Pssst, det er hemmeligt. Selv for mig.

Jeg flytter. Altså bloggen. Til det dér blåggers delajt. Hvis det altså nogensinde går op for mig, hvordan jeg logger ind, skriver indlæg og får fjernet den grimmer 'blåggers delajt'-header på deres udgave af min blog.

Foreløbig går det jo ikke så stærkt. Mest af alt står det stille. Men jeg regner ikke med, at jeg selv skal regne det hele ud. Jeg flytter ihvertfald først, når jeg selv kan se mig ud af, hvordan man gør. Hæ.

Flytter i med? Please?

Action på landet

Uden for min mors køkkenvindue (bevares- også min fars), hænger der sådan et snurre-hjerte. I véd, de der lag-delte hjerter, der ser meget spiralagtige ud, når de svinger frem og tilbage. Dem er min mor helt vild med. Også bare spiraler, klokkespil og hvad de ellers hedder, de dér vindindianere, der blinker, svinger og hyler i vind og vejr.

Men dette ene hjerte hænger liiige i hovedhøjde. Det er bare metal-farvet og i midten er der en rød kugle. Men det glimter, når det snurrer rundt, og nu er jeg cirka elleve ganget væltet sidelæns ned fra spisestuestolen, i panisk angst over det mennesker der står udenfor og iagttager mig helt uden at bevæge sig.

Mega skræmmende, og temmelig antiklimatisk at indse, at der er tale om en uro. Alle elleve gange. Dammit.

Men det kan jo forklares med, at optikeren konstaterede, at jeg er noget nær blind. Briller er bestilt, og jeg skal nu ud og sælge enten Rikkes eller den Sunde og Raske Fyrs krop for at betale for dem. Dobbeltdammit.

Jeg skal lige noget

Nåmen. Det viste sig så igår, at mine undertekster er forsvundet. Altså, jeg kan godt se, de er der. Men jeg kan ikke læse dem mere. Det er som om de står dobbelt. Ligesom mine sms'er når det er mørkt. Og det der vejskilte, hvor det er skrevet hvidt på blåt.

Det er åbenbart ikke meningen, at de ting skal være usynlige?
Så jeg smutter lige til optikeren. Hejhej.

Zå Låvestowy: Hvornår er man kærester?

Efteråret kom med masser af romantiske weekender. Og fester. Hos hans venner. Hos min venner. Overalt. Og hver eneste gang kom de akavede spørgsmål frem. Jeg fatter faktisk ikke, at så mange mennesker kan være så taktløse over så lang tid. Helt ærligt mennesker?

Først var der festen ved den Sunde og Raske Fyrs venner i det københavnske. Hvor de opmærksomme venner, der havde lyttet til den Sunde og Raske Fyrs historier tidligere vidste, at han havde en kæreste. De var bare ikke lige klar over, at det ikke var mig. 'Nå, så du er Line?' Det var jeg ikke. Ingen af gangene en af mænnerne spurgte. Kunne konstatere, at jeg måtte være røget hurtigt ind i varmen, efter hun var røget ud i kulden. For ellers kunne så mange småsnaldrede mænd da ikke være uvidende om, at jeg var ny - og i øvrigt SÅ meget bedre og PÆNERE end hende Line. (Det er min blog, gu' er jeg pænere end alle hans eks-kærester!)

Men når akavetheden så sænkede sig over selskabet, hver eneste gang der var én, der troede, jeg hed Line, kom næste akavethed: 'Nåhm... Hvor længe har i så været kærester?'

Her var det mest akavede, at jeg svarede 'Vi er ikke kærester' og den Sunde og Raske svarede 'Siden sommerferien'. Det var især godt, da vi sagde det samtidig til den person, der spurgte os. Blev enig med den stakkels fyr om, at han nok skulle få besked, hvis vi blev enige om det senere.

