Det vil jeg være, når jeg bliver stor...

Allerinderst inde, har jeg ingen idé om, hvad der præcis er, der vil gøre mig lykkelig hver dag. Jeg har så småt indset, at vi ikke alle kan gøre som den Sunde og Raske Fyr, og få en uddannelse indenfor det vi interesserer os allermest for, blive den bedste i faget - og nummer to i Danmark der får etiketten 'certificeret ekspert' i det program, vi kan tegne i. Vi kan ikke gå igennem livet, og aldrig have en dårlig dag på arbejde. Altid elske at sidde foran en skærm, med technomusik bragende i høretelefonerne og gøre ting smartere og bedre. It's not gonna happen.

Så målet må være, at finde noget, jeg vil elske mindst 60 % af tiden, og kun hade for alvor 10 % af tiden. Se, allerede her er jeg en realist, hvilket jeg har hørt, er en forudsætning for succes.

I min 'Uddannelsesmappe' fra 8. klasse (Hvad var dealen med dem? Der er jo INGEN der skal træffe den slags valg som 14-årige?) Står der at jeg gerne vil være naturfotograf eller journalist. Så langt, så godt.

Viceinspektør Finn Søberg mente dog, at det var for svært at blive journalist. Og at jeg måske skulle vælge et mere tilgængeligt fag. Da min veludviklede 14-årige hjerne påpegede at 'nogen skulle det jo lykkes for, hvorfor ikke mig?' Grinte han, gav mig ret, og påpegede at jeg jo altid kunne komme tilbage til skolen som rengøringskone. Jeg har stadig lyst til at finde ham og tvære hans ansigt ind i sennep.

Så ville jeg gerne være astronaut. Men de skal have en meget præcis højde. Alle skal være over 1,70 meter. Det er jeg ikke. (Og det var jo naturligvis det eneste, der stod imellem mig og den karriere.)

Faktisk var det også højden, det var galt med, da jeg ikke kunne blive Falckredder, man lad nu det ligge.

Jeg elsker at skrive. Jeg kan ikke lade være med at skrive. Jeg elsker ord. At holde taler der får folk til at grine først, så blive rørt til tårer, og så grine lidt igen. Jeg elsker, når folk ikke kan sige PRÆCIS hvad de mener, at omformulere sætningen til den rammer netop dét, de gerne vil udtrykke.

Jeg lavede bloggen for flere år siden, men den tog først fart, da jeg startede på journalisthøjskolen. Spørgsmålet er så bare, om den tog fart, fordi jeg begyndte at skrive mere og således åbnede op for min kreativitet - eller om den var en nødvendig ventil, når alle tekster skulle bygges 'sådan' op, indeholde netop 'det', og være præcis 'så' lange. Jeg ved det ikke?

Jeg ved ikke, om jeg vil være journalist. Og jeg ved ikke om jeg vil blive en god journalist. Men helt kynisk tror jeg, at det er en af de professioner, der kan åbne flest døre til det dér med at leve af at skrive. Med mindre jeg en dag får idéen. Men jeg ville ikke holde vejret, mens jeg ventede, hvis jeg var dig.

Min allerdybeste hemmelighed, som vist efterhånden er ret åbenlys, er at jeg elsker at sætte hår. Og style tøj. Jeg har lavet en modeblog, for christ sake. (By the way - tak fordi i ikke alle forlod mig!) Således fik jeg vetoret over Rikkes outfit til hendes indflytterfest. Jeg satte hendes hår. Mit eget. Jeg lærte hende at bruge den flydende eyeliner, som bare er så pæn til hende.

Da jeg boede i Odense klippede jeg hendes hår. Og Katrines. Og de andres. Jeg satte Brors hår i sluthalvfemserne, da de fedtede dreadlocks var lige sagen. Jeg kan klæde mig så jeg ser bragende godt ud, og ingen kan gennemskue min tvivlsomme selvtillid og de 10 (tyve) kilo, der er ekstra dyppelse til mit livs pomfritter.

Og jeg tror faktisk, at jeg kunne være fint tilfreds med et liv som frisør. Eller stylist. Eller hvad de nu hedder, dem der gør folk smukkere og fremhæver deres gode sider. Men jeg synes, jeg er for klog til at 'spilde' min hjerne på den slags. Helt ærligt. Jeg tror, jeg ville dømme mig selv, hvis jeg blev en rigtig god og glad frisør, der aldrig fik sig en smart byline eller et tjekket mediehus i ryggen.

Jeg kunne også blive glad som bioanalytiker. Jeg elskede biologi. Og jeg glemmer ALDRIG den dag vi lavede gel-elektroforese. Med rigtig DNA. OG den dér slyngemaskine, og pipetterne. Og vores gruppe var den eneste, det lykkedes for. Og jeg synes kitler er sexede. Er det grund nok?

Jeg tror, at moralen med dette indlæg må være, at jeg ikke aner, hvor jeg gerne vil ende i slutningen af min uddannelse - så det er lidt svært at sige, om jeg er igang med den rigtige.

Er det sådan alle har det? Er det sådan man bliver voksen? Ved ikke at få det hele?