stadig er mørkt, for 'hvad nu, hvis der står en voldtægtsforbryder derude'? Ja, så er han nok verdens DÅRLIGSTE voldtægtsforbryder.

Jeg glæder mig til min tid derude er forbi. Fordi jeg ved, hvad der venter i den anden ende.

Men især også, fordi jeg skal skrive den der skide reeksamen. Om en uge. Og tre uger frem. (Ville egentlig ikke have sagt noget herinde, for ikke at jinxe opgaven, men tænk på, hvordan det gik sidst...)

Men jeg vil bare gerne gøre mit bedste. Og det kan jeg sikkert sagtens, selvom jeg arbejder frem til klokken 10 hver formiddag. Ville nok ikke stå op før alligevel. Lidt pinligt, men sandt.

Nej, mit problem ligger i, at jeg allerede nu kan se chefen få lange løg, når jeg lufter muligheden for at jeg får brug for nogle fridage, hvis jeg skal foretage interviews der ikke ligger i Thy eller omegn. Han kendte godt denne plan, da han ansatte mig. Men nu føler jeg et begyndende guilt-trip fra ham og de to trunter, med det tydelige formål at holde mit fravær på et minimum. Jeg tror simpelthen ikke, det er gået op for dem, at de er min laveste prioritet sammenlignet med den opgave.

Som i øvrigt skræmmer livet af mig. Kan jeg ikke bare aflevere et link til bloggen? Skal jeg hen og skrive journalistisk igen? KAN jeg overhovedet det? Og hvor hurtigt mon jeg får sprutteskid af angst - og hvor længe bliver det ved? Spørgsmålene er mange.

Men jeg har ingen svar. Endnu.

Udtænk selv sarkastisk overskrift

Det er umuligt at være skarp, når man har tømmermænd. Og skal køre. Og det er tåget. Og én  i bilen er pilrådden. Og man selv har ånde som selvdød gnu i egen fæces. Det er bare umuligt. Jeg hader sportssøndag på p3. Brøndby vandt 2-1.

 Ses i morgen. Kh Taber-Hanne.

Jeg kan heller ikke stave.

En arbejdsuge i tanker:

NEJ! Klokken er ikke fire endnu! Sluuuk, lortevækkeur.

'lad som om klokken er syv og ikke fem', 'lad som om klokken er syv og ikke fem', 'lad som om klokken er syv og ikke fem', 'lad som om klokken er syv og ikke fem', 'lad som om klokken er syv og ikke fem', 'lad som om klokken er syv og ikke fem', 'lad som om klokken er syv og ikke fem'...

Skider elektrikere bare mere end tømrere, eller er de bare dårligere til at skrabe lorten af bagefter?

Hvorfor lugter der ALTID af frisk tyksak-sved på dette toilet? Gør han det med vilje?

Står der en morder uden for det vindue dér og bare venter på, at jeg åbner det?

Murerne er generelt pænere end de andre. Ihvertfald pænere end dem fra IT.

Hvorfor skal jeg gøre rent i IT?

Flirtede han lige med mig? Ham på 18?

Måske var han vild med de selvlysende blå engangshandsker og toiletbørsten i min hånd...

Lækkert. Bussemand på væggen. I lærerværelset.

Hvad ER den lugt?

Hvis brættet er oppe, men spanden er tom, betyder det så, at han har lufttørret hænderne efter håndvask?

Et askebæger! Med skodder i. I en skrivebordsskuffe. På lærerværelset. Jeg er i sandhed i jylland.

Ej, hvad var det, der lige splattede op i hovedet på mig? Fra toiletbørsten i kummen?

Her er ikke særlig beskidt, jeg lukker bare døren igen.

Jeg SKAL have en uddannelse.

Ze Låvestowy: Kæmp for det du vil have!

Hvor heldig er man lige, når pigen, man er forelsket i, kommer hjem til Odense på sommerferie ligesom én selv?

Ikke helt så heldig, som man kunne have ønsket, hvis vi spørger den Sunde og Raske Fyr.

For hvor han en gang kunne nøjes med at kigge på mig, med de der brune, brune øjne og bare smile bredt, hvorefter jeg uvilkårligt ville læne mig frem til et kys, var det en helt anden Trix, der turede rundt på Odenses beværtninger denne sommer.

Først og fremmest var jeg ikke sidelæns vingeskudt, head over heels, på hovedet i baljen, hjælpeløst forelsket i ham.

For det andet kunne jeg LIDE ikke at være forelsket i nogen.

For det tredje var jeg ufatteligt langsomopfattende, og troede længe, at han forsøgte at gøre det godt igen, ved at være ven med mig. Faktisk så langsom, at han måtte forklare, at hans plan var at score mig og blive min kæreste før jeg troede på ham.

Og selv dér, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med den viden. Andet end at bede ham holde sin kæft, og meddele ham, at jeg aldrig nogensinde ville høre ham påstå sådanne ting, når han var fuld igen. For jeg kendte godt til hans vægelsind og hans moralske tømmermænd.

Til min store overraskelse tikkede der næste formiddag en sms ind, hvor han meddelte, at han var ædru - og at han stadig mente, hvad han havde sagt.

Så rejste jeg til Istanbul i ti dage. Og så til Sicilien. Det var ikke nemt for ham.

Men når jeg var i Odense, og i byen tikkede en besked trofast ind. Og hvor jeg var dukkede han op. Og købte en drink eller to. Og snakkede med mig, mine veninder, min bartender. Og stod ved siden af, mens andre fyre kom og gjorde sig til. Og stod i baren, mens jeg dansede med nogle af dem. Bevares, jeg dansede da også med ham.

Og købte pizza med ham. Nogle gange spiste vi endda sammen på en trappesten i solopgangen, men oftest skred jeg afsted i morgenlyset, hjem til Rikke. Når jeg så nåede frem, var der som regel en godnatbesked. Hell, da jeg tog til Sicilien, skrev han så ofte, at Søs Egelinds 'Få din egen kæreste Mulle', blev mit mantra. Det var jo sjovt, fordi vi ikke var kærester.

Den Sunde og Raske Fyr indrømmer gerne, at han tænkte på mig konstant den sommer. Faktisk fortalte han sine forældre, at han var forelsket i mig, inden han havde fået så meget som et kys.

