lørdag den 15. oktober 2011

Schå war vi dær igæn..

Væltede ombord på et tog præcis klokken 06:58 i går morges - og vupti fem timer senere var jeg i Odense. Mildt forsinket og uden at kunne nå at æde noget, inden jeg skulle til frisøren. Og uden at have set skyggen af salgsvogn og internet i toget. Også uden mobil, der lå på et stuebord i Fucking Thisted. Gennemtænkt. Meget.

Kender i de der døgn, hvor man ikke har en telefon, og det hele bliver lidt kaotisk, fordi folk ikke kan få fat i en - men man i hemmelighed nyder at rode formålsløst rundt en hel dag. Man må kigge på byens ure, og for en gangs skyld i sit liv overholde de aftaler man har, for der er ikke muligheden for liige at sende en sms med en forsinkelse. Det er sgu sundt. Og jeg nåede jo det hele.

Nåede også at købe champagne, møde op ved Rikke til tiden. Vente på S og P og liste ned til Lis. Der troede, vi skulle drikke lidt kaffe. Kun hun og jeg. Og slet ikke havde regnet ud, at vi alle fem folkeskoleveninder skulle drikke champagne, rødvin, spise lidt nachos, dulle os op på 8. klassespiger til halbal-måden, smutte på Capri i Odense, hvor cologneduftende halv-italienere går rundt med spanske guitarer mellem bordene og synger for gæsterne. Og gæsterne opfører sig som på charterferie i Grækenland og fuldstændig ukritisk synger med på Eros Ramazotti. (Synger han egentlig om en belle calzone??)

Ud og pimpe Irish coffee, drinks og ende på Heidi's (Det var Lis' aften og Lis' beslutning), og selvom jeg mod forventning endte med at hygge mig, frygter jeg, at jeg har fået kronisk klamydia. Meget fedtet. Generelt. Og mændene rørte ved én, krammede én og forstod slet, SLET ikke afvisende kropssprog. De anede simpelthen ikke, hvad signalerne 'læner mig tilbage, så du ikke kan nå mit ansigt', 'rykker mig hurtigt ud af dit favntag og væk fra dansegulvet' og 'holder armene op afværgende foran mit bryst, og forsøger at undgå kropskontakt' betød. Utroligt.

Mind mig om, at jeg skal fortælle om Jannick, den gamle ven på café'en og den lille dreng, når jeg får tid. De er alle et blogindlæg værd. (Og jeg skriver det hér for at huske mig selv på det.)

Odense er sgu god ved mig. Knap så god ved finanserne, men you can't win them all.

Ingen kommentarer: