lørdag den 31. december 2011

Traditionernes tradition

For nogleoghalvtreds år siden ville to unge mennesker gerne have hinanden. Anny Marie var en ung, smuk pige, og nu havde hun altså kastet sin kærlighed på Villy Anker, til trods for hans fem ældre brødre, der også var nogle flotte fyre...

Men de ejede jo ikke kongens mønt de kære små. Villy var i lærer som værktøjsmager, og hans lærlingeløn rakte ingenlunde til en diamantringe - for slet ikke at tale om en fest. Heldigvis var Annys mor snarrådig. For fest skulle der jo alligevel være nytårsaften. Sammenskudsgilde, hvor alle spyttede, hvad de nu havde i puljen, og så fejrede de et nyt års begyndelse med manér.

Så hvorfor blev de to unge mennesker ikke bare gift på denne dag? Der skulle allerede holdes fest, og alle var med til at betale?

Sådan startede min Mormor og Morfars samliv. Jeg aner ikke, hvad andre mennesker bruger deres dag på den 31/12, men hele min barndom har vi været til rundstykker og kakao hos Mormor og Morfar nytårsaftensmorgen. Og fejret deres bryllupsdag.

Vi har sågar fejret deres guldbryllup på dagen, med pomp og pragt. Til stor galla, med lange kjoler, fine herrer, tjenere og tango med Onkel Svend på 90. Damn, den mand kunne danse.

Men det jeg har nydt mest, har været morgenerne. Med familien. Kun de nærmeste halvtreds, naturligvis. For min familie kan ydmyge hele den Sicilienske mafia i størrelse og sammenhold.

For fire år siden blev Morfar syg. Meget syg. Af kræft. Faktisk havde vi allesammen indset, at det ville slå ham ihjel, da han overvandt sygdommen. Men den tærede på både ham og Mormor. Og vi kunne alle godt forstå, at et par i halvfjerdserne ikke længere magtede at have hele klanen på besøg på én gang. Så traditionen døde med kræften.

Indtil i år. Hvor jeg ringede rundt. Til moster Edith og tante Ruth. Til fætre, kusiner, onkler, tanter, en enkelt bror plus det løse. Og meddelte dem, at der var høflig selvbetaling og selvbetjening på Cab Inn i Odense. Så skulle ingen stå med slæbet.

Det kan godt være, at jeg ikke sad på under et bord og begravede tæerne i et tykt gulvtæppe. Det kan godt være, at Molly måtte blive hjemme i hundekurven, og at jeg ikke længere er et lille barn, men hold kæft, hvor var det skønt at være samlet allesammen. Om en dejlig morgenmad og kærligheden til Anny og Villy, der selv valgte kærligheden på denne dag for et menneskeliv siden...

Godt nytår.

fredag den 30. december 2011

Kvalme. I mere end én forstand

Jeg kan ikke heltegalla. Jo, bevares. Jeg tuder med som jeg skal, når fire frihedskæmpere hilser på det barn de reddede fra nazisterne. Men jeg magter simpelthen ikke den slags følelsesporno fra dansk side af. Og nu kommer statsministeren gudhjælpemig! Skal vi ikke lade amerikanerne og 'Extreme make over home edition' om den slags? Jeg kan ikke holde ud at skulle have den slags kvalme over mine egne landsmænd. Jeg synes det er uværdigt mod de fire mænd at hylde dem tres år for sent. Blah!

Det er muligt, jeg er lidt stiv hos mine svigerforældre. Det er muligt, jeg har rødvinslæber og er lidt oppustet og min kjole måske ikke passer i morgen. At jeg har ædt for meget sukker og drukket for mange sjusser. At jeg kort sagt ikke er den skarpeste.

Hvordan kan det så være, at jeg har det som drengen i kejserens nye klæder. De har jo ikke noget tøj på?

torsdag den 29. december 2011

Er det en slags juletradition?

Sidste år havde Sund og Rask Fyr og jeg en skønherlig juleferie i det odenseanske. Masser af venner, masser af familie, masser af mad, alkohol, dans og kys. Vi var stadig helt nyforelskede, vores venner mødte så småt hinanden i improviserede fester, og vi prøvede for første gang at tilbringe flere dage sammen end bare en weekend i Aarhus eller Skive.

Det var derfor et lille skår i glæden, da min fulde kæreste og hans fulde ven besluttede sig for at forsvare min ære overfor en bovlam oplandsidiot, der stod udenfor LA-bar og råbte efter alle mennesker i håbet om at provokere sig til en slåskamp. Jeg mindes godt en luderjoke, men jeg havde ærlig talt allerede fokus på den franske hotdog som vennen havde lovet mig efter en episk aften på dansegulvet. Jeg ville bare have en hotter og hjem i seng med mine stiletsmadrede fødder.

Desværre valgte drengene, jeg fulgtes med, som sagt at forsvare min ære. Og lade sig provokere. Og ikke en eneste ting jeg kunne råbe om den dér hotdog, fik dem til at gå videre. De diskuterede og gestikulerede og mens jeg stavrede tilbage mod flokken for at hive min kæreste og hans ven med videre, tog fanden ved deres tre uvenner og en slåskamp brød løs. Sådan én, hvor de trådte på min kæreste ansigt, selvom han allerede lå ned og de var to mod én. Slåskampen var kort, men effektiv og helt indsmurt i blod stod mit hjertes udkårne nu med en brækket næse og jokkede oven i sine egne smadrede briller på jorden.

Det var en kamel at sluge. Jeg var rasende. Og ked af det. Og bekymret. Og RASENDE! Men ikke mere rasende end jeg lod ham sove ved Rikke, så hans mor ikke skulle opdage, hvad der var gået for sig. Sminkede hans ansigt næste morgen, så han ikke lignede en bokser og hjalp ham igennem byen som en anden blind (minus 4 højre og 5 venstre).

