Sig nu en viiiits

Jeg kan ikke nogen vittigheder på stående fod.

Det er egentlig underligt, for jeg er, hvis jeg må sige det selv, virkelig sjov. Den i et selskab der altid smider en sarkastisk bemærkning eller lader tavsheden tale, så en situation eller samtale pludselig bliver komisk. Hvis jeg må sige det selv, naturligvis.

Men den gængse humor. Den hvor to ludere og en lommetyv sad på en bar, den er jeg blank udi. Hvornår holdt vi op med at fortælle vittigheder?

Som barn var det jo storslået at komme i skole med replikken: 'Jeg kan en vits,' spyttet ud samme sekund, man trådte ind i klasselokalet. (Ikke før, for så mistede man noget af sit publikum, og kunne risikere at Johanne gentog vitsen i næste frikvarter, men som sin egen!).

Den Sunde og Raske Fyr spurgte mig engang og Herkules var ham, der var gift med Frukules? En vittighed der vist er et levn fra Asterix og Obelix.. Måske har vi droppet vittighederne fordi langt de fleste starter med alle børnene... eller hvor mange blondinder skal der...?

Kan vi ikke nyskabe vittigheden mere?

Eller også er det fordi, vi efterhånden har levet længe nok til, at vores egne tilværelser har indeholdt flere komiske tilfælde end en Wulf/Morgenthaler kalender?

Måske definerer man 'at blive voksen' på, hvornår man holder op med at fortælle vittigheder, og i stedet bare fortæller om sig selv?

(Dog kan man stadig blive skudt tilbage til et umodent teenagestadie, hvis man føler større trang til at udlevere sine omgivelser end sig selv gennem pinlige historier. Hvorfor vokser nogle mennesker aldrig fra denne vane?)

I don't get...

Mænd der drikker café latte.

Porrer. Seriøst, de smager altså ikke godt?

Puk Elgårds hår. 'Nuff said.

Natasja Crone generelt.

Bakkerne i Århus. Det er som om det altid er op ad bakke? Måske er mit liv bare op ad bakke?

Folk der IKKE er kalveknæet. Altså, hvem har lige ben? Sådan helt lige?

Ravsmykker...

Møllehjul

Jeg købte 8 fryserundstykker i fredags. Fordi. Ja altså, han kan jo så godt lide dem. Og så er hvidt brød i øvrigt lækkert, når man bilder sig ind, at det er for en andens skyld.

Men da de beregnede 2 rundstykker ikke mættede ham helt nok om lørdagen, virkede det totalt logisk at købe 10 mere i fakta. (Man kan jo ikke købe to, vel?)

Men så var der dælme også rigeligt. Især, når Sund og Rask Fyr sov gigantes brandert ud det meste af søndagen, og endte med popcorn og burger i stedet for morgenmad.

Så nu har jeg 14 møllehjul. Og verdens mindste fryser. Så de er allesammen tøet. Ergo fråder jeg mig nu igennem møllehjul efter møllehjul. På alle tider af døgnet. De var især lækre i nat, da jeg kom fuld hjem fra julefrokost. (Jamen, det var det. Med gokart og restaurantbesøg og det hele...)

Men jeg støvuger altså ikke igen, før de er spist op! Fuck det krummer. Er åbenbart ikke særlig trænet i at sidde ordentligt og spise med hovedet ind over noget.

Godfuckingmorgen

Øv. Så blev man lige vækket tyve minutter over 8. Bevares - tidspunktet var ikke så krakilsk, men helt ærligt:
HVEM ringede på min dør? Og stillede dig ude af synsvinklen for min dørspion?

For så åbner jeg ikke. Nej, jeg gør ej.

Det er fandme stenet. Når jo at tænkte 100.000 tanker. Er det licens? Er der andre end licens jeg burde være bange for? Skylder jeg penge væk? Er det blomster? En pakke? (Har jeg bestilt en pakke?) Jehova? (Forkynder de i hverdagene?) En tyv, der vil sikre sig at ingen er hjemme? Og i så fald, burde jeg så ikke åbne? Men jeg har jo intet tøj på. Skulle jeg have taget en bluse på og åbnet? Hvad nu, hvis det bare var én, der trykkede for sjov, da han gik forbi? Er der så nogen grund til at have sådan en klump i maven? Hvis jeg nu åbnede, ville jeg finde ud af det.