Men senere var min Sunde og Raske Fyr så hjernedødt beruset, at han faktisk troede, han havde pisset i bukserne efter at have spildt en øl ned af sig selv. Han ville i øvrigt gerne have de våde bukser af, og i mine bestræbelser på at trække hans bukser op igen, så der ikke var diller ud over hele festen og overtale ham til at beholde dem på, har vi vist glemt at tale om, om vi skulle være kærester.

Mine veninder gjorde det også gerne. Bevidst. Og foran os begge og alle andre. 'Nå, er i så kærester nu?' De spurgte gerne igen næste weekend, hvis de ikke mente, vi havde snoet os nok weekenden før. Hvilket i øvrigt også har medført, at jeg nu til hver en tid griber chancen for at stille tåkrummende spørgsmål til mine veninder foran alle andre. Det er en ond cirkel, I know. Men jeg har mest dirt på dem, så jeg vinder. Hæ.

Men så en aften hos Rikke. I oktober, tror jeg. Efter den akavede fest i København, foreslog Rikke, at vi jo bare kunne BLIVE kærester, så vi slap for de akavede spørgsmål, for så var de jo ikke akavede mere. Og ja, jeg ved godt, at det var mig, der havde været stædig omkring det. Men jeg gad fandme ikke være hende den 'nye kæreste' der var dukket op 14 dage efter den gamle. Jeg ville være noget specielt.

Og han skulle jo også holdes lidt på pinebænken. 

Men nu skulle det være. Vi havde kysset i august. Været paragtige i september. Været mere end paragtige i oktober. Mit yndlingstal er 13. 13. september blev det så. Cirka en måned efter første kys. Hurra. Det er måske en ret uromantisk måde at få en kæreste på, men jeg var glad. Og han var glad.

Nu var vi rigtige kærester.

OKAY

Lad os få det på det rene.

Jeg har engang slået en rygmærke-agtig mand i græsset til grøn koncert.

Seks damer uden tidligere erfaring kender nu de grundlæggende elementer i et godt højre hook.

Jeg havde rødvinstænder lidt i fem. Jeg håber ikke, de så, om jeg havde det tidligere.

Jeg elsker folk, der efterlader ekstrasmøger, når de forlader mig, og jeg er løbet tør for mine latterlige, trendy, korte røde kings.

Jeg har tisset på en tandbørste. Stjålet noget. Stukket rejer i en gardinstang og ytret ordene 'det var som at smide en coctailpølse ind i en domkirke'. All in the name of love.

Jeg er ikke så god til at holde igen med uvæsentlige og selvudleverende informationer, når jeg godt kan lide nye mennesker. Det er altid lidt pinligt næste dag. Fordi det er lidt svært at gøre om. Og fordi jeg altid får fortalt lidt mere bramfri detaljer om mig selv, end det er min mening. Og om opkast i risten i en brusekabine.

Men Carsten var flink.

Går rundt og forelsker mig

Når solen skinner, er København bare vanvittig fantastisk. Selvom vinden er så kold, at det føles som om mine ører er ved at falde af. Og jeg naturligvis løste morgenens 'fugleredeproblem' med en vanvittig frisure i stedet for at gå i bad. Good thinking.

Ikke at et bad kan hjælpe det store, når veninde efterlader mig med en gigantisk skål hjemmelavet hummus og tager på arbejde med ordene: 'Bare gå i skabene.' Lækkert. Min gane er fuldstændig hudløs nu, men det var det hele værd.

Men når man sådan trasker rundt på Nørrebro, med rester af nattens make-up i fjæset, højt hår og milde men insisterende tømmermænd, er der én tanke, der er bedre end alle de andre: Jeg flytter herover til sommer. Endda med ham den Sunde og Raske. Jeg glæder mig så latterligt meget. Det er værd at vente på. Han er værd at vente på.

København er værd at vente på.

