Ude af festform

Jeg er efterhånden i tvivl, om jeg nogensinde lærer det. Mine begrænsninger. Og konsekvenserne af mine handlinger. Magter således ikke at træde op på vægten efter to ugers relativt vellykket slankeprojekt. For én weekend hjemme kan bare ødelægge alt. Hvis man vel at mærke æder som jeg.

Men det er ikke engang det værste. Det værste er, at jeg stadig forsøger at drikke som en nyslået student. Således skrottede jeg fredag aften den Sunde og Raske Fyr med venner for at tage alene på værtshus i håbet om at møde nogen jeg kendte. Bevares, den Sunde og Raske Fyrs venner var ret kedelige- og jeg mødte rent faktisk nogen, jeg kendte.

Og de havde savnet mig. Åh, hvor havde de savnet mig. Og som i alle lettere alkoholiserede selskaber viste de dette ved at forære mig gyldne damer, apple martinis, vodka m juice, gajoler og sådan nogle små røde shots, som jeg hældte heeeele vejen ned af kjolen på mig selv.

Skred umotiveret efter adskillige genstande og vaklede på Boogies for at mødes med den Sunde og Raske, der nu også havde droppet sine venner. Desværre var det ikke en sexet femme fatale, der ventede på ham i baren som aftalt, men en drinkindsmurt, halvt hikkende, danskvandsdrikkende, et øje sammenklemmende, alkoholsnøvlende afart af hans kæreste. Som skulle hjem. Straks.

Hjemme dryssede jeg tøj og sko i svigerforældrenes kælder med løs hånd, som han så kunne gå bag mig og samle op. Meddelte ham, at verden snurrede rundt, og gik kold. Indtil jeg måtte ud og ørle, og sende ham op efter hovedpinepiller, og græde lidt over, at noget kan gøre SÅ ondt. Og være SÅ klamt.

Hvorfor er jeg ikke vokset fra det dér, med at drikke sig så stiv at man på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at ørle resterne op igen? Inklusiv halv burger, der smagte brændt på vej ned - og værre på vej op? Bliver man ærlig talt ikke for voksen til det på et tidspunkt? Overvejer at arkivere oplevelsen under 'bulimi', og på den måde rette op på min katastrofale håndtering af at være 'på weekend og på kur' samtidig. Virker lidt sygt, men også lidt smart.

Heldigvis var Rikkes fest først næste dag, og med morgenens ørleeksapade i frisk erindring lykkedes det mig IKKE at drikke mig sidelæns i hegnet, men faktisk at holde mig ved bevidsthed hele aftenen. Syngende, dansende og grinende.

Og resultatet er ikke udeblevet: Det dårlige knæ er så hævet, at jeg hverken kan bøje det eller strække det helt, begge fødder har vabler, mit hår (der ikke lige nåede i bad i dag) er stift og sølle af uanede mængder hårlak, og min stemme er en bleg undskyldning af en hvisken. Det gør i øvrigt ondt at tale, når man ikke har nogen stemme. Men det betyder ikke, jeg lader være.

Det var det hele værd, også selvom jeg bliver nødt til at ringe til lægen i morgen, og låne et par krykker...