Julen 2010 - I survived

Nu kan jeg efter måneders indestængt entusiasme endelig indrømme, at jeg har præsteret uhørt overtræk og købt den Sunde og Raske Fyr en weekend i London i julegave. Med mig, forståes. Og åh! Hvor jeg glæder mig.

Det bliver dog knap så fedt, at det er weekenden inden jeg skal aflevere eksamensprojekt - sygeeksamen vel at mærke. Så den SKAL beståes. Og det gør jeg. Punktum. Længere er den ikke.

Til gengæld skal jeg til London og være smuk og forelsket iført min nye perlekæde. Som jeg har fået. Af min kæreste. (Ja, jeg fniser.) He did so good. Kender i det der med, at man altid har drømt om noget, og i virkeligheden bare havde tænkt sig at købe en plasticudgave, hvis man nogensinde fandt én, man gad have? Men så kom der en fantastisk fyr med den ægte vare i stedet? Nå ikke? Det gjorde jeg heller ikke før nu.

Og så var der juleaften, hvor morfar sov hele aftenen. Hygge var det.

Og første juledag hos mine forældre med poker og hulahop-ring. Ja, det er ikke logisk. Men det var viiirkelig hyggeligt.

Og anden juledag hos den Sunde og Raske Fyrs forældre. Men sååå meget mad. Skammer mig. Kunne ikke sige nej. Vil jo gerne være populær. (Christ.) Og vi var så trætte, at vi måtte tage en lur halvvejs igennem dagen, for at klare bezzerwizzer (Hvor vi RÅ-VANDT!) og natmad - der virkelig ikke var brug for. Suk.

Og Cammy er hjemme på juleferie. Skal bruge tid med hende, Rikke og den Sunde og Raske Fyr. Mere kærlighed i mit fjæs! Hurra.

Nu som pensionist

Så så man lige mig. Og Rikke. Og P og hendes bror Rasmus. Og den Sunde og Raske Fyr. På Oslo-båden.

Med morgenmadsbuffet, sutsko på gangene, læbestift på tænderne (mændene - not so much), og underligt samvær.

Vi vidste godt det ville blive sjovt, når man smider et (indrømmet) teenage-forelsket kærestepar, singlepigen og storesøster med utrolig høj og nyligt konfirmeret lillebror på tur sammen, men nu havde vi alle tid.

Bezzerwizzer ftw, tomme diskoteker, morgenvækning klokken 8, minus sytten grader i Oslo - en heeeeel dag, og samtaler om alt fra afføring til... indtagelse?

Jeg fik masser af kys efter 14 dages sur sygdom hos de gamle. Jeg fik masser af godt selskab og vi blev alle forkælet som konger og baroner af den kære Birgit.

Ville egentlig have købt en masse toldfrie gaver og tøj. Endte med ét par bukser og to liter sprut, som nu kan vente på, at lever gider tale med mig igen. Thank god I'm pretty - 'cause I'm just not that bright.

Nu er der købt gaver. Gider snart ikke mere. Specielt ikke, når jeg allerede ved, at mor og far køber mig en indbo-forsikring. Den kan ikke pakkes ud og ikke tages på.

På den anden side er jeg jo som sagt ikke til at stille tilfreds. Så bliver foreløbig glad, hvis bare storebror når hjem til jul og den Sunde og Raske Fyr vil lege.

Pretty woman snubler da ikke?

Uhhh! Ny kjole. I love. Den er så fin, og jeg er skideligeglad med det er vinter og frost udenfor, og at den er lårkort og silke. Det bliver en utrolig kold, men utrolig velklædt juleferie for mit vedkommende. Og det har jeg det egentlig fint med.

Mit problem er det evige skodilemma - for hæle er nu engang pænest.
Og jeg har faktisk ikke noget pænt UDEN hæl på. Det er så min egen skyld- I know. Tror altid at gummistøvler/sølvglimmer/babyblå viser sig at være liiige mig. Not the case.

