Traditionernes tradition

For nogleoghalvtreds år siden ville to unge mennesker gerne have hinanden. Anny Marie var en ung, smuk pige, og nu havde hun altså kastet sin kærlighed på Villy Anker, til trods for hans fem ældre brødre, der også var nogle flotte fyre...

Men de ejede jo ikke kongens mønt de kære små. Villy var i lærer som værktøjsmager, og hans lærlingeløn rakte ingenlunde til en diamantringe - for slet ikke at tale om en fest. Heldigvis var Annys mor snarrådig. For fest skulle der jo alligevel være nytårsaften. Sammenskudsgilde, hvor alle spyttede, hvad de nu havde i puljen, og så fejrede de et nyt års begyndelse med manér.

Så hvorfor blev de to unge mennesker ikke bare gift på denne dag? Der skulle allerede holdes fest, og alle var med til at betale?

Sådan startede min Mormor og Morfars samliv. Jeg aner ikke, hvad andre mennesker bruger deres dag på den 31/12, men hele min barndom har vi været til rundstykker og kakao hos Mormor og Morfar nytårsaftensmorgen. Og fejret deres bryllupsdag.

Vi har sågar fejret deres guldbryllup på dagen, med pomp og pragt. Til stor galla, med lange kjoler, fine herrer, tjenere og tango med Onkel Svend på 90. Damn, den mand kunne danse.

Men det jeg har nydt mest, har været morgenerne. Med familien. Kun de nærmeste halvtreds, naturligvis. For min familie kan ydmyge hele den Sicilienske mafia i størrelse og sammenhold.

For fire år siden blev Morfar syg. Meget syg. Af kræft. Faktisk havde vi allesammen indset, at det ville slå ham ihjel, da han overvandt sygdommen. Men den tærede på både ham og Mormor. Og vi kunne alle godt forstå, at et par i halvfjerdserne ikke længere magtede at have hele klanen på besøg på én gang. Så traditionen døde med kræften.

Indtil i år. Hvor jeg ringede rundt. Til moster Edith og tante Ruth. Til fætre, kusiner, onkler, tanter, en enkelt bror plus det løse. Og meddelte dem, at der var høflig selvbetaling og selvbetjening på Cab Inn i Odense. Så skulle ingen stå med slæbet.

Det kan godt være, at jeg ikke sad på under et bord og begravede tæerne i et tykt gulvtæppe. Det kan godt være, at Molly måtte blive hjemme i hundekurven, og at jeg ikke længere er et lille barn, men hold kæft, hvor var det skønt at være samlet allesammen. Om en dejlig morgenmad og kærligheden til Anny og Villy, der selv valgte kærligheden på denne dag for et menneskeliv siden...

Godt nytår.

Kvalme. I mere end én forstand

Jeg kan ikke heltegalla. Jo, bevares. Jeg tuder med som jeg skal, når fire frihedskæmpere hilser på det barn de reddede fra nazisterne. Men jeg magter simpelthen ikke den slags følelsesporno fra dansk side af. Og nu kommer statsministeren gudhjælpemig! Skal vi ikke lade amerikanerne og 'Extreme make over home edition' om den slags? Jeg kan ikke holde ud at skulle have den slags kvalme over mine egne landsmænd. Jeg synes det er uværdigt mod de fire mænd at hylde dem tres år for sent. Blah!

Det er muligt, jeg er lidt stiv hos mine svigerforældre. Det er muligt, jeg har rødvinslæber og er lidt oppustet og min kjole måske ikke passer i morgen. At jeg har ædt for meget sukker og drukket for mange sjusser. At jeg kort sagt ikke er den skarpeste.

Hvordan kan det så være, at jeg har det som drengen i kejserens nye klæder. De har jo ikke noget tøj på?

Er det en slags juletradition?

Sidste år havde Sund og Rask Fyr og jeg en skønherlig juleferie i det odenseanske. Masser af venner, masser af familie, masser af mad, alkohol, dans og kys. Vi var stadig helt nyforelskede, vores venner mødte så småt hinanden i improviserede fester, og vi prøvede for første gang at tilbringe flere dage sammen end bare en weekend i Aarhus eller Skive.

Det var derfor et lille skår i glæden, da min fulde kæreste og hans fulde ven besluttede sig for at forsvare min ære overfor en bovlam oplandsidiot, der stod udenfor LA-bar og råbte efter alle mennesker i håbet om at provokere sig til en slåskamp. Jeg mindes godt en luderjoke, men jeg havde ærlig talt allerede fokus på den franske hotdog som vennen havde lovet mig efter en episk aften på dansegulvet. Jeg ville bare have en hotter og hjem i seng med mine stiletsmadrede fødder.

Desværre valgte drengene, jeg fulgtes med, som sagt at forsvare min ære. Og lade sig provokere. Og ikke en eneste ting jeg kunne råbe om den dér hotdog, fik dem til at gå videre. De diskuterede og gestikulerede og mens jeg stavrede tilbage mod flokken for at hive min kæreste og hans ven med videre, tog fanden ved deres tre uvenner og en slåskamp brød løs. Sådan én, hvor de trådte på min kæreste ansigt, selvom han allerede lå ned og de var to mod én. Slåskampen var kort, men effektiv og helt indsmurt i blod stod mit hjertes udkårne nu med en brækket næse og jokkede oven i sine egne smadrede briller på jorden.

Det var en kamel at sluge. Jeg var rasende. Og ked af det. Og bekymret. Og RASENDE! Men ikke mere rasende end jeg lod ham sove ved Rikke, så hans mor ikke skulle opdage, hvad der var gået for sig. Sminkede hans ansigt næste morgen, så han ikke lignede en bokser og hjalp ham igennem byen som en anden blind (minus 4 højre og 5 venstre).

Og hans ven i brilleforretningen måtte finde et par briller helt magen til de gamle, så moderen ikke skulle gennemskue, hvor slemt det havde stået til, når han skulle hjem og have skideballe for at få bank. Jeg var rasende. Men heldigvis også hans kæreste, så jeg var på hans side. Mens jeg var rasende.

Klip til i år, hvor den Sunde og Raske som den eneste i et selskab på syv mennesker ikke gider spise sit pizza slice indenfor, men vil sætte sig ud i regnen. Stiv og blank. Vi andre spiste vores slices færdige, og på de tre minutter der gik, før vi trådte udenfor, havde han åbenbart fundet sig to uvenner, hevet huen af den ene, mistet sit pizza slice, og ja, fået ødelagt sine briller, der nu lå på asfalten foran pizza pizza. For fuck sake.

Branderten forhindrer detaljer, for ingen af os så, hvad der skete. Og selv har den Sunde og Raske Fyr ingen idé. Måske skvattede han bare og skældte dem ud? Hvadend der skete, gik det hurtigt og gjorde ikke ondt. Det må åbenbart tælle som en fordel. Jeg var nu stadig lidt rasende.

Så i dag ringede jeg til hans brilleven. Førte ham igennem byen iført den ødelagte brille med kun ét glas og revnet stel, og gik med ham ind til optikeren, der kunne konstatere, at det var præcis et år siden PÅ DAGEN, at vi sidste havde hentet nye briller til ham.

Hvis det skal være en slags tradition hvert år den 28. december, gider jeg ikke mere. Næste år bliver ham smidt i et boble-rum iført beskyttelsesbriller, styrthjelm og spændetrøje. Så må vi andre tage i byen til den bytur, der plejer at være årets bedste. Pech gehabt...

Heller ikke idag

Jeg har ikke tid. Laver for meget. Eller for lidt. Men med for meget alkohol. Jeg har heller ikke tid nu, for gaverne SKAL jo byttes den 27. Hvorfor gør man det? Jeg er nu godt tilfreds. Har fået rodet 3 veninder og en kæreste ind i diverse kaffedates i løbet af dagen, og hende der ikke kunne lege i dagtimerne inviterede så på aftensmad igen. Jeg elsker Odense, når alle har fri og ferie. Og lyst.

Så en masse krummerne i julen. Det er fandme børneunderholdning der vil noget. Vores bobleplastindpakkede pædagoghjerner ville ihvertfald aldrig tillade en film, hvor bedstevennen er semi-hjemløs og tilsyneladende helt uden forældre. Eller hvor de koger en kat. Se dét er underholdning der vil noget.

Fik I gode gaver?

Var det ikke noget med?

At ham der Jason blev født af en ged i en lade?

Nå, men det skal sgu da fejres med et GRØNT træ. Blev der sagt.

Ze Låvestowy: One flip is enough #2

Jeg pustede og prustede, asede og masede, men intet jeg kunne gøre, kunne få den sms til at tikke ind. Så jeg tyede til næstbedste løsning: Take away ad libitum. Trøstespisning for the win. Og da jeg sad midt i mit full frontal attack of the burger, brummede det. Jeg så lyset i displayet, og var halvvejs ovre ved telefonen endnu før, den havde vibreret færdig.

Og der var den. Sms'en jeg havde fantaseret om hele dagen. Hvad stod der så i den? Havde han fundet en anden? Synes han jeg var tyk? Kunne han overhovedet huske mit navn?
Al min pigefantasi blev gjort til skamme, da verdens mest tømmermændsramte menneske meddelte, at han nu var ved bevidsthed (Omkring klokken 20), havde opgivet at blive i stand til at køre hjem den dag og ville kontakte mig, når han havde set en burger. Før det magtede han ganske enkelt ikke menneskelig samtale.

Nå, så han var i live. Og bagstiv. Det forklarede en del.

Efter en times tid ringede han for at fortælle om sin aften. Om hvordan han havde fortalt alt og alle om hende den smukke pige, han havde hjemme i Aarhus. Alle piger der var kommet i nærheden af ham, skulle høre om hende, han var forelsket i. Også dem der egentlig ikke forsøgte at komme i snak med ham, skulle høre, hvor vild han var med mig. Hvor sød jeg var. Og smuk, det må vi ikke glemme. Faktisk havde hans venner været ved at brække sig over at skulle høre ham synge 'Sangen om den underskønne Trix' hele natten, og han havde således måttet lade det gå ud over fuldstændig fremmede mennesker i det københavnske natteliv.

Shame on me.

Men denne ene dag med mavepine, usikkerhed, tristhed og begyndende arrigskab var liiige, hvad der skulle til for at slå fast, at jeg var godt og grundigt forelsket i knægten. Jeg var ikke et sekund i tvivl om mine egne følelser nu.

Så måske er én dags usikkerhed sundt, når man skal beslutte om man skal gå ind i et forhold. Men vi ved også allesammen, hvordan det føles, når man gang på gang bliver sparket tilbage i usikkerheden. Det er forfærdeligt. Det er ondt, og det er unødvendigt.

Heldigvis for mig, blev dette den eneste gang indtil videre, hvor jeg har været usikker. Fra da af, vidste jeg, at han var min.

Ze låvestowy: One flip is enough #1

Okay, vi fortsætter verdens værste følgeton. Den har været glemt, skubbet ud på et sidespor, sat til side. Og den er ikke tilfreds. Men det er, hvad man får, når man konkurrerer mod journalisthøjskolen, thisted og rødvin. Anyway.

Onsdagen efter jeg var vendt tilbage til Aarhus, fik jeg besøg. Et besøg der resulterede i dette indlæg. Så lad os bare kalde mødet en succes. Den Sunde og Raske kom til dinner and a movie i min lejlighed, vi lå i min seng, for jeg havde ikke en sofa, og da klokken nærmede sig 22, gjorde fjolset miner til at ville køre hjem? WTF? Lod ham blive og sove. Han havde også weekendtasken med, men havde efterladt den nede i bilen for ikke at virke for optimistisk.

Et besøg blev til flere. En dag tog jeg også til Skive. Vi så kun hinanden. Eller, jeg så kun ham. Men en rigtig 'snak' havde vi ikke haft. Jeg mente ikke, det var nødvendigt, for den fyr som gjorde kur til mig nu, var alt det, jeg havde troet, han var to år tidligere. Faktisk var han så meget på, at enkelte af mine veninder betvivlede, hvor vild jeg var med ham. Fordi det er nemt at negligere ens følelser og oplevelser, når man ikke skal kæmpe for dem. Faktisk var jeg selv lidt i tvivl om, om jeg var forelsket i ham eller forelsket i endelig at have fået ham? Og der var jo en verden til forskel.

Så en weekend i september eller oktober kørte han til København for at feste med gutterne. Den slags går vildt for sig. Meget. Og jeg regnede ikke med at modtage sms'er med sammenhængende tekst hele lørdagen. Fik en enkelt om eftermiddagen. Han var kommet godt derover, og nu var der øl.

Så hørte jeg ikke mere. Resten af aftenen hørte jeg ikke mere. Du kan selvfølgelig sagtens sige, at det ikke er nogen stor deal. Men jeg sad jo alene hjemme og kedede mig. Og så tænker man. Hold kæft, hvor man tænker. I øvrigt skrev vi sammen løbende hver dag. Det gør vi stadig. Også selvom det ikke var den Sunde og Raske Fyrs 'stil', da vi indledte vores flirt. For det er min stil. Og jeg går ikke på kompromis med mænd. Og hvis man er kompromisløs med mænd, finder man før eller siden én, der møder ens behov selvom de måske ikke har det samme. Jeg har behov for kontakt og ord.

Men denne weekend var der tavshed. Og han var i København, ovre ved alle de lækre damer. Og da jeg vågnede søndag morgen, var der heller ingen godnatbesked, som jeg var blevet så vant til. Intet. Nada. I det mindste lykkedes det mig IKKE at ringe op og spørge, hvad fanden der foregik.

Vejret i Aarhus var gråt. Det snusregnede hele dagen, og der var kun lort i fjernsynet. Intet der kunne distrahere mig fra tankerne om, at han da garanteret havde scoret. Vi havde jo heller ingen aftale. Åh nej, han kunne sikkert bedre lide hende end mig. Ville jeg overhovedet have ham, hvis han gik ud og scorede mens han så mig? Fortsæt selv tankerækken af hysteriske, latterlige tanker og spørgsmål.

Jeg endte med at gå. Ud. Uden min telefon. Jeg magtede ikke, at jeg konstant sad med det ene øje klistret på skærmen og ventede på, at han skulle afslutte et døgns radiotavshed.