Da jeg når til dén tanke, er det lissom for sent at åbne. Vi kan således bare konstatere, at mit liv allerede er nået pensioniststadiet på flere punkter. Jeg er bange for at åbne min dør for fremmede - og selv hvis jeg ville åbne den, er jeg for langsom...

Soon

I morgen kommer den Sunde og Raske Fyr.

Jeg har ikke set ham i 14 dage. Er helt skræmt over, hvor meget man kan savne et andet menneske. I hvor stor grad min lykke afhænger af ham og hans nærvær. Og hvor utrolig blindt jeg lader mig selv elske ham.

I bund og grund stoler jeg jo på ham. All the way. And back again. Han skal nok passe på mit hjerte, så jeg tør godt kaste det op i luften på den skydebane, de kalder kærlighed. Jeg ved, at han kan kende mit hjerte i mængden, og passer på det, så det ikke bliver skudt ned som en tilfældig lerdue.

Som så mange andre hjerter bliver hver dag. Og som mit også er blevet før. Endda et par gange. Og hver gang har det sviet lidt mere at vide, at det var mig selv der kastede hjertet op i luften. Kun for at få det skudt ned.

Og hver gang har det varet lidt længere inden jeg kunne kaste det op igen. Og været lidt sværere at samle mod til at gøre det. Både blandt nye venner og nye mere-end-venner. Nogle gange overvejede man, om det overhovedet var det værd. Skulle man ikke bare trække de mennesker man havde tæt ind til brystet, og aldrig give slip eller lukke andre ind? Så var man i det mindste i sikkerhed.

Men kærlighed og sikkerhed går bare ikke hånd i hånd. For hjertet skal kastes op i luften for at kunne slå vildt og voldsomt. Og gøre mig svimmel og rød i kinderne. Jeg skal se om det kan flyve, for at vide om det falder.

Det er skidefarligt det dér kærlighed. Men ham den Sunde og Raske Fyr, ik'? Han passer godt på mit hjerte. Og selvom det dingler rundt et sted i atmosfæren, hvor vi ikke altid kan nå det fra landjorden, så føler jeg mig endelig sikker

Jeg tror det er dét de kalder 'kærlighed'.

Forårsfornemmelser

For heeelvede, hvor har man travlt, når kroppen lige pludselig indser, at det er forår.

Ikke med at barbere ben eller træne kroppen slank eller gøre rent, men med at leve igen.

Havde Rikke på besøg endnu en weekend. Den sidste weekend i lang tid. Så lovede hende en bytur. I Århus. Er stadig ikke heeelt god til det dér med fest og Århus. Sig mig, hvor går man hen, når man bare gerne vil drikke gyldne damer og danse?

Men vi festede. Og søndag tog jeg med til fyn. Ikke helt planlagt, men bare fordi det er dumt, betyder det jo ikke, at jeg lader være. Mandag forsvandt i en tåge, som jeg kun er glad for, jeg har glemt. MEN.

Tirsdag morgen skinnede solen. Vinden var lun og kærtegnende og Odense er bare så fucking smuk, når det er forår. Og det er miiin by. Og jeg vadede rundt i de små gader og kiggede på stangtøj, uden at bide mærke i noget som helst. Spiste en pastasalat på Mamma's, prøvede nogle øreringe og forsøgte at huske, hvorfor jeg nogensinde var flyttet.

Hjem til Århus og lave lasagne til det første møde med min nye madklub. Eller, den er ikke ny, men det var første gang, det var lykkedes os at finde sammen. Til lasagne, after eight og sokkedyr i min lejlighed.

Så lidt træt og mat i skole onsdag, hvor det eneste jeg præsterede var at få en vindate med nogle dejlige mennesker samme aften. Og vi hyggede os. Og Tir Na Nog er slet ikke så slemt om onsdagen. Og kareoke er da sejt?! (Sømand af verden, Du er så smuk og dejlig + Diamonds are a girls best friend. So help me god!) Undskyld. Til alt og alle.

Og pludselig står man klokken halv tre om natten, men hikke og det ene øje klemt lidt sammen for at se skarpt og indser, at foråret er kommet. Og at jeg har droppet skole og pligter og hvad jeg 'burde få gjort' i snart en uge, fordi det bare er så fantastisk at gøre alt muligt andet.

Men når hikken fortsætter insisterende må man ud fra baren, ind i en taxa med sin kebab og finde sig i at Omar lægger lidt an på én hele vejen hjem, og slutter af med at invitere på rødvin, selvom man i bund og grund blot ønskede at køre med hans taxa.

Op i seng, sove, vågne med pels på tænderne, insisterende banken i tindingerne og ingen mad i huset, men med et smil på læben. Fordi det her er livet, og efter nogle mørke, sygdomsramte og sløve måneder er jeg begyndt at leve det igen.

Fredage som fruentimmer

Det er ved at blive en lidt uhyggelig vane. Det dér med at være wifey på 'Mad Men' måden og spendere en hel dag på vasketøj og rengøring.

Helt ærligt burde jeg være mest skræmt over, at jeg er så luddoven, at jeg lader stå til, indtil det kræver en gravko, to sorte sække og mere end almindelig optimisme at komme til bunds igen.

Men det sker altid om fredagen?

Som i dag hvor vækkeuret ikke ringede (fordi jeg åbenbart havde sat det til kun at ringe om torsdagen?), men jeg alligevel vågnede, en halv time før jeg skulle op. Smed to vaske over, cyklede i kvickly og handlede, hjem og smide nyt tøj over, tørretumble og hænge op. Støvsuge, tørre støv af, gnubbe lidt på noget kalk, tømme sukkerkrukken og gøre den ren, inden jeg fyldte den igen. Smide skoene fra Camilla ud. Jeg har elsket dem virkelig meget, men når sålen ikke længere hænger fast på resten af skoen, ik'....

Og nu sidder jeg i min lejlighed, med friske blomster i vase, her dufter dejligt, alt ser pænt ud, og jeg har igen styr på livet. (Droppede dagens 45 minutters skolegang. Seriøst - det tager mig 45 minutter at komme frem og tilbage på cykel, det virkede sgu ikke fair.)

Men hvorfor er det, at det altid skal foregå om fredagen? Er der ved at danne sig et mønster, jeg ikke helt kan gennemskue nu? (Danskernes akademi har endda kørt i baggrunden hele dagen. Fml.)

Heldigvis er der stadig nogle ting der minder mig om, at jeg er mig.

Som f.eks. når jeg i kvickly misberegner bredten på indkøbskurv og min røv tilsammen, og tackler mig selv om kuld på en velstablet europalle. (Og i øvigt hér indser, at jeg ikke har BH på.)

Eller når jeg løber tør for lokumspapir, og skynder mig forbi fakta på vej på job KUN for at købe det. Og kommer hjem seks timer senere, med vanish, agurker, mælk og what not, men UDEN lokumspapir. (Det er fandme trist at tørre røv i aflagt slikpose...)

Eller som når jeg smider skrald ud, heriblandt pizzabakke (fra i mandags), og først halvvejs gennem opvasken indser at globalkniv nu mangler. Og nu opholder sig i container, der i dagens anledning kun har lillebitte hul i toppen, som man kun kan nærme sig ved at indtage adskille ydmygende positioner.

Så kan det sgu være lige meget, hvor meget mit hjem dufter af ajax, og at der står Wolford i røven på min strømpebuks. Jeg er Trix all the way.

Smellyfat

Er begyndt at begå selvmord på daglig basis. Med min cykel. Det kan kun være et spørgsmål om tid nu.

Hvorfor skal der være så meget vind i Danmark og så mange bakker i Århus?

Og hvorfor er vejen til skole op af bakke? Nu går jeg rundt og lugter af selvdød gnu blandt forholdsvis normale og velfungerende/duftende mennesker. Adr.

I medgang, modgang og gang.