Man ved, man er i storbyen når...

folk bliver åbenlyst forvirret over, at man smiler til dem på åben gade.

ens veninde er nødt til at cykle tværs igennem byen for at hente én, fordi det dér med vejvisning bare ikke fungerer uden stedsans.

man bestiller take away, og et kvarter senere er lidt i tvivl om man spise kylling eller laks.

der er dejlige damer over det hele.

man får frokost hos bror, og lov til at prikke til nevøen inde i en mave.

Hvordan fitness udmagrer mit liv

Det er mageløst. Jeg har trænet to gang i denne uge. Den første gang mistede jeg evnen til at gå i bad bagefter, og lugede på Rikke og Lis hele aftenen. Inden jeg kørte med mor hjem og gik i seng, uden at gå i bad.

I dag trænede jeg også, og ganske pludseligt magter jeg på ingen måde at tage ansvar for min egen aftensmad. Jeg kom jo til at drikke igår, så fik morgenmad meget sent, glemte frokosten og nu er klokken ti i fem og jeg er døden nær af sult, som jeg på ingen måde magter at stille selv. Selvom min egenkapital heller ikke magter, at jeg skal købe mig til et måltid ude i byen. Det er januar for christ sake!

Godt jeg tager til København i morgen. Så slipper jeg for at træne i det mindste. For det er ærlig talt en farlig fornøjelse (Hah, who am I kidding), når det sådan frarøver mig evnen til at foretage mig en anden ret nødvendig ting samme dag.

Hvad bliver det næste? At jeg træner, og så glemmer at gå resten af dagen? Trække vejret? Tænke selv? Det er sket før.

Godt jeg kan brænde alle mine ikkeeksisterende penge af på damer. Gyldne damer that is. I hovedstaden. Vi ses.

Jeg skal bare lige...

Seks timer, fem gyldne damer, en pakke smøger, to irish coffee, en danskvand med citrus og en pose flæskesvær senere har jeg stadig ikke præsteret at betale for noget selv.

Så ved man, at man har været savnet på Andersens. Jeg har også savnet dem. Omend jeg har hikke nu.

Hvordan er det nu vi har det med fuldeblogging? Nå ja.

Den akavede vittighed efter en alvorlig snak

Nå, men så bar min mor rent vasketøj ind på mit værelse igår. (Oh yes, man er vel flyttet hjem igen).
Bagefter kiggede hun med de brændende øjne på min ryg, der vendte mod hende fra sofaen af, og spurgte 'Gider du ikke godt rydde lidt op på dit værelse?' (Oh yes, man er vel flyttet hjem igen).

Rystede det instinktive, vrængende teenagesvar af mig, og gik ind for at organisere mit tøj i 'rent', 'let benyttet' og 'beskidt, men går i nødstilfælde'.

På min seng, midt i lokalet stod min weekendtaske. Og kronende øverst i den åbne taske lå min lille lyserøde Rabbit og gloede olmt på mig med næsvis 'hvad vil du gøre ved det?'-attitude.

For fuck sake

Hvad gjorde jeg så ved det? Jeg flyttede ind til Birgitte igen.

Det der med at præge andre

Tusind tak for jeres indlevende og kloge kommentarer til mit indlæg om min far. Det giver mig en stor følelse af samhørighed, når mennesker forstår det svigt, jeg er vokset op med. Men det skal straks slås fast, at min mor altid har taget sig af mig og min bror. Jeg er ikke en stakkel eller et svigtet barn, men min far svigter i perioder os alle.

Men hvis jeg lige må runde emnet en gang mere, angående 'Anonyms' meget ærlige kommentar, så har hun ret. Jeg ville helt sikkert også være et mere naivt, velvilligt, afbalanceret og selvsikkert menneske, hvis jeg ikke på et tidspunkt i løbet af min opvækst havde indset, at de andre fædre altså ikke drak øl hver dag. Og at de andre børn ikke hentede øl til deres far hos købmanden inden de fyldte ti år.