Så jeg gik. Og gik. Og gik, og gik, og gik. I regnvejr, og hvad nyhederne efter et døgn ville kunne omtale som 'nedtrykt sindstilstand'. Jeg havde tankekaos i hovedet og følelserne uden på tøjet. Og jeg  opdagede ikke, hvor jeg var, før jeg stod ved en motorvejstilkørsel, og måtte trace mine skridt tilbage for at finde en bus hjem. Hurtig hovedregning fortæller mig i dag, at jeg vandrede rundt i lidt over to timer og 15 kilometer, før jeg gav op og tog bussen hjem.

Til en telefon, der stadig var tavs...

Hov - gik mit hår ud?

Blev vi egentlig nogensinde færdige med ze låvestowy?

Fra alle mig til alle jer

Dårlig samvittighed:

NB. Vil bare utroligt gerne have 'svesken på disken' med i et indlæg, og dette virker som en god måde. Glædelig andesteg.

Kære mand med 'bank gruset helt fladmast'-maskine

Er det virkelig nødvendigt? I mean, it's jul for fuck sake. SKAL du bruge den maskine hver dag i denne uge?

Jeg så jo godt, at du gjorde det i mandag. Jeg hørte det også tirsdag. Med hele min krop, der vågnede klokken syv, da du gik igang, og vibrationerne forplantede sig helt ind min seng og min juleferieramte krop. Jeg var ikke tilfreds. Måske var det de små vibrationer i min krop? Men jeg hælder nok mere til, at det er den gennemtrængende 'brrrr'-lyd, der slår imod mig fra alle vinduer i min lejlighed, når du går rundt med monsteret. Måske hader jeg det, fordi mine lysestager lige så stille kravler hen mod kanten af min bogreol? Eller fordi jeg ikke kan høre, hvad de siger i min radio? Det kan også være jeg hader det så meget, fordi det nu har stået på i tre dage, og jeg faktisk i morges vågnede med hele kroppen i en akavet kropslås og migrænen bankende i min venstre tinding, af rendyrket raseri over ikke at kunne holde ud at opholde mig i min egen lejlighed. I min juleferie - the happiest time of year, min røv!

Men mest af alt, tror jeg, at jeg hader dig, håndværkerfyr, og din maskine, fordi jeg kan SE, at i ikke bruger de fladmaste områder til noget! I maser dem, så kører i på dem men gravkøer, lastbiler, kraner og andre bæltekøretøjer - og så starter du fandenfuckemig forfra. Med jordens mest enerverende, larmende, forstyrrende helvedesmaskine.

Som jeg ser det, har jeg fire muligheder for at komme ud af dette med hovedet hævet;

#1 Jeg kan ignorere jer. Jeg flytter om to dage. Hvad betyder to dage i det store billede, når jeg skal væk herfra?

#2 Jeg kan kontakte entreprenøren og meddele ham, at jeg flytter grundet jeres larm og at jeg leder efter en økonomisk kompensation, når i nu gør min levesituation uudholdelig.

#3 Jeg kan liste ud i vores ekstrahemmelige rum og finde den Sunde og Raske Fyrs luftgevær, finde mig et godt gemmested og dedikere min dag til at gøre jeres så sur som overhovedet mulig. Hjelme, sko, maskiner, vinduer i frokoststuen. Listen kan blive uendelig.

#4 Jeg kan gå ind på jeres dumme byggeplads, når i alle er gået hjem i eftermiddag og lægge en lort. Bare fordi.

Hvad synes du? Har jeg overset en mulighed? Hvilken hælder du mest til?

Er nået den alder, hvor...

jeg ikke længere skærer det klamme blæver af min kolde ribbensteg, inden jeg putter den på rugbrødet. Jeg ved, at det er dér smagen sidder.

jeg spiser rugbrød med kold ribbensteg til frokost?

prutlugten der hænger i broccolisalaten efter en nat i lufttæt beholder ikke generer mig mere.

der skal svesker i anden, for at den smager rigtigt.

bare gerne vil have ro efter klokken 21. Helt ro. Nej, læg den kazoo fra dig!

godt kan snakke i telefon med min mor hver dag. Også flere gange. Fordi jeg liiige skal høre...

savner at se billeder af mig selv fra en fest, hvor jeg rækker skråt op eller mooner. Bare et eller andet andet, end det dér opstyltede 'jeg ved jeg ser bedst ud fra denne vinkel, med denne mængde smil og dette 'glimt' i øjet'. Bah! Jeg kan ikke finde et ærligt billede fra i år, hvor jeg smiler af andet end kameraet, der er ved at tage billedet.

mine veninder får børn. En har det allerede. En skal giftes. Hun køber i øvrigt også hus om lidt. Til sammenligning har jeg lige trukket min konto over d. 20/12 for at købe en bog om at spille guitar.

min dårlige ånde kan overleve selv en tandbørstning. Fuck dig, rødløg!

jeg glæder mig mere til maden end til gaverne. Okay, der har jeg været længe. Men det føles stadig som et endegyldigt bevis på voksenhed.

jeg selv kan se appelsinhuden på mine lår. Hvornår er den kommet dér?

jeg mener, jeg kan forsvare at tage en morfar. G'nat.

Er vi klar til kvistmas?

Sidste arbejdsdag er overstået. I den var iberegnet to timers juleafslutning med løn fra klokken ni til klokken elleve. Men det skulle da ikke afholde gimperne fra at gå til den sædvanlige pause klokken otte og så eller vente på at tiden blev moden til at køre til juleafslutning. Råstenet. Jeg forstår ikke, hvordan de nogensinde får udrettet noget.

Men et rundstykke og 14 minutters pakkespil senere kunne jeg cykle hjem på min cykel, der siger 'knæk' hver gang den vestre pedal er helt oppe. Med en pose trøfler, en krukke konfekt og et spil mikado fra pakkespillet i tasken, og et gavekort på 300 kroner til 'Thisted city'. City? Are they kidding me? Men en ret god høst.

Og nu er jeg definitivt færdig. Har søgt mit første job i Odense. Er begyndt at rydde op, så jeg kan pakke de vigtigste fornødenheder ned og tage dem med til mit næste halve år i Odense. Stenet.

Fuck you Tristed. Fuck you very much.

Opkastlignende kærlighedstilstande

Dette er den sidste weekend, vi er i Thisted, mens jeg rigtigt bor her. Den sidste weekend inden jeg flytter hjemmefra igen. Dammit! Jeg vil ikke flytte fra ham! Men jeg vil heller ikke bo her sammen med ham. Fuck Sophie's choice - det her er ambivalens der slår alt. Det er ligefør jeg kan blive fysisk dårlig af at tænke på, at vi skal bo hver for sig. At jeg gør det hér ved vores forhold. Udsætter vores kærlighed for denne prøve. Det virker ikke fair. Men vi ved jo også allesammen efterhånden, at det er lige så forkert at lade mig bo i et miljø, der kvæler enhver tendens til glæde og lyst til at udrette noget i mig. Jeg kan ikke leve et liv, hvor han er mit eneste lyspunkt, men jeg vil gerne leve et, hvor han er det største...

Så vi har holdt om hinanden. Og gået hånd i hånd gennem Aalborg. Spist ude. Spist hjemme. Krammet i sengen, krammet på sofaen. Drukket vin. Spillet bezzerwizzer (3-1, han havde ikke en chance). Jeg har været eftermiddagsstiv, og han har synes at det var henrivende. Vi har set the julekalender og købt en jødeharpe og en kazoo fra nissen idag. Vi har nydt at være hjemme for første gang i evigheder. Og jeg tror, vi har nydt det så meget, fordi det er sidste gang i evigheder.

Jeg kan slet ikke få nok af ham. Det kan også have noget med den der julestemning at gøre. Jeg er ihvertfald glad for, at vi har en juleferie i hinandens arme i Odense, før det bliver hverdag og alvor og skidesvært at overskue livet igen.

Man er fandme en gammel kælling, når man bliver snaldret af et glas vin..

Julegaveindpakning og velfortjent vino rosso efter en hel dag i Aalborg. Hyggelig by, men ville godt nok ønske, at vi havde besøgt den i alle andre måneder af året. Det er begrænset hvor hyggeligt det er at styrte panisk rundt efter gaver sammen med 600.000 andre oplandsnordjyder.

Dagen startede ellers smukt med en Sund og Rask Fyr der ikke helt overholdt sin egen tidsplan, men gerne lige ville drille og mig der BRØLEDE 'Pis af!' efter ham, og mente det. Så var linjen ligesom lagt. Og med de første paniske minutter i en by man slet ikke kender, og visheden om alle de gaver, der skulle købes, var da også lige før, at vi tabte hyggen på gulvet.

Men så tog vi turistbrillerne på, og blev enige om, at vi nåede, det vi nu engang nåede. Og så blev dagen lige pludselig meget lysere og succes'erne meget større.

Jeg fik ikke købt alle gaver, men hvad så? Vi fandt nemt ind til byen, og kendte de rigtige gadenavne (Tak søde Mette! Det var så dejligt at have noget at gå efter!)

Nu er der styr på 80 % af gaverne, vi har været til julemarked og set julemanden og julemor. Vi spiste en lækker frokost på Stygge's brasserie, og bare navnet gør mig glad.

Nu har jeg pakket rub og stub ind i et anfald af 'det klarer vi selv derhjemme, det behøves du ikke', og sat fine bånd på, altså rigtige bånd og rigtige til og fra kort i stedet for det strimlede helvede de præsterer stort set overalt. Jeg har drukket lidt vin til fornøjelsen, og 'so this is christmas' glider ud af højtalerne. Det er fandme idyl, det hér. Og jeg er lidt stiv allerede.

Og jeg kan slet ikke huske, hvorfor jeg var stresset og sur i morges. Jeg tror bare jeg vil stege en entrecote på størrelse med min fod til manden i den bløde stol. Med noget bearnaise sauce til. Så kan det være, han giver et snav...

Fotodokumentation:

Behold: Den Sunde og Raske Fyr.

Karrusel. Ville så gerne have haft en tur. Elsker karruseller.

Attack of christmas

Nå, men så er der jo kun en uge til jul. December forsvandt i tåger af skumbanansukkerture, lure, opgave, opgave, kedeligt job, tidligt i seng, stress, mere opgave og vækkeure der ringer klokken 04:15.

Derfor er der heller ikke købt en eneste skide julegave. (Det er løgn, mor har købt to for mig.)
Så vores 'romantisk kæresteweekend' starter i morgen i Aalborg med noget gevaldig gaveshopping.

Hvad hedder gågaden i Aalborg? Hvor parkerer man i Aalborg? Og er alle i Aalborg syge og på stoffer? Mit eneste kendskab til byen er bogen Nordkraft og et interview med dobbeltdiagnoseteamet - altså dem der hjælper mennesker med BÅDE en sindslidelse og et misbrug. Glæder mig meget til at se den normale og julede side af byen. Men altså, hvor helvede parkerer man?

Har haft tredjesidste arbejdsdag i dag. Pænt svært at samle sig om at skure lokummer, når man har sagt op. Og selvfølgelig var det i dag, jeg trådte ind på et toilet, hvor kummen var fyldt til randen med håndklædepapir. Suk. Flere handsker, dobbelt lag poser, og så bare krydse fingre for, at man ikke står med en menneskelort i hånden, når man når bunden af bunken. Hadede mit liv lidt.

Det er også generelt svært at samle sig om nogetsomhelst, når ens øjne klør som små spedalske jordegern. Tror ikke, jeg kunne tåle at få farvet vipper i onsdags, så nu klør øjnene konstances. Og der er bare ikke skidemeget at gøre ved den slags, er der? Vi har ikke noget kamille te, kan citroner gøre tricket? Har pludselig meget stor medfølelse med at høfeberramte mennesker, fuck det må være skod.

Nå tilbage til aftenens store dilemma. Film med Ryan G eller Ryan R, når Sund og Rask Fyr har fået lov til at se håndbold? Eller måske bare noget Harry P (den frækkert?).

Har besluttet at alle, der ikke har afleveret ønskesedler i år, får en varm undertrøje. Bum. Så er den ikke længere. Satser på mere jubel end det år, alle fik geder...

I bliver så skuffede, når i finder ud af...

at jeg skred tidligt hjem fra jobbets julefrokost i fredags. Og at ungegimpen faktisk var jovialt og betryggende selskab, blandt 100 mennesker jeg ikke kendte. Og at jeg kun få gange fortalte løgnhistorier til folk der spurgte hvilken afdeling, jeg arbejdede i. (Hvorfor studsede ingen over, at jeg angiveligt underviste i engelsk og biologi? Det er jo åbenlyst forskellige fagretninger.)

Jeg var dog en lille smule beklemt, da jeg ankom til velkomstdrinksbefængt forhal. Og ikke kendte nogen. Tyllede én drink og tog en anden med over i et hjørne, hvor det hurtigt gik op for mig, at alle andre nyankomne gik heeele turen rundt og gav hånd. Det gibbede godt nok ikke nok i mig, til at jeg selv begyndte på det samme. Tyllede en drink mere og fik øje på én af de tre mennesker jeg havde mødt før. Ungegimpen. Som jeg gik over til, og som gav mig lidt sladder om dem, som kom forbi og gav hånd.

Så blev der budt velkommen, og vi fik besked på at trække et nummer på vej ind.

I den tætte, masende flok, mærkede jeg godt noget, der tappede mig på skulderen, men det kan jo ske, når man står tæt. Det blev dog insisterende ved, og til sidst måtte jeg vende mig om og spørge nogleoghalvtredsårig mand, hvad han dog ville? (blå skjorte, rødt slips og ikke engang tæt på at kunne bære det. Eller skægget for den sags skyld.)

Gamleslipsenar: Jow, ha will da bur hør, o we to ikk skå træk' det samm nåmmer, når we skuw ind å se'? (Jo, han ville da bare høre, om vi ikke skulle trække det samme nummer, når vi skulle ind og sidde ned?)
Trix: Jeg tror ikke, det er sådan det fungerer.
Gamleslipsenar: De a a da kew aw. (Det er jeg da ked af.)
Trix: Du ligner ellers ikke en, der er ked af det.
Gamleslipsenar: De kaw ma jå ik wær, når ma ser å dej. (Det kan man jo ikke være, når man ser på dig *elevatorblik*)
Trix: Hvis du bliver ved, kan jeg love dig for, at du bliver ked af det.

Slut på samtale. Stort set den eneste samtale jeg førte med et menneske, jeg ikke kendte den aften. Bortset fra Dorthe, som er født for sent og derfor altid kommer for sent.

