Rooolig nu

Så sidder jeg dér. I toget. Pyh!

Er lidt i tvivl om min spontane hjem-til-Odense idé, blev lidt for spontan? Er svedig og desorienteret, og har en puls på små 200.

Det hele startede med jeg fik fri, før tid. Ihvertfald før jeg havde regnet med, faktisk mange timer før. Og pludselig stod jeg med udsigten til en lang aften, en halv flaske doven hvidvin, og hvad tv'et nu kan byde på. På en fredag. Jeg kan ikke påstå jeg tændte på idéen.

Men så slog det mig!
Der sidder folk i Odense, der uden tvivl savner mig, og som jeg med meget stor sandsynlighed kan lokke i fordærv i dag. Eneste minus ved plan: Jeg bor i Århus, og disse mennesker befinder sig som sagt i danmarks navle.

Men så tog fanden ved mig, tre telefonopkald og ti minutters febrilsk taske-pakning senere, stod jeg halvt klædt på (eller af, om man vil), tænderbørstende og betalte for en togbillet på DSB's hjemmeside. Det var jo for nemt - bare det næste tog tak.

Efter betaling kommer print-delen. Måtte lige rode lidt rundt efter alle kabler, da printeren har været med mig til eksamen i mandags. Men den tændtes som planlagt, printede desværre bare ikke. Heller ikke i andet forsøg. Eller i tredje. Panik!

Et hurtigt opkald til DSB informerede mig om, at jeg havde ringet uden for deres åbningstider - om jeg ville høre deres åbningstider? Nej sgu - jeg vil have hjælp nu! Hvorfor lukker DSB nogensinde? Ved de ikke, at jeg panikker, hvis jeg ikke får hjælp til større tekniske projekter?
(Printerproblemer hører under disse, forståes)

Et kig på uret afslørede også, at jeg var 10 minutter fra at misse en bus, den sidst mulige bus, hvis jeg skulle bruge den billet som SU-styrelsen netop havde betalt for. Det er muligt jeg bandede, erindringen sløres allerede nu.

Så hvad gør man? Jeg tog tøj på, computeren under armen, tasken på ryggen og løb ned til bussen.
Løb fra bussen og ind på banegården, i de høje hæle jeg absolut skulle have på. (Hvor dum kan man være?)

Fandt sporet, og en flink mand, som jeg febrilsk viste min computer, mens jeg forsøgte at gøre ham forståeligt, at jeg altså kun havde min billet inde på skærmen.
'Den er fin, det kan du sagtens.' svarede han smilende.
Al luft sev ud af mig, min panik, mine undskyldninger jeg havde arbejdet på hele busturen, min vrede over DSB telefonens lukketider forsvandt i verdens mest antiklimatiske 'Nå'.

Jeg steg på toget.

Der sidder jeg så nu, med gratis internet i dagens anledning, en sanwich med skinke og ost - og den vand der fulgte med tilbuddet, og er tilfreds?

Jeg har panikket mig selv til det punkt, hvor det nærmest er skuffende at det hele lykkedes..

Men det gjorde det - hurra for DSB!

Så kan jeg måske vende opmærksomheden mod den kendsgerning, at jeg ikke har pakket strømforsyning og sokker, og ikke har været i bad efter en hel dags køkkenarbejde - men det batter ligesom ikke rigtigt nu, for det hele ordner sig nok.

Bytur - det var grundidéen - tilbage til den!

Og så takker jeg forresten vejrguderne for at gemme regnskyerne til i dag, og give mig årets første solfarve i går til kapsejlads. Jeg er sgu en heldig kartoffel.

Hende der mumler på din telefonsvarer

Når jeg ringer op til folk, ved jeg, hvad jeg vil sige.
Jeg har en idé, om hvad vi skal tale om.
Jeg har min sikre, tydelige og (hvis jeg må sige det selv) pæne telefonstemme på.

Når jeg så får fat i en telefonsvarer, gør jeg én af to ting;
-Jeg smider røret på, det øjeblik det går op for mig, at stemmen i den anden ende er indtalt og ikke et rigtigt menneske.

-Eller jeg indtaler en besked, der til forveksling lyder sådan; Hejøeh.. Det er Mig, ja altså - Trine. Jeg ville bare lige ringe for at tale med dig. Men du er der ikke. Jeg ringer igen senere. Hej hej? HEJ!

Hvorfor gør jeg det? Der kommer ingen informationer frem i løbet af beskeden, der kan bruges til noget? Jeg mumler. Glemmer at præsentere mig, og lyder som de dér pensionister, der tror, de skal råbe ind i røret, fordi den de taler med bor langt væk.

Det er ikke logisk, det er ikke sejt, og det er laaangt fra tiltrækkende.

Hvor er regret-knappen, når jeg har indtalt ultimativ neanderthalerbesked på intetanende pandekagemands telefonsvarer?

Jeg håber han tilgiver mig, og ringer tilbage.

Overvejer desuden, om det er overdrevet at slæbe 20 kg vasketøj 150 km. hjem til fyn, så mor kan vaske det for mig i weekenden?
Det er det nok.
Ihvertfald hvis jeg spørger hende, så det gør jeg ikke.

Tirsdagstanker:

Dild er egentlig ikke så dyrt.
Solbærsaft er sommer!

Hvornår lærer jeg ikke at lave spaghetti kødsovs til fire - når jeg nu kun er én?

Tror sgu egentlig det er rart at være i gang igen - med skolen forståes. Men det er hårdt at tænke. Ikke sådan bare tænke, vel. Men at tage stilling til flere forskellige problemstillinger i løbet af dagen, når jeg nu den sidste måned, kun har slået op i diverse lovbøger.

Hvis jeg bliver ved med at plukke øjenbryn som overspringshandling, er der jo til sidst ikke mere tilbage.

Jeg har indset at god dømmekraft kommer af erfaring
- men al min erfaring kommer fra dårlig dømmekraft.

Undskylder for usammenhængende snak - skal nok øve mig på at tænke sammenhængende tanker i fremtiden.