Han håbede, at hans anstrengelser ville bære frugt, men han indstillede sig hurtigt på, at det nok ikke ville ske, sådan som han havde behandlet mig tidligere. Selv i dag ville han godt kunne forstå mig, hvis jeg aldrig havde givet ham en chance.

Sommeren gik på hæld, og da vi gik ind i august, var det ved at være på tide at komme tilbage til Århus.

Jamen? Ferien sluttede, skulle de to aldrig være forelskede samtidigt?

TYK!

Tyktyktyktyktyktyktyktyktyk! Kraftedderperkemig tyk.

Jeg har taget på igen. Igen. igenigenigen.

Godt jeg snart flytter.

Jeg håber ikke, min mor læser med idag.

Altså. Ahem. Sarte sjæle skal springe over her.

Da jeg var arbejdsløs, var jeg ret træt, doven og usexet. Der var hele dage, hvor jeg ikke fik make up på, og det lidt som om, jeg droppede at barbere ben all together.

Efter jeg har fået job, står den faktisk på samme opskrift, nu bare med mere sved. Sexet, no?

Vi skal til Aarhus i weekenden, og jeg tænkte, at jeg liiige kunne få vokset undervognen nede ved den kosmetolog, hvor jeg rent faktisk har råd til det. For ja, der er sket det samme i trussen som på benene. Øhm. Enuff said. Men self har voksdamen lukket om lørdagen, og mit skræv må således klare sig selv endnu længere.

Men da jeg skulle i bad efter job i dag, besluttede jeg at jeg i det mindste kunne barbere ben, så den Sunde og Raske ikke tror, han bor sammen med Yetti.

På vej ud af bukser og sokker fik jeg øje på en trimmer, der står i sådan et 'næse-bakkenbart-udefinerbart'-kit, den Sunde og Raske har. Og jeg kom i tanker om, at han vist engang har forsøgt sig med den ene på... Ja, altså på løgene, ik'? (Jeg kan virkelig ikke bestemme mig for, om dette er oversharing? Eller, det er det. Men er det forkert at fortælle den slags? Til fremmede?)

Men altså, fik jo øje på den. Og tænkte, måske kan den gøre noget ved buskmand John i underhylerne? Altså, det kan jo umuligt blive værre. Og jeg hader at føle mig for stenalderwomanish. Jo, det er et ord.

Så af med trusser, og så lige en lapdancestilling på toilettet, og så leger vi G.I. Jane I den forkerte ende. Det gik okay. Jeg var bange for, at den ville nive eller kradse, men den fungerede faktisk udmærket.

Indtil jeg tabte den. I toilettet. Halvvejs.

Slut.

Indlæg nummer 400 på vej!

Og den Sunde og Raske Fyr har indvilliget i at skrive det.

Jeg har smidt en afstemning op, men smid en kommentar, hvis du har en bedre idé til, hvad han skal fortælle om.

Gør det, det bliver skidesjovt.

Èn edderkop - to lig

Jeg kan ikke engang huske, hvad jeg var igang med, da noget sort, låddent og 'not supposed to be there', bevægede sig forbi yderst i mit synsfelt.

Men nysgerrig som jeg er lænede jeg mig frem for at kigge, og blev belønnet med rullefald, panikangst og puls på 200, da jeg så The Mother Spider lunte mageligt henover det dødeligt grimme linoleum i køkkenet. (Mere troværdige kilder vil nok sammenligne størrelsen med en lille tændstikæske, men hvem lytter til dem?)

'SKAAAAAT, SKAT SKAT SKAT!' Hylede en ynkelig Trix panikkent. I så tilpas skingert og dødsangt toneleje, at den Sunde og Raske Fyr fik et chok. Noget nær et hjerteanfald. Og mindst forventede, at der var ild i mig, da han vendte sig om. Det var der også. Næsten.

Er rimelig sikker på jeg både fik et 'For helvede, hvor blev jeg forskrækket' og 'Grrrr' i nakken, da det gik op for ham, at min indianerdans skyldtes en edderkop, men han skyndte sig alligevel at finde køkkenrulle, få mig til at kigge væk, fange bæstet, og skylle den ud i toilettet - med to skyl.

Han HADER, når jeg horrofilmgisper over edderkopper. Han synes min angst er totalt irrationel, og han bliver ofte lidt sur, fordi han faktisk tror, der er noget 'alvorligt' galt. (Vi definerer åbenlyst 'alvorligt' forskelligt.)

Men selvom han sukker og ruller med øjnene, og insisterer på at bæstet ikke kan æde mig i én mundfuld - og heller ikke har tænkt sig at prøve, så fanger han den alligevel og dræber den med sine macho-mandehænder. Og det elsker jeg ham for.

I dag fik jeg også et godt kram bagefter, for han kunne faktisk godt se, at den var én af de store.

Ze Låvestowy: Der er noget i luften

Den hedengangne julenat, hvor jeg endelig ikke var sur mere, og hvor jeg kunne kramme den Sunde og Raske Fyr og ærligt ønske ham alt godt, kan han ikke huske. Uden pis. Det er den hjerne der, som er blevet skåret i, og nogle ting sætter sig bare ikke fast. Det gjorde denne aften ikke.

Men måske havde den alligevel en effekt?

For hvor den ene af os væltede rundt i Aarhus, drak slatne fadøl med sine nye studiekammerater og forsøgte at ligne én, der havde styr på livet, gik den anden rundt i sit veletablerede liv og tænkte forvirrende tanker. For selvom der allerede var et liv med studie og kæreste i skive, og selvom der var styr på det hele, og han på papiret havde alt, han kunne tænke sig, begyndte den Sunde og Raske Fyr at tænke oftere og oftere på et krølhåret hoved hjemme fra Odense af.

I starten var det, omend uventet, ganske harmløst forklarer han. Gad vide, hvad Trix laver for tiden? Mon hun har det godt i Aarhus? Jeg håber hun er glad.


'Jeg tror faktisk, jeg blev småvild med dig, allerede mens jeg bare gik og tænkte på dig. Fordi jeg overvejede, hvad det kunne være blevet til og hvad jeg var gået glip af', fortæller han, når man presser hans hukommelse.

Så da Trix pludselig sad med en Long Island i den ene hånd og en rød cecil i den anden på LA bar i Odense i påskeferien sidste år, var han nødt til at tage chancen og slå sig ned ved siden af hende.