Tilbage på arbejde efter ugen i Lø Fraaaans. Første vagt efter chefkokken har sagt op, med ny menu og fuldt hus fordi der er kommet nyt tilbud med tre retter mad og to vine for firehundrede kroner. Det er mageløst.

Elsker, når der er gang i jobbet, og folk er glade. Forsøger at bekæmpe min underlige vane med at kalde folk ældre end mig selv for Hr og Fru, men min arbejdsplads ligger sgu bare så meget op til det.

Men ved 7-tiden trådte omdrejningspunktet for dagens indlæg ind. Et par. Midt i trediverne. Hun: køn, skulderlangt mørkt hår og smilende øjne. Han: Tynd, venlige øjne, forkrøblede ben og med stok.

Benene var krogede, balancen usikker og kropsholdningen ludende som følge heraf.

Da han tog jakken af, så jeg kunne hænge den op, skyndte han sig et øjeblik for meget, og mistede balancen så både hun og jeg greb ud og tog ham under armen. Følte et splitsekund, at jeg måske havde overtrådt hans grænser, ved at 'hjælpe' ham, men det var ren refleks.

Men han sagde bare pænt tak og forklarede, at de var spadseret ned til restauranten i dag, og derfor var benene lidt mere trætte og usikre end normalt.

Satte dem ind til bordet og listede ud i køkkenet, hvor mit hjerte krampede et kort sekund. For jeg har sååå ondt af mennesker, der ikke har deres fulde førlighed. Der ikke selv kan vælge om de vil gå eller løbe. Der har en utaknemmelig skæbe, som de ikke selv har været herre over.

Men i løbet af aftenen, fik jeg det bedre. For de snakkede sammen. Grinte. Kiggede hinanden dybt i øjnene og hyggesnakkede med mig, når jeg gik frem og tilbage med deres mad.

Og det var tydeligt, når hun så på ham. At hun så så meget mere end en mand, hvis ben ikke virker. Deres samvær osede af bevidsthed. Af at de havde valgt hinanden, og at de ingen bekymringer havde. Hun så mere end os andre.

Måske havde jeg dømt dem, måske havde jeg for ondt af ham i forhold til, hvad man skal. Men det havde hun ikke. Hun så et helt menneske. Og det var tydeligt. Og deres samvær og udstråling var så behagelig, at jeg næsten blev overrasket, da han sidst på aftenen rejste sig fra bordet, tog stok i den ene hånd, sin ledsager i den anden og usikkert trippede ud af restauranten.

Ønsker ikke at udlevere dem. Ønsker bare at rose dem.

For hvis jeg en dag ikke længere har den førlighed jeg er vant til. Den krop jeg er vant til. Eller det liv jeg er vant til, vil jeg ønske at menneskerne i mit liv, stadig ser mig, præcis som jeg er. Ikke som mere, ikke som mindre.

Og det gjorde hun.

Da verden blev god igen

Havde et svedigt flashback til en tidlig morgen i Stansted Airport, sidste søndag da jeg sad ombord på tog på vej til Kastrup og indså, at jeg ville have maksimalt 30 minutter til at checke min bagage ind, når jeg ankom til lufthavnen. Ikke. Igen.

Måtte vente tyve minutter på Københavns banegård. Og så holdt toget gudhjælpemig for rødt på vej til lufthavnen. Sved-stress all over! Stressede ud til lufthavnen og var på vej direkte i check-in køen, da behjælpelig lufthavnsmedarbejder meddelte mig, at jeg lige skulle checke ind på en 'tast-selv' stander, inden jeg kunne aflevere min bagage. Fml.

Heldigvis kunne han fornemme min panik og måske endda se min puls på 200 der bankede afsted i min hals, for han tilbød at hjælpe mig. Vi gik sammen til en check in stander, hvor jeg skulle taste mit reservationsnummer ind. Det havde jeg på et billede på min telefon, for printeren virkede selvfølgelig ikke, da jeg skulle afsted om morgenen.

Det var så hér jeg indså, at jeg havde taget billedet, så jeg med stor præcision KUN havde den nederste halvdel af mit reservationsnummer. No! Nonononono! Hvor dum kan man være?

