Så satte vi urene en time tilbage. Eller, jeg gjorde det først i eftermiddags, men når man fører mit hæsblæsende liv, gør det virkelig ikke den store forskel.
Bortset fra, at da det var bælgmørkt, og min krop troede, at det var på tide at gå i seng, var det i virkeligheden bare tid til aftensmad. S å M ø r k t!
Der er vist ikke andet at gøre end at lægge sig i ske indtil april. For det ER jo sådan, man overlever mørket? Enten det, eller også forsøge at finde ledningen til min latterlige sollys-maskine, der også fungerer som et vækkeur.
Fik jeg forresten nævnt, at jeg havde så mange tømmermænd i går, at jeg måtte kapitulere med hovedet i niveau med et wc-bræt. Igen. Igen. Igen. Og svigermor ude på gangen. Nøgen, siddende på et håndklæde. Ørlende. Med et panisk greb i håret, for ikke at få bræk på det, når jeg lige havde været i bad. Hvordan kan man også være ved bevidsthed i over en time, drikke en liter vand OG nå i bad, inden kroppen kommer i tanker om, at den vil mere end bare en insiterende hovedpine?
Kan med sikkerhed tælle ti genstande. Mellem klokken 18 og klokken 03. Kan det virkelig passe? Er det sådan, det føles at blive gammel? Hvor lidt drikker voksne mennesker? Hvordan når de nogensinde at blive fulde, inden de bliver dårlige?
Fik jeg virkelig ikke nævnt det i går? Det kan jeg ikke forstå. Det er jo på ingen måde ydmygende stadig at ørle efter en druktur i en alder af 24. Det går åbenbart aldrig over for mig.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
uh, jeg havde en lang periode, på ca fra da jeg var 24-25 og til ca 30 år, hvor jeg blev så forbisteret dårlig af at drikke af jeg knækkede mig hele dage efter drukepisoden. Nogle gange efter 4-5 øl. Så jo jo, det skal nok gå over igen, for nu er det sjældent, at jeg gør det!
(7-9-13, for jeg skal ikke jinx'e den!)
Send en kommentar