At jeg i min brandert lod min veninde Stine stå for det meste af samtalen (Og at hun i øvrigt, ganske tro mod traditionen stadig bar nag på mine vegne - tak Stine, du er sgu en rigtig ven.) tog han sig ikke synderligt af. Faktisk brugte jeg en god del af den aften på at sidde og lure på en fyr, jeg var sikker på jeg havde snavet med engang, men ikke kunne huske hvad hed. (Har stadig ingen anelse - måske Lars?)

Men den Sunde og Raske Fyr blev siddende. Og købte øl til mig, når jeg bad om vand og omvendt. Og snakkede med mig og min veninde. Og på et eller andet tidspunkt blev lyset på diskoteket tændt, morgengrimme mennesker med sprutånde, hængende mascara og nikotinfingre så pludselig hinanden klart, og den Sunde og Raskes kammerater var for længst skredet videre i natten uden ham.

Vi krammede farvel foran diskoteket og gik hver vores vej. Stine syntes det var lidt sjovt, at han så gerne ville snakke med mig stadigvæk. Jeg gav hende ret, men vi blev enige om, at han i det mindste var sjovt selskab.

Den Sunde og Raske Fyr gik hjem fra festen som en glad mand. Han havde tilbragt aftenen i lige det selskab han ønskede.

'Det var nok dér, at det rigtigt gik op for mig, at jeg var vild med dig. Jeg gad ikke med drengene videre i byen, fordi jeg meget hellere ville snakke med dig. Dér vidste jeg det.'


Inden det blev sommerferie, havde den Sunde og Raske Fyr ikke længere en kæreste i skive. Men han havde en mission.

Weekend på landet fotodokumentation #1

Åh ja. Andre menneskers feriebilleder. You know it. Rikke har et Canon Eos 550d, som jeg jævnligt får fotoorgasmer over, og som jeg gerne må låne og skyde med. Savner mit gamle kamera meget, når jeg sådan ser forskellen på hendes spejlrefleks (som jeg også selv HAR haft) og så mit skod digitalkamera nu. Suk.

Nå, men billeder!

Cause and effect

Én af de der tudeture der dukkede op i løbet af weekenden med de skønneste veninder i verden var min. Fordi jeg havde fået lige tilpas med 'rød saft' og irsk kaffe og en eller anden spurgte, om jeg var blevet glad for Thisted nu.

Underlæben bævede, tårene steg op i øjnene og halsen blev så tyk, at jeg næsten ikke kunne få mit 'nej' frem. Og så tudede jeg. Fordi jeg var fuld, fordi de ville trøste mig. Fordi jeg er flov over at være i situationen uden at gøre noget ved det. Fordi jeg ikke kan lide mit liv.

De trøstede, klappede på skuldrene, aede på ryggen og skældte mig ud. Kærligt. Fordi jeg ikke kunne lide mit liv, men tøvede med at gøre noget ved det. Fordi jeg ikke vil væk fra den Sunde og Raske Fyr, og fordi han ikke foreløbig kan komme væk fra Thisted. Fordi jeg er gået i stå med et ben i hver lejr, og således er imellem to løsningsforslag konstant. Uden at tage decideret ansvar for mig selv.

Men det gode ved at give sig til at tude foran fem veninder er, at man ikke kan slå episoden hen bagefter. At de ikke vil lade mig slippe afsted med at lægge låg på, og tie med problemet. At de ikke vil se mig ulykkelig.

Så jeg måtte krybe til korset i dag, da jeg drak et glas mælk med Mor og Kæreste. Det gik ikke, jeg ville ikke kæmpe videre for noget, der ikke gjorde mig glad og jeg valgte den næste løsning.

Så til jul flytter jeg i lejlighed hos skiftevis tre veninder. Lis' når hun sejler 14 dage af gangen, Rikke og Lines når Lis er hjemme og deres sidste roomie flytter ud. Og så får jeg tiden til at gå i Odense indtil den Sunde og Raske Fyr er færdig med Thy og flytter med mig til København. Easypeasy. Vi har været weekendkærester før og vi kan gøre det igen. For han vil allerhelst bare gerne se mig glad.

Og jeg tror virkelig på, at jeg kan blive glad i Odense.
Søger job pr. 1. januar i 5000, så sig til, hvis du hører om noget!

Lykken er i Odense, og nu er jeg på vej!

Fyn er dejlig

Sol, strand, natur. De dejligste damer, blå kings og rødvin ad libitum.

Gåture, handleture, frokost på den ældste kro på fyn i Bogense, rejecoctail, julebryg, æggekage.
Kærlighed og kram.

Fuldemandstårer og 'du er bare min bedste ven'-ytringer.

Kakao, pandekager, luftmadrasser, fuldmåne, rimfrost, terrasse, heste, hunde, gulerødder og en hule i et træ.

Marskandiser, messinglysestager, en veninde er er blevet forlovet, bobler, frisurer og samtaler om tyl.

Solnedgange, solopgange, sol i luften, sol i vandet, sol i ansigtet.

Intet tv, intet internet, en slikskuffe, kortspil, irsk kaffe.

Jeg har haft den dejligste weekend længe. Perfekt. Intet mindre.

Sommerhusplanlægning for dummies

Huset er 30 kvadratmeter. Derfor er det jo naturligt, at vi tager seks piger afsted.

Da der kun er én seng og en sovesofa, må vi medbringe en luftmadras. Eftersom sommerhuset er på Nordfyn, er det nemmest, at hende der bor i Thisted, medbringer luftmadrassen.

Vi kommer sent afsted, så der skal handles ind på forhånd. Rikke og Stine står for vin, Line for baileys, Birgit for galliano, P for bobler og Trix for whiskey, kaffe og flødeskum.

Så langt så godt.

Når vi så skal bruge tid på at finde rundt i køkkenet og lave aftensmad ved ankomsten, er det en god idé at så mange piger som muligt deltager i Rikkes boksetime, der slutter klokken 18. Det giver især god tid til at finde vej, i bælgmørke og et område uden gadebelysning.

Det anbefales at medbringe sutsko, da ingen af os kan håndtere et klimaanlæg.

Det anbefales at medbringe lidt musik, men kun på cd, ikke via internet. På den måde kan Birgit ikke overtage og insisterende spille 'Knalde Kalle' otte gange i løbet af aftenen.