Og hans ven i brilleforretningen måtte finde et par briller helt magen til de gamle, så moderen ikke skulle gennemskue, hvor slemt det havde stået til, når han skulle hjem og have skideballe for at få bank. Jeg var rasende. Men heldigvis også hans kæreste, så jeg var på hans side. Mens jeg var rasende.

Klip til i år, hvor den Sunde og Raske som den eneste i et selskab på syv mennesker ikke gider spise sit pizza slice indenfor, men vil sætte sig ud i regnen. Stiv og blank. Vi andre spiste vores slices færdige, og på de tre minutter der gik, før vi trådte udenfor, havde han åbenbart fundet sig to uvenner, hevet huen af den ene, mistet sit pizza slice, og ja, fået ødelagt sine briller, der nu lå på asfalten foran pizza pizza. For fuck sake.

Branderten forhindrer detaljer, for ingen af os så, hvad der skete. Og selv har den Sunde og Raske Fyr ingen idé. Måske skvattede han bare og skældte dem ud? Hvadend der skete, gik det hurtigt og gjorde ikke ondt. Det må åbenbart tælle som en fordel. Jeg var nu stadig lidt rasende.

Så i dag ringede jeg til hans brilleven. Førte ham igennem byen iført den ødelagte brille med kun ét glas og revnet stel, og gik med ham ind til optikeren, der kunne konstatere, at det var præcis et år siden PÅ DAGEN, at vi sidste havde hentet nye briller til ham.

Hvis det skal være en slags tradition hvert år den 28. december, gider jeg ikke mere. Næste år bliver ham smidt i et boble-rum iført beskyttelsesbriller, styrthjelm og spændetrøje. Så må vi andre tage i byen til den bytur, der plejer at være årets bedste. Pech gehabt...

tirsdag den 27. december 2011

Heller ikke idag

Jeg har ikke tid. Laver for meget. Eller for lidt. Men med for meget alkohol. Jeg har heller ikke tid nu, for gaverne SKAL jo byttes den 27. Hvorfor gør man det? Jeg er nu godt tilfreds. Har fået rodet 3 veninder og en kæreste ind i diverse kaffedates i løbet af dagen, og hende der ikke kunne lege i dagtimerne inviterede så på aftensmad igen. Jeg elsker Odense, når alle har fri og ferie. Og lyst.

Så en masse krummerne i julen. Det er fandme børneunderholdning der vil noget. Vores bobleplastindpakkede pædagoghjerner ville ihvertfald aldrig tillade en film, hvor bedstevennen er semi-hjemløs og tilsyneladende helt uden forældre. Eller hvor de koger en kat. Se dét er underholdning der vil noget.

Fik I gode gaver?

lørdag den 24. december 2011

Var det ikke noget med?

At ham der Jason blev født af en ged i en lade?

Nå, men det skal sgu da fejres med et GRØNT træ. Blev der sagt.

fredag den 23. december 2011

Ze Låvestowy: One flip is enough #2

Jeg pustede og prustede, asede og masede, men intet jeg kunne gøre, kunne få den sms til at tikke ind. Så jeg tyede til næstbedste løsning: Take away ad libitum. Trøstespisning for the win. Og da jeg sad midt i mit full frontal attack of the burger, brummede det. Jeg så lyset i displayet, og var halvvejs ovre ved telefonen endnu før, den havde vibreret færdig.

Og der var den. Sms'en jeg havde fantaseret om hele dagen. Hvad stod der så i den? Havde han fundet en anden? Synes han jeg var tyk? Kunne han overhovedet huske mit navn?
Al min pigefantasi blev gjort til skamme, da verdens mest tømmermændsramte menneske meddelte, at han nu var ved bevidsthed (Omkring klokken 20), havde opgivet at blive i stand til at køre hjem den dag og ville kontakte mig, når han havde set en burger. Før det magtede han ganske enkelt ikke menneskelig samtale.

Nå, så han var i live. Og bagstiv. Det forklarede en del.

Efter en times tid ringede han for at fortælle om sin aften. Om hvordan han havde fortalt alt og alle om hende den smukke pige, han havde hjemme i Aarhus. Alle piger der var kommet i nærheden af ham, skulle høre om hende, han var forelsket i. Også dem der egentlig ikke forsøgte at komme i snak med ham, skulle høre, hvor vild han var med mig. Hvor sød jeg var. Og smuk, det må vi ikke glemme. Faktisk havde hans venner været ved at brække sig over at skulle høre ham synge 'Sangen om den underskønne Trix' hele natten, og han havde således måttet lade det gå ud over fuldstændig fremmede mennesker i det københavnske natteliv.

Shame on me.

Men denne ene dag med mavepine, usikkerhed, tristhed og begyndende arrigskab var liiige, hvad der skulle til for at slå fast, at jeg var godt og grundigt forelsket i knægten. Jeg var ikke et sekund i tvivl om mine egne følelser nu.

Så måske er én dags usikkerhed sundt, når man skal beslutte om man skal gå ind i et forhold. Men vi ved også allesammen, hvordan det føles, når man gang på gang bliver sparket tilbage i usikkerheden. Det er forfærdeligt. Det er ondt, og det er unødvendigt.

Heldigvis for mig, blev dette den eneste gang indtil videre, hvor jeg har været usikker. Fra da af, vidste jeg, at han var min.

Ze låvestowy: One flip is enough #1

Okay, vi fortsætter verdens værste følgeton. Den har været glemt, skubbet ud på et sidespor, sat til side. Og den er ikke tilfreds. Men det er, hvad man får, når man konkurrerer mod journalisthøjskolen, thisted og rødvin. Anyway.

Onsdagen efter jeg var vendt tilbage til Aarhus, fik jeg besøg. Et besøg der resulterede i dette indlæg. Så lad os bare kalde mødet en succes. Den Sunde og Raske kom til dinner and a movie i min lejlighed, vi lå i min seng, for jeg havde ikke en sofa, og da klokken nærmede sig 22, gjorde fjolset miner til at ville køre hjem? WTF? Lod ham blive og sove. Han havde også weekendtasken med, men havde efterladt den nede i bilen for ikke at virke for optimistisk.