Da vi tog plads ved langbordene, lænede ungegimpen sig ind over bordet og hviskede, at det var ham på min plads et par borde bag mig, der var den klamme Jan Otto som hun havde fortalt om.

Og ja, selvfølgelig var klamme Jan Otto ingen ringere en Gamleslipsenar. Så ham havde jeg jo allerede hilst på.

Men ellers, var det en fin aften. Min chef drak al min snaps, og blev fuld på en virkelig festlig måde. Hvor han bare gerne ville danse. Med sig selv. Han var skidehyggelig.

Jeg vandt et par sokker i personalebanko (På mit nummer 69), de var størrelse 43-45, så gæt selv, hvad nissen havde med til den Sunde og Raske Fyr næste dag?

Klokken kvart over ti, da jeg liiige præcis havde fået nok champagne (asti, ik'. Vi er jo i Nordjylland.) til, at jeg overvejede at danse med min chef, holdt karreten klar udenfor, og jeg blev kørt hjem til en rød sofa og nogle Sunde og Raske arme.

Undskyld, jeg ikke har mere snavs til jer. Jeg lover at gøre noget dumt eller gå under og ørle, næste gang jeg får chancen.

Ps. Jeg har sagt op i dag, og har sidste arbejdsdag på tirsdag. Så nu leder jeg for alvor efter job i Odense.

Uddeler snav på Café Nytorv mellem 11 og 13 i morgen

Har du egentlig ikke tabt dig? Jeg synes du ser lidt mere smækker ud end sædvanligt. Måske har du ligefrem været i bad? Synes du dufter.

Hvor er du deeejlig, kære læser. At du gider dele din tid med mig. Ja, bevares. Jeg er også dejlig, at jeg gider dele min tid med dig. Faktisk er det bare skøøøønno, at vi allesammen har det så godt og er sammen.

Ja, det er også snart jul. Og noget med en social rundkreds. Og noget guitar. Min hedder Mogens.

Jeg elsker dig. Jamen, det gør jeg sgu! Helt uden rødvin (og blå kings...).

Ps. Opgaven er afleveret, jeg har fået livet igen og i morgen siger jeg latterligt rengøringsjob op og vender tilbage til livet som lykkelig Gertrud Sand type. Hendes svigerfar hed Anders And.

Men først vil jeg forsøge at forføre forsømt Sund og Rask Fyr. Og aflede hans opmærksomhed fra ubarberede ben og lakridskonfektånde. Ses på grillen, dér!

Hvad fanden er et faldereb egentlig?

Udover dét jeg er på.

Min grammanørd har forladt mig til fordel for brækspand og en dyne, så nu lufter jeg muligheden for Stine. Hun er også en rigtig god grammanørd, og har reddet min røv op af vandskorpen før. Man kunne selvfølgelig argumentere for, at det snart er på tide, at jeg som journaliststuderende lærer at sætte komma selv. Men jeg magter bare ikke hvis lektion #1 er to artikler og en reflektionsrapport der fylder det døde hav, og som der kommer karakter for.

Jeg ved godt i er døden nær af spænding for at høre om min julefrokost med jobbet i fredags. Men det må altså vente.

Jeg kan da afsløre så meget, at hverken Kantinedamen, ungegimpen eller jeg havde tænkt os at drikke os fulde. Og at jeg blev advaret mod at forlade festområdet med Jan Otto, fordi han er sådan en slesk karl der 'turer udenom'. Ja, det hedder det altså heroppe. Når man er en gammel gris, som fester igennem uden konen. Adr. Han har åbenbart haft held til det flere år i træk. Altså til at lokke de unge damer med ned af gangene og ind i forlade klasseværelser. Men måske er standarderne bare ikke så høje heroppe?

Stine har lige svaret - min talentløse grammatik er reddet. Og så lover jeg, at jeg vil øve mig i fremtiden. Promise!

Sådan har jeg det med min opgave:

Oh no you didn't!

Hvem er den kost, der har sprinklet krymmel ud på mit honninghjerte?!

Politikere og misbrugere er lige dårlige til at overholde aftaler...

Bliver simpelthen nødt til at fortælle, at der dukker fire pantflasker op, når gammelgimpen ligger sygmeldt. Og jeg samlede dem allesammen. Påænker at pakke dem allesammen ind i en kasse og tage dem med til pakkespil den 19. Hvor vi åbenbart skal spille pakkespil. Så kan gammelgimpen få sine flasker alligevel.

Er måske nødt til at komme med et dementi omkring ungegimpen. Ikke fordi jeg har udviklet nye, varmere følelser for hende. Men fordi hun lissom er startet forfra i anekdoter om sit liv og fortællinger fra kanten. Og jeg kan ikke finde ud af, om det er fordi hun bare ikke har flere oplevelser fra sit liv at dele ud af, om hun bare ikke gider huske hvem hun fortæller hvilke historier eller om hun måske er sådan lidt forkert skruet sammen? Ikke sådan dysfunktionel, men måske lidt blank? Eller forkert skruet sammen oppe i hovedet? Og hvis hun er syg, er det jo ikke pænt at gøre nar. Men hvis hun bare er en nar, er det stadig sjovt.

Så er det i øvrigt sjovt, at jeg jinxer min opgave aftenen før tre ud af fire kilder brænder mig af. Suk. Typisk. Så hvis der er nogen, der har privat nummer på Regionernes psykiatridirektør Per Lund Sørensen, eller socialordfører fra Soc. Dem. Maja Panduro - så afleverer i dem bare herunder, så forpester jeg også deres weekend. For det er ved at spidse til, og det tar' vitterligt kun fem minutter. Måske.

Jonny brændte mig også af. Men det har jeg langt nemmere ved at tilgive, eftersom han er misbruger med udiagnosticerede psykiatriske lidelser, som han kæmper med hver dag. Og vi skulle mødes efter frokosten på være-stedet, men det er fredag og der får de udleveret deres medicin til weekenden, og så går sortbørshandlen med medicin der kan give mennesker i andet medicin et buzz. Og det skulle han lige ordne. Det har jeg altså svært ved at argumentere imod. Hvis jeg får skrevet en masse i weekenden, tager jeg ned og prøver igen på mandag. For han virkede nu meget flink.

Og jeg har i øvrigt sminke i krydderen nu. Og håret i curlere. Fordi jeg er en taber-nar, der skal til julefrokost med min arbejdsplads inden længe. Jeg har en aftale med kæreste om tidlig exit og sofahygge. Allerhelst ville jeg gøre mig lækker og trække ham ud og spise. Bruge min aften på god mad og godt selskab med en person jeg faktisk kan LIDE. Åh. Men jeg starter lige med noget pjat, jeg ikke gider. Flot, ik'? Sig til, hvis du mangler en fodmåtte, for jeg smider mig ned, uden du behøves at spørge.

megajinx

Jeg tror måske, jeg kan bestå.

Én uge tilbage

God onsdag. Det er en anelse sindsnedbrydende, at jeg skiftevis har gode og dårlige kildedage. Det giver ihvertfald en sær blanding af panikangst og eufori.

Men i dag har været en god dag, så vi kører på 'det skal nok gå'-bølgen. Jeg får ringet, jeg får snakket, jeg har ikke rigtig fået skrevet noget endnu, men det har jeg weekenden til. Og jeg tror måske det går. Måske.