De episoder der er fulgt med min fars druk er talrige og står klare i mine erindringer. Jeg husker ham både køre fuld med mig, lade mig køre bilen som 15-årig efter han havde fået for mange øl, de slingrende, snøvlende forsøg på at skjule, hvad alle kunne se. Jeg husker dumhederne, ordgyllen, selvmedlidenheden, væmmelsen, og visheden om, at han sad alene i sin bil og drak øl, inden han kom indenfor efter en arbejdsdag.

Men jeg husker også, at han legede med lego med mig - og han var altid musen, og så rejste vi til månen, og månen var af ost, og musen spiste så meget ost, at den fik ondt i maven.

Jeg husker for ti kroner blandet slik og en lunken Jolly cola, når jeg kom med på jagt omkring på Fyn.

Jeg husker knuset til min venindes stedfars begravelse, efter han alt for ung druknede.

Jeg husker klarest de fire år, hvor jeg aktivt valgte ikke at elske min far. Men jeg husker også de første fjorten år, hvor jeg forgudede ham. De hårdeste år, var mine teenageår, hvor jeg hadede ham og hans misbrug så inderligt, fordi jeg elskede ham for meget.

Jeg har flere gange foreslået min mor at forlade ham. Men ikke for at straffe ham. Kun for at give min mor de bedst mulige vilkår for at blive lykkelig, hvilket jeg ikke altid har troet på hun er. Jeg ved stadig ikke, om jeg tror på det, men jeg må erkende, at menneskers forventninger til tilværelsen er vidt forskellige.

Men det at hade én man elsker giver ar. Det at føle sig svigtet, forrådt, nedværdiget, negligeret, tilsidesat, angst og vred giver ar. Det at se et menneske, man har forgudet, vælge flasken frem for familien, såre dem der står ham nærmest, søbe i selvmedlidenhed, og forholde sig passivt til en tilstand kun han selv kan ændre giver ar.

Ville jeg have været et lykkeligere menneske med en sober far? Måske. Ville jeg have været et mere helt menneske, hvis alkohol ikke havde skadet mig inden jeg rørte en dråbe selv? Helt sikkert. Ville jeg have nydt min barndom mere og vokset op på en anden måde? Ganske givet.

Men jeg ville ikke være mig.

Dagensindlægerdødt

Kærelæsere.Minspace,backspaceogenterknaopharsatsigfast,ogdeternogetlort,forjegvilvirkeliggernetalemeremedjerommitlindlægigår.MenINGENkanjotagedetteseriøst.Usmartatkøberejsetilparisdagenførenspcbegårselvmord.Jeghåberivilbæreovermedmig.-Trix

Præcis de ord, jeg havde brug for at høre

En gang imellem henfalder min mor og jeg til en aftens samtale om min far. Nogle gange ud fra de dér interventionsprogrammer i tv, almen harme eller som i aften, hvor han havde været ekstra slem henover julen, og det lige skulle vendes.

Jeg hedder Trix, min far er alkoholiker.

Han er først og fremmest min far, og jeg er nået til det punkt, hvor jeg elsker ham, når det går godt og fortrænger ham, når det går mindre godt. For han er ikke recovering. Han nærer intet ønske om at komme sin tilstand til livs, og jeg tror, at øllene dulmer de følelser han aldrig har fået bearbejdet fra sin fars død. Men det må blive en helt anden historie, altså det med HVORFOR Jeppe drikker.

Vi vender og drejer sagen. Hans misbrug. Vores følelser. Hans fortsatte tilbagevenden til alkoholen, selvom det kan gå godt i perioder. Tit siger vi bare det samme, men det hjælper at få sat ord på og være sammen om den sorg, han lægger på os.

Det er for eksempel rart for mig, at min mor ved, at jeg i en lang periode fra mit attende til mit toogtyvende år forsøgte at holde op med at elske min far. For hvis jeg ikke elskede ham mere, kunne han ikke gøre mig ked af det. Det hjælper mig at vide, at hun også følte en stor trang til at ydmyge ham og vrænge ad ham lillejuleaften, efter han havde valgt at skide på hele familien med en gedigen brandert, som hans 86-årige mor som den eneste ikke opdagede.