Et besøg blev til flere. En dag tog jeg også til Skive. Vi så kun hinanden. Eller, jeg så kun ham. Men en rigtig 'snak' havde vi ikke haft. Jeg mente ikke, det var nødvendigt, for den fyr som gjorde kur til mig nu, var alt det, jeg havde troet, han var to år tidligere. Faktisk var han så meget på, at enkelte af mine veninder betvivlede, hvor vild jeg var med ham. Fordi det er nemt at negligere ens følelser og oplevelser, når man ikke skal kæmpe for dem. Faktisk var jeg selv lidt i tvivl om, om jeg var forelsket i ham eller forelsket i endelig at have fået ham? Og der var jo en verden til forskel.

Så en weekend i september eller oktober kørte han til København for at feste med gutterne. Den slags går vildt for sig. Meget. Og jeg regnede ikke med at modtage sms'er med sammenhængende tekst hele lørdagen. Fik en enkelt om eftermiddagen. Han var kommet godt derover, og nu var der øl.

Så hørte jeg ikke mere. Resten af aftenen hørte jeg ikke mere. Du kan selvfølgelig sagtens sige, at det ikke er nogen stor deal. Men jeg sad jo alene hjemme og kedede mig. Og så tænker man. Hold kæft, hvor man tænker. I øvrigt skrev vi sammen løbende hver dag. Det gør vi stadig. Også selvom det ikke var den Sunde og Raske Fyrs 'stil', da vi indledte vores flirt. For det er min stil. Og jeg går ikke på kompromis med mænd. Og hvis man er kompromisløs med mænd, finder man før eller siden én, der møder ens behov selvom de måske ikke har det samme. Jeg har behov for kontakt og ord.

Men denne weekend var der tavshed. Og han var i København, ovre ved alle de lækre damer. Og da jeg vågnede søndag morgen, var der heller ingen godnatbesked, som jeg var blevet så vant til. Intet. Nada. I det mindste lykkedes det mig IKKE at ringe op og spørge, hvad fanden der foregik.

Vejret i Aarhus var gråt. Det snusregnede hele dagen, og der var kun lort i fjernsynet. Intet der kunne distrahere mig fra tankerne om, at han da garanteret havde scoret. Vi havde jo heller ingen aftale. Åh nej, han kunne sikkert bedre lide hende end mig. Ville jeg overhovedet have ham, hvis han gik ud og scorede mens han så mig? Fortsæt selv tankerækken af hysteriske, latterlige tanker og spørgsmål.

Jeg endte med at gå. Ud. Uden min telefon. Jeg magtede ikke, at jeg konstant sad med det ene øje klistret på skærmen og ventede på, at han skulle afslutte et døgns radiotavshed.

Så jeg gik. Og gik. Og gik, og gik, og gik. I regnvejr, og hvad nyhederne efter et døgn ville kunne omtale som 'nedtrykt sindstilstand'. Jeg havde tankekaos i hovedet og følelserne uden på tøjet. Og jeg  opdagede ikke, hvor jeg var, før jeg stod ved en motorvejstilkørsel, og måtte trace mine skridt tilbage for at finde en bus hjem. Hurtig hovedregning fortæller mig i dag, at jeg vandrede rundt i lidt over to timer og 15 kilometer, før jeg gav op og tog bussen hjem.

Til en telefon, der stadig var tavs...

torsdag den 22. december 2011

Hov - gik mit hår ud?

Blev vi egentlig nogensinde færdige med ze låvestowy?

Fra alle mig til alle jer

Dårlig samvittighed:



NB. Vil bare utroligt gerne have 'svesken på disken' med i et indlæg, og dette virker som en god måde. Glædelig andesteg.

onsdag den 21. december 2011

Kære mand med 'bank gruset helt fladmast'-maskine

Er det virkelig nødvendigt? I mean, it's jul for fuck sake. SKAL du bruge den maskine hver dag i denne uge?

Jeg så jo godt, at du gjorde det i mandag. Jeg hørte det også tirsdag. Med hele min krop, der vågnede klokken syv, da du gik igang, og vibrationerne forplantede sig helt ind min seng og min juleferieramte krop. Jeg var ikke tilfreds. Måske var det de små vibrationer i min krop? Men jeg hælder nok mere til, at det er den gennemtrængende 'brrrr'-lyd, der slår imod mig fra alle vinduer i min lejlighed, når du går rundt med monsteret. Måske hader jeg det, fordi mine lysestager lige så stille kravler hen mod kanten af min bogreol? Eller fordi jeg ikke kan høre, hvad de siger i min radio? Det kan også være jeg hader det så meget, fordi det nu har stået på i tre dage, og jeg faktisk i morges vågnede med hele kroppen i en akavet kropslås og migrænen bankende i min venstre tinding, af rendyrket raseri over ikke at kunne holde ud at opholde mig i min egen lejlighed. I min juleferie - the happiest time of year, min røv!

Men mest af alt, tror jeg, at jeg hader dig, håndværkerfyr, og din maskine, fordi jeg kan SE, at i ikke bruger de fladmaste områder til noget! I maser dem, så kører i på dem men gravkøer, lastbiler, kraner og andre bæltekøretøjer - og så starter du fandenfuckemig forfra. Med jordens mest enerverende, larmende, forstyrrende helvedesmaskine.

Som jeg ser det, har jeg fire muligheder for at komme ud af dette med hovedet hævet;

#1 Jeg kan ignorere jer. Jeg flytter om to dage. Hvad betyder to dage i det store billede, når jeg skal væk herfra?

#2 Jeg kan kontakte entreprenøren og meddele ham, at jeg flytter grundet jeres larm og at jeg leder efter en økonomisk kompensation, når i nu gør min levesituation uudholdelig.

#3 Jeg kan liste ud i vores ekstrahemmelige rum og finde den Sunde og Raske Fyrs luftgevær, finde mig et godt gemmested og dedikere min dag til at gøre jeres så sur som overhovedet mulig. Hjelme, sko, maskiner, vinduer i frokoststuen. Listen kan blive uendelig.

#4 Jeg kan gå ind på jeres dumme byggeplads, når i alle er gået hjem i eftermiddag og lægge en lort. Bare fordi.

Hvad synes du? Har jeg overset en mulighed? Hvilken hælder du mest til?

tirsdag den 20. december 2011

Er nået den alder, hvor...

jeg ikke længere skærer det klamme blæver af min kolde ribbensteg, inden jeg putter den på rugbrødet. Jeg ved, at det er dér smagen sidder.

jeg spiser rugbrød med kold ribbensteg til frokost?

prutlugten der hænger i broccolisalaten efter en nat i lufttæt beholder ikke generer mig mere.

der skal svesker i anden, for at den smager rigtigt.

bare gerne vil have ro efter klokken 21. Helt ro. Nej, læg den kazoo fra dig!

godt kan snakke i telefon med min mor hver dag. Også flere gange. Fordi jeg liiige skal høre...

savner at se billeder af mig selv fra en fest, hvor jeg rækker skråt op eller mooner. Bare et eller andet andet, end det dér opstyltede 'jeg ved jeg ser bedst ud fra denne vinkel, med denne mængde smil og dette 'glimt' i øjet'. Bah! Jeg kan ikke finde et ærligt billede fra i år, hvor jeg smiler af andet end kameraet, der er ved at tage billedet.

mine veninder får børn. En har det allerede. En skal giftes. Hun køber i øvrigt også hus om lidt. Til sammenligning har jeg lige trukket min konto over d. 20/12 for at købe en bog om at spille guitar.

min dårlige ånde kan overleve selv en tandbørstning. Fuck dig, rødløg!

jeg glæder mig mere til maden end til gaverne. Okay, der har jeg været længe. Men det føles stadig som et endegyldigt bevis på voksenhed.

jeg selv kan se appelsinhuden på mine lår. Hvornår er den kommet dér?

jeg mener, jeg kan forsvare at tage en morfar. G'nat.

mandag den 19. december 2011

Er vi klar til kvistmas?

Sidste arbejdsdag er overstået. I den var iberegnet to timers juleafslutning med løn fra klokken ni til klokken elleve. Men det skulle da ikke afholde gimperne fra at gå til den sædvanlige pause klokken otte og så eller vente på at tiden blev moden til at køre til juleafslutning. Råstenet. Jeg forstår ikke, hvordan de nogensinde får udrettet noget.

Men et rundstykke og 14 minutters pakkespil senere kunne jeg cykle hjem på min cykel, der siger 'knæk' hver gang den vestre pedal er helt oppe. Med en pose trøfler, en krukke konfekt og et spil mikado fra pakkespillet i tasken, og et gavekort på 300 kroner til 'Thisted city'. City? Are they kidding me? Men en ret god høst.

Og nu er jeg definitivt færdig. Har søgt mit første job i Odense. Er begyndt at rydde op, så jeg kan pakke de vigtigste fornødenheder ned og tage dem med til mit næste halve år i Odense. Stenet.

Fuck you Tristed. Fuck you very much.

søndag den 18. december 2011

Opkastlignende kærlighedstilstande

Dette er den sidste weekend, vi er i Thisted, mens jeg rigtigt bor her. Den sidste weekend inden jeg flytter hjemmefra igen. Dammit! Jeg vil ikke flytte fra ham! Men jeg vil heller ikke bo her sammen med ham. Fuck Sophie's choice - det her er ambivalens der slår alt. Det er ligefør jeg kan blive fysisk dårlig af at tænke på, at vi skal bo hver for sig. At jeg gør det hér ved vores forhold. Udsætter vores kærlighed for denne prøve. Det virker ikke fair. Men vi ved jo også allesammen efterhånden, at det er lige så forkert at lade mig bo i et miljø, der kvæler enhver tendens til glæde og lyst til at udrette noget i mig. Jeg kan ikke leve et liv, hvor han er mit eneste lyspunkt, men jeg vil gerne leve et, hvor han er det største...

Så vi har holdt om hinanden. Og gået hånd i hånd gennem Aalborg. Spist ude. Spist hjemme. Krammet i sengen, krammet på sofaen. Drukket vin. Spillet bezzerwizzer (3-1, han havde ikke en chance). Jeg har været eftermiddagsstiv, og han har synes at det var henrivende. Vi har set the julekalender og købt en jødeharpe og en kazoo fra nissen idag. Vi har nydt at være hjemme for første gang i evigheder. Og jeg tror, vi har nydt det så meget, fordi det er sidste gang i evigheder.

Jeg kan slet ikke få nok af ham. Det kan også have noget med den der julestemning at gøre. Jeg er ihvertfald glad for, at vi har en juleferie i hinandens arme i Odense, før det bliver hverdag og alvor og skidesvært at overskue livet igen.

lørdag den 17. december 2011

Man er fandme en gammel kælling, når man bliver snaldret af et glas vin..

Julegaveindpakning og velfortjent vino rosso efter en hel dag i Aalborg. Hyggelig by, men ville godt nok ønske, at vi havde besøgt den i alle andre måneder af året. Det er begrænset hvor hyggeligt det er at styrte panisk rundt efter gaver sammen med 600.000 andre oplandsnordjyder.

Dagen startede ellers smukt med en Sund og Rask Fyr der ikke helt overholdt sin egen tidsplan, men gerne lige ville drille og mig der BRØLEDE 'Pis af!' efter ham, og mente det. Så var linjen ligesom lagt. Og med de første paniske minutter i en by man slet ikke kender, og visheden om alle de gaver, der skulle købes, var da også lige før, at vi tabte hyggen på gulvet.

Men så tog vi turistbrillerne på, og blev enige om, at vi nåede, det vi nu engang nåede. Og så blev dagen lige pludselig meget lysere og succes'erne meget større.