Overvejer at blive væk fra firmajulefrokost fredag. Troede aldrig at manglende lyst til at feste skulle overgå mig. Ever.

Men jeg ved ikke hvorfor jeg skulle tage med? Når jeg nu kunne sidde hjemme og skrive eksamensopgave hele fredag aften og på den måde gøre mig fortjent til den julefrokost jeg GODT gider på lørdag. Hos Lis. I Odense. Med alle skanksne.

På arbejde kender jeg kun de tre jeg ser hver dag, resten af de ansatte har jeg knap nok set. Jeg stopper igen om to uger. Jeg skal skrive en opgave, og jeg kan ikke lide snaps. Men jeg HAR jo sagt ja. Er det så dårlig stil at blive væk? Eller er det i virkeligheden skideligemeget? Mon ikke de også er ligeglade med om jeg kommer? De ved jo heller ikke, hvem jeg er?

Jeg magter ihvertfald ikke at dumpe, fordi jeg tager til en julefrokost jeg ikke gider med mennesker, jeg ikke gider...

Hvis vi skal være sammen for evigt #1

Skal jeg så aldrig mere vågne ved siden af en fyr, jeg ikke kan huske hvad hedder, og undersøge om jeg har trusser på for at regne ud, hvad der er sket i nattens løb?

Fint med mig.

Tirsdagen hvor...

jeg støvsugede en edderkop op, der var så stor, at støvsugeren sagde 'SVUP', da den slugte krabaten Ydrk!

jeg brugte et kvarters arbejdstid på at ringe til kilder som har 'telefontid'. Fordi der er noget, der er vigtigere end arbejde.

jeg gik ind på et toilet, men straks bakkede ud med gag-refleks. Tynd mave alarm. Uden skyl alarm, men med børsten placeret som en slags kroner på værket midt i det hele. Lort, papir'n'everything. Sagde op inde i mig selv.

jeg sukkercravede - og åd - fire krydderboller med rigtigt smør og pålægschokolade, blev dårlig, fik 'psyko-sukker-opturs'-nedturen og gik kold på sofaen en times tid. Fatter stadigvæk ikke, at jeg kan finde på at straffe min krop på den måde.

ingen tog telefonen, som de skulle. Eller. Én gjorde, men det tæller ikke, når jeg skulle tale med fire. Grrr.

jeg fik et lille panikanfald over aftensmaden. Altså, mens vi spiste den, ikke på grund af den. Kun på grund af opgave. Bliver vist aldrig nogen Morten Spiegelhauer.

jeg gik i seng inden klokken 21. Go'nat.

I en perfekt verden...

hænger jeg ikke skiftevis unge- og gammelgimpen ud for en bred vifte at læsere, der overbærende, dog dømmende, griner af dem sammen med mig. For vi griner jo ikke med dem. Vi griner af dem.

I en perfekt verden, skal man ikke befriende folk på fjæsen bare fordi man tilbringer enkelte timer sammen i nogle dage, i et glimt midt i ens liv. Især ikke når det er et af de glimt, som den ene part har tænkt sig at fortrænge med lynets hast, så snart hun er fri af de snærende bånd der er Nordjylland.

I en perfekt verden, er jeg ikke lidt nervøs for, hvordan det skal lykkes mig at komme igennem de næste tre uger uden at godkende en venneanmodning fra ungegimpen. Det kommer ikke til at ske.

Fordi jeg linker til min blog på mig væg. Og fordi vi ikke er venner. Heller ikke på facebook.

Btw

Sådan fucker du peberkager op.

BRB

Jeg stresser. Og ringer. Når jeg tør. For det meste tør jeg godt.

Ellers så cykler jeg til interviews, i slud og sidevind og ligner lort, når jeg kommer frem.

Eller arbejder. Fra 5 til 11 med konstant dårlig samvittighed over alt det opgave, jeg kunne lave, hvis jeg var hjemme. (Som om.)

Nu laver jeg Spørgplaner, hvori jeg analyserer argumenter og vurderer kilder til at bruge i min reflektionsrapport, som jeg ikke er begyndt på endnu, fordi jeg liiige skal finde reglerne for det gode printmanus først.

Mit liv er delt op i otteogfyrre post-its, dårlig samvittighed og en snigende følelse af, at jeg har fået rodet mig selv ud i noget med at skulle ringe til samtlige kommuner i Region Nordjylland.

For kommuner æææælsker bare journaliststuderende.

Jeg vågner om natten, for at notere noget på en post it, der i morgendisens lys mest af alt ligner gammelsmølf på svampe.

Det ene øjeblik visualiserer jeg, hvordan min NÆSTE kilde smadrer hovedet på sømmet, giver mig tre guldcitater en ny kilde at ringe til, og sikrer mig et tolv-tal til eksamen.
Det næste øjeblik kan jeg slet ikke få øje på problemet i min problemudredende opgave.

Det er, hvad der er i mit hoved. Frygter, der kun bliver værre.

Og ind til den 14. må i finde jer i, at det er alt i får. Med mindre en af gimperne gør noget virkelig sejt, naturligvis.

Romantiske timer

Vi gik en tur ned til vandet idag.

Hånd i hånd. På gærder og tanger omkring limfjorden, der stadig er over sine bredder.

Nogle gange kyssede vi.

Men intet var så smukt...

Som da vi råbende og skrigende, med armene blafrende vildt om kroppen, tordnede ind i en flok halvsovende måger og skræmte dem fra vid og sans.

Kæft, det var sjovt.

Horoskop: December 2011

Vædderen: Du har aldrig helt fået styr på de nye busruter i Aarhus, men har affundet dig med, at din daglige rutiner er tilfældige og i bedste fald tæt på det sted, du egentlig skal være.
Kærlighed: Du får afslag på at blive deltager i 'Dating in the dark', fordi du er blind i forvejen.

Tyren: Open Mic night på Comedy Zoo. Du drikker dig vanvittigt fuld, crasher scenen og holder et nitten minutter langt stand up show, og folk er ellevilde. FBI inviterer dig straks til audition.
Job: Det viser sig desværre, at du kun er sjov, når du er virkelig fuld. Sophies choice.

Tvillingerne: Din barsel er på sjette måned, du er på fornavn med alle ekspedienterne i Rosengårdcenteret og holder dig oppe på baressokaffe. Du er dog ofte lidt i tvivl om, hvad dit barn egentlig hedder.
Kærlighed: Støvlerne nede i Bianco tænker også konstant på dig...

Krebsen: Du har indgået væddemål om at spise risengrød hver dag op til jul. Den tredje melder kvalmen sig.
Job: Din modelkarriere hænger i en tynd tråd, efter du finder ud af, at ris a la mande glider nemmere ned.

Løven: Du nægter at være med på gaveræset i år, og beslutter dig for at droppe gaverne. Desværre glemmer du at meddele dine kære din beslutning, og ender i panikkøen den 23. for ikke at skuffe dem, der har købt gave til dig.
Kærlighed: Din kæreste bliver meget... overrasket over at få et vaterpas.

Jomfruen: Du bager peberkager efter en opskrift, du engang har hørt i en sang. Desværre har du glemt, at sangen var sjov fordi lærlingen byttede om på mængden af peber og kanel. Juice hjælper, det renser ganen.
Job: Du ville ønske, at du ikke var sådan en nederen fedterøv, der insisterede på, at chefen skulle have den første kage.