Men ved I så, hvad Martin (som der stod på hans skilt) gjorde? Han stirrede intenst på billedet på min telefon i cirka fire sekunder, tastede nogle bogstaver på standeren og GÆTTEDE mit reservationsnummer i første forsøg. Gu' gjorde han så! Og jeg nåede at checke min bagage ind i tide, og kom med fly på studietur!

Mens jeg så var i Frankrig mødte jeg en parfumeri-dame, som jeg mistænkte for at forsøge at sælge mig en virkelig dyr Chanel-parfume. Men det viste sig blot, at hun tilbød mig et sprøjt at gå hjem på. Så resten af dagen duftede jeg af blomstereng, selvom jeg bare skulle købe neglelakfjerner.

En uge i Fraaaans består mest at hvidt brød og pasta. Crossainter til morgenmad, baguettes til frokost og pasta til aftensmad. Havde jeg ikke været travlt optaget i EU-parlamentet, havde jeg måske forsøgt at finde noget andet og bedre. Men nu åd jeg bare, hvad der blev serveret - og da jeg kom hjem, kunne jeg ikke lukke halvdelen af mine kjoler. Et skræmmende indblik i, hvad kulhydrater kan gøre.

Så har været temmelig opmærksom på min krop og på mit tøj og på, at jeg absolut ikke er tilfreds i denne weekend. Hvilket jeg ikke missede en chance for at påpege. That is indtil den Sunde og Raske Fyr lagde hovedet let på skrå og undrende sagde: 'Det har jeg slet ikke lagt mærke til. Jeg kan altså ikke se det...' (Så er der jo ingen grund til at gøre ham opmærksom på det).

Så i stedet nød jeg bare, at vi har været kærester i hele seks måneder - og for en gangs skyld huskede datoen for det. Så vi gik i biografen, nussede, kyssede, levede en hel dag af slik, og da han kørte hjem sent i går aftes, var jeg så tryg og glad, at jeg faldt i søvn med et brag og sov igennem. For første gang siden mit indbrud.

Så ved I hvad? Jeg tror, foråret er på vej.

Lø Fraaaans

Så så man lige Trix smutte til Frankrig for at lege EU-sjurnalist. Det gør jeg aller igen. Fuck EU er røvsygt. Så er det sagt. Gruer allerede over truende deadline på onsdag, der truer med at afsløre mit manglende engagement i denne uge.

Men nu er jeg hjemme igen. Danmark er kold, men københavns gader byder nu alligevel én velkommen hjem på en rar måde. Hvor man ser en bums stå og pisse i en flaske og skrue låget på, inden han smider den i skralderen. Det er sgu god bumseopførsel.

Men altså.. Der var nogle folk, som snakkede fransk, et EU-parlament, der med al tydelighed viser, at de får for mange penge, og vi bør skære ned. Nogle tørre, kedelige baguettes smurt med ingenting og så lidt mindre, og en klasse som er sød nok, men som bare ikke siger mig det store.

Til gengæld var der solskin, 15 grader, smukke gader, virkelig god service, masser af kaffe og sporvogne!

All in all, en virkelig stor oplevelse, fordi jeg tilbragte så meget tid alene. Man skal kæmpoe lidt mere for at få de gode oplevelser, når de ikke bare er en følge af selskabet. Men det lykkedes og jeg elsker Frankrig.

Men næste gang vil jeg nu hellere afsted med en Sund og Rask Fyr eller en veninde...

Først og fremmest vil jeg tage hjem i min lille lejlighed, og kramme på Rikke der allerede er installeret i Århus for weekenden. Det bliver skønt.

Roomiezzz

Når den Sunde og Raske Fyr er fuld, snorker han. Nogle gange så meget at jeg tror, han er vågen og imiterer at snorke for at drille mig. This is not the case. Det er virkelig underligt, for hvor gemmer den snorken sig til hverdag? Måske er det bare alkoholbetinget?

Ifølge hans eget udsagn har jeg også snorket et par gange. Efter moderat pres, har jeg fået ham til at kalde mine lyde for en feminin snorken. (Hvilket vel egentlig bare betyder, at det er en kvinde, der snorker?)