Men da jeg så lige skulle vise mor, hvad årets samlede adventsgave-(oh yes)-budget blev brugt på, og jeg hoppede i stilletterne der bare passer sååå godt til, kunne jeg godt se at den var helt gal.

Faktisk skvattede jeg. Indenfor. Christ.

Heldigivs sov dagplejebørnene og slap således for at få udvidet deres ordforråd med adskillige ukvemsord. (Det var slemt nok da en af dem i morges løb med fuld fart direkte ind i min røv - og så gik i brædderne. Tag dén selvtillid)

Men hvis jeg ikke kan holde mig oprejst i hæle indendørs, hvad gør jeg så, når jeg skal ud i den virkelige - og temmelig isede- verden?

Help.

Enuff is enuff

Nu gider jeg ikke mere. Slut. Lige HÉR slap min tålmodighed op.

Nu gider jeg ikke vente på den Sunde og Raske Fyr mere. Bevares, han kommer på lørdag. Men jeg har slet ikke se ham siden jeg blev syg. 15 dage. At all. Savner ham faktisk. Og har virkelig trængt til underholdning mens jeg var syg. Damn you jylland!

Og nu gider jeg ikke være hos mine forældre mere. Mor er dagplejer og har 5 børn i dag, hvoraf to af dem skal have revet armene af og have dem voldstoppet ned i halsen, så de kvæles og ikke længere kan skrige hysterisk. There. I said it. Jeg har lyst til at tæve dem - det er faktum. Prøv du at sove igennem hysterisk anfald på 40 minutter sammensat af ordene MOR, JOAN og NEJ. Hæsere og hæsere, men konstant insisterende. Kl. 7!

Hvordan ender ungerne med at tro, at bare de skriger højt og længe nok, får de deres vilje? Det skal jeg sige dig, hvis de skriger højt og længe nok, får de deres vilje. Amøber. Og amøbe-forældre. GRÆNSER. Klap stavleser med mig, eller jeg klapper dem på dit barn. (ville aldrig slå et barn, men man må vel godt drømme?) Endnu engang kan vi lægge et par år oven i, hvor længe der vil gå, før jeg vil have børn!

Og til trods for det er min mor jeg tilbringer aaaaal min tid sammen med, er det min far jeg er træt af. Jeg gider ikke mere. Jeg gider ikke belæres af en afdanket gammel idiot. Bevares, jeg elsker ham. Men manden er afhængig af alt han kommer i nærheden af. Øl. Smøger. Næsespray. Yup, ret ømt. Og så falder han i søvn i stolen og snorker ind over 'Love Actually' i stedet for at pisse i seng, selvom jeg siger det gentagne gange. Han lukker bare af. Hører ikke efter og kalder mit brok 'fordrukkent sludder' - og der er immervæk kun ÉN af os der er en fordrukken taber lige for tiden.

Kender I de typer man ikke kan diskutere med, fordi de bare lukker af, når de har leveret deres holdning - og så er den ikke længere? Thats my Daddy. Forleden nåede han frem til konklusionen, at vi hellere må få mine skolepenge tilbage, for det er da noget nonsens jeg lukker ud. Jeg forsøgte at forklare ham hvad evolution er. Måtte gå ind på mit værelse og smække med døren - det gider jeg ikke! Jeg er treogtyve år for christ sake!

Så nu vil jeg godt væk. Snart. Nu. Så må jeg sgu lægge syg et andet sted, for hér er der alligevel ikke ro.

GRRR!

Closing in on christmas

Rikke hjælper mig til 8000 i morgen. Skal lige ordne de sidste småting inden jul. F.eks:

Hente lægererklæring ved århusiansk læge og aflevere den på skole for journalister. Med stor præcision i nøjagtigt samme tidsrum, som mine medstuderende afleverer deres førsteårs prøve i. Fedt. Så kan jeg lige gnide dét i såret også. Når de afleverer opgave, drømme, forhåbninger og færdige produkter, vil jeg aflevere bevis for, at jeg ikke har været i stand til at fremstille en sådan. Crap.