Men det der hjalp allermest i dag, var da min mor sagde de ord, jeg har higet efter at høre i årevis uden at vide det.

Hun fortalte mig, at hun selv havde valgt, at jeg ikke skulle have ondt af hende, at hun elskede min far, og at hun nok skulle gå fra ham, hvis hun en dag ikke var glad i sin hverdag mere.

Min mor må nødvendigvis være det stærkeste menneske jeg kender. Ikke nødvendigvis det skarpeste, men vi kan jo ikke altid selv bestemme, hvem vi elsker. Men hun passer på sig selv så godt hun kan. Og det er jeg glad for.

For kommer den dag, hvor hun forlader ham, vil jeg heppe på hende og bære hendes kuffert, fordi hun fortjener at være lykkelig og fordi ingen fortjener at leve sammen med en alkoholiker. Men kommer den dag, dør min far af druk.

Ooops

Hvad gør man, når man keder sig i mors og fars sofa en mandag i januar?

Hvad gør man, når man ikke har noget job, og derfor ingen penge?

Hvad gør man, når man bare ikke kan vente med at flytte sammen med Line og Rikke?

Man køber da en tøsetur til Paris i marts. Kan jeg låne to kroner til en kop kaffe?

Flueben alle vegne

Magister? Hvad er det?

Kendskab til regnskab - Tjek. Jeg ved stort set altid, hvor det går galt i mit månedlige budget.
Erfaring fra branchen - Tjek. Så længe i ikke går op i, hvilken branche.
På udkig efter en langvarig samarbejdspartner - Tjek. Et helt halvt år.

Hvorfor stiller i alle de krav? Jeg ved godt, at man kan tage alle mulige slags uddannelser. Men jeg KAN altså godt lære the basics på den første uge, og så ellers skjule i hvilken grad jeg hænger med røven i vandskorpen resten af tiden. Ansæt mig nu bare som din kommunikationsmedarbejder, kontorassistent, butiksmedarbejder og så videre, og så videre.

Er det at udsætte mig selv for den forfærdelige danske jantelov, hvis jeg påstår, at der findes utroligt få snakke/skrive/interaktionsjob som jeg IKKE tror, jeg ville kunne klare? Jeg kan godt lide mennesker, de kan som regel godt lide mig. En uddannelse er jo ikke raketvidenskab, det er bare et spørgsmål om at afdække et specielt område for en flok personer, hvor det hele måske ikke falder dem naturligt. Jeg kan godt følge med uden lidt endnu.

Det passer mig ihvertfald ikke at vågne på landet igen, uden et job igen, langt væk fra byen - for en tid. Men der bor mor og far nu engang, så det gør jeg også i denne uge. Christ.

Arj, hvad laver virkeligheden her allerede?

Uhm for en fredag. God mad, god vin, god koncert, Sigurd Barret skal skydes med en skovl, men hans kone synger dælme som en drøm . Tydeligt at se, hvem der har scoret opad. Den Sunde og Raske Fyr gav en taxa videre til fest bagefter, fordi han forstår dét. At pæne piger godt kan lide at gå i pæne sko. Men at pæne sko næsten aldrig egner sig til at gå en kilometer pø om pø. Så vi tager en vogn. Og er i øvrigt begyndt at sige cikel. Jeg synes i skal følge os, så vi alle i fællesskab kan genindføre det fantastiske ord for cykel. Tak.

Videre til fest med nogle af hans festlige venner. I en lejlighed med egen bar og et bordtennisbord i stedet for spisebord. Og vi så helt forkerte ud i jakkesæt, nytårskjole og perlekæde. Men det glemte vi allesammen i guldøl og bordtennistuneringer. På et tidspunkt kinddansede vi rundt til 'elsker dig for evigt', alle var gået hjem. Festen var slut. Så vi skred.

