Jeg har en gammel kammerat, der arbejder et sted, hvor jeg tit har købt sandwich og frokoster. Engang var han kæreste med min veninde, og den gang fik vi altid vores frokost til vennepris. Du ved, medarbejderprisen og de nærmeste. Jeg kender ikke en forretning, der ikke har dem. Det skulle da lige være Mac Donalds og andre i deres kategori.
Men altså. Det er over to år siden. At de var kærester. Og selvom vi stadig hilser og hyggesnakker, hænger vi jo ikke ud mere. Aldrig. Men jeg kommer stadig forbi efter en pastasalat eller sandwich, for han sælger ganske enkelt bare de bedste.
Og denne gang betalte jeg fuld pris for min pastasalat. Det tror jeg ikke er sket før, i al den tid jeg har kendt ham. Men det føltes helt fair. Så vi kan konstatere, at to år give or take er en passende periode for at tage 'vennepriser' tilbage. Lidt ligesom Anden Verdenskrig og de 45 år der gik, før man måtte joke med det... Giver jeg mening?
Men altså, fuld pris, ingen sure miner. Lidt hyggesnak og lige pludselig var Trix sent på den, fordi hun faktisk var ansvarlig for boblevand til Lis' surprise. Og skulle være der lige om lidt.
Så endte med et par flasker bobler fra samme butik, som jeg havde spist frokost i. De er sgu også bedre end Verdi, og nogle gange må man godt flotte sig. Så dyre var de heller ikke.
Og slet ikke, når venneprisen genindføres, fordi jeg køber mere end én ting. Så er livet nemt. Og rart.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar