lørdag den 29. maj 2010

For fuck sake, altså!

Top ét over dumme ting jeg gjorde i går:
Slog mig.

Idéen med dans på poolbord var måske ikke den skarpeste, men det gør vi tit. Faktisk stort set hver fredag, efter et halvt fadølsklippekort. Det er okay, det må jeg godt.

Og når dansen er overstået må jeg også godt smutte ned fra bordet igen. Der er dog ingen grund - OVERHOVEDET- til at hoppe. På høje hæle, med dårligt knæ.

Er du vimmersvej, det gjorde nas! Fuck altså - får gagreflekser af at tænke på, hvor ondt det gjorde.
Ligesom første gang.
Da jeg kæk og frejdig til boksetræning skulle lege karatekid og liiige vise Rikke, hvordan 'tranen' skal se ud. Og jeg straks efter lå rallende på gulvet, i et dødsskrig, mens min knæskal sad på ydersiden af mit ben.

Det skete sidste forår, og med skadetiden fra dette, efterfølgende operation og sygmelding herefter, spenderede jeg små 3 måneder på krykker sidste år. Og jeg hadede det! Plus ti kilo, passiv-aggressiv adfærd, og selvmedlidenhed. Kunne knap holde mig selv ud - og forstår slet ikke at mine skønne venner kunne.

Og så gjorde jeg det igen? HVORFOR? Knæskallen skal IKKE ud på siden af benet. Der hører den ganske simpelt ikke til. Indrømmet - jeg græd!

Nu er benet plastret ind i skinne fra ankel til lår, med 20 graders bevægelsesmulighed, jeg kan ikke støtte, men har smukke krykker til min hjælp. Det gør virkelig så ondt, at jeg kan diskutere en time med mig selv, inden jeg giver op og humper ud på toilettet for at urinere.

Øvsus. Kæmpe benskinne passer bare slet ikke til coctailparty på lørdag, cykel i solskin, Daddys 50 års fødselsdag, etc. etc.

1000 tak til Onkel Munk til gengæld. Hvis jeg nogensinde skal komme til skade igen, skal du være i nærheden! Fyren hentede min taske (selvom jeg havde angivet helt forkert destination), samlede penge ind til taxa, bar mig på ridder-manér ned af trapperne, tog med på skadestuen, fandt kørestol og kørte mig ind, bar ting, hældte somersby på mig, tog billeder for at dokumentere min elendighed (og hvor grim jeg ser ud med mascara i hele krydderen), ventede på mig i røntgen, skaffede og lagde ud for taxa ind til centrum, hentede øl mens jeg humpede hen til busstoppestedet og ventede på bussen sammen med mig, så jeg kunne komme hjem.

Fuck en darling! Har nu lovet ham middag på jensens (eller noget med whiskeysovs ihvertfald, det virkede som en god idé at the time), at han må vælge navnet til min førstefødte (Rumleskaft var på tale) og at han må komme med når jeg skal have skinnen af igen.

Hans nærvær gjorde alt tåleligt!
Nu er jeg imidlertid alene, ser crap tv - hvorfor sender de ikke noget ordentligt om dagen?, har ondt, er sulten og er generelt allerede tilbage i det ildsprudlende dragehumør jeg omtalte før. Stay clear people!
To uger til jeg skal på hospitalet og høre om jeg kan få min tandebøjle, designet til benet, af igen.

Så drik lige en øl og snup en dans for mig i dag - jeg kan ikke.

tirsdag den 25. maj 2010

Tirsdagstanker 25/5-10

Yes! Så er grammatik og sprogkorrekthed bestået. Kun én eksamen igen og én tæller ikke rigtigt, vel?

Skønt med frimandag. Hentede forældre, der netop var hjemvendt fra Thailand. I løbet af de første fem minutter lykkedes det både min mor at antage at jeg havde været på druk søndag, OG at jeg løj, da jeg svarede nej. Ihh tak, jeg har da også savnet dig, Mutti. (Blev småfornærmet, da tømmermænd og løgn herom, ikke var tilfældet. For første gang ever)

ViRocker i Odense lørdag. Med ægte solskin. Jeg bliver så glad af koncerter en hel dag, solskin, øl til 40 kr. og mad, der er endnu dyrere. Det kan koste, hvad det vil - I love it!
Præsterede at blive solbrændt inden Sanne Solinumsen gik af, slog mit stakkels opererede knæ, da jeg dansede for vildt til Nik og Jay (Ved det, men det er sandt), og mistede stemmen under Dizzy Mizz Lizzy i en sådan grad, at den stadig er rusten i dag.

Må dog indrømme at det IGEN i år, var dumt at fortsætte i byen. Det er ikke meningen, at man skal tage i byen og drikke videre, efter man har svedt, danset og drukket de sidste 10-12 timer i den danske forsommer. Ynkeligt hængende, ildelugtende og med en sær, sær frisure indtog jeg dansegulvet. Så stiv at jeg var ganske overbevist om, at alle i lokalet ville have min krop, og heldigvis også så stiv at jeg var fuldstændig ude af stand til at gøre noget ved det.

Memo til næste år - hjem i seng. (Som om det kommer til at ske)

Mit vaskeri lukker?! Og jeg skal vente over en uge, før det nye åbner. Hvad gør man så, når det er for sent at booke tider i maskinerne inden stedet lukker? Må ud og shoppe - der er ikke andet for. Hæ!

Depositum betalt til Sicilien - lææææks! Endelig noget at se frem til.

torsdag den 20. maj 2010

Hvorfor jeg ikke bør interviewe over telefon:

Fordi jeg ikke skriver særlig hurtigt. Min notatteknik er helt ad helvede til. Og skulle det lykkes mig at notere i samme fart, som du taler, kan vi begge være helt sikre på, at ingen, ikke engang jeg selv, kan tyde hieroglyfferne efterfølgende.

Fordi jeg lider af det, min lære kalder telefonskræk. Jeg er evigheder om at tage mig sammen, til at trykke nummeret, og når jeg så endelig gør det, efter tre timers optakt, er jeg ikke særlig velforberedt alligevel.

Fordi jeg bladrer med min papirer, og indser, at jeg skulle have skrevet min spørgsmål ned på det samme stykke papir. Eller indser, at jeg skulle have lavet spørgsmål i det hele taget.

Fordi jeg ikke kan koncentrere mig om dit svar, mens jeg leder efter papiret med det næste spørgsmål på.

Fordi jeg næsten altid er i bad, når du ringer tilbage. Og så må jeg styrte ud og oversvømme mine svimlende 28 kvadratmeter, for at fange dig. Og det er immervæk lidt svært, at tage sig selv seriøst, når man sidder med håndklædeturban og bare patter, og stiller store etiske spørgsmål.

Fordi jeg klipper tånegle, mens vi taler, og først indser, hvor dumt det er, når du siger 'Hvad er det for en kliklyd, der bliver ved at dukke op?'

Fordi jeg meget hellere vil tale med dig, ansigt til ansigt.

tirsdag den 18. maj 2010

Tirsdagstanker 18/5/10

Uhh.. Stur, stur opgave for.. Der tvinger mig til at ringe til folk, politikere, mennesker med forstand på ting og sager.. Folk der dagligt undgår dusinvis af min slags. Hader det! (Som alle andre i min klasse, hvilket er ret ironisk, når vi nu så gerne vil være journalister) Vi vil bare helst ikke belemre nogen. Det er næsten kært.

Endelig en forårsdag der kunne bruges til noget! Ægte solskin, knap så meget vind - og jeg sværger at det var lunt.
Hvad brugte du din dag på?
Jeg sad indenfor, så trænede jeg indenfor, spiste indenfor og nu ser jeg tv indenfor. Det er som om, jeg ikke helt har forstået konceptet forår?

Lejlighed forresten i halv topform igen! Det betyder at jeg har ryddet op og vasket op. Men den der grundige rengøring jeg havde sat mig for skete bare aldrig. Måske i næste uge? Hæ.. As if?

Begynder så småt at se frem til weekend i det fynske, med brunch, ViRocker og en ordentlig røvfuld skanks af de allerbedste. Smuk tradition som naturligvis skal holdes i hævd, hvilket egentlig burde være udmærket motivation for at komme i gang med at ringe til folk - om de så kan lide mig eller ej?

Gotta go, det er begyndt at være for krævende for mine mavemuskler at sidde op. Jeg er ikke skide skarp med det der træning - jeg har kun et gear og det er højt. Av! Men så bilder jeg mig også ind at jeg ikke behøves at træne resten af ugen!
Hurra for selvbedrag og stik mig så en kage..

søndag den 16. maj 2010

Smart er mit mellemnavn

Mig i kiosken:
'Jeg har tanket ude på 4'eren, og så skal jeg lige have den hér'
(Lægger chokoladebar på disken)
Hun: '165 tak'
(Jeg rækker hende 2 hundredekronesedler)
Mig: 'Vil du have 15 kroner?'
Hun: 'Ja tak'
(Hun tager mønterne, og står nu og stirrer ned i sin hånd, på de to mønter)

15-20 sekunder senere:
Hun: 'Så skal du ha'......'
Mig: 'En halvtredser?'
Hun: 'Gud, hvor smart!'

(Får mine penge, går ud mens jeg fortryder, at jeg ikke påstod, at jeg skulle have en hundredelap igen)

-
Har besøgt veninde i det sagsomspundne Herning - og folkens!
Herning ligger ca. en times kørsel, til venstre for Århus.. Slut med at spørge, hvor fanden det er - der er skilte og alt muligt!

Glæder mig til søndagsrengøring. Ikke at jeg glæder mig til at gøre rent, men jeg glæder mig til at se, om mit gulv nu ser ud, som jeg husker det. Og om der egentlig er en bordplade under min opvask? Det bliver spændende..

God lørdag derude!

tirsdag den 11. maj 2010

Tirsdagstanker 11/5-10

Eksamen overstået, nu er der kun én tilbage. Om lang tid. Gad vide hvordan det gik? Gad vide, hvornår jeg egentlig får svar?

Feedback på den værste artikel jeg nogensinde har skrevet, fra fremmed person. Ikke heldig kombi. Én ting er at jeg ikke kunne billedebehandle, ikke kan sætte komma'er, kun havde to timer til opgaven, og var tvunget ud i tredjevalg af kilder. En anden ting er at jeg ikke fik lavet en refleksionsrapport til opgaven, som kunne belyse disse mangler. Fyren havde derfor kun manglerne at gå ud fra - og jeg ved jo godt, at det skal han.
Men når jeg så får 'sgu', og 'letkøbt', 'dårligt' og STORE ORD, der fortæller mig om mine 'MANGE stave- og kommafejl', bliver jeg sgu alligevel lidt sur. Skal man ikke være professionel, selv når man fortæller folk at de har afleveret en talentløs gang bæ? (og så mange stavefejl var der ikke)
Måtte bekæmpe en trang til at stalke hans opgave og give ham den grummeste feedback ever. Til trods for jeg godt ved, at han har ret og ikke kunne vide andet, bliver jeg alligevel stiktosset, når folk skriver 'ned til mig'. Øv altså..

Har daddys bil de næste 14 dage, fordi de gamle er på ferie. Kunne i dag konstatere, at den egentlig kun er i vejen - hvorfor findes der præcis dobbelt så mange biler, som parkeringspladser i 8000?

Er begyndt på den utroligt krævende process, der hedder ripping af cdsamling til pc.. fuuuck det tager tid, og alle mine gamle ridsede lorte cder er ikke ligefrem ideele til aflæsning. Desuden skal man hen og skrive titel og kunstner på hver eneste skide sang.. Er det virkelig det vi kalder smart teknologi? Suk.. Ville pludselig ønske jeg ikke ejede i omegnen af 400 cd'er..

Forlænget weekend? Ja daaa.. What to do? Må hellere starte med at sige job op, så tager vi den derfra.. Har du nogensinde haft et job, der bare overhovedet ikke passede til dig? Føler jeg spiller komedie, når jeg står og er stille og høflig. Er nok ikke fin nok - passer bedre ind bag baren på en bodega. Det fylder hele min dag, når jeg skal derned. Jeg tappes, til jeg er halvdød i tankekraft, fordi jeg konstant skal tænke på, hvor meget jeg IKKE vil derned. Så er der jo kun et at gøre?
(Og så i øvrigt søge et nyt.. Suk)

Hvem melder sig frivilligt til at tage min opvask? Be' om!

onsdag den 5. maj 2010

Tirsdagstanker

Har været i svømmehallen i dag, med min far. Det er vist aldrig sket før. Frygtede lidt at vi ville løbe tør for ting at snakke om, når vi kun var os to. Var også lidt bange for han skulle drukne. Eller bare generelt gøre noget dumt. Men det gik helt fint. Hans top-bemærkning til livredderen, der kom gående med en redningsdukke var 'Se! En lolitadukke med hul i brystet!' Han var stolt, jeg orkede ikke at blive alt for pinlig berørt, men ytrede ordet 'Fa-ar!', som da jeg var teenager, for at lade ham vide, at han var plat. Dette var han åbenbart også tilfreds med.

Interviewpersoner er slet ikke så skræmmende, når de først har indvilliget. Al panik op til et interview, skyldes udelukkende følelsen af, at antaste nogen, der ikke har bedt om det. Når de først har sagt god for, at jeg ikke træder dem over tæerne, er det egentlig helt okay.

Men jeg bliver altså snart nødt til at lave de aftaler i god tid, i stedet for et døgn inden deadline. Nogle mennesker arbejder bedst under pres, jeg arbejder åbenbart KUN under pres.

Jeg kan aldrig helt finde ud af, om jeg skal gå i seng, eller i køkkenet og lave pandekager når jeg er oppe så længe, at jeg bliver sulten igen efter aftensmaden. Jeg ved godt man skal gå i seng - men altså.. Pandekager, ik?

frisørdate fredag, hurra for hovedbundsmassage!