Dengang det var nice i Nice, ik'?

Der havde jeg ingen billeder at dele med jer. Men det har jeg nu. Og nu har i også glemt, hvor voldsomt rædselsvækkende det var at se alle andres feriebilleder, så i glæder jer allesammen til at se mine.

Vi tog jo til sy'fraaanse. Hvor der var lidt bjerge og en utroligt lækker havn.

I Sydeuropa kan de det dér, med at gøre noget ud af det hele. Hvert torv, hver plads og hver bygning. Faldt heeelt i staver over denne karrusel. Den Sunde og Raske Fyr ville ikke med op i den. skodkæreste.

Nede på hjørnet fra vores hotel, bag biblioteket og et videnskabsmuseum, gemte denne fyr sig. (Der lå også en tatovør på hjørnet. Der ville han heller ikke med ind.)

Place de marquies ved solnedgang. Tæt på hotellet, med masser af caféer, drinks, øl, espressoer og what not. 

Jeg siger ikke, hvem der er hvem.

Hotelkunst på et virkelig gammelt, fornemt hotel med dørvagt, krystalkroner og tykke, tykke gulvtæpper. Kan jeg huske hvad det hed? Nej da!

Giant blomstermarked, og en Sund og Rask Fyr. Dette er morgenen inden vi skulle videre, så gu' fik jeg da ej nogen blomster. Suk.

Pretty selfexplanatory, no?

Masser af lækre kunstbutikker i den gamle bydel. Var især vild med understellet hér.

Flere billeder ved en anden lejlighed. Prøver at bestemme mig for, om der skal ansigter med på dem. Har ikke bestemt mig endnu.

Lille, mindre, mindst...

Og nu vi er ved blogindlæggene om de små, ja mikroskopiske, nærmest ligegyldige ting, der foregår i min hverdag, så lad mig da lige byde ind med dagens højdepunkter:

Bearnaisesauce til aftensmåltidet, og mælk ud af næsen over:

Fugt i fundamentet

Hurra?

Overså vist lige blogindlæg nummer 300, der ellers kunne været blevet noget ganske særligt. That did not happen. Så i må nøjes med den sædvanlige galde. Stakler.

Stadig ingen tilbagemeldinger på jobs. Måske er det bare ikke meningen? Forsøger universet at fortælle mig, at jeg skal flytte hjem til Odense og gå på café?

Men i morgen smutter jeg ned på den lokale sprøjte og tigger. Tager et par artikler med og en fin læbestift på.

Har også læbestift på i dag, fordi jeg er træt af at ligne udskidt æblegrød når den Sunde og Raske Fyr kommer hjem fra job. Det bliver værre og værre for hver dag. Før vi får set os om, holder jeg sikkert helt op med at gå i bad?

Men ikke i dag. Jeg HAR været i bad. Og har nu læbestift på. Synes det passer utroligt godt til min tunånde. Så kan han godt komme hjem.

Som beskidte underbukser

Jeg synes faktisk, at folk flagrer med noget, der er lidt uhumsk, når de går i selvsving med deres politiske holdninger på facebook.

Vi har jo allesammen en holdning, og vi har alle ret til den. Og vi ved jo godt, at nærmest ligegyldigt hvilken retning vi hælder i, sidder halvdelen af vores '500 nærmeste venner' og er uenige. Og vi ved jo også godt, at dem der ikke kan holde sig tilbage fra at kommentere, er dem, der heller ikke kan styre sig i kommentarfelten på Nationen!

Og af en eller anden årsag, er det okay på sociale medier at være lige så grov i ordvalget, som vi er når BIF for gudvedhvilkengang skyder over målet, og taber en kamp. Overfor folk, som vi faktisk har valgt at være 'venner' med.

Jeg har en klar holdning til politik. Men jeg er ikke politiker. Og derfor holder jeg min holdning for mig selv det meste af tiden. For det er ikke op til mig at forsøge at præge andre menneskers holdning, lige som jeg ser rødt, når jeg skal belæres om hvad der er rigtigt og forkert af andre mennesker. Især af dem, jeg godt véd ikke aner, hvad de taler om!

Men altså. Det jeg bare ville frem til er, at statusupdates og kommentarerne hertil der sviner nogen til, forherliger nogle andre, og meddeler hvad der er rigtigt og forkert at stemme på, bliver slettet fra min news feed. No mercy.

Jeg har ikke brug for at se jeres beskidte underbukser, hængt til tørre på min computer.

De-aktivering

Wow. Jobcenteret er genialt. Virkelig. Jeg har stadig ikke fået nogen egentlig rådgivning, når det kommer til jobsøgning eller ledige jobs. Men jeg mødtes med min sagsbehandler i sidste uge. Yup, er under 25, så har nu en sagsbehandler. Til at tage vare på, at jeg ikke går i stå hér. For alle unge under 25 er talentløse åndsamøber, der ikke besidder nogen selvstændig tankekraft.

Jeg skal i praktik hedder det. Det er aktivering, herom hersker der ingen tvivl. Jeg skal finde et sted, der vil have mig i 'praktik', ganske gratis i en måned. I mellemtiden kan jeg så leve fedt af min kontanthjælp.

Lad os lige opsummere: jeg skal arbejde 37 timer om ugen i fire uger, for ca. det samme som jeg får i SU. Har regnet mig løseligt frem til, at jeg med en gennemsnitlig ufaglært timeløn burde arbejde lige præcis 50 timer i den måned. Men i stedet skal jeg arbejde 148. Det virker bare ikke fair.

Men når jeg nu skal bruge 37 timer om ugen på et ulønnet praktikophold, har jeg jo heldigvis masser af tid til at cykle rundt med uopfordrede ansøgninger, og masser af overskud til at sidde og gnave mig igennem 5 forskellige jobsites hver dag i håbet om at finde en beskæftigelse, jeg rent faktisk kan leve af.

Mmm. Al den hjælp og varme. Jeg kan næsten ikke bære det.

Og for det ikke skal være løgn, så skal jeg søge ind på en uddannelse til februar. Fordi jeg er under 25. Så SKAL man starte på en uddannelse, næste gang man har mulighed for starte på en uddannelse. Også selvom man er halvvejs i en uddannelse, som man holder pause fra, men som man skal tilbage til. Det er sgu da ligemeget! Jeg er under 25, jeg aner ikke, hvad jeg rabler om!

SUK.

Håber kraftedderperkemig at jeg snart får et job. Kan konstatere at blot 15 timer om ugen, er bedre end kontanthjælp. Og at jobcenteret ikke er til for at hjælpe mig med at finde et job.

Føler mig ynkelig.

Én af dem

Det var vel egentlig kun et spørgsmål om tid, og alligevel er jeg rædselsslagen efter at have gennemlevet en tågeagtig morgen, der uden skyggen af tvivl beviser alt.

Det startede med, at jeg skulle ud og tisse. Bevares, det skal jeg hver morgen. Nogle mennesker bliver sjatpissere med alderen, jeg har altid været det. Og faktisk er det skønt langt om længe at kunne skubbe toiletturen til klokken otte i stedet for klokken tre om natten.

Men i dag var klokken så otte, konstaterede jeg, da jeg landede i sengen igen. Jeg diskuterer altid kort med mig selv, om jeg bør stå op, når det sker. Men faktum er, at mit liv i dagtimerne er røvsygt, og at det bedre kan betale sig at sove længe, end det kan at stå op og glo på tre timers morgentv, uden noget der bare ligner et mål for dagen.

Så jeg lukkede øjnene igen og forsøgte at glide tilbage i søvnen. Desværre var der bare i dag noget, der forstyrrede mig. Det lød mest af alt som en idiot med en megafon. Tæt nok på til at jeg kunne høre alt der blev sagt, men så nordjysk og dårlig håndtering af lydforstærkeren, at jeg alligevel ikke forstod en skid.

Det var faktisk ret enerverende. Især når jeg nu ENDELIG har lært at sove med en byggeplads på den anden side af vejen. Så SKAL der jo komme en ny irriterende lyd. Forsøgte at skelne ordene fra hinanden, og måtte nu indse at jeg var så vågen, at jeg lige så godt kunne stå op.

Og hvad gjorde jeg så?

Jo, jeg konstaterede, at der manglede müsli. Hoppede i tøjet, kiggede på uret - kvart i ni. Fakta åbner først klokken ni. Men så går man da bare en omvej.
Så jeg trissede med de andre arbejdsløse, kedsommelige mennesker ned til havnen og stirrede forundret på, hvad der lignede, 200 skoleelever klædt ud i alt fra spillekort til malerdragter, der stod forsamlet på en enkelt plads, hvor råberiet kom fra. Desværre var håndteringen af lydudstyret så elendig, at jeg heller ikke helt nede på gerningsstedet kunne høre, hvad der blev sagt. Så jeg aner stadig ikke, hvad der foregik. Jeg gloede bare.

Så gik jeg op til fakta, og stod de sidste par minutter frem mod åbningen klokken ni og smilede til de fire andre pensionister, der også stod og ventede på at være den første, der købte kattegrus idag. Oh rædsel, hvis der nu blev udsolgt.

Mit liv er sørgeligt. Klokken er halv elleve, og jeg har lavet alt det, jeg skulle idag. Må jeg så godt få rødvin?

Arbejdsløse torsdagstanker

Udvalget af tv-serier i løbet af formiddagen henvender sig i virkeligheden ikke til nogen. Der findes ingen type menneske, der kan holde samtlige formiddagsserier ud.

Kan ikke regne ud om det er voksen fra sidst eller olien, men mine ben klør heeelt vildt efter jeg barberede dem. Det er aldrig sket før? Hvordan får man det til at gå væk? Mere creme? Mindre creme?!

Godt jeg ikke barberede mig andre steder.

Det er som om den blå neglelak blev mere blå på højre hånd end på venstre?

Hvor længe skal man egentlig sidde stille med neglelak, før det tørrer?

Jeg er sulten. Hvor længe er det siden jeg spiste morgenmad?

2 timer? Er det så for tidligt at være sulten?

Må jobcenteret egentlig godt kalde en samtale ved min sagsbehandler for en 'jobsamtale'? Det er da vildt upassende og misvisende.

Det cykler jeg lige op og fortæller dem...

By the way...

Så manglede de ikke servitrisser på café Nytorv. Det gjorde de dog på Bondestuen.

Og efter en kort samtale, blev de enige med hinanden om, at de gerne ville have mig.

Men da jeg sad storsnøftende, med hovedet på en Sund og Rask skulder i mandags, flød ordene ud af min mund, helt af sig selv.

'Jeg vil ikke arbejde på en bar. Der er kun én Andersens Bodega. Det vil aldrig blive det samme. Jeg har ikke lyst til at være hende der flytter til Thisted og arbejder i en bar.'

Så jeg ringede ned til Tonny i går og takkede nej. Det er alligevel ikke et hug i kontanthjælpen værd, at stå i en bar hver lørdag nat og høre folk blive stive med en dialekt, jeg ikke forstår. Og de første 6000 arbejder jeg jo i bund og grund gratis.

Men nu siger rygtet, at jeg måske skal lege SU og ikke socialbumshjælp, fordi jeg skal til eksamen i dette semester... Meget forvirrende. Skal folkene på skolen ikke vide sådan noget? Nu har tre personer i dag sagt, 'det ved jeg ikke'...

Dum, dummere

Jeg ved det godt. Med den energi jeg ligger i at latterliggøre min nye by, ryger muligheden for nogensinde at få lokale læsere til bloggen. Og eftersom jeg bor hér, vil min fingerpegning i allerhøjeste grad pege tre fingre ind mod mig selv, det er klart.

I går sad den Sunde og Raske Fyr og kiggede på jobannoncer. Det er en vane han har, og især i disse tider, hvor der er rigeligt med jobs til folk som ham, er det også ren fornøjelseslæsning. For det betyder foreløbigt, at der også vil være et job til ham andre steder i landet, når han en skønne dag er færdig med sit nordjyske eventyr.

'Hey, jeg kan få et job i Litauen. Der kan vi da også flytte ned?', smågrinede han.
Men svaret var klart og entydigt.
'Nej. Det hér er lavmålet. Punktum. Vi skal aldrig bo et sted, der er mindre sejt end Thisted. Vi har hermed sat den nederste barre, og fra nu af, kan vi kun flytte opad...'

Han gav mig ret. Så i den henseende får jeg i det mindste min vilje.

Nu skal jeg bare snart have et job. job job job. Så jeg ikke bliver vanvittig af at gå rundt i Thisted og vente på en Fyr der har et arbejde at passe, og som derfor godt kan blive liiidt træt, når jeg skal underholdes resten af hans vågne tid.
Har ungefähr 12 ansøgninger ude at svømme lige nu. Så ring da for pokker tilbage.

Jeg er slet ikke egnet til at kede mig så meget.

Pikkelortelort

Nå, men. Et par dages tavshed. På mange måder. Har de sidste par uger måttet sparke mig selv over skinnebenet for at holde visse statusopdateringer væk fra fjæsen. Og de samme tanker væk herfra. Om den skide reeksamen. For tænk sig, hvis jeg nåede at fortælle alle, hvor nervøs jeg var, og så dumpede? Det magtede jeg ikke. Så hellere tavshed.

Well that paid off. Da jeg dumpede. Crapstick.

Jeg vidste godt den lå på en vippe. Og under eksaminationen var Hr. lærer og jeg afgjort ikke enige om, hvad der var væsentligt og hvad der var problematisk. Han var afgjort ikke glad for min attitude, men altså? Skal man bare lægge sig ned på ryggen og undskylde de bevidste valg man har truffet?

Anywho. Det blev en om'er og en endnu længere orlov.

I det mindste holdt jeg en kølig, distanceret attitude, mens han dumpede mig. Magtede bare ikke at være en af de stakler der hulker sig igennem en forklaring af, hvorfor de ikke bestod.

Kørte lang fuck i vold hjem. Og så krammede den Sunde og Raske Fyr mig, mens jeg græd og hadede skolen og læreren, og følte mig dum. Åbnede en flaske rødvin og drak halvdelen mens han handlede ind til aftensmad. Han kom hjem med blomster, jeg drak den anden halvdel af flasken og lavede pandekager til dessert inden jeg gik i brædderne.

I dag er en ny dag. Jeg er stadig pissesur. Og ironisk nok havde jeg regnet med at være mere zen over en dumpekarakter, for det har jeg hele tiden sagt, jeg forventede. Men nu hvor det er en realitet, kan jeg godt mærke, at jeg synes, jeg var en bestået eksamen værd. Havde alligevel lagt en pæn bunke arbejde og ret mange timer i den. Og jeg kunne egentlig godt lide den.

There. Så gider jeg ikke bruge mere krudt på dét lort.

Det rigtige

Det vigtigste sted jeg nogensinde har boet, var kun et par måneder. Ikke en lejlighed, og ikke gennemtænkt. Jeg sov på en drømmeseng med to madrasser på, der var så bløde, at jeg nærmest sad op og sov. Men det gjorde ikke noget, for de to madrasser var et udtryk for ømhed. For at jeg skulle have det godt.

Da jeg flyttede hjemmefra flyttede jeg ind i min daværende kærestes etværelses. Det var forfærdeligt. Intet var mit, der var ikke plads til noget, og vi levede simpelthen for tæt sammen i hans ting.
Alligevel var der sært tomt på alle hylder, borde og i vinduerne, da jeg pakkede mine ting og flyttede ud. Noget har alligevel været mit.

Men så var det, at jeg boede et par måneder på mormors sy værelse. Bare lige til jeg havde råd til noget indskud og havde fundet en lejlighed. Det var rigtig pænt af de to gamle. På den ene side var det helt forkert. Morfar var syg af kræft, og havde svært ved at håndtere en teenager i huset igen efter 45 år siden den sidste. Jeg skulle være hjemme på en fast tid, ringe hvis jeg spiste ude, og liste når jeg stod op.


Omvendt var det helt rigtigt. For når han var stædig, eller tog højtidelig afsked, eller blev indlagt, og mormor stod og græd i køkkenet, uden at ville lade ham se det, så jeg det. Og jeg holdt om hende. Den stærkeste kvinde i  verden. Og lod hende fortvivle i de tårer, hun var for tapper til at vise min morfar.

Det var det rigtigste sted, jeg nogensinde har boet.

Krydser man fingre?

Tror nok lige, jeg smutter til jobsamtale på 'Bondestuen' nu.

Slesvig? Det tror jeg nok, frisør!

Jeg går lige op og lægger mig

Nå, så det er med den på. Det kunne i kraftpetervæltemig godt ha' advaret mig om...

Én ting er at caféerne lukker omkring frokosttid, og jeg er prisgivet med mine egne kaffebrygningsevner, men NU strammer du den sgu Thisted...

Man kan ikke få vokset skrævet her i byen. I shit you not.

Du kan få lys-hårfjernings-behandling af ben og bikinilinje hos byens kosmetolog. Til et par tusinde kroner. Og kun uden på trussen.

Hvis du kører små 30 kilometer væk til Hurup, bruger de gerne voks. Men kun til bikinibehandlinger. Det er som om den brasilianske bare ikke er kommet til Nordjylland endnu.

Hvad fuck gør man så? Skifter navn til Buskmand John?

Nu begynder det!

Så er afslagene, de venlige, de ligegyldige, de underfundige begyndt at tikke ind.

De gør ikke så ondt. Langt de fleste ansøgninger har været uopfordrede - så egentlig er det skidepænt af folk, at skrive og lige minde mig om 'at vi søger desværre ikke nogen lige nu'.

Og måske er det ikke så underligt, at jeg ikke får de rigtige jobopslag, når der f.eks. er 134 ansøgere til en stilling som ekspedient i en 'saml-selv' smykkeforretning. (Jeg kan samle perler på de der plastbrædder- er det ikke det samme?) Og som den flinke læge fra sygehuset skrev, havde jeg jo ikke nogen relevant faglig uddannelse til at blive ledende lægesekretær. Bevares. Det kunne jo være man var den mindst elendige ansøger i bundtet. Det var man så ikke.

Har i øvrigt fortæret pandekager her til aften. Sukkerlykkerus er genoprettet. Så i dag foretrak jeg altså at være lykkelig frem for tynd. Gosh, denne slankekur kommer til at vare for evigt.

Fik jeg i øvrigt nævnt, at det KUN er mig, der må kalde mig tyk? Og løfte øjenbrynet sigende, når vægten ikke har rykket sig en tøddel selvom jeg 'virkelig' har gjort 'alt hvad jeg kunne'. Elsker kvindelig irrationalitet.

Fat girl bloggin'

Måtte se mig slået i kampen om mættende morgenmad. Müsliæsken var stort set tom, og portionen blev herefter.

Fik øje på franskbrødet Kæreste købte, da han havde lyst til lækkerier. Og nutellaen stod lige ved siden af. Uhm, kunne godt æde en skive eller tre. Havde jo faktisk allerede lyst igår - og jeg kan godt have cravings i flere dage. (Pandekager med brun farin. Altid.)

Og jeg er jo faktisk sulten? Men også lidt på kur. For de frygtede 5 kærestekilo har i løbet af de sidste 11 måneder sat sig UDEN PÅ de horrible 10 'så smadrede jeg knæet og gik fra at være idrætsudøver til trøstespiser'-kilo.

Og spørgsmålet er vel i sidste ende:

Vil jeg være lykkelig, eller vil jeg være tynd?

Hvem har svaret?

Man ved godt, hvad klokken er slået, når...

Man på samme dag afleverer ansøgning på en bar og i en børnehave - og man inderst inde godt ved, hvilket job man helst vil have.

Ens løsning på kærestens kildeture er at skrige så naturtro som muligt, i håbet om at tiltrække folk som vil tro, at der foregår en voldtægt og komme én til undsætning.

Man laver burger til aften og æder HELE sin daglige kalorieration i ét måltid. Slankekur og min tilsyneladende ekspanderende røv.

Ens ungvejleder hjælper én med jobsøgning med forslag som: Du kan jo skrive nogle ansøgninger. Hvis du har svært ved at finde et fast job, kan du måske søge et vikariat. Der går jo også busser i Thisted.

Man har lyst til en nutellamad ungefähr en time efter, at man indtog tre hjemmelavede burgere. Uno, dos, tres - og så nutella.

Man glæder sig til at sove længe efter to dages besøg af bedsteveninden. Er i sandhed arbejdsløs.

Man ville ønske, at man var i Odense med bedsteveninden. Bevares, den Sunde og Raske Fyr måtte også godt komme med. Faktisk må alle komme med til Odense.

Man ikke har fjernet neglelak på tæerne efter man var i Frankrig.

Man faktisk heller ikke har fjernet hår pikante steder på kroppen siden den selv samme tur.

Man stadig føler sig sexet.

Weee are the champiooons

Oh joyful tirsdag aften i provinsen.

For at markere, at der skulle ske noget særligt, når Rikke er på besøg, tog vi simpelthen ud og bowlede her til aften. Oh, yes we did. Med store fadøl til Rikke og jeg. Og dobbelt op på tid.

Og vandt jeg ALT? Det tror jeg NOK lige, jeg gjorde! En af omgangene med præcis det antal kegler, som Rikke og den Sunde og Raske Fyr havde tilsammen. (Og jeg er bare overhovedet ikke for fin til at råprale).

Og åbenbart allerede begyndt at indlemme diverse udkantsdanmarkstendenser i mit sprogbrug. Fuck, det er pinligt. Jeg undskylder allerede nu, for det bliver garanteret kun værre fra nu af.

Men nu er der det dér paradise i Danmark, eller hvad det hedder. Det dér på Falster. Det skal jeg fandme se, så jeg kan få det lidt bedre med mig selv. Cudos.

I tror det er løgn,

men de søger fandme bartendere nede på ølhunden liige ved siden af, hvor vi bor.

Måske sku' man?

Optursmandag

Sov længe. Daskede rundt. Gik i bad. Tog sminke på. Alt muligt vildt.

Så kom Rikke. Jaii, blev der sagt.

Vi delte en flaske vin mens vi tilberedte mad. Så var faktisk snaldret, da vi satte os til bords.
(Friske fiskefiletter, tomatsalat, persillesååås, hvis det skulle interessere nogen.)

Nu flades der ud på sofaen. Chick Flick, popcorn og bedsteveninde.

Suck up for blogs

Jeg skal være ærlig. I lang tid læste jeg ikke blogs. Jeg skrev én, men det var kun fordi min veninde Lise (liseiam.blogspot.com) havde en blog og linkede til andre, at det gik op for mig, at jeg nok ikke var den eneste navlepiller med hang til at udstille mig selv for andre i håbet om noget anerkendelse, fingerpegning og/eller hyldest.

Men nu? Nu læser jeg efterhånden alt jeg kommer i nærheden af. Omend det går smertefuldt langsomt, fordi jeg skal have sagerne SMIDT i hovedet. Det er som om internettet ikke er gået op for mig? Jamen altså, hvordan finder I de gode? Kan man bare google 'sjov blog, der rammer mig som målgruppe på et eller andet plan', og så dukker de op? (Har prøvet - virker ikke).

Men altså. Host. Troede ikke jeg skulle gøre det her, men nu vil jeg dele med jer, hvilke blogs jeg læser, og hvorfor. (Måske er det også bare nattekedsomhed i Thisted, og den kendsgerning at jeg sov til klokken 14 idag. So long nattesøvn).

**ADVARSEL** MEGET LANGT INDLÆG:

Creme de la creme alá Edgar ser i ovre til højre. Blogs jeg er så glade for og trygge ved, at jeg står åbenlyst ved dem herinde på min egen blog:

Dines. Ja, hun står øverst på min liste over senest postede - og derfor øverst hér. Om hun er den bedste må være mellem hende og hendes gud. Men jeg er fan. Hun kan tricket med både at være morsomt ærlig og alvorligt ærlig. Jeg mestrer ikke begge med samme elegance.

Head and Heels. Måske snart med nyt navn. Christina er ret sej. Sådan vil jeg også være, når jeg en dag får styr på mit liv. Og så bor hun i Odense. Det vil jeg også igen en dag. Og så roser hun mig, ærligt og uprætentiøst - og det elsker jeg hende for.

Marens blog. Egentlig er jeg lidt træt af, at hun aldrig svarer sine kommentatorer. For de er så søde og mange. Men then again, de er mange. (Og jeg er jo bare misundelig). Hun har tre børn, og jeg er bange for børn. Men det er okay - for jeg fornemmer, at hun også nogle gange er bange for dem.

AmarOrama. Hun tager billeder. Og lever i storbyen. Og tager gigantes solbriller på på dates, fordi hun er ved at skide i bukserne. Så har hun nogle kloge brødre, men jeg tror ærlig talt ikke, at de er helt lige så skarpe som hun. For hun er sej. (Omend lidt aldersnazist - ved et uheld).

Stopdetdog. Det er virkelig blandet for en femmer. Intet er for småt eller stort til at ryge på dagsordenen. Hun kan stort set altid skrive, så jeg liiige bliver nødt til at kommentere. Og så synes hun nogen gange, at jeg er sjøv. *gylpeørlesmiley*.

Skriblerier. It could be me. Bortset fra jeg overhovedet ikke er kreativ. Men ellers. Genkendelsens glæde i ord, tanker, drukture og tilbagetilfusere. Omend det er en saga blot for mig, må jeg ærligt indrømme, at læserværdien er højere i skribleriers liv. Jeg ønsker sådan, at hun altid er glad.

O'manne. Jeg håååbede sådan, at jeg ville møde hende, da jeg boede i Aarhus. Anne er skidesjov. Og var en af de allerførste faste læsere jeg fik - og dermed en af de allerførste blogs jeg fandt. Og jeg bliver hængende.

Ze citygirl. Lidt sejere, lidt mere berejst, lidt højere uddannet og lidt rigere. Alt det, jeg gerne vil være. Inklusiv populær. Hun er en elskværdig ung dame, og har stilmæssigt en af de mest strømlinede og overall ensrettede blogs jeg kender.

Men der er jo mange, mange flere.

Alfabetisk:
Bethany. Skulle jo se giraffen, ik'?
Dancinghell. Fandt jeg for nylig. Lad os se, hvad det udvikler sig til.
Ditte Okman's blog. Ditte er klar i mælet.
Filles Fou. To veninder smed hvad de havde i hænderne og rykkede til Paris for en tid. Eventyret er snart slut, men der er stadig lidt billeder tilbage at se.
Fuhrmann for dig. Grænser for, hvor mange gange man skal høre et navn, før man må følge lidt med
Hverdags-Nadia. Det er sgu da for fint, det der.
Ikke et ord om baby. Titlen holder ikke, men det gør resten.
Kulmbak's blog. Holdninger en masse.
LISEiAM. Skøn, skøn veninde. Modeblogsadvarsel. Hun studerer skidtet.
Sneglcille. Se forklaring for Bethany og Fuhrmann.
Stinestregen. Det tog lang tid. For jeg skulle fandme ikke bare følge med som en hovedløs amøbe, der bare tiljubler og tiljubler. Så jeg jubler bare.
Tattologist. Addict.
Trés Chic Clique. Modebloggeralarm. Hun får lov til alt det, jeg gerne vil. Og så har hun blå sko.
Uden Relevans. Både for klog, lærd og beleven til mig. Men jeg skal dælme ikke gå glip af noget jo.

That's it. Enjoy.

The it-girl of Thisted

Vi gjorde det igen. Oh, yes we did. Meget kan man sige om den Sunde og Raske Fyr og undertegnede, men vi formår at hygge os sammen.

For eksempel lavede vi bearnaise sååås fra scratch i går. (Måske lidt ynkeligt, MEN vi gjorde det efter brødrene Prices opskrift. Er det så ikke lidt cool?)

Grillede bøffer, delte brunello. Til at starte med. Så drak vi Riesling, og noget andet, og nogle øl. Og en enkelt Irish coffee. Og PLUDSELIG virkede det som en gigantes god idé at forsøge sig med det nordjyske byliv igen.

Dampmøllen blev det denne gang. Supposedly, er det et af de største diskoteker i Dk - i tre etager. Men på en snoldet lørdag aften, åbner de ikke det hele fandt vi ud af. Til gengæld spiller de højt. Og vi var fulde.

Så vi åbnede da bare dansegulvet - no problems dér. Og så forlod vi det ellers ikke igen. Jo, bevares. Da tre stramme mokaii-piger. (måske var det egentlig malibu?) Skulle lave danseshåååw, skulle alle gå væk. Så heppede vi bare.

Faktisk dansede vi så meget, at vi præsterede at deltage i en dansekonkurrence, uden at være klar over det. Vi lod bare vær med at forlade gulvet. Not awkward at all. Vi vandt ikke. For vi danser måske ikke særlig godt - men vi gør op for det i iver og store armbevægelser.

Det bedste af det hele er, at jeg allerede nu ved, vi kommer tilbage. Selvom alle pigerne var omkring de 17, og så lårkorte, at deres trusser nok skulle have været i en lidt mørkere farve. Og i øvrigt så kælne på dansegulvet, at mænd var helt overflødige. Men dem tager vi i byen med igen den 27. For der kommer L.O.C til byen - så det skal vi da med til!

Mit første snappy comeback

Det var ved at være efterårsferie i mit trettende leveår, da chefen for det gartneri jeg fritidsjobbede på ringede og sagde, at der desværre ikke ville blive mulighed for at arbejde hele efterårsferien, sådan som jeg havde regnet med.

Resolut bad jeg om mit frikort, og meddelte, at jeg ville finde nye græsgange. Det være sig et gartneri 4 kilometer længere ude af den samme vej, hvor min bror arbejdede.

Storebror har altid været populær de steder, han har arbejdet. For han er firmaets mand, og allerede som (hovedregning 13,5 år plus 3,5 år) 17-årig var det ofte ham, der blev og arbejdede sent med cheferne, fordi han var effektiv. Så han fik lov til at tage søs med på arbejde helt uden nogen skulle se mig eller tale med mig først.

Den første morgen blev jeg præsenteret for Jørgen Ole, der styrede de møgirriterende ungarbejdere, som ingen kunne holde ud, men som var den billigste arbejdskraft næstefter polakker. Han var i øvrigt typen der delte bolcher ud og generelt var et godt menneske. Jørgen Øje kom han til at hedde i al den tid, jeg var ansat.

Jeg blev kastet lige ud i noget stikning med saks, ved bord der var lidt højt med mennesker der var lidt hurtige. Al begyndelse er svær, så det var bare at klemme ballerne sammen og hænge på.

Overfor mig stod en tynd, spidsnæset, bebrillet, bleg, lyshåret (og i erindringens tågede skær vistnok også), bebøjlet fyr. Anders hed han. Kan også huske hans efternavn, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har bare en lillebitte smule lyst til at smide hele navnet herud, bare fordi han var en lort. Den type, der skal holde andre nede med ironiske bemærkninger - og i øvrigt typen, der låner din '10 things I hate about you'-VHS og aldrig afleverer den tilbage, selvom du husker ham på det. Mange gange. (Det betyder jo næsten tyveri i min terminologi).


Men altså. Mit første rigtige sammenstød med Anders foregik denne dag. Han var gammel i gårde. Det var kun mig der var ny. Og usikker. Og skidebange for ikke at gøre det godt nok. Denne dag måtte Tina, der var den hurtigste dengang, stå ved siden af mig, så siderne blev færdige nogenlunde lige hurtigt, og folk ikke skulle vente for længe på mig.

'Det er godt nok ærgeligt, du ikke er lige så hurtig som din bror', sagde Anders.

'Det er godt nok ærgeligt, at du heller ikke er', svarede jeg.

Agurketid

I dag har jeg støvsuget. Tørret støv af. Ryddet op og sat på plads og vasket tøj. Gider du høre om det? For jeg gider ikke.

Til gengæld gik der en fyr forbi vinduet tidligere. Som ringede til sin mor, for at fortælle at han havde fået 12. Ja, i hvad aner jeg ikke. Jeg er i sagens natur også ligeglad. Men jeg blev sååå glad. Fordi han stammede.

Noget af det værste jeg kan forestille mig, er at stamme. Det kan godt være det ikke slår mål med kræft eller hæmorider, men det sidder altid uden på tøjet. Det er det navn du præsenterer dig selv med. Det folk kender dig for. Så bliver man 'ham der stammer'. Jeg siger ikke at det er skønt at være kendt som 'hende den lidt store' (Som folk siger i stedet for 'tyk', fordi de naturligvis ikke kalder deres venner for tykke).

Men altså. Jeg dalrede engang rundt i Odense centrum alene, søndag morgen. Det er faktisk en helt anden historie om, at jeg var blevet efterladt af nogle venner (der så ikke var venner herefter alligevel), og havde drukket mine taxapenge op.

Så altså, her gik jeg døddrukken og småhikkede, mens jeg ventede på at klokken skulle blive 8, så jeg kunne tillade mig at ringe og vække min mor. Oppe for enden af Søndergade lå der engang et busstoppested. Her sad jeg og hvilede mig. (Der var en bænk, og det ligger lige ved siden af en 7/11, hvor jeg havde købt en fransk hotter med ketchup. Man har vel stil.)

