En slags omsorg

Ovre på byggepladsen på den anden side af vejen, går et broget sjak rundt. De bygger en ny akutmodtagelse til sygehuset. Den er færdig om et par år, står der på skiltet.

Blandt murene, håndværkerne, ham med kranen og dem med stilladserne (ja ja, der bygges stort), går en gammel hanløve rundt. Krøllerne om hans hoved er begyndende grå, men ellers rødblonde og går ud i ét med hans fuldskæg. Hans arbejdstøj er grønt. Det er de andres ikke. Ihvertfald ikke allesammens.

Jeg ser ham jævnligt. Ikke hver dag. Men jeg sidder heller ikke ligefrem og holder øje. Mændene på den anden side af vejen er som et ur. Et sceneri der kun skifter lidt, engang imellem kigger man på det og konstaterer, at det stadig er igang og at vi nu er 'derhenne'.

Men lad os sige, at to ud af fem gange jeg ser ham, stavrer han rundt. Med lidt stive ben, et fjernt blik i øjnene og tydeligvis helt uden formål. Nogle gange går han rundt med en pind, der ligner skaftet på en kost, men som vist i virkeligheden ikke skal bruges til noget.

Jeg har arbejdet længe nok på bodega og haft episoder nok i min barndom til at genkende en mand, der forsøger at opretholde illusionen om at ane, hvad han foretager sig, mens han stavrer beruset rundt, uden et formål og uden at kunne skjule det. Og det gør han. Nogle gange med pind, nogle gange uden.

Jeg undrede mig, over hvordan de andre ikke har opdaget det endnu? Fyret ham, så han ikke kan udgøre en fare for resten af sjakket? Eller i det mindste fundet hans lager, og sikret sig, at han ikke kan drikke videre?

Indtil i dag. Da så jeg en ung mand. Måske 25, i blå pullover og sikkerhedssko (og bukser, ik'?) forsigtigt, nærmest blidt række hånden ud efter hans hammer. (Eller hvad det var, den slags må i ikke hænge mig op på.) Og åbenbart give ham besked på, at gå rundt. Og gå. Han genoptog ihvertfald ikke 'klatren på stiger og slag med værktøj', men gav sig til at stavre. Og det slog mig. Jeg tror sgu, de passer på ham.