Tog i ikea lørdag omkring middag. Besøget er stadig for traumatisk for mig at tale om, men lad mig bare slå fast, at det gør jeg IKKE igen. Punktum. Lemmingeverden.

Så fik den Sunde og Raske Fyr endnu en ordre. Og hans firma, der nu har eksisteret i præcis to måneder, kører allerede med overskud. Hvor perfekt kan en fyr egentlig lige være? Måske så perfekt at han tager med på Franck A til tøseaften med Line og Rikke. Og hældte rødvin på os. Og drinks. Og kaffe. Og lod os danse lidt rundt, da vi blev småfulde ved et uheld. Og tog mig med hjem og puttede mig.

Men hvorfor skal han så køre hjem idag? Og gå i seng alene i Tristed. Mens jeg krøller mig sammen i Barcelona sengetøjet på mit børneværelse. Skal det allerede være virkelighed nu? Og hverdag? Hvordan skal jeg nu finde et job. Suk.

Husk det, min små svesker. Jeg leder efter job i Odense. Sig til, hvis i ved noget.

Freakishly fantastisk fredag

Moar hentede mig igår, så jeg kunne få lov til t overnatte på mit børneværelse. Blandt alt mit lort, der står og venter på den lejlighed midt i Odense centrum, som jeg skal flytte ind i sidst på måneden med to af de dejligste damer, til en latterlig lav husleje. For hælvede, det er smukt.

Men ikke nær så smukt, som den eksamen jeg bestod i Aarhus for et par timer siden. Bilturen hjem var meget kort i forhold til turen derop. Alle nerver blev gjort til skamme, da en fin middel karakter og ros for et originalt emnevalg og svær problemstilling blev langet over det grønne bord. Hurra for mig!

As we speak er min kæreste på vej til Odense for at hente mig iført mit stiveste puds. Tage mig med på No. 61 og spise lækker mad, inden vi smutter i symfonien til Nytårskoncert senere. OG så ud og sippe vin og coctails - for det har jeg fortjent. Dammit, jeg har fortjent det!

Så det ser ud til, jeg skal være journalist alligevel. Det er jo ikke så skidt. Slet ikke på en fredag.

God weekend, dejlige læsere!

Ugens søgninger

Søg i nøgleord

Vildsvinekrone                                               6 Trixyworld                                                      4 Nytårsdag pizza pizza odense slåskamp    2 ””jeg dansede tæt med min bror”               2 ”hoppe på hovedet fra”                               1 Frihedskæmpere ved heltegalla                  1 Frihedskæmpere ved heltegalla 2011 maj  1 Gulderodskur                                                 1 LOL Vildsvinekronerner: Det er nok for sent nu, for jeg gætter på søgningen var til jeres nytårsfest, men spørg  Patrice Burger. Han er skarp til det dér mad. Resten kan jeg ikke hjælpe med. Jo, måske dig der dansede tæt med din bror: hold op!

Elgigantisk idiotforetagende

Når jeg nu betaler 3000 spir for en hjælpeløs lille HTC desire, og den så går rabundus inden for sit første leveår, hvor jeg helt ærligt ikke har gjort noget nævneværdigt dumt ved den - jeg har endda haft et af de dér spassercovers udenpå for at beskytte lille Elly. (Det hedder hun.)

Og rigtig rabundus går hun jo ikke engang. Alt virker, undtagen den dér lille bitte dims der gør, at du kan HØRE, hvad dem du taler i telefon med siger. De kan sagtens høre mig. Telefonen kan sagtens ringe, klikke og vibrere, jeg kan bare ikke høre noget, når jeg tager den. Minor detail.

Og når jeg ikke længere bor i en by, hvor elgiganten findes og min stakkels mor får alt hyret med at indlevere en telefon for mig, følge op på den og hente den igen, fordi sms'en fra elgiganten siger at telefonen er færdig ved værkstedet, så har den bare at virke. Ikke stadig at være i stykker. Nøjagtig samme sted, hvor den var i stykker før.