Vægten: Du insisterer på at holde juleaften og lave alt selv fra scratch. Det er en dum beslutning, og halvvejs gennem sukkerogeddikekogningen af rødkålen indser du, hvorfor kvinder gik hjemme for 100 år siden, og hvorfor du IKKE gør.
Kærlighed: Din kæreste opfatter din opførsel som et forsøg på at fortælle hende, at du er bøsse. Det bliver en akavet jul.

Skorpionen: Til årets julefrokost har du på forhånd bestemt dig for, at du vil prøve at fotokopiere din røv. Det ser sgu så sjovt ud. Desværre tager du i din brandert fejl af kopimaskinen og makulatoren.
Job: Du er sygemeldt med røven i gips resten af året. Du kan stoppe den akavede stemning efter jul ved selv at cracke den første joke på din røvs bekostning.

Skytten: Dine børn vil åh-så-gerne ud og synge julesange ved folks døre, som de ser i filmene. Du er en dårlig forælder, der aldrig har afsløret for dine børn, at de ikke har en tone skabt i livet, og får nu en masse forklaringsproblemer, når dine børn bare gerne vil gøre noget godt for andre i julen.
Kærlighed: Du har det stramt med at være single i julen i forvejen, og nu kan dine børn heller ikke lide dig.

Stenbukken: I anledning af julen pudser du din gamle datingprofil af på nettet, for du har ihvertfald ikke givet op. Der kommer én mail, fra en mand, der fortæller dig at når du er over 50 hedder det 'enlig' og ikke 'single'.
Job: Din chef ser for meget Ally og installerer unisex toiletter. Skid hjemme fra nu af...

Vandmanden: Det er endelig blevet weekend, og du skal rigtig julehygge med din kæreste. Der er købt chips, æbleskiver, valgt film og pyntet op. Desværre falder i begge i søvn på sofaen efter aftensmaden og ender med at gå i seng klokken 21:30.
Kærlighed: I er i et mindste nogle gamle røvhuller sammen og ikke hver for sig.

Fisk: Du er fuldstændig oppe at køre, over alle de fine gaver du gerne vil give til alle de dejlige mennesker, du kender. Så som sædvanligt ruinerer du dig selv omkring den 10. december og kan igen bruge hele næste år på at kompensere for overtrækket. Hvornår lærer du det?
Job: Du bør bede om en lønforhøjelse i anledning af julen. Alt tæller.

Tankens kraft, min røv

Man kan ikke tvinge folk til at svare på en email.

Man kan heller ikke få dem til at ringe op til én, når man ikke har forsøgt at ringe til dem.

Jeg er ikke dum, jeg er dygtig - og har gode relevante spørgsmål.

Hvorfor - åh HVORFOR tør jeg så ikke ringe op? Er en ledende overlæge så farlig? For fuck sake.

Det er bare så svært at vride armen om på sig selv...

Røverhistoriecravings

Jeg ved at én af lærerne har ødelagte skuldre, og kun kan løfte sine arme 'så højt' *laver idiotisk og ligegyldig bevægelse fire gange*.

At gammelgimpen har noget i klemme mellem skuldrene og en tilbagevendende byld i røven. (I know! Det forklarer bare så meget...)

Ungegimpen er gået ned med stress flere gange, hendes manio-eks skød sig selv efter de gik fra hinanden, hendes far slog og hun tror ikke på kiropraktik.

Jeg ved vanvittige, personlige og virkelig ubehagelige ting om disse mennesker. Og det har jeg ikke lyst til, for jeg er egentlig ligeglad, så jeg føler mig som en kold, dum kælling. Men helt ærligt, hvis jeg bliver mere ligeglad, pisser jeg i bukserne.

Det er egentlig dobbeltmoralsk, for jeg deler alle mine mere eller mindre irrelevante detaljer med jer. Udsætter jer for tyndskid, intimbarbering og ørl, når jeg har drukket. Jeg bilder mig ind, at det er anderledes. For i kan bare holde op med at kigge forbi, hvis i ikke kan lide mig.

Den valgmulighed har jeg ikke på jobbet.

Og jeg har vitterligt ikke lyst til at dele mine personlige detaljer med menneskerne derude. (Jeg skriver sådan en blog, her er adressen. Jeg nævner dig. Tit...)

Så det meste af mine pauser går nu med at bekæmpe et pludseligt lystløgnergen, jeg har opdaget for nylig. Jo værre eller mere åndssvage jeg synes, deres historier er, jo mere lyst får jeg til at overgå dem. Eller bremse dem. Eller forvirre dem. Fortælle dem en så latterlig historie, at de måske opdager, hvor upassende deres egne er. Eller fortælle dem en så vild løgn fra min barndoms gade, at jeg aldrig vil blive glemt derude til trods for min korte ansættelse.

Mest af alt har jeg bare lyst til at fortælle dem, at jeg stopper igen om en måned. Og flytter.

Nu IGEN?

I må snart have indset, at jeg er fuldstændig hjælpeløs på internettet. For eksempel blev den der 'like' knap aldrig til noget.

Derfor bliver jeg også forvirret over umotiveret trafik.

Hvorfor pokker havde jeg dobbelt så mange besøgende igår, som på en almindelig, lam tirsdag? (Og skete det hele efter jeg var gået i seng, eller hvad?)

Sig det nuuu!

It's nåt all bad in Tristed

Vandet heroppe smager faktisk meget rent.

Et par nosser og nerver af stål, tak

Jeg ved godt, at jeg har været væk fra journalistikken længe. Og at jeg aldrig rigtig kom mig over min telefonskræk dengang jeg rodede med det hver dag.

Men skal min angst for at pisse folk af i al almindelighed absolut svulme som en tsunami, bare fordi jeg skal ringe og være journalistagtig?

Overvejer at sige, at jeg ringer fra Trixyworld inc. Vil nærmest gøre hvad som helst for at slippe for at fortælle, at jeg er studerende, skriver til en skraldespand og gerne vil have deres dyrebare tid til en sølle skoleopgave. Og når jeg SELV har den indstilling bliver det ikke ligefrem nemmere. Suk.

Sagen er dén, at det eneste rigtige at gøre er at klemme røvballerne the fuck sammen og få det gjort. Så gider i ikke godt bede byggepladsen på den anden side af vejen skride hjem, så jeg kan høre, hvad jeg selv siger?

Hvem har et par nosser de kan undvære de næste 14 dage?

At tænke sig, man kan savne DSB

Når radiotrunten på P4 med den meget behagelige stemme siger, at det er livsfarligt at køre rundt i Nordjylland, er det nok ikke gennemført klogt at køre netop den vej.

Faktisk er det drønubehageligt, og man skal koncentrere sig vanvittigt meget om ikke at gå i panik, for at gennemføre de fire timers marathonkørsel der er til Thisted, når man kører af motorvej inden vejlefjordbroen. Men gudskelov vi gjorde det, for vi kom da hjem inden midnat modsat de andre stakler.

Og det blev lige så stille vedtaget, at det gør vi aldrig igen. For vi er faktisk ret glade for vores liv og sjælefred. Og der er altså virkelig mange træer langs vejen til Thy. Og så er det måske den ene fridag/pjækkedag/kald det hvad du vil værd, at vente med at køre, til det er ordentligt vejr igen. Det må man godt.