Det bliver genialt.

Ze Låvestowy: No hard feelings

Cirka et år senere. Faktisk temmelig præcist et år senere, gik det forbi med Henny. Det var den 16. december, nemlig. Hvordan jeg kan huske det?

Hvem ville ikke kunne huske datoen, når en stodder ringer og siger 'jeg kan ikke helt overskue det her, så jeg har slettet dig fra facebook. Så ved du det'.

Oh, yes he did. Jeg var iklædt turban og brunt snask. Egentlig skulle jeg være den gyldne dame, men mit glimmer viste sig at være brunt. Jeg havde netop duppet P helt gul, så hun kunne blive Svampebob, og vi var i fællesskab nået frem til, at jeg vist hellere måtte klæde mig ud som Etta Cameron for at undgå at gå i bad. Det var dagen for årets pigejulefrokost, der traditionen tro bød på udklædning.

Den dag beder man nemlig kæreste, dulle, bolleven, mor, far og førerhunden om ikke at ringe og forstyrre. It's all girls. Men han ringede så. Og ødelagde aftenen totalt. Han var bare en kæmpestor pik med en meget lille pik. (Det må i høre mere om en anden dag.)

Heldigvis var han så tilpas et stort fjols, at tudeperioden var hurtigt overstået og erstattet af generel mandehad og en 'se hvor PISSElækker jeg er'-attitude i byen. (Dårlig kombo).

Så til den årlige julefest den 25. december, hvor min bror og jeg gerne inviterer venner og familie til abefest i en lejlighed der ikke er vores, havnede vi i byen. Hvor den Sunde og Raske Fyr også var.

Og det gjorde slet ikke ondt! Mine knæ gav ikke efter, jeg skulle ikke skide, følte ikke trang til at flygte eller noget andet ubehageligt. Et kram, et glædelig jul, et 'nå, skive er da sejt' og et 'nå, så du skal flytte til århus' senere var vi begge på vej i hver vores retning ud i natten.

Det føltes som en slutning. Som om der ikke var mere vrede tilbage til ham. Så jeg var egentlig bare glad for, at han var glad og at jeg var glad. Han havde en kæreste. Jeg havde ikke. Livet var godt.

Årets første

Jeg har tilgivet novembers evindelige juleri i utide idag. Både fordi det ikke står til at ændre, og at rase over dén kendsgerning svarer til fortsat at hidse sig op, hver gang man bider mærke i at tv-kanalerne skruer op for lyden i reklamerne. Men også fordi jeg fik en kage.

En honningkage.

Jeg ved ikke, hvad det er med de små himmerigsmundfulde, der giver mig rislen i maven og mus i knæene hver gang. Det er en slags evig kageforelskelse. Helt tilbage fra kræmmermarkedet i Otteruphallen i påskedagene, hvor de også solgte fiduserne, og min mor købte mig et kæmpestort julehjerte år efter år.

Jeg elsker at de er så luftige. At man ligesom candyfloss eller popcorn kan få plads til uanede mængder. Jeg elsker, når de er lidt seje. Ikke tørre, bare seje. Ligesom de nederste vafler i en stabel. Dem der ikke kan holde sig sprøde i kondensvandet fra de andre ovenpå. Dém elsker jeg.


Jeg elsker at tage tandformede bidemærker af dem, ligesom Julia Roberts gør i Pretty Woman, når hun spiser morgenmad på hotellet og snakker om, at Richard Gere's forældre må være stolte af ham. Den helt, helt perfekte lysebrune, luftige og bløde pandekage hun tager en bid af, har sendt mig ud i den evige jagt på den perfekte amerikanske pandekage.

Men indtil jeg finder den, kan jeg få næsten samme følelse af honninghjerter. Bare chokoladen udenpå ikke er for tyk. Den må ikke ødelægge oplevelsen, at den søde og krydrede milde smag af varme, jul og luft.

Jeg købte nye bukser igår. De er temmelig stramme om livet, og jeg må bare stole på butikstrunten, der sagde, at de udvider sig og størrelsen større ville blive til endnu et par for store man-ish bukser på mig. Men i dag strammede de altså bare. Og alligevel købte jeg det største hjerte, jeg kunne finde.

Jeg gik ud på gaden, hvor en pige med violin og en fyr med guitar spillede salmer, og stillede mig i korrekt afstand. (Der hvor man kan høre noget, men ikke er tvunget til at lægge penge i kurven.) Og spiste mit honninghjerte bid for bid. Perfekte mundfulde. Nu ved jeg, julen kommer.

Undskyld, hvad?

To dage på job. Kom kun mildt for sent i dag, fordi jeg drejede ned af løvevej i stedet for bjørnevej, og kørte ret langt, inden jeg indså min fejl. På cykel. (Jeg skulle have indset fejlen, da jeg ikke krydsede pantervej som igår.)

Men jobbet var lidt nemmere og overskueligt i dag. Farede ikke vild på nogen gange, havde ipod i ørene i alle fem timer, og lod mig derfor ikke distrahere af bebumsede smådrenge, der roder med vekselstrøm og podninger. Finder det kun mildt ydmygende, at jeg skraber deres lort af ti kummer dagligt, og regner med at jeg er helt ligeglad i løbet af kort tid. Kan også næsten nå alt det jeg skal nu, så i løbet af en lille uge satser jeg på, at jeg kan følge med 511-skemaet. (Pas.)

Jeg har to kolleger nu. Mennesker, som taler med mig i pauserne, fortæller mig om deres liv og lytter til mit. Foreløbig snakker jeg bevidst mest med Gitte og ikke Laila. Laila virker ellers rigtig flink. Sådan en 62-årig dame med fut i, der har gjort rent i 18 år og kan alle tricksne. Tror jeg.

For jeg forstår ærlig talt ikke, hvad hun siger. 70 % af tiden er jeg blank. Ikke sådan, at jeg ikke forstår enkeltordene. Jeg er blank.

Ze låvestowy: Exit Sund og Rask - og andre tabere

Efter min fordrukne tirsdag slog jeg hånden af den Sunde og Raske Fyr. Vi sås kort den 22. december og sagde farvel. Og hvis han ikke læste med hér, ville jeg gerne fortælle jer i detaljer om den aften. Men det går ikke. Lige dét, går ikke. Men dén juleaften tudede jeg på toilettet, mens de andre pakkede gaver op i stuen.