Og når jeg så går ind i forretningen for at aflevere Elly IGEN, skal fyren ikke taste telefon'koden' ind og sige: 'Nej nej, den har fået fugt, så dækker vores garanti ikke. Det konstaterede de sidst på værkstedet.'

Hvad? Så de løj bare fore min mor, da hun hentede den 'færdige telefon'? Og kan de godt bare SELV beslutte, at det er fugt, der, smart nok, fritager dem fra at opfylde deres garanti. Kan man ikke få en uvildig ekspert ind? De har ædt søm, hvis de tror, at jeg har 3000 at lægge hvert år til en ny smartphone, der åbenbart ikke kan tåle at komme udenfor i 'høj luftfugtighed', eller 'regnvejr', eller 'med på toilettet efter nogle har været i bad'. Undskyld - hvad KAN den tåle?

Røvhulsrøvhuller. Må de godt bare sådan nægte at forsøge? Føler mig meget forbrugerforurettet. Desværre uden den mindste forstand på, hvad jeg kan gøre ved det.

Det var så, hvad jeg fik ud af at bevæge mig ud idag. Dét og så to par wolfordstrømper og en meget stor espresso-latte som jeg købte i vrede lige bagefter. Startede ellers min vredes-spree i 'Sand', men havde åndsevne nok til at forlade butikken uden at prøve verdens smukkeste frakke. Dammit, jeg kan ikke engang angry-shoppe ordentligt mere.

Intet nyt fra fronten

Måske skal jeg ligefrem bevæge mig ud for at opleve noget blogbart? Burde ikke være så svært. Det er jo trods alt mit elskede Odense, der ligger lige uden for døren.

Jeg tror sgu jeg gør det. Snot and all. Vi ses!

Glem hvad jeg sagde

Jeg gider ikke være forkølet mere nu. Stik mig en lynkur, et par dansesko og en gylden dame. Hurtigt!

Usexet ad libitum

Nå, men. 2010 slog mig i gulvet i en afsluttende kyssesyge, hvis eftervirkninger måske ragede en smule ind i 2011, men det tæller ikke, for det brød ud i december. Så jeg var faktisk rask hele 2011.

Ja, jeg ved godt, at mine fraværsstatistikker siger noget andet, men det er løgn. Jeg holder stædigt på, at man skal huske at pjække mens man er studerende, for lige pludselig stiller verden krav til en. Om 37 timer, mødepligt og deadlines. Og det er hvis man er så heldig at få et job, altså er det noget, jeg stræber efter.

Der var også de to dage på mit 'job', hvis man kan nå at kalde mine to måneders kulturchok klokken fünf om natten for et job. Men det var op til en deadline på skolen, og så synes jeg stadig godt, jeg kan trække 'studerende'-kortet. Og i øvrigt prioritere egen uddannelse højere end elektronik- og it-afdelingen på teknisk skole i Tristed.

Så all in all var jeg ikke syg i 2011. Ikke en eneste dag, hvis vi fraregner the terrible woman migraines, som må være forventelige, når man hverken træner eller spiser sundt. (Ja, jeg passer virkelig godt på min krop...)

Er det så ikke liiidt typisk, at jeg skal vågne med snot i hele kraniet den første januar 2012?

Og jeg har sgu da glemt at lave nytårshoroskoper til jer! Jeg SKAL altså lære at huske det lort. Dammit.

Men altså, sidder badet i kleenex, mad med chili og tomater, zymelin og de der citrus treo, der i et par timer kan få min hjerne til at tro, at den ikke er pakket ind i et fire cenitmeter tykt lag snot, der presser på alt i mit kranie med et par atmosfæres tryk for meget.