Besøge knæ-læge på sportsklinikken og forklare ham, hvorfor jeg OVERHOVEDET ikke er BEGYNDT på de fys-timer vi aftalte jeg skulle tage. Har ingen undskyldning. Kan ikke engang undskylde mig med, at jeg har det bedre i knæet. Det går overhovedet ikke bedre. Satser på en do-over, for frankly har jeg heller ikke tid til at lade mig operere pt. Flot, ik'?

Pakke kuffert om. Da jeg tog toget hjem i feberanfald forrige søndag har jeg pakket ting som; en liter mælk, en pizzabakke, mit beskidte sengetøj, 4 sokker uden makker og alle mine trusser. Men kun ét par bukser. Det var ikke gennemtænkt. Forsøger stadig at gennemskue, hvad jeg tænkte - men faktum er at syge mennesker ikke tænker særlig meget. Mor tog det pænt.

Og så skal jeg fejre, at Rikke er verdens bedste ven. Fordi hun gider pjække og køre mig frem og tilbage, så jeg slipper for at tage toget igen mens jeg er syg. Og så jeg bliver passet på, hvis jeg bliver træt eller dårlig. Så Rikke og mig skal æde burger og fritter - det har jeg lovet hende. Og høre lækker musik hele vejen.

Og når det er ordnet, har jeg ikke flere skal-opgaver inden jul. Jeg har kun juleshopping, juletur med dejlige mennesker, julehygge med dejlige mennesker og dejlige mennesker generelt. Hurra!

And the winner is...

Efter mistanke om; leversvigt, hepatitis og kyssesyge løb...

Mund- og klov..., nej. Nuclear..., nej. Mononukleose med sejren!

A' har køssesyg' å ska' læg hiel, hiel stille. Undgå julestress, druk, motion etc.

FUCK ALTSÅ!

Syge-eksamen here I come.

Den Sunde og Raske Fyr har allerede lovet at nusse og pudse og kysse mig, selvom jeg sveder og er grim. Dér blev han lige liiidt sødere. (If possible.)

Og moar passer mig julen over. Føler mig utroligt syg. Og heldig.

Nu går jeg fandme i hi!

Sidder pat-svedende og småtudende i mors sofa, efter for femte døgn i træk ikke rigtigt at have præsteret andet end at få det værre.

Tog til lægen i morges. Mors læge that is. Han var også min læge engang, men så flyttede jeg hjemmefra, så der var dømt reunion efter 5 års adskillelse. Det var romantisk og storslået.

Vi var mig, Martin, 3 glas blod, en podning, en tudetur og et termometer i rektum. Suk. Ydmygelsen er total. (39,29 grader celcius, by the way)

Der var ikke noget at se - ud over selvfølgelig min quasi-bule på halsen. Ikke noget at mærke på kirtler, milt, lyske etc.

Så han måtte bare sende mig og min feberramte røv hjem igen, med besked om at ringe tilbage i morgen og få svar på blodprøverne.

Men nu har han lige ringet. Sådan helt små-bekymret. Over mit bakterietal. Der på raske mennesker ligger mellem 8 og 15. Og på mig ligger tæt på 200. Thats not suppose to happen.

Så nu skal jeg på sygehuset i morgen til flere prøver og mere patsved. Opgaven ligner i større og større grad en farce. Er bange for jeg må aflevere et heiku-digt og en vinkelsætning - og så selvfølgelig en lægeerklæring som reflektionsrapport. Crap.

Mistelten til alle!

Er stadig syg. Var dog på arbejde i aften. Halvvejs gennem vagten kommer kokken Claus mig utroligt nær. Siger 'Hvad er det?' Og trykker på den miose i min nakke, som den Sunde og Raske Fyr i onsdags troede var en knogle. Og som nu åbenbart er så stor, at den kan ses. SES. Det er fandme ulækkert.