Men jeg så ham ikke mere. Og jeg så mig ikke tilbage. Veninderne og jeg planlagde en fest i hans ære, hvor vi allesammen ville danse grimt, iføre os skjorter og briller, og love hinanden ting, vi ikke ville holde. Det var planen. Der var bred enighed om, hvem der var den dumme. Også fra enkelte af den Sunde og Raske Fyrs venner. Jeg fik nærmest hjælp til at være sur.

Han blev frosset ud. Mødte vi ham på Boogies, slog pigerne ring om mig. Han ville utroligt gerne tale med mig stadigvæk, når han var fuld. Han havde det jo dårligt med, hvordan han havde opført sig. Men jeg ville ikke høre det, og det ville mine veninder heller ikke. Han fik det glatte lag af 10-12 piger på én gang.

Kort efter flyttede han til skive, for at uddanne sig. Jeg var ærligt talt glad for at slippe af med dét fjols. Men inden han rejste, havde jeg allerede sikret, at det kun var mig, der havde det sjovt på Boogies. Han kom mindre og mindre, og jeg fik mit stamsted tilbage, uden at risikere at benene gav efter under mig på dansegulvet.

Jeg holdt op med at være vred. Og ked af det. Og tænke 'hvad er der galt med mig?' Det tog tid. Det tog nok nogle måneder. For når jeg brænder mig, bliver jeg gerne midlertidigt frigid. Det samme skete hér. Jeg ville bare gerne hygge med pigerne, feste, danse og være glad.

Og tiden gik. En dag kyssede jeg på en ny fyr. Som viste sig at være glødende veganer og nægte at kysse mig, hvis jeg havde spist kød. Blandt andre underlige tendenser. Han ville heller ikke klippes, nogensinde igen. Og han gav mig lus. På hovedet!

Så kyssede jeg nogle tilfældige frøer. Jeg kan jo nævne 'trusse-fyren', 'tatovering på heidi's fyren', lørdagsKlaus og fredagsClaus, Blanke Per og andre hyggelige bekendtskaber.

Så kom Henny. Der ville alt. Og noget med stjernerne, der skulle hentes ned. Og en bodega-stiv Trix der bad ham slappe af og spise en skovsnegl. Men han fik alligevel inviteret sig til middag hos mine forældre, inden han skred uden et ord to uger senere.

Han var egentlig en idiot. Set i bagklogskabens lys. Det er mange mænd. Men først Tarzan (veganeren) og senere Henny var begge så komplet latterlige i både tilnærmelser og afslutning, at jeg kun rummede harme og vrede nok til den seneste idiot. Den Sunde og Raske Fyr var helt glemt. Jeg tænkte sjældent på ham, så ham aldrig, og der var mange andre idioter at tage sig af.

Nu skulle jeg også snart flytte til Aarhus. Jeg var nemlig kommet ind på Journalisthøjskolen. Så kunne jeg møde nogle lækre, jyske mænd tænkte jeg.

Jeg var single og god til det. Den Sunde og Raske Fyr fik en kæreste i skive.

Nye tider i Thisted

Krafthelvede Ivan, jeg fik jobbet! Det var godt, at der blev krydset og krymlet lemmer ude i blogland - jeg er sikker på, i gjorde hele forskellen.

Ikke nok med, at jeg fik det. Jeg starter også på 8 timer mere om ugen, end stillingsopslaget lovede. Og da jeg gik til cykelsmeden med en flad cykel klokken fire, fik jeg besked på at komme tilbage klokken fem!

Og da chefen spurgte, hvornår jeg kunne starte og jeg overivrigt svarede 'i morgen', sagde han bare 'Skidegodt'.

Så jeg går i seng nu, klokken 22. For jeg skal op klokken fire for at cykle på arbejde. Mig. På arbejde.
Bare det at skrive det, giver sådan en varm knude i maven, der breder sig udi hele kroppen. Ligesom suppe i januar måned. En knude af glædelse, som hverken klokken fire, vintermørke, cykeltur op ad bakke eller en støvsuger kan ødelægge.

Jeg skal tjene penge, lave noget hver dag og jeg glæder mig.
Hold kæft, hvor jeg glæder mig.

Endnu en gang har jeg bevist min tese om, at blot jeg kommer til personlig samtale, kan jeg tiltuske mig hvadsomhelst. (Job, lejlighed, billetter...)

Alt er godt - send flere penge.

Trix : et A-menneske

Ja, jeg ved det godt. Det er lodret løgn. Så langt fra sandheden som vi kommer. Ikke desto mindre er det, hvad jeg netop har forsøgt at bilde en chef og to rengøringskoner ind, jeg er.

I håbet om at de vil ansætte mig. Til at stå op klokken fire om natten og møde klokken fem og gøre rent. Efter mænd. As in tømrere, elektrikere, murere etc. Små bumsede drenge, der aldrig har set en babs i virkeligheden. Dem skal jeg gøre rent efter. Og for.

Skal og skal. Nu skal de jo lige vælge mig først. Og det håber jeg ærlig talt, at de gør. For jeg trænger til at lave noget. Noget man får løn for. Noget der skal gøres hver dag, hvor man ikke bare kan udsætte og udsætte og udsætte.

Men at bilde dem ind at jeg er A-menneske, var måske i overkanten. Det kommer ihvertfald til at svide, hvis de ansætter mig, og jeg skal opretholde dén attitude i mindst en måned, før jeg tør komme med morgenhår og drageånde.

Fik jeg nævnt, at jeg hader at gøre rent.

Men kryds noget for mig, for helvede!

Ze Låvestowy: Røvhullet

Vi slap historien deromkring, hvor jeg godt vidste, at der skulle sættes en fod ned. Hvorsomhelst nærmest, bare den blev sat.

Så jeg inviterede den Sunde og Raske Fyr hjem til mig en mandag aften til en ædru snak. For at få en form for afklaring på denne roden frem og tilbage. For at han kunne sige 'ja tak', hvis han ville mere eller 'nej tak', hvis han ikke ville, uden at være sløret af lørdagens lyserøde magt, bedre kendt som alkohol.

Han kom ret sent, og var meget genert. Jeg var også ret genert, men jeg havde i beskeden gjort ham opmærksom på, at jeg gerne ville have en form for afklaring.