Jeg fik ikke købt alle gaver, men hvad så? Vi fandt nemt ind til byen, og kendte de rigtige gadenavne (Tak søde Mette! Det var så dejligt at have noget at gå efter!)

Nu er der styr på 80 % af gaverne, vi har været til julemarked og set julemanden og julemor. Vi spiste en lækker frokost på Stygge's brasserie, og bare navnet gør mig glad.

Nu har jeg pakket rub og stub ind i et anfald af 'det klarer vi selv derhjemme, det behøves du ikke', og sat fine bånd på, altså rigtige bånd og rigtige til og fra kort i stedet for det strimlede helvede de præsterer stort set overalt. Jeg har drukket lidt vin til fornøjelsen, og 'so this is christmas' glider ud af højtalerne. Det er fandme idyl, det hér. Og jeg er lidt stiv allerede.

Og jeg kan slet ikke huske, hvorfor jeg var stresset og sur i morges. Jeg tror bare jeg vil stege en entrecote på størrelse med min fod til manden i den bløde stol. Med noget bearnaise sauce til. Så kan det være, han giver et snav...

Fotodokumentation:

Behold: Den Sunde og Raske Fyr.


Karrusel. Ville så gerne have haft en tur. Elsker karruseller.

fredag den 16. december 2011

Attack of christmas

Nå, men så er der jo kun en uge til jul. December forsvandt i tåger af skumbanansukkerture, lure, opgave, opgave, kedeligt job, tidligt i seng, stress, mere opgave og vækkeure der ringer klokken 04:15.

Derfor er der heller ikke købt en eneste skide julegave. (Det er løgn, mor har købt to for mig.)
Så vores 'romantisk kæresteweekend' starter i morgen i Aalborg med noget gevaldig gaveshopping.

Hvad hedder gågaden i Aalborg? Hvor parkerer man i Aalborg? Og er alle i Aalborg syge og på stoffer? Mit eneste kendskab til byen er bogen Nordkraft og et interview med dobbeltdiagnoseteamet - altså dem der hjælper mennesker med BÅDE en sindslidelse og et misbrug. Glæder mig meget til at se den normale og julede side af byen. Men altså, hvor helvede parkerer man?

Har haft tredjesidste arbejdsdag i dag. Pænt svært at samle sig om at skure lokummer, når man har sagt op. Og selvfølgelig var det i dag, jeg trådte ind på et toilet, hvor kummen var fyldt til randen med håndklædepapir. Suk. Flere handsker, dobbelt lag poser, og så bare krydse fingre for, at man ikke står med en menneskelort i hånden, når man når bunden af bunken. Hadede mit liv lidt.

Det er også generelt svært at samle sig om nogetsomhelst, når ens øjne klør som små spedalske jordegern. Tror ikke, jeg kunne tåle at få farvet vipper i onsdags, så nu klør øjnene konstances. Og der er bare ikke skidemeget at gøre ved den slags, er der? Vi har ikke noget kamille te, kan citroner gøre tricket? Har pludselig meget stor medfølelse med at høfeberramte mennesker, fuck det må være skod.

Nå tilbage til aftenens store dilemma. Film med Ryan G eller Ryan R, når Sund og Rask Fyr har fået lov til at se håndbold? Eller måske bare noget Harry P (den frækkert?).

Har besluttet at alle, der ikke har afleveret ønskesedler i år, får en varm undertrøje. Bum. Så er den ikke længere. Satser på mere jubel end det år, alle fik geder...

torsdag den 15. december 2011

I bliver så skuffede, når i finder ud af...

at jeg skred tidligt hjem fra jobbets julefrokost i fredags. Og at ungegimpen faktisk var jovialt og betryggende selskab, blandt 100 mennesker jeg ikke kendte. Og at jeg kun få gange fortalte løgnhistorier til folk der spurgte hvilken afdeling, jeg arbejdede i. (Hvorfor studsede ingen over, at jeg angiveligt underviste i engelsk og biologi? Det er jo åbenlyst forskellige fagretninger.)

Jeg var dog en lille smule beklemt, da jeg ankom til velkomstdrinksbefængt forhal. Og ikke kendte nogen. Tyllede én drink og tog en anden med over i et hjørne, hvor det hurtigt gik op for mig, at alle andre nyankomne gik heeele turen rundt og gav hånd. Det gibbede godt nok ikke nok i mig, til at jeg selv begyndte på det samme. Tyllede en drink mere og fik øje på én af de tre mennesker jeg havde mødt før. Ungegimpen. Som jeg gik over til, og som gav mig lidt sladder om dem, som kom forbi og gav hånd.

Så blev der budt velkommen, og vi fik besked på at trække et nummer på vej ind.

I den tætte, masende flok, mærkede jeg godt noget, der tappede mig på skulderen, men det kan jo ske, når man står tæt. Det blev dog insisterende ved, og til sidst måtte jeg vende mig om og spørge nogleoghalvtredsårig mand, hvad han dog ville? (blå skjorte, rødt slips og ikke engang tæt på at kunne bære det. Eller skægget for den sags skyld.)

Gamleslipsenar: Jow, ha will da bur hør, o we to ikk skå træk' det samm nåmmer, når we skuw ind å se'? (Jo, han ville da bare høre, om vi ikke skulle trække det samme nummer, når vi skulle ind og sidde ned?)
Trix: Jeg tror ikke, det er sådan det fungerer.
Gamleslipsenar: De a a da kew aw. (Det er jeg da ked af.)
Trix: Du ligner ellers ikke en, der er ked af det.
Gamleslipsenar: De kaw ma jå ik wær, når ma ser å dej. (Det kan man jo ikke være, når man ser på dig *elevatorblik*)
Trix: Hvis du bliver ved, kan jeg love dig for, at du bliver ked af det.

Slut på samtale. Stort set den eneste samtale jeg førte med et menneske, jeg ikke kendte den aften. Bortset fra Dorthe, som er født for sent og derfor altid kommer for sent.