Men anywho - har delt værelse med en klassekammerat i et par dage. Hun er virkelig sød, vi taler fint sammen, og jeg har ikke lyst til at dræbe hende. Ergo en living together succes.

Men så er det, at hun snorker. Med eller uden alkohol. Og jeg er åbenbart blevet en light sleeper på mine ældgamle dage? Jeg vågner af det flere gange hver nat. Og frankly gør det altså, at jeg kan lide hende lidt mindre i nattetimerne end i dagtimerne. Hvilket jeg er lidt flov over.

Men ikke så flov som jeg er over de sandaler, jeg har på idag. De er ikke mine, men efter blod-vabel-og-av uheld igår, var jeg lidt på røven, da jeg stak fod i stilet i morges. Så lånte M fra klassen mig hendes sandaler. MBT. Sundhedsstads. Virkelig. Sundheds. (Jeg har aldrig set noget så grimt i hele mit liv.)

Men jeg kan bare ikke tillade mig, at tale grimt om dem, når de pt er det eneste der står mellem mig og barfods-vandring blandt toppolitikere. Men christ. Og her gik jeg og troede, at jeg var hævet over selvbevidsthed på den dårlige måde. I am not! Jeg er bare normalt for godt klædt til at være klar over, at jeg er selvbevidst.

Og UNDSKYLD! For den virkelig uhensigtsmæssige mængde af engelske ord, der sniger sig ind på siden her. Synes virkelig ikke det er smart. Jeg er bare for dum til at konstruere sætninger på dansk i disse dage. Takket være min internationale klasse.

Men hvis jeg nu blogger noget mere, kan det være det bliver bedre?

Onsdagsundren

Har været på jagt i dag efter en pc. Bare en lillebitte én. I rejsevenlig lommestørrelse, fristet man til at sige. (Hvis jeg var min rigtige størrelse, så ville din ko hér dø af skræk...)

Jeg startede på internettet for et par uger siden. Eller. Sund og Rask Fyr startede på internettet. Kiggede på sagerne og sagde: 'Den er god'. Så den bestilte jeg. Ganske uden at stille spørgsmålstegn eller tænke for mig selv. Hvorfor skulle det være nødvendigt, når andre mennesker er så flinke at tænke for mig?


Den var så udgået. Desværre. Det kunne de vel ikke gøre ved.

Bestilte den et andet sted. Hvor den var i "restordre". (Ordet kommer i anførselstegn, for jeg har aldrig heelt regnet ud, hvad det egentlig betyder. For mig er det lidt, som når en læge siger 'virus'. Altså noget vi ikke helt ved, hvad er, men som vi heller ikke kan gøre noget ved.)
Men så tænkte jeg 'fuck it'. Så smutter jeg sgu bare i elgiganten og køber den pc, som minder mest muligt om. Har brug for en pc. Snart. Helst nu. (Så kan den Sunde og Raske Fyr også få låneren igen.)


Tog i elgiganten i mandags. Eller, det gjorde jeg så ikke, for den er flyttet? Det kunne de godt lige have sagt. Så stod man dér i busgade og var til grin for sine egne sparepenge.

Men SÅ i dag forvildede jeg mig til Tilst. Og elgiganten. Hvor deres udvalg af minibooks var nede til 2 slags. Forsøgte mig i Bilka, hvor udvalget var dobbelt så stort - og stadig ikke noget for mig. Købte toffifee i stedet. Uhmm..


Men i det mindste havde jeg en god tur.

Kan man betegne det som 'at lægge an på', hvis en fyr på den anden side af vejen ruller vinduet ned i sin (fars) firhjulstrækker, og fanger éns opmærksomhed ved at synge 'I was born this way'? (Gaga-style.)
Hvis man kan, så er jeg blevet lagt an på idag. Det er jeg egentlig meget godt tilfreds med. Kan konstatere, at jeg ikke behøves at gå i bad mere så.
Til gengæld forstår jeg ikke den dér butik Baby <3-est. Altså hjerte- bindestreg- est. Hvad betyder det? Er det et ord jeg bare ikke fatter? Nå, men de har udsalg...



Har forresten invisteret i verdens billigste digitalkamera. Det kan ingenting. Altså, bortset fra måske at tage billeder. Men jeg elsker simpelthen AmarOramas hverdagsglimt, og jeg saaaavnede at have et kamera efter indbruddet. Så nu er jeg lidt på banen igen. Hvem ved - måske har jeg en modeblogger gemt i maven?
(Gaga-style.)

Er det MANDAG?!

Jeg er så sur, at det er en skuffelse at Hulken ikke stirrer tilbage i spejlet. Eddike-sur ville min mormor have sagt, og så ville jeg glo olmt på hende og sige: 'Gu er jeg ej eddikesur, jeg er RASENDE!'.

Så kom man i skole, og tjekkede sin email på sin lille telefonskærm. Fik ikke lige styr på internettet igår, fordi jeg drak vin i stedet for at tjekke email efter weekenden.

Så da der var en mail fra den underviser hvis undervisning sluttede igår, undrede jeg mig ikke. Havde jo ikke tjekket hele weekenden. Undrede mig dog lidt over indholdet:

Kære.
Du har desværre ikke reageret på nedenstående. Hvilket jeg er komplet uforstående over for.

Hvis du afleverer ALT vedr. Copenhagen-opgaven senest torsdag (nedenstående samt analyse af medstud.-ogave), kan jeg se på afleveringen inden weekenden og aflevere bedømmelseslisten til Studiekontoret med dig som forhåbentlig bestået. I modsat fald, så er det at regne for et "brugt forsøg".

Bekræft venligst, at du har fået denne email.

mvh
---------------------------------------------
Dear.
While looking at the Copenhagen assignments, I realise that you have not handed in your texts, neither by email to the gmail account nor by uploading to Medianet.
That's almost a week past deadline, which can be equalled to missing one important assignment and thus not being able to pass the workshop.
Also, the absence of your products cause problems to your fellow students, as your products were supposed to be part of the last part of their Copenhagen assignment (analysis of the work of fellow students).
Acknowledging that computer server problems occured, I can offer you a kind of a last chance.
It will require that you immediately hand in your Cph stories, AND that you inform your fellow students directly that you have uploaded. Afterwards, please confirm to me that it is done. And not later than Sunday at 2pm.
So, hopefully you check your email during Sunday mornings...
Best,

What? I mean. What. The. Fuck?

Afleverede rettidigt i sidste uge, og har ikke skænket opgaven en tanke siden. Var fuldstændig lamslået og følte mig virkelig krænket og truet.

Efter at have indset min uhensightsmæssige mængde af vrede, sendte jeg en email tilbage i stedet for at marchere ned på mandens kontor for at skrige af ham. Vedlagde ikke opgaven igen, men add'ede dog et print screen af min udbakke, således at afleveringen på afleveringesdagen fremgik.

Det kunne han ikke forstå? For det betyder jo, at nogen har slettet min opgave fra email-indbakken?
Har gensendt opgaven til ham. Og aftalt at vi sammen kigger på min udbakke i morgen og konstaterer, at jeg havde afleveret rettidigt.

Nogen idé til, hvordan jeg fortæller ham, at når man sender en mail i weekenden, kan man ikke forvente svar med det samme, fordi nogle mennesker har et liv udover deres indbakke?

Og nogen idé til, hvordan jeg undgår at fremstå præmenstruel og pigesur (og voldelig)?

Christ. Og hvis det ikke havde ødelagt min dag nok, kom jeg lige hjem til telefonregning på 1200 kr. Bare sådan lige. Uden udlandsophold eller noget?

Kan ikke forstå 3 kan blive ved med den slags, når jeg nu har købt en pakke der hedder 'alt inklusiv for 400 kr' og 'internet til 200 kr'. Det kan i min bog aaaaldrig give over 600? Er det mig der er langsom?

Ikke mere ihvertfald, telmore overtager telefonien fra i morgen.

Men stadig ingen hulk i spejlet. Kun lidt chokolade i mundvigen efter trøsteindtag af B&J's fish food...