To mænd kom gående imod mig i jakkesæt. Jeg siger mænd, for de var helt klart over 30, og derfor dødgamle! De var absolut ikke appelsinfri, og jeg undrede mig lidt over, hvilket slipsedyrsted, der havde åbent så længe. Mændene stoppede ved busstoppestedet, samtidig med en af morgenens første busser trillede hen og holdt ind.

Jeg rystede bare på hovedet, for jeg skulle ikke til Fraugde, men de to mænd steg helt ind i bussen for at spørge, 'hwor dæn herr buss mon scka hen?'.
Og så var det, at buschaufføren stammede. Meget. Og derfor ikke havde så nemt ved at sige Fraugde.

Og de her to voksne mænd, der havde puttet gele i håret, og taget slips på for at imponere damerne, og som havde hilst pænt på mig minuttet forinden, lå fuldstændig flade af grin over buschaufførens stammen. Det var så vanvittigt at se.

'F-f-f-rrraugde siger du?', 'Hv-hv-hv-hv-hv-hvaaad siger du?'. De drillede ham, som børn i folkeskolen driller hinanden. Det var barnligt og ondt.

Og nok var jeg stiv, og egentlig ville jeg hellere sove, men jeg rejste mig resolut, lagde hotdoggen i tasken (fortrød jeg senere), og fortalte de to slipsefjolser, hvad de bestod af.

Jeg fortalte dem hvor ualmindelige små pikkemænd de måtte have, for at have behov for at gøre sådan noget. Hvor ærgeligt det var, at andre mennesker skulle belemres med deres iltforbrug, når det var tydeligt for enhver, at en videomaskine havde flere nyttige funktioner end de to tilsammen.
Sluttede af med at meddele dem, at hvis de ikke steg ud af bussen LIIIGE NU og lod ham køre, så ville jeg sparke dem så hårdt i røven, at de kunne smage lort i fjorten dage.

De steg ud. Tror egentlig de var ret ligeglade med mig. Chaufføren kørte sin vej. Og jeg ved ikke, hvad han syntes var værst. Idioterne der skulle mobbe ham, som om han gik i 4. klasse igen, eller idioten der skulle lege helt, som om en voksen mand i fast arbejde ikke godt selv ved, hvordan han skal håndtere fulde stoddere, der synes at det er sjovt, når han stammer?

Hvoromalting er, så har jeg en eller anden sygelig sympati for folk, der stammer. Måske fordi jeg selv snakker som et vandfald, og virkelig ville føle mig handicappet, hvis det blev taget fra mig. Jeg øver mig altid på IKKE at færdiggøre sætningerne for en stammer, hvis jeg havner i en samtale med en sådan. Men tit kommer jeg til det. Det er jeg egentlig lidt flov over. Men alle der får 12 er seje. Jeg håber inderst inde, at knægte fik det til en mundlig prøve...

Hvad livet i udkantsdanmark lærer mig:

Zulu viser kun advokatserier fra halvfemserne i løbet af dagen.

Det blæser altid i Thy.

Det er okay at søge jobs, man i virkeligheden ikke vil have. Det siger de selv på jobcentret.

Det er unormalt at troppe op på jobcentret INDEN man har fået kontanthjælp for at søge job.

Dagen består i realiteten kun af ét måltid. Kun afbrudt af toiletbesøg, cykelture, mv.

Slankekur er umuligt, så længe man går hjemme og glor. Og æder.

Beslutningen om 'hvad vi mon skal have til aftensmad', kan godt tage hele dagen.

Tingene er ikke meget. De er møj. Møj blæsende, møj billigt, møj muligt. Ikke at forveksle med møgblæsende, møgbilligt og møgmuligt.

Et glas rødvin ville gøre godt.

Nye tomme løfter

Har set et butiksvindue i dag, der er så awesome / underligt, at jeg oprigtigt håber, jeg en dag får taget mig sammen til at fotografere det og smide det på bloggen. Men som I alle ved, er det dér med at holde, hvad jeg lover, på billedsiden ikke noget jeg bruger.

Men det var skomageren her i Thisteds vindue. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal grine eller græde, men et eller andet skal man nødvendigvis, efter at have glanet foran ruden i et lille kvarter. (Man er vel 'ledig'...)

Det skal i øvrigt nævnes, at skomageren i Thisted faktisk kun laver sko. As in ingen nøgler. Den butik løber simpelthen rundt ved at reparere de sko, vi andre træder skæve. Troede ærlig talt ikke at den branche kunne være så lukrativ, men hatten af for dem.

Måske skal jeg skifte spor og blive skomager?

Har ikke scoret mig et job endnu. Det er vildt. I morgen er min tredje dag som 'ledig'. Er det ligesom med vorherre, hvor han... Argh, kan sgu ikke huske, hvad han gjorde på tredjedagen. Men hvis han fik et job, går jeg gerne i hans fodspor. Ja, bare kald mig Jesus. 

Det er faktisk lidt vigtigt med job. Altså ikke kun fordi jeg keder mig, eller har brug for pengene, eller kun er 24, så satsen for kontanthjælp er ca. det samme som en SU. Nej, det er vigtigt fordi den Sunde og Raske Fyr helst ikke skal vænne sig for meget til at få vasker tøj og maden serveret uden at gøre noget for det. 

See my point?

OBS OBS OBS

Anne Lotte har reddet mig. For vi ved jo allesammen godt, at jeg ikke får taget de billeder. Så det gjorde hun for mig - godt nok inden jeg overhovedet anede, at Thisted eksisterede.

Tjek billederne på hendes blog:
http://dannerfjord.blogspot.com/2011/08/bondegardsferie-4-skomagerhuset-i.html

Hvorfor ledig?

Man er sgu da bare arbejdsløs. Ledig er sådan noget en taxa er. Bare ikke lørdag nat ved firetiden, hvor man har allermest brug for det.

Og når man nu melder sig 'ledig', hvorfor er det så at de ikke smider én foran en computer og siger: 'Her er vores fem bedste bud på jobsider - og du må først gå hjem, når du har søgt to'. Hvorfor sender de bare én hjem med beskeden om at komme igen fredag og noget med noget kontanthjælp? Jeg vil gerne have hjælp til at finde et job i totalt fremmed by - ikke hjælpes til at blive hjemmegående sumpehjerne med hang til røget makrel og frokostsherry?

Nå, men skal det være med dén på, så tager jeg mig sgu lige en lur.

Glemte da helt at fortælle,

at den Sunde og Raske Fyr tog deodorant på i lørdags. Desværre for ham, var deodoranten en creme, med trykfunktion. Bahahaaa!

Tømmermænd i Thisted...

ville blive en virkelig elendig film.

Men vi tog i byen igår. I byen. Høhø. Hedder det også det heroppe?

Vi tog på det eksotiske Rio Grande. Stedet, hvor jointsne rulles ved bordet, hvor mandeben side om side spriger, hopper og tripper i en cancan så yndig, at kun kokain kan forårsage den.

Stedet hvor pigerne er ligeglade med, at du sidder ved siden af din kæreste. Han skal da bare lige vide, at han har et alternativ, hvis nu kæresten skulle trænge til en udskiftning.

Og stedet, hvor man ikke danser.

Til gengæld bliver man fuld. Sover til kl. 15 næste eftermiddag. Kører Skive tur/retur for at få afleveret nøglen til den sidste lejlighed, og så hjem og samle sofa. For åh ja, sofaen skulle samles, før vi kunne falde omkuld i den.

Glæder mig meget til at besøge byens andre beværtninger og diskoteker. For jeg tvivler på, at Rio Grande, til trods for genialt navn, bliver stamstedet.

I morgen er det tilbage til virkeligheden for kæreste. Tilbage på job. Sådan et vil jeg også have. Bare et lille et.

Noget der ligner en lejlighed

Der er samlet et spisebord, der er samlet et skrivebord. Et nyt skab er hængt op på badeværelset, og halvdelen af sofaen står brugbar, støttet af en Stephen King roman. Den anden halvdel er gemt bag to højtalere på størrelse med en vestjysk gylletank.

Der er kun to kasser tilbage, som ikke er rigtig tømt. Og så selvfølgelig tre kasser med bøger, som vi ikke aner, hvor vi skal gøre af. Det gør vi heller ikke med højtalerne, eller det lille skrivebord i køkkenet. Vi har også stadig tre sengeborde, men ikke samlet sengen.

De småting der er tilbage, bliver sværere og sværere at gøre noget ved. Men nu HAR vi en stue. Og et køkken. Og et badeværelse. Vi må finde soveværelset i morgen. Desværre kan vi ikke rigtigt indrette det. Eller, det kan vi sagtens. Men ingen af os kan lure, hvor vi skal stille sengen, så vi stadig kan komme ind og ud af værelset. Det er faktisk ret sølle, når man tager i betragtning, at der er TO døre i rummet. Men vi ender med at skulle banke hul til en tredje...

Jeg er øm og træt. Så træt, at jeg ikke engang kan drikke min velfortjente fyraftensøl færdig. Den får mig til at gabe for meget. Måske skulle jeg bare gå i seng.

Karrierevej

Hvordan bliver man sådan én, der skriver horoskoper? Dét vil jeg gerne være! Jeg tror jeg ville være god til det. Er bare ikke så meget for kønsindelingen.

August måned, læst i stjernemix:

Vædder: Du mister din hånd i en tragisk traktorulykke, og ærgrer dig lidt over at stamcelleforskerne læser forkert i journalen, og dyrker dig et nyt øre i en petriskål.
Kærlighed: En klo giver herremeget fisse.

Tyr: Det der startede som en diskret bums i din pande, udvikler sig til et regulært horn, som din kammerat Bjarke prøver at fjerne med en skærebrænder. Det ender galt, men pynter alligevel fordi hornet var så frastødende.
Kærlighed: Køb en hat, så vender lykken.

Tvilling: I og med du ikke har nogen tvilling, forsøger du at få en numerolog til at ændre din fødselsdato, så du får et mere passende stjernetegn. Det lykkes imidlertid ikke, og du ender med brøken niogfirs-trehundredeottendedele (89/308) i dit navn.
Kærlighed: En mand på netdating henvender sig i en mail, uden at bruge en eneste smiley. Du er solgt til stanglakrids.

Krebs: Din chef møder for sent hele ugen, og takker dig overstrømmende for at dække over ham. Du tror, at det vi medføre en samhørighed og en forståelse i den omvendte situation og indser slet ikke, at han fra nu af altid vil komme for sent - og lade dig tage slæbet den første halve time.
Kærlighed: En affære med en overordnet får en brat afslutning.

Løve: Du flytter sammen med din kæreste, og opretter straks adskillige gemmesteder med slik rundt i lejligheden, som han ikke kender noget til. Herefter går du 'på kur'.
Kærlighed: Din kæreste er meget forstående, over at dit hårde slid med slankekuren tilsyneladende ikke vil give pote.

Jomfru: Efter gentagende gange at have fået dårlig betjening på det lokale kommunekontor, giver du skrankepaven en alvorlig verbal skideballe, og får endelig luft for dine frustrationer. Følelsen aftager dog, da det viser sig at Hodo er 'dum i arbejde' og kun forstår indisk og hindu.
Kærlighed: Grundet personligt stress er din libido helt i bund. Du magter ikke sex lige nu.

Vægt: Din mor kommer spontant forbi til frokost, og i farten forsøger du at lynkoge et æg i mikrobølgeovnen. Ægget eksploderer imidlertid og din mor får et mindre hjerteanfald af chokket. Er hun fisk, krebs, vandmand eller løve vil hun komme sig 100 % efter oplevelsen.
Kærlighed: Du møder en læge med mørkt hår, klare blå øjne, en kraftig kæbelinje og et uimodståeligt smil. Han er bøsse, spild ikke tiden.

Skorpion: Du opstiller en bod ved udgangen af Ikea, hvor du sælger t-shirts med påskriften: 'Ikea 2011- I survived'. Du tjener styrtende og bliver snart millionær.
Kærlighed: Du møder en rig svensker, der dropper dig, efter han finder ud af, hvordan du tjener dine penge.

Skytten: En fremmed kvinde med rødvinstænder fortæller dig, at du har flotte bryster. Du bliver lidt ked af det, da dit navn er Henrik og du faktisk HAR tabt dig fire kilo allerede.
Kærlighed: Wouldn't count on it, if I were you.

Stenbuk: Du fylder dine poser i fakta for meget, og skal gå hjem. I et forsøg på at få to forbipasserende mænd til at optræde heltemodigt, 'taber' du den ene pose og udbryder 'ååh nej dog', mens du ser både lidende og liderlig ud. Mændene haster videre og mumler noget, der i mistænkelig grad lyder som 'retarderet'.
Kærlighed: Du møder mændene fra fakta i byen, hvor de begge forsøger at afgøre hvad type stof dine trusser er lavet af uden at kigge.

Vandmand: Du samler dit skrivebord i din nye lejlighed og indser, at det optager så meget plads, at din kæreste for evigt vil bruge det imod dig. Du føler dig lidt ældre.
Kærlighed: Sex på skrivebordet er udelukket, men det afholder dig ikke fra at forsøge dig med andre borde i huset.