Men lad mig nu bare gå ordentlig i brædderne i dag og i morgen. Så jeg kan blive frisk til på fredag. Hvor jeg skal til eksamen. There, nu ved i det. Og jeg magter hverken odense-århus tur/retur i kæmpe snothelvede eller tankevirksomhed der kan påvirke min karakter. Slet, slet ikke. Den eneste fordel må være, at jeg ikke vil kunne lugte min undervisers katastrofale 'ingen mad, men masser af smøger'-ånde. Men den er til at leve med, fordi han i bund og grund er en flink og dygtig mand med rødvinstud.

Men hvis jeg kommer tidligt fra start med den mængde sygdom der er tildelt mig i 2012, er det vel også hurtigere overstået? Og jeg er jo bare en arbejdsløs bums. Bring it on.

Så vil jeg flippe om på den anden side, og se noget mere tv-shop.

Going long distance

Min dag er fyldt op med jylland. Busser i jylland, tog i jylland og en enkelt cykeltur i jylland, i en by jeg aldrig har besøgt før. Silkeborg, jeg håber, du er nem at finde rundt i på cykel. For jeg har præsteret at gøre min dag maksimalt besværlig for mig selv, ved at medbringe min cykel på to busture, og tog tur og et besøg på et sygehus i det dér Silkeborg. Men hvordan får andre mennesker egentlig deres cykler med over lange afstande? Cykler de?

Når jeg så er færdig på sygehus i Silkeborg (Ikke noget alvorligt, bare det knæ dér), skal jeg videre med toget. Ikke tilbage. Nej, videre. Hjem til Odense. HJEM. til. Odense. Til Birgittes lejlighed, hvor mit tøj står, og hvor jeg har nøgle til. Sil Søndergade, lige 100 meter fra Rikke og Line. Til samme opgang som Cecilie. Til cykelafstand fra Mormor, Morfar, Farmor, Faster, Onkel, Onkel, Tante, tre kusiner, fire fætre, Andersens Bodega, og tres venner i løs slikvægt. I Odense.

Jeg er lidt in aw. Jeg kan ikke helt kapere følelsen. Kombinationen af at glæde sig usigeligt, og så slet ikke kunne overskue, at når jeg kravler i seng i aften, bliver det alene. I Odense. Og den Sunde og Raske Fyr kravler i seng alene i Thisted. Det er for vildt. Men han kommer igen allerede på fredag. Min elskede. Til Odense.

Mon ikke det hele nok skal gå? Nu har jeg ihvertfald min cykel med...

Så går vi rundt om en...

På vej ind i det nye år, er der sgu egentlig mange ting at tage stilling til.

Er grisetetris et klamt udtryk, eller kan du også se det sjove i det?

Bliver man nogensinde for gammel til at sove til klokken tre om eftermiddagen den første januar?

Hvad mon lægen siger til mit knæ i morgen? Kommer jeg til at løbe igen? Bliver jeg i så fald slank - og skal jeg selv gøre alt arbejdet, hvis det skal ske?

Bliver min venindes bedrevidende, diskussionslystne egotripper af en kæreste nogensinde bedre selskab? Eller skal jeg undgå ham i al hemmelighed for evigt?

Hvordan mon min eksamen går? Og skal jeg egentlig læse mine artikler igen, inden jeg møder op?

Kan jeg få et job i Odense?

Kan jeg overleve i Odense uden den Sunde og Raske Fyr?

Kan han overleve i Thisted uden mig?

Er vi snart færdige med at træffe elendige bopælsbeslutninger, så vi kan komme igang med den fantastiske del af vores bo-sammen-liv?

Har jeg stadig tre bedsteforældre til næste nytår? Og har de stadig mig?

Holder jeg op med at obsesse over ting, jeg alligevel ikke kan ændre? Og over mennesker, jeg ikke kan og ikke skal forstå? Det må være en slags nytårsfortsæt. Drop nu at regne ud, hvorfor røvhulsrøvhullerne er idioter. Der er ingen grund - det er de bare, og det er ikke min skyld.

Ja, det er sgu mit nytårsfortsæt. Det og så tandtråd.