Et suk midt på ugen

I dag hader jeg at bo i Thisted igen. Ikke noget voldsomt, bare en vinterbleg, ulmende utilfredshed med mit liv i 80 % af mine vågne timer.

Jeg sov til klokken ti. Det plejede at være klokken ni, men efterhånden er det klokken ti. Vækkeuret ringer stadig både klokken otte og halv ni, men min krop véd bare godt, at der ikke er noget, jeg skal op til. Jeg hører det ikke engang mere. Det er sgu lidt pinligt.

Højdepunktet på min formiddag er kaffe. Og det er det. Ikke akkompagneret af en opgave, forelæsning, lektier, selskab eller andet. Bare kaffe. Mens jeg sidder og browser rundt på de jobsider, der stiltiende håner mig og de få ting, jeg kan tillade mig at påstå, jeg kan. For dem mangler de ikke. De mangler én, der kan skrue på en møtrik eller gøre noget ingeniøragtigt. Det kan jeg ikke.

Jeg gider ikke engang gå ud i byen. Selvom solen skinner fra en skyfri himmel, og der nok endda ville være smukt nede på havnen. Så har jeg bare set det hele 400 gange før, og et søgt formål for formålsløshedens skyld er bare ikke et særlig fedt formål.

Højdepunktet på min eftermiddag er skumbananer. Hvad end jeg køber dem eller ej. Mine tanker kredser om den skide pose skumbananer alt mellem fire og firs gange. Om hvorvidt jeg skal købe den, når jeg går ned og handler ind til aftensmaden.

Når den Sunde og Raske Fyr kommer hjem, er det som om, min skuldre kan slappe lidt af igen. Løsne sig fra det sted liige bag mine ører, hvor de havde sat sig til rette. Men det er bare meget pres at lægge på en enkelt fyr, der har været oppe siden seks. Og gerne vil have en lur. Og lave lidt arbejde foran computeren. Åh, at have arbejde med HJEM. Hvilken lykke.

Vi er faktisk derude, hvor jeg ser på uddannelser. Alle slags. For hvis der er én ting denne ventetid lærer mig om faget journalistik, så er det, at jeg ikke vil vente på det igen. Jeg skal nok tage den skide reeksamen til jul. Og jeg skal nok gøre mit allerbedste. Jeg skal nok tage imod hjælp, fra dem jeg ved er skarpere end jeg selv. Og jeg skal nok knokle på. Men hvis den ikke går - så gider jeg ikke vente et sekund mere på den uddannelse. Så meget lykke kan den ikke bringe, at det kan opveje disse måneders ingenting. Tomhed. Kedsomhed. Ensomhed. Gåiståethed. Frustration. Tavshed.

Så jeg tænker så småt på, hvad jeg vil være, hvis jeg ikke vil være journalist. Det var en umulig tanke for to år siden. Men som drømme bliver til virkelighed, viser de sig ofte ikke at være nær så perfekte som drømmen. Jeg kan godt leve med det uperfekte, men jeg kan ikke leve med stilstand.

Så hvad skal det være? Måske kommer der en liste senere idag...