Da vi tog plads ved langbordene, lænede ungegimpen sig ind over bordet og hviskede, at det var ham på min plads et par borde bag mig, der var den klamme Jan Otto som hun havde fortalt om.

Og ja, selvfølgelig var klamme Jan Otto ingen ringere en Gamleslipsenar. Så ham havde jeg jo allerede hilst på.

Men ellers, var det en fin aften. Min chef drak al min snaps, og blev fuld på en virkelig festlig måde. Hvor han bare gerne ville danse. Med sig selv. Han var skidehyggelig.

Jeg vandt et par sokker i personalebanko (På mit nummer 69), de var størrelse 43-45, så gæt selv, hvad nissen havde med til den Sunde og Raske Fyr næste dag?

Klokken kvart over ti, da jeg liiige præcis havde fået nok champagne (asti, ik'. Vi er jo i Nordjylland.) til, at jeg overvejede at danse med min chef, holdt karreten klar udenfor, og jeg blev kørt hjem til en rød sofa og nogle Sunde og Raske arme.

Undskyld, jeg ikke har mere snavs til jer. Jeg lover at gøre noget dumt eller gå under og ørle, næste gang jeg får chancen.

Ps. Jeg har sagt op i dag, og har sidste arbejdsdag på tirsdag. Så nu leder jeg for alvor efter job i Odense.

onsdag den 14. december 2011

Uddeler snav på Café Nytorv mellem 11 og 13 i morgen

Har du egentlig ikke tabt dig? Jeg synes du ser lidt mere smækker ud end sædvanligt. Måske har du ligefrem været i bad? Synes du dufter.

Hvor er du deeejlig, kære læser. At du gider dele din tid med mig. Ja, bevares. Jeg er også dejlig, at jeg gider dele min tid med dig. Faktisk er det bare skøøøønno, at vi allesammen har det så godt og er sammen.

Ja, det er også snart jul. Og noget med en social rundkreds. Og noget guitar. Min hedder Mogens.

Jeg elsker dig. Jamen, det gør jeg sgu! Helt uden rødvin (og blå kings...).

Ps. Opgaven er afleveret, jeg har fået livet igen og i morgen siger jeg latterligt rengøringsjob op og vender tilbage til livet som lykkelig Gertrud Sand type. Hendes svigerfar hed Anders And.

Men først vil jeg forsøge at forføre forsømt Sund og Rask Fyr. Og aflede hans opmærksomhed fra ubarberede ben og lakridskonfektånde. Ses på grillen, dér!

tirsdag den 13. december 2011

Hvad fanden er et faldereb egentlig?

Udover dét jeg er på.

Min grammanørd har forladt mig til fordel for brækspand og en dyne, så nu lufter jeg muligheden for Stine. Hun er også en rigtig god grammanørd, og har reddet min røv op af vandskorpen før. Man kunne selvfølgelig argumentere for, at det snart er på tide, at jeg som journaliststuderende lærer at sætte komma selv. Men jeg magter bare ikke hvis lektion #1 er to artikler og en reflektionsrapport der fylder det døde hav, og som der kommer karakter for.

Jeg ved godt i er døden nær af spænding for at høre om min julefrokost med jobbet i fredags. Men det må altså vente.

Jeg kan da afsløre så meget, at hverken Kantinedamen, ungegimpen eller jeg havde tænkt os at drikke os fulde. Og at jeg blev advaret mod at forlade festområdet med Jan Otto, fordi han er sådan en slesk karl der 'turer udenom'. Ja, det hedder det altså heroppe. Når man er en gammel gris, som fester igennem uden konen. Adr. Han har åbenbart haft held til det flere år i træk. Altså til at lokke de unge damer med ned af gangene og ind i forlade klasseværelser. Men måske er standarderne bare ikke så høje heroppe?

Stine har lige svaret - min talentløse grammatik er reddet. Og så lover jeg, at jeg vil øve mig i fremtiden. Promise!

mandag den 12. december 2011

Sådan har jeg det med min opgave:


Oh no you didn't!

Hvem er den kost, der har sprinklet krymmel ud på mit honninghjerte?!

fredag den 9. december 2011

Politikere og misbrugere er lige dårlige til at overholde aftaler...

Bliver simpelthen nødt til at fortælle, at der dukker fire pantflasker op, når gammelgimpen ligger sygmeldt. Og jeg samlede dem allesammen. Påænker at pakke dem allesammen ind i en kasse og tage dem med til pakkespil den 19. Hvor vi åbenbart skal spille pakkespil. Så kan gammelgimpen få sine flasker alligevel.

Er måske nødt til at komme med et dementi omkring ungegimpen. Ikke fordi jeg har udviklet nye, varmere følelser for hende. Men fordi hun lissom er startet forfra i anekdoter om sit liv og fortællinger fra kanten. Og jeg kan ikke finde ud af, om det er fordi hun bare ikke har flere oplevelser fra sit liv at dele ud af, om hun bare ikke gider huske hvem hun fortæller hvilke historier eller om hun måske er sådan lidt forkert skruet sammen? Ikke sådan dysfunktionel, men måske lidt blank? Eller forkert skruet sammen oppe i hovedet? Og hvis hun er syg, er det jo ikke pænt at gøre nar. Men hvis hun bare er en nar, er det stadig sjovt.

Så er det i øvrigt sjovt, at jeg jinxer min opgave aftenen før tre ud af fire kilder brænder mig af. Suk. Typisk. Så hvis der er nogen, der har privat nummer på Regionernes psykiatridirektør Per Lund Sørensen, eller socialordfører fra Soc. Dem. Maja Panduro - så afleverer i dem bare herunder, så forpester jeg også deres weekend. For det er ved at spidse til, og det tar' vitterligt kun fem minutter. Måske.