Så det var faktisk ikke skidesmart, at det hele endte i Rage Against the Machine, trommestikker, hyggesnak og grin. For da han gik, var jeg mere forvirret end nogensinde. Havde det ikke været for besøgets dagsorden, ville det have været en perfekt første date. Uden kys, men med masser af snak.

Så da veninderne spurgte om vi var nået frem til noget, måtte jeg jo ærligt svare nej. Jeg anede ingenting. Nada. Niet. Det måtte vi se på. Igen.

Hvorfor gør piger den slags mod sig selv? Jeg vidste godt, at når en mand ville mig, så fik han det til at ske. Jeg var ingen øgle, der var da mænd der havde inviteret mig ud før. Forkælet mig. Ringet om mandagen. Så jeg kendte godt forskellen på 'vild med mig' og 'vild med lørdagsknald'. Men jeg var solgt til stanglakrids.

Næste gang vi mødtes i byen, ville jeg ikke. Jeg fortalte ham, at det var slut. Jeg magtede ikke mere af det hér. For han ville jo ikke noget alligevel. Og jeg ville ikke såres mere. Og han havde allerede været en dum fyr. Og jeg var en alt-eller-intet pige. Så når han ikke ville alt, så ville jeg intet.

Dén udmelding lignede lidt et slag i den Sunde og Raske Fyrs ansigt, og han lod mig være alene længe den aften. Kiggede langt efter mig. Holdt øje med mig.

Og til sidst tog fanden ved ham. For han havde måske ikke følt sig klar før, men han ville dælme heller ikke miste mig. Så meget vidste han dog. Han kunne godt mande sig op til 'alt', for han kunne ikke klare tanken om 'intet'.

Dér, lige dér, var jeg lykkelig. Jeg var lykkelig, da vi fulgtes hjem. Jeg var lykkelig, da vi lå i hinandens arme, jeg var lykkelig, da han faldt i søvn med mig presset ind til brystet. Jeg var så lykkelig, at jeg stod op og hentede morgenbrød næste morgen. Til ham og mig. Jeg kunne ikke sove mere. For nu skulle det være ham og mig. Han havde selv sagt det. Han var på.

Men han sov længe. Og tungt. Og svarede sløret, når man talte til ham. Og var ikke rigtig til at få liv i. Så jeg smuttede hjem til sidst. Og glædede mig til han vågnede og ringede.

Men hvilken slags søvn, kan gøre at man slet ikke kan komme i kontakt med en fyr?, tænker du nu.

Rævesøvn. Udført af den sorte samvittighed hos fyren, der godt ved, at han løj.

Så forestil jer min overraskelse, da jeg ikke hørte noget. Intet. Nada. Ikke en lyd.
Tirsdag havde jeg fået nok. Til stand up med Lise drak jeg mig mod til i store fadøl, og fik eventuelt bræget 'Det er nok bare dig' nede bag i lokalet, da Elias Ehlers spurgte 'Falder mikrofonen hele tiden ud, eller er det bare mig?' Det må han egentlig undskylde.

Så jeg ringede. Til en telefon, der ikke blev taget. Så skrev jeg. Om det skulle være, eller om det ikke skulle være. Nu, hvor han ikke kunne finde ud af at sige det ligeud, kunne han måske skrive det?

Det kunne han. Og det skulle ikke være, syntes han.

Det var i øvrigt dén aften, hvor jeg druknede mine sorger med C og rødvin, endte med at kaste hele lortet op, mens hun tissede i min håndvask. For det kan sprut. Lindre, trøste og fjerne fokus fra, hvad der foregår.

Jeg var rasende. Og ydmyget. Og ked af det. Masser af ked af det-hed. Men jeg var også rasende på mig selv. Fordi jeg burde have sagt fra længe før, og taget vare på mine egne følelser. Og rasende på ham. For alt det andet, fordi han godt vidste, jeg var et nemt offer og vild med ham, fordi han fortsatte med at lokke mig med hjem alligevel. Fordi han havde løjet. Og udnyttet mig. Og knust mit hjerte.

Det røvhul.

Hvordan kommer man videre fra sådan en ydmygelse?

(Den Sunde og Raske Fyr som ellers altid læser med, har valgt at springe dagens indlæg over. Både med at kommentere og læse. Han er ganske enkelt for flov, og han med alverdens vold og magt ikke klare at gennemleve, hvad der blev sagt og gjort dengang igen.)

Nu ved jeg, at jeg er voksen

Vi har køkkenrulle. Sådan, rigtig køkkenrulle på køkkenrulleholder.

Det er slut med 'den korte udgave', som jeg har ladet mig fortælle, får folk til at tænke på at tørre sig i røven, mens man spiser.

Jeg har været skideligeglad og brugt lokumspapir som køkkenrulle siden jeg flyttede hjemmefra. Ja, for det løb man jo sjovt nok aldrig (sjældent) tør for.

Men ikke mere. Vi har køkkenrulle nu. Voksent.

Vi har også en jobsamtale på mandag, hvor jeg kan blive sådan en rengøringskone, der møder på handelsskolen klokken fem og gør rent indtil alle de unge mennesker kommer. Klokken fem. Unge mennesker. Rengøring. Det er simepelthen for latterligt. Hvad værre er, jeg gør det, hvis de vil have mig.

Ze Låvestowy: No more Mr. Nice Guy

Her fortsætter historien om den Sunde og Raske Fyrs vej til mit hjerte. Den har stået ude på sidelinjen og følt sig overset, mens Bethany har huseret og gjort mig danmarkskendt for en stund. Godt Nina kan pille mig ud af navlepillerdepressionen sætte gang i historien igen.

For altså. Vi tilbragte nogle nætter sammen over et par måneder. Altid fulde, altid Boogies. Og jeg vidste det. Rikke vidste det, alle vidste det: Jeg var mere vild med ham, end han var med mig. Selv dørmændene på Boogies vidste det, for guds skyld. Men det var ikke noget, vi sagde højt.

Men det var noget, jeg måtte gøre noget ved.
Så en aften, da en hånd lagde sig på min lænd på dansegulvet, og et brunøjet ansigt lagde an til et lille kys, stemte jeg hånden imod hans skulder og sagde det som det var: 'Jeg vil ikke med dig hjem mere, med mindre at det hér skal udvikle sig til noget. Jeg er blevet glad for dig, og hvis vi fortsætter som nu, bliver jeg såret. Derfor vil jeg ikke mere.'