Er ret ynkelig pt. Ser f.eks. Michael Bolten koncert på TV2 Charlie. Kan ikke lige finde fjerneren. I det mindste foregår den ikke på svensk...

Hvoromaltinger. JEG HAR KØBT GAVE TIL DEN SUNDE OG RASKE FYR! Han læser med herinde, så jeg kan ikke sige, hvad det er ENDNU. Men jeg er paaaavestolt over min egen evne til at få idéer og trække over. Det duer jeg sgu til.

Da vi første gang diskuterede emnet 'gaver til hinanden' ødelagde jeg lidt hans plan ved at sige 'Bare du ikke spørger Rikke om hjælp.' Det var sgu lidt unfair, kan jeg godt se nu. Eftersom jeg i dag fik øje på et billede uden ansigt og tænkte 'fuck hvor nizzle shizzle!' (Ej, okay - men så den fynske udgave af udtrykket, ik'?)
Og det så viste sig at være Rikke. Og Rikke er den veninde der kender mig allerbedst. Hænger hende ALTID op på dengang hun havde købt mig en halskæde med farvede træperler. (No offense mod pro-mennesker. Jeg kunne bare ikke være mere ligeglad uden at lide af inkontinens). Jeg er også umanerligt besværlig. Sådan er det bare. Og rigtig dårlig til at lyve. Sorry.

Håber ikke han får stress over det. Håber ikke det her indlæg giver ham stress over det. Ved ikke om mænd KAN få stress over den slags?

Nå, men. Jeg er herreforelsket og overvejer lidt muligheden for at erhverve mig en hat og fasttømre lidt mistelten på den. Bare til kæreste-agtigt samvær? Er det for meget? Kunne jo også bære den i bybilledet - det virker bare lidt risky. (Og frisky!)

Ej, får nok de kys jeg har brug for. Når jeg ikke længere er syg, feberramt og har min helt egen Quasimodo-pukkel. Suk.

Adr

Så gik man igang med 1. årsprojektet. Resultat: Ligger nu syg med insane feber og ondt i alle muskler og led.

Kan jeg ikke BARE få lov til at blive nervøs? Måske få lidt tynd mave? En stor bums? HVADSOMHELST!

Jeg fatter simpelthen ikke, at min krop synes, at det er en god idé at blive syg og dårlig, hver eneste gang jeg skal præstere stort. For så ER jeg jo nervøs - kan jeg så ikke bare få lov til at VÆRE nervøs?

Nej nej, jeg skal da spilde tid på ekstraordinært meget søvn, rysteture, svedture (as in min seng er en vandseng tre gange dagligt) og tudeture over alt det jeg ikke når, og alt det jeg ikke magter at tænke over - men som jeg virkelig gerne vil igang med.

Øv. Jeg er klam. Og alene. Mangler min mor. Det er det eneste rigtige. Og cola. Skal have cola. Be' om?

Satser stærkt på, at det går over til i morgen. For da skal jeg arbejde. Og det kan ikke vente. Bah!

Kender du det?

Når man dropper idéudvikling til fordel for and og sovs. Masser af sovs. Og man bagefter vinder i besserwizzer? Og bare hygger.

Og først for sent (midnat-ish) indser, at lejlighed sradig ligner lort forud for Sund og Rask Fyrs ankomst i morgen (idag). Virkelig lort. As in BUNKER.

Og man så giver sig til at rydde op på panik-måden for at bibeholde illusion om at være prinsesse.

Nå, det kender du ikke?

Kender du så det, når man er igang med en gigantisk opvask. Og man forholdsvis langt henne i opvasken står og tørrer en pande af. Kun for at opdage, at der stadig sidder lidt gue (i dette tilfælde VIRKELIG gammel sur/sød sauce) på ydersiden.

Og man så lige kradser det af med neglen, i stedet for at vaske panden op igen?

For det kender jeg ikke.