Jonny brændte mig også af. Men det har jeg langt nemmere ved at tilgive, eftersom han er misbruger med udiagnosticerede psykiatriske lidelser, som han kæmper med hver dag. Og vi skulle mødes efter frokosten på være-stedet, men det er fredag og der får de udleveret deres medicin til weekenden, og så går sortbørshandlen med medicin der kan give mennesker i andet medicin et buzz. Og det skulle han lige ordne. Det har jeg altså svært ved at argumentere imod. Hvis jeg får skrevet en masse i weekenden, tager jeg ned og prøver igen på mandag. For han virkede nu meget flink.

Og jeg har i øvrigt sminke i krydderen nu. Og håret i curlere. Fordi jeg er en taber-nar, der skal til julefrokost med min arbejdsplads inden længe. Jeg har en aftale med kæreste om tidlig exit og sofahygge. Allerhelst ville jeg gøre mig lækker og trække ham ud og spise. Bruge min aften på god mad og godt selskab med en person jeg faktisk kan LIDE. Åh. Men jeg starter lige med noget pjat, jeg ikke gider. Flot, ik'? Sig til, hvis du mangler en fodmåtte, for jeg smider mig ned, uden du behøves at spørge.

torsdag den 8. december 2011

megajinx

Jeg tror måske, jeg kan bestå.

onsdag den 7. december 2011

Én uge tilbage

God onsdag. Det er en anelse sindsnedbrydende, at jeg skiftevis har gode og dårlige kildedage. Det giver ihvertfald en sær blanding af panikangst og eufori.

Men i dag har været en god dag, så vi kører på 'det skal nok gå'-bølgen. Jeg får ringet, jeg får snakket, jeg har ikke rigtig fået skrevet noget endnu, men det har jeg weekenden til. Og jeg tror måske det går. Måske.

Overvejer at blive væk fra firmajulefrokost fredag. Troede aldrig at manglende lyst til at feste skulle overgå mig. Ever.

Men jeg ved ikke hvorfor jeg skulle tage med? Når jeg nu kunne sidde hjemme og skrive eksamensopgave hele fredag aften og på den måde gøre mig fortjent til den julefrokost jeg GODT gider på lørdag. Hos Lis. I Odense. Med alle skanksne.

På arbejde kender jeg kun de tre jeg ser hver dag, resten af de ansatte har jeg knap nok set. Jeg stopper igen om to uger. Jeg skal skrive en opgave, og jeg kan ikke lide snaps. Men jeg HAR jo sagt ja. Er det så dårlig stil at blive væk? Eller er det i virkeligheden skideligemeget? Mon ikke de også er ligeglade med om jeg kommer? De ved jo heller ikke, hvem jeg er?

Jeg magter ihvertfald ikke at dumpe, fordi jeg tager til en julefrokost jeg ikke gider med mennesker, jeg ikke gider...

Hvis vi skal være sammen for evigt #1


Skal jeg så aldrig mere vågne ved siden af en fyr, jeg ikke kan huske hvad hedder, og undersøge om jeg har trusser på for at regne ud, hvad der er sket i nattens løb?

Fint med mig.

tirsdag den 6. december 2011

Tirsdagen hvor...

jeg støvsugede en edderkop op, der var så stor, at støvsugeren sagde 'SVUP', da den slugte krabaten Ydrk!

jeg brugte et kvarters arbejdstid på at ringe til kilder som har 'telefontid'. Fordi der er noget, der er vigtigere end arbejde.

jeg gik ind på et toilet, men straks bakkede ud med gag-refleks. Tynd mave alarm. Uden skyl alarm, men med børsten placeret som en slags kroner på værket midt i det hele. Lort, papir'n'everything. Sagde op inde i mig selv.

jeg sukkercravede - og åd - fire krydderboller med rigtigt smør og pålægschokolade, blev dårlig, fik 'psyko-sukker-opturs'-nedturen og gik kold på sofaen en times tid. Fatter stadigvæk ikke, at jeg kan finde på at straffe min krop på den måde.

ingen tog telefonen, som de skulle. Eller. Én gjorde, men det tæller ikke, når jeg skulle tale med fire. Grrr.

jeg fik et lille panikanfald over aftensmaden. Altså, mens vi spiste den, ikke på grund af den. Kun på grund af opgave. Bliver vist aldrig nogen Morten Spiegelhauer.

jeg gik i seng inden klokken 21. Go'nat.


mandag den 5. december 2011

I en perfekt verden...

hænger jeg ikke skiftevis unge- og gammelgimpen ud for en bred vifte at læsere, der overbærende, dog dømmende, griner af dem sammen med mig. For vi griner jo ikke med dem. Vi griner af dem.

I en perfekt verden, skal man ikke befriende folk på fjæsen bare fordi man tilbringer enkelte timer sammen i nogle dage, i et glimt midt i ens liv. Især ikke når det er et af de glimt, som den ene part har tænkt sig at fortrænge med lynets hast, så snart hun er fri af de snærende bånd der er Nordjylland.

I en perfekt verden, er jeg ikke lidt nervøs for, hvordan det skal lykkes mig at komme igennem de næste tre uger uden at godkende en venneanmodning fra ungegimpen. Det kommer ikke til at ske.

Fordi jeg linker til min blog på mig væg. Og fordi vi ikke er venner. Heller ikke på facebook.

Btw


Sådan fucker du peberkager op.

BRB

Jeg stresser. Og ringer. Når jeg tør. For det meste tør jeg godt.

Ellers så cykler jeg til interviews, i slud og sidevind og ligner lort, når jeg kommer frem.

Eller arbejder. Fra 5 til 11 med konstant dårlig samvittighed over alt det opgave, jeg kunne lave, hvis jeg var hjemme. (Som om.)

Nu laver jeg Spørgplaner, hvori jeg analyserer argumenter og vurderer kilder til at bruge i min reflektionsrapport, som jeg ikke er begyndt på endnu, fordi jeg liiige skal finde reglerne for det gode printmanus først.

Mit liv er delt op i otteogfyrre post-its, dårlig samvittighed og en snigende følelse af, at jeg har fået rodet mig selv ud i noget med at skulle ringe til samtlige kommuner i Region Nordjylland.

