Jeg er typen, der enten er all in, eller not in at all.
Så da jeg tog i fitnesscenter i går for første gang i denne uge, kunne jeg jo lige så godt prøve det hele. Det tog næsten to timer at komme igennem de forskellige maskiner. Måske fordi jeg startede med en halv time på en Crosstrainer - og de maskiner er virkelig alle lidelsers moder. Bare spørg Citygirl.
Men når man (jeg) nu er arbejdsløs, og ikke laver en skid hele dagen Og man (jeg) er pænt træt af at blævre og i øvrigt udstyret med den dér sygelige 'all in' funktion, så tager man en halv times cross og alle vægtløftningsøvelser i verden.
Og skvatter ud af sengen næste morgen. Troede et kort øjeblik, at der var noget alvorligt galt, og nåede faktisk at blive rigtig bekymret over, hvilke sygdomme der kunne forårsage kollaps i understel på den måde, indtil krampen satte ind i højre røvballe. Ja, så kunne jeg vist godt huske noget work out igår.
Har strukket, aet og tigget kroppen om at opføre sig pænt, og bevæger mig nu problemfrit rundt som senil seniorborger med bæ i ble, men frem kommer jeg da.
Så er det bare, at jeg så småt fortryder, at have pralet overfor le Sunde og Raske Fyr, at jeg liiige ville smutte ned og spinne en halv time idag.
Hvorfor kan jeg ikke bare holde min kæft?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Syntes da selv det bedste når man lige er kommet igang igen, er det vilde ømhed dagene efter. Så ved man at man har manglet det :)
Det er lidt uhyggeligt for en kvabset motionsneurotiker som jeg.
Send en kommentar