Bum.

Så kunne han så tygge lidt på den. Og det gjorde han. Han kunne nemlig godt forstå mig, for inderst inde vidste han det også godt. At jeg var mere vild med ham, end han var med mig.

Men senere på aftenen, fandt han mig alligevel oppe i baren ovenpå for at snakke. For hvis jeg ville det sådan, så måtte vi jo gå ud en dag, og se, om det ikke kunne blive til mere. Og så kyssede vi, inde i døråbningen. Faktisk det kys, som Den Sunde og Raske Fyr i dag husker som vores første kys.

Næste dag skubbede den Sunde og Raske Fyr tankerne fra sig. Det kan mænd. Jeg svævede hjem fra hans lejlighed, og følte at jeg var millimeter fra at blive hans kæreste. Mig. Og ham. Jeg var nærmest lykkelig.

Så forestil jer min overraskelse, da jeg ikke hørte noget? Intet. Nada. Ikke en lyd. Hele ugen. De første par dage nægtede jeg at skrive til ham, fordi det jo er 'manden der skal tage initiativet'. De næste par dage, fordi jeg inderst inde nok godt vidste, at det var med vilje, han ikke skrev. Han var jo nok ikke blevet dødeligt syg. Eller udstationeret til Guatemala. Han var bare en mand. Den sved.

Næste gang jeg mødte ham i byen, var jeg temmelig forbeholden. Stadig forelsket, stadig i fornægtelse, men fuldt ud indstillet på, at han ikke skulle slippe godt fra at love mig noget, han ikke ville holde.

Hvorfor jeg lyttede da han sagde, at han havde haft brug for at tænke lidt, for han ville ikke bare gå på date for at gøre det, men at det skulle gøres ordentligt - og med de rigtige intentioner, ved jeg ikke.
Han mente bestemt, at han havde de rigtige intentioner nu. Men vi skulle tage den med ro.

Og Trix med hjem igen. Til skak og morgenbrød og putten i sengen og havregryn med müsli, bad og et lift hjem. For jeg ville jo så gerne. Og måske, hvis jeg tog med ham hjem én gang mere, ville han blive forelsket i mig, og indse at vi hørte sammen. Han skulle jo bare indse det. Det var så tydeligt, at vi hørte sammen.

Så forestil jer min overraskelse, da jeg ikke hørte noget? Intet. Nada. Ikke en lyd. Hele ugen. De første par dage nægtede jeg at skrive til ham, fordi det jo er 'manden der skal tage initiativet'. De næste par dage, fordi jeg inderst inde nok godt vidste, at det var med vilje, han ikke skrev. Han var jo nok ikke blevet dødeligt syg. Eller udstationeret til Guatemala. Han var bare en mand. Den sved. (Ren copy/paste, ja. Så dum var jeg.)

Men jeg måtte da snart fange budskabet ikke? Eller var det virkelig nødvendigt, at presse citronen mere?

En fisk på land i Thisted

En kort eftermiddag på café med N og S i Aarhus i går var skræmmende. Meget.

Jeg elskede det. Jeg elskede hvert sekund. Jeg elskede det, selvom jeg kørte to en halv time hver vej. Selvom der er dobbelt så mange biler som parkeringspladser i Aarhus centrum. Selvom jeg ikke engang fik ordnet den ene ting på skolen, som jeg skulle. Selvom jeg aldrig rigtig blev by-forelsket i Aarhus, mens jeg boede dér. Og selvom jeg svor, at jeg ikke ville savne byen, da jeg rejste derfra. Det var løgn. Alt sammen løgn.

For den ene dag i godt selskab. Faktisk fantastisk selskab. Med samtaler om dumme pigeting, fnidder, drama, sladder og alle de ting, jeg lader som om, jeg ikke dyrker. Grin og kaffe. Kage og arm i arm ned af strøget. I en by der er stor nok til, at der er facere hver dag. I Thisted kommer de kun om fredagen. Så lille er byen.

Og jeg er så ensom i Thisted, at jeg så småt betragter min zumbainstruktør som en ven. Fordi hun har talt til mig ved to lejligheder nu. Disse to lejligheder værende zumba, ik'?

Men den ene eftermiddag var som at få luft. Som at bryde igennem vandoverfladen efter at have være blevet holdt under vand så længe, at ens hjerne blokerede for visheden om, at man var ved at drukne.

Samværet, byen, selv tågen prikkede i min hud, som luften prikker i lungerne, når man endelig får vejret igen. Det var som om cellerne i min krop vågnede op. Som om min hjerne tænkte klare tanker. Som om mine øjne kunne se igen. Som om jeg fik endnu et dybt åndedrag, efter at have svømmet hele banens længde under vand.

Desværre gjorde det mig også klart, at jeg nu tilbage i Thisted drukner på ny. Jeg hader det stadig, og måske lidt mere nu, hvor jeg ved, at en dag i Aarhus føles så meget som balsam for min understimulerede hjerne. For min sovende krop og for mit røvkedelige liv.

Hvad er værst? At drukne langsomt uden at vide det? Eller at være klar over man synker, der hvor man er netop nu?

Noget meget fjendsk om lastbiler

Jeg kan ikke mere. Det er lastbilernes skyld. Eller Jyllands. Eller kombinationen af de to.

Thisted - Aarhus tur/retur på samme dag er et helvede. Naturligvis for intet at regne imod praktikvejlederen på Sjurnalisthøjskolen, der tydeligvis æder jomfruer til morgenmad og bader i praktiksøgendes blod ved fuldmåne. Men det er en anden, og ganske velkendt, sag.

Nej, min frustration går på disse monstrøse køretøjer, der ligegyldigt hvordan vi vender og drejer det altid er i vejen. Altid. I vejen. Min vej.

Således kan man køre på motorvej, og græmmes over den tendens til 'at blive ud i overhalingsbanen', der opstår, når for mange lastbiler i klump gør det svært at trække ind og ud. Og når ingen trækker ind, kører folk usikkert, for tæt, hasarderet og helt op i røven på den forreste - med mindre naturligvis den forreste bil  er en politibil.

Løste problemet ved at udtænke en lov, der forbyder lastbiler at køre på motorvej. Hvad skal de der egentlig? De må alligevel kun køre 80 kilometer i timen, og kunne altså lige så godt dalre rundt på de danske landeveje i stedet for motorvejene, så de ikke fuckede med dynamikken dér.