Fisk: Du tager et kraniosakralkursus og bliver herreskuffet, da det viser sig, at det hverken har noget med spøgelser eller ånder at gøre. Det skuffer dig også, at din underviser 'bare' hedder Lene.
Kærlighed: Du får kæmpemenstruation om to dage, knald for helvede, knald!

Et køkken, sgu!

Var hvad vi fandt under to lampeskærme, 5 flyttekasser, en foldekasse, tre sengeborde (ja, ja. Vi har kun brug for to, men mit ryger fandme ikke ud!), en mikroovn, en guitar, to værktøjskasser og rod i al almindelighed.

Vi er i dag blevet færdige med at flytte ind i køkkenet. I en sådan grad, at vi nu begge sidder i køkkenet ved det lille bord, med hver sin computer og tv'et kørende lige på den anden side af stuedøren. Faktisk er køkkenet nu det eneste rum, vi magter at opholde os i efter, hvad der føles som i lang tid at have spist morgenmad på gulvet og aftensmad på havestolene ude i gårdhaven, hvor der heller ikke er noget bord.

Den Sunde og Raske Fyr vågnede klokken 7 i morges og mente, at det var det heeelt rigtige tidspunkt at gå i gang med at bore, banke og hamre på. Surmule-snoozede mig frem til klokken 8, hvor jeg måtte indse, at jeg alligevel ikke kunne sove mere og stå op.

Men nu er der håb. Vi har en plan. Og for at føre den ud i livet, smutter vi lige i Ikea i Aalborg i morgen. Lidt sølle den første gang vi begge skal til Aalborg er for at lege familien Danmark i Ikea, og ikke for at drikke os i hegnet i gaden. Typisk. Is this how my life is gonna be?

Vi har ikke plads til vores bøger. Slet ikke nogen af dem. Så pt. pakker vi ud, vel vidende at der venter et hængeparti i enden, som vi slet ikke kan overskue.

Nogen der har gode råd til, hvor man gemmer bøgerne i lejlighed der på papiret er 74 m2, men som den Sunde og Raske Fyr for nylig har målt til 53 m2? Gemmer man dem bare et sted i de usynlige 21 m2?

Vindelhuset i Thisted

Nå, var I måske så naive, at I helt havde glemt, hvor meget flytterod vi egentlig efterlod, da vi rejste på ferie?

Det havde jeg ihvertfald. Christ. Det tog lige nogle timer bare at indse, at det faktisk ER HER jeg skal sove. Og at jeg SELV skal gøre noget, hvis stedet skal blive beboeligt.

Forløsningen kom, da jeg gennemskuede, at vi kan blænde en dør ind til soveværelset. (Der er to, jo). Og så bliver der - vupti- plads til både sofa og skrivebord i stuen. Det startede ligesom en tsunami af, nu GØR vi det. Dejligt. Vi er nu 5% længere i projekt: 'pak ud og bo i Thisted', og har så småt givet op for idag.

Men hvor om alting er, så bliver jeg nødt til at skaffe os af med vatterpasset. Som jeg i øvrigt aaaldrig har haft brug for før. Og nu, hvor jeg endelig er flyttet sammen med én, der forstår der og gider bruge det, så gør det ikke andet end at afsløre, hvor pilskæv vores lejlighed er.

Således har vi måttet fjerne én af støttedupperne under køleskabet, lægge en filtdims under tv'et, men ikke tv-møblet og fylde en støtteblok under reolen på toilettet. Skabene i soveværelset, der allerede har kostet mig uendelige kræfter, gaber små 4 centimeter mellem hver sektion, og hvis du går for hurtigt fra køkken ind i soveværelset, kan du godt blive en lillesmule søsyg.

Ergo bor vi i vindelhuset fra Harry Potter - bare uden alle fordelene ved magi.

Ahem...

Min nye bluse er godt nok meget nedringet. Meget. Det er næsten som om mine bryster har formeret sig, selvom de er iført helt, helt uskyldig bH indenunder.

Nu er sagen bare den, at jeg jo altid gik i sådanne sager i teenageårene. As in altid. Jeg skulle jo partout ind på Arkaden, selvom jeg kun var 17. (16 et halvt, red.)

Og i min blå bog fra det lille gymnasium på landet, har to af mine veninder også hentydet kraftigt til en åbenbart altid tilgængelig kavalergang.

Men nu er jeg lidt beklemt. Altså, det er jo pænt nok ikke? Men det er mandag, og jeg skal til mors 25 års jubilæum om lidt. Og jeg vil gerne se pæn og ordentlig ud. Men den nye bluse er den eneste rene/tørre.

Og så er det jeg undrer mig - for hvornår holdt jeg OP med at gå i nedringede bluser? Og hvor længe skal man holde op for ligefrem at blive selvbevidst, når man så hopper i en nedringet sag igen?

Bliver man voksen? (HOSTHARK)
Bliver man ærbar? (*gylpeørlesmiley*)
Eller fryser man bare på brysterne?

Jeg ved det ikke, men i dag bliver de dælme luftet!

Ikke mere ferie - nu er jeg bare arbejdsløs

Den havde jeg ikke set komme. Især ikke fordi jeg stadig har pissetravlt.

Landede i KBH 21.30 fredag aften, hvor to sms'er straks tikkede ind hos den Sunde og Raske Fyr, hvis kammerater i Odense var i byen - og mente han skulle joine. Oprindeligt var det vores plan at blive hos Bror i 2860 og sove, men da beskederne kom lignede Sund og Rask Fyr straks et barn, der var liiige ved at tisse i bukserne. Han ville så gerne.

Så vi kørte til Fyn, og mødtes med 5-6 gutter kl 02.30 om natten. Jaja, jeg skal fandme ikke snydes, når vi nu alligevel er kørt hele den lange vej.

Klokken 6 lukkede Boogies. Der var det 13 timer siden vi var rejst fra Nice, men hjemme var vi ikke.

Overnattede hos svigerforældre, der stadig er i Lø Fraaance. Lige inden søvnen indtrådte, snakkede vi om gaveindkøb, tøjvask og bilhentning, der alt sammen skulle foregå INDEN fødselsdagsfest lørdag.

Sund og Rask Fyr: 'Jeg finder lige sms'en fra R. For jeg mener vi er inviteret til kl 7, men så er det garanteret til kl 5'.
Det var til kl 14. Og det kunne vi ikke nå. Aldrig nogensinde.

Og sådan har weekenden faktisk været lige siden. Ikke nok tid til de ting der SKAL nåes. Heller ikke idag. Hvor mor har 25 års jubilæum. Eller igår hvor kusines barn skulle døbes. Eller resten af ugen, hvor der skal pakkes ud i Thisted for real.

Så det der arbejdsløshedsnoget må liiige vente til vi er tilbage i Thisted - og jeg som minimum kan finde gulvet.