For kommuner æææælsker bare journaliststuderende.

Jeg vågner om natten, for at notere noget på en post it, der i morgendisens lys mest af alt ligner gammelsmølf på svampe.

Det ene øjeblik visualiserer jeg, hvordan min NÆSTE kilde smadrer hovedet på sømmet, giver mig tre guldcitater en ny kilde at ringe til, og sikrer mig et tolv-tal til eksamen.
Det næste øjeblik kan jeg slet ikke få øje på problemet i min problemudredende opgave.

Det er, hvad der er i mit hoved. Frygter, der kun bliver værre.

Og ind til den 14. må i finde jer i, at det er alt i får. Med mindre en af gimperne gør noget virkelig sejt, naturligvis.

søndag den 4. december 2011

Romantiske timer

Vi gik en tur ned til vandet idag.

Hånd i hånd. På gærder og tanger omkring limfjorden, der stadig er over sine bredder.

Nogle gange kyssede vi.

Men intet var så smukt...

Som da vi råbende og skrigende, med armene blafrende vildt om kroppen, tordnede ind i en flok halvsovende måger og skræmte dem fra vid og sans.

Kæft, det var sjovt.

fredag den 2. december 2011

Horoskop: December 2011

Vædderen: Du har aldrig helt fået styr på de nye busruter i Aarhus, men har affundet dig med, at din daglige rutiner er tilfældige og i bedste fald tæt på det sted, du egentlig skal være.
Kærlighed: Du får afslag på at blive deltager i 'Dating in the dark', fordi du er blind i forvejen.

Tyren: Open Mic night på Comedy Zoo. Du drikker dig vanvittigt fuld, crasher scenen og holder et nitten minutter langt stand up show, og folk er ellevilde. FBI inviterer dig straks til audition.
Job: Det viser sig desværre, at du kun er sjov, når du er virkelig fuld. Sophies choice.

Tvillingerne: Din barsel er på sjette måned, du er på fornavn med alle ekspedienterne i Rosengårdcenteret og holder dig oppe på baressokaffe. Du er dog ofte lidt i tvivl om, hvad dit barn egentlig hedder.
Kærlighed: Støvlerne nede i Bianco tænker også konstant på dig...

Krebsen: Du har indgået væddemål om at spise risengrød hver dag op til jul. Den tredje melder kvalmen sig.
Job: Din modelkarriere hænger i en tynd tråd, efter du finder ud af, at ris a la mande glider nemmere ned.

Løven: Du nægter at være med på gaveræset i år, og beslutter dig for at droppe gaverne. Desværre glemmer du at meddele dine kære din beslutning, og ender i panikkøen den 23. for ikke at skuffe dem, der har købt gave til dig.
Kærlighed: Din kæreste bliver meget... overrasket over at få et vaterpas.

Jomfruen: Du bager peberkager efter en opskrift, du engang har hørt i en sang. Desværre har du glemt, at sangen var sjov fordi lærlingen byttede om på mængden af peber og kanel. Juice hjælper, det renser ganen.
Job: Du ville ønske, at du ikke var sådan en nederen fedterøv, der insisterede på, at chefen skulle have den første kage.

Vægten: Du insisterer på at holde juleaften og lave alt selv fra scratch. Det er en dum beslutning, og halvvejs gennem sukkerogeddikekogningen af rødkålen indser du, hvorfor kvinder gik hjemme for 100 år siden, og hvorfor du IKKE gør.
Kærlighed: Din kæreste opfatter din opførsel som et forsøg på at fortælle hende, at du er bøsse. Det bliver en akavet jul.

Skorpionen: Til årets julefrokost har du på forhånd bestemt dig for, at du vil prøve at fotokopiere din røv. Det ser sgu så sjovt ud. Desværre tager du i din brandert fejl af kopimaskinen og makulatoren.
Job: Du er sygemeldt med røven i gips resten af året. Du kan stoppe den akavede stemning efter jul ved selv at cracke den første joke på din røvs bekostning.

Skytten: Dine børn vil åh-så-gerne ud og synge julesange ved folks døre, som de ser i filmene. Du er en dårlig forælder, der aldrig har afsløret for dine børn, at de ikke har en tone skabt i livet, og får nu en masse forklaringsproblemer, når dine børn bare gerne vil gøre noget godt for andre i julen.
Kærlighed: Du har det stramt med at være single i julen i forvejen, og nu kan dine børn heller ikke lide dig.

Stenbukken: I anledning af julen pudser du din gamle datingprofil af på nettet, for du har ihvertfald ikke givet op. Der kommer én mail, fra en mand, der fortæller dig at når du er over 50 hedder det 'enlig' og ikke 'single'.
Job: Din chef ser for meget Ally og installerer unisex toiletter. Skid hjemme fra nu af...

Vandmanden: Det er endelig blevet weekend, og du skal rigtig julehygge med din kæreste. Der er købt chips, æbleskiver, valgt film og pyntet op. Desværre falder i begge i søvn på sofaen efter aftensmaden og ender med at gå i seng klokken 21:30.
Kærlighed: I er i et mindste nogle gamle røvhuller sammen og ikke hver for sig.

Fisk: Du er fuldstændig oppe at køre, over alle de fine gaver du gerne vil give til alle de dejlige mennesker, du kender. Så som sædvanligt ruinerer du dig selv omkring den 10. december og kan igen bruge hele næste år på at kompensere for overtrækket. Hvornår lærer du det?
Job: Du bør bede om en lønforhøjelse i anledning af julen. Alt tæller.

torsdag den 1. december 2011

Tankens kraft, min røv

Man kan ikke tvinge folk til at svare på en email.

Man kan heller ikke få dem til at ringe op til én, når man ikke har forsøgt at ringe til dem.

Jeg er ikke dum, jeg er dygtig - og har gode relevante spørgsmål.

Hvorfor - åh HVORFOR tør jeg så ikke ringe op? Er en ledende overlæge så farlig? For fuck sake.

Det er bare så svært at vride armen om på sig selv...