Men så kom jeg på landevej. Og efter ganske få kilometer var jeg af den helt klare overbevisning, at lastbiler ikke burde have lov til at køre på de danske landeveje. Fordi de er nitten kilometer om at nå op og køre de snoldede 75, som de gerne ligger på. Og så kan man lave 'kør op bagved, og fald tilbage'-manøvren et sted mellem fire minutter og tolv år, før der kommer en chance for at overhale.

Når man så endelig er fri af det monstrøse køretøj, og kan køre de obligatoriske 90 kilometer i timen (kun en 12 % fartoverskridning af 80 kilometer i timen, fremfor de 15 % der giver bøde), kan man nyde friheden i cirka et minut før man igen ligger i røven af en ny.

Eller endnu værre - nå til en rundkørsel, hvor man til sin rædsel kan se en lastbil komme fra venstre, og køre foran én direkte ned af den landevej man skal følge 40 kilometer.

Hvad er der også med Jylland og de landeveje? No wonder der sker så mange ulykker herovre. For ud over de helt almindelige trafikidioter, der i forvejen kan forvolde meget skade på disse strækninger, bliver helt almindelige mennesker til rasende, ildspyende drager, der river store totter hår ud af hovedet på sig selv, mens afmagtens tårer slører deres blik og vejen foran dem.

Er den CO2 balance så vigtig? Kan vi ikke bare flyve varerne rundt i Danmark og dumpe dem de rigtige steder? Ligesom nødhjælp, nu bare med slagtekvæg.

Horoskop November 2011

Vædderen: Det er ikke jul endnu, Gertrud Sand. Kan du så få de nisser ned!
Kærlighed: Se ovenstående.

Tyren: Det begynder så småt at gå dig på, at folk konsekvent tror, at du er Johnny Bredahl og synes, du lyder som ham. Specielt i betragtning af, du er en kvinde.
Job: Det hjælper heller ikke på det, at du altid drikker dig fuld på bodegaen og rabler om dit come back til bokseverdenen. Nyt karrierespor på vej.

Tvillingen: Du holder en improviseret forsinket Halloweenfest. I er dig og en flaske Enkelt. Du fortryder snart, at du er alene, da du bliver for fuld til at opdage, at der går ild i dit hår.
Kærlighed: Det spiller ikke for Sinead O'connor, og det spiller heller ikke for dig.

Krebsen: Du fejlfortolker bredden på din egen røv i Fakta, og sidder fast mellem en europalle vaskepulver og frugtøen. Længe. For du kan ikke komme fri igen, og kvier dig lidt ved at bede om hjælp.
Job: Efter et par timer tror Kenneth med gulvmoppen, at du arbejder i Fakta med ham, og prøver at skælde dig ud for at dovne. Du overtaler ham til at hjælpe dig, og ender med at stable smør.

Løven: Efter at have sovet elendigt i flere dage finder du din forsvundne lommelærke i sengen. Du føler dig meget lidt kongelig.
Kærlighed: Du bør skifte navn, men for guds skyld ikke til Robert.

Jomfruen: Efter en lang og vild ungdom som punker, begynder du at lide af 'øreflip på skulder'-syndromet. Det går dig virkelig meget på, og hæmmer din selvtillid.
Job: Du er en virkelig fantasiløs og inkompetent plastickirurg. Du har fortjent de hængeører.

Vægten: Du bliver meget skuffet, da du efter indkøb af lædersofa, glasbord, sølvhalskæde og proteinpulver slet ikke ser større eller stærkere ud end før. Fremtiden for din body builder karriere ser ikke for lys ud.
Kærlighed: Det skal være lidt hårdt at dyrke sex. Du kan ikke bare ligge stille. Din kæreste forlader dig snart.

Skorpionen: Der er indført casual fredag på din arbejdsplads, og for virkelig at vise hvem du er, og hvad du står for møder du op i dit mavedanserkostume. Det røde, som passer til Gucci-tasken
Job: Statsministeriet bliver aldrig det samme igen, men humøret er højt denne fredag.

Skytten: På vej på date med en virkelig dejlig pige bliver du fanget i en elevator, der sætter sig fast. Da du vil ringe og fortælle hende, at du er forsinket mister din telefon alt signal. Du hører tumult udenfor elevatoren, og da en skaldet John McClain-lignende mand bryder dørene op, må du slås med en løve for at komme ud. Den savler overalt på dig, og nu du alligevel er sent på den, beslutter du at gå op igen og skifte skjorte.
Kærlighed: Pigen du dater gør det forbi og påstår, at du er lystløgner. Du aner ikke, hvad hun snakker om.

Stenbukken: Du er ved at gøre det forbi med din kæreste gennem et par år, og slutter af med den klassiske 'jeg er så misundelig, på ham der bliver gift med dig'. Hun minder dig tørt om en beruset aften i Vegas forrige sommer.
Job: Du får brug for lidt ekstratimer for at betale advokatbistand til den skilsmisse, du ikke vidste, du havde brug for.

Vandmanden: På en bar i indre by møder du en sexet mand, som du tager med hjem. Da han vil afklæde dig, smutter du på toilettet for selv først at afføre dig slanketrussen, korsettet, indlæggene i bH'en og de falske øjenvipper.
Kærlighed: Ja, denne aften kommer det lidt an på om klokken er før eller efter 03 - og hvor meget han har drukket.

Fisk: Du er så desperat efter et job, at du søger en hel række jobs på jobnet, uden at læse jobbeskrivelserne først. Du bliver kaldt til samtale på Mirage i København.
Job: Du er lidt naiv i din jobsøgning, men bliver en fantastisk 'danserinde'.

Når det regner på Bethany

Jeg så det godt i avisen igår.

Er glad for link i putihikken. Men kan ikke regne ud, hvad jeg laver i bunden af dén artikel. Under fanen; andre bitre blogs.

Måske er jeg bare sur? Er ihvertald skuffet over at nå 491 besøg på en dag. Helt ærligt, ville NI til være for meget at forlange? Bare så det kunne blive et pænt rundt tal.

Men jeg tager gerne resterne fra de riges bord. Tak Bethany, fordi du er bitter, og folk skriver om dig. Og mig.