Så kloge var vi ikke igår. Og så ringede vækkeuret igen i morges. Klokken seks. Og foreslog, at jeg liige kørte Aarhus tur/retur for at lade mig introducere til den kommende opgaveskrivning.

Og nu er jeg bare fuldstændig kneppet i face. Min hjerne er stået af, og jeg svarer på de fleste spørgsmål med den dér ynkelige klynkelyd, man bruger, når man har tømmermænd og vil have kæresten til at hente cola.

Og pludselig lyder ord som 'stillezone', 'salgsvogn' og 'vinduesplads' som redi, redi dejlige ting. Mmm. Med en roman, et krus elendigt kaffe og en guldbar til overpris. Jeg er klar, bare jeg slipper for at træde på en speeder i den kommende tid.

Måske skal jeg lige derud og vende engang imellem for atminde mig selv om, at jeg egentlig godt kan lide at køre i tog. For der kan jeg sove, når det passer mig.

Julefrokost for 50+ typerne

'Hvis jeg nu går ned til bordet med tre unge damer, stiller mig lidt for tæt på dem og så peger på min pik, hvorefter jeg peger på døren, og så peger på min pik, hvorefter jeg peger på døren, og så peger på dem og så på min pik og så på døren, så går én af dem vel med mig udenfor og gi'r en guffer..'

'ÅÅÅÅH Boogie woogie woogie, HEY!'

'Arrrj, vil i ikke danse? Kom nuuu?! Hvorfor vil i ikke danse?'

'Hvis jeg putter min vielsesring i lommen, er der ingen der lægger mærke til den blege stribe hud som 18 års ringbæring har lavet på min finger...'

'Kommer du - hik- tit her?' *Klem det ene øje sammen og indse ikke, at du har lidt savl på hagen*

'Allan, du er bare min beeeedste ven. Jeg har altid godt ku' li' - Allan? ALLAN?'

*Negleniv i fremmed pigeballe* 'Hvorfor er du så sur? Er der nogen, der har pisset på din sukkermad?'

'Nej nej, det er bare et smykke' *list hånd med vielsesring i lommen, hvor den desperat forsøges klemt af*

'ÅÅÅÅH Boogie woogie woogie, HEY!'


'Jeg ka' sgu da overHO'DET ikke mærke de dér juleøl. Tøsepilsner!' *ØØØØØRL på dørmands sko*

'Jeg er faktisk halvt italiener. Det er bare den halvdel i bukserne...'

'Vil du ha' en drink? Skal vi knep?'

'Kælling'

Gider ikke i byen mere i december. Havde glemt, hvor klamme mænd er. Synes for fremtiden at alle provinsfirmaer skal droppe at tage til 'storbyen' efter en julefrokost og i stedet chartre en bus og køre til Hanstholm...

En undskyldning

Vil gerne sende en personlig undskyldning til den stakkels googlebruger, der havnede her på siden efter den meget relevante søgning: 'How the world makes sense?' Kan godt garantere, at svaret ikke findes hér.

Til gengæld vil jeg gerne vide, hvem der googler 'morgenfjært'. Er det den samme person alle fem gange?

Mens vi venter på Godot

Jeg skal danse, slingre, rode, rase og skrige hele natten. Det må jeg godt. På mandag hedder det både opgave og Thisted igen. Så jeg må godt.

Når hjertet flyder over af skønhed

Morgenmad af juletallerken med en kæreste. Frokost og barnepjank med veninde. Æbleskiver og kaff' med mormor og morfar. Oksemørbrad og en gave til en veninde, som hun slet ikke havde set komme.

Så en smart hipsterkoncert, mens de voksne var til Carsten Bang ved siden af. En dårlig stifinder der havnede i en jazzkoncert, hvor Line med stor præcision fik stillet et spørgsmål om sex NETOP da musikken holdt pause. Og Astrid og jeg kom til at latterbrøle og grinegræde langt ind i næste fusionsnummer med rynkede øjenbryn og en følelse af kejserens nye klæder til følge. Var vi de eneste, der ikke vidste, hvornår man skulle klappe - og være stille?

En kæreste med en masse venner, et røgfyldt kælderlokale og giraføl. Røverhistorier og en hånd om livet og kys i nakken.

Jamen, hvor elsker jeg bare at være hjemme i Odense. I mit liv. Som det burde være. Og som det bliver.

Snart. Lykke.

De viiirkelig små ting i livet

Den første dag på mit nye arbejde fulgte gammelgimpen mig rundt og viste mig til rette. Undervejs samlede hun adskillige pantflasker op af diverse skraldespande, lagde dem på mig 'vogn' og viste mig til sidst 'min kurv'. For de samler pant, ja de gør. Men ikke sammen. Hver sin kurv med pant i. Så kan man selv bestemme om man vil købe kaffe eller kage for sin formue.

Det bestemmer de jo selv. Så jeg fik tildelt en kurv. Og har efterfølgende ikke set en eneste pantflaske. Har faktisk heller ikke tænkt over det. Når jeg tømmer en skraldespand mellem fem og seks om morgenen, går en stor del af min energi faktisk til at fortrænge, hvad det er, jeg har gang i.

Nogle gange er både ungegimpen og gammelgimpen kommet tilbage til pause, men 'vognen' fuld af pant. Som de har lagt i deres kurve. Og jeg har tænkt 'Hold da op. Jeg er blind. Nå nå.'

Men de er jo ikke ligefrem hjerteveninder de to, og det er virkelig sjovt.

For jeg arbejdede af to omgange igår. Kørte hjem om formiddagen og så tilbage igen over middag, så jeg kunne gøre klar til en ny dag, hvor jeg ville befinde mig på Fyn i stedet for i Thy.

Og der mødte jeg ungegimpen, som arbejder på fuldtid modsat os to andre. Vi gik og hyggesnakkede lidt, mens jeg kørte mit udstyr i stilling og ventede på, at teenagebørnene skulle få fri og gå hjem.

Undervejs så jeg gudhjælpemig en 'carslberg sport' ligge smidt VED SIDEN af en skraldespand. Den samlede jeg op. Både fordi, jeg blev opmærksom på, den var der. Og fordi jeg kunne gøre det uden at stikke hånden i skraldespanden. Jeg ved godt, jeg tømmer dem hver dag, men de drenge er altså virkelig glade for ketchup.

Men så skete det. For vi elsker sladder. Så da jeg stod med flasken i hånden, lænede ungegimpen sig fortroligt ind mod mig og sagde; 'ja, nu vil jeg jo ikke skabe splid, men gammelgimpen går altså rundt og samler din pant, når hun møder om morgenen, inden du kommer. Jeg synes bare du skulle vide det...'

Det er det sjoveste i verden. Både at hun GØR det, men også at ungegimpen føler, at det er værd at sladre om. Jeg elsker dem lidt mere nu.

Torsdag på en skala fra 1 til 10

1: Klokken 5.15 ringede min telefon. Om jeg havde glemt at komme på arbejde? Nej. Jeg havde bare glemt at stå op, da vækkeuret ringede.

2: Da jeg mødte på arbejde til to kolleger med 'så må du bare løbe stærkere'-attitude. Hvad blev der af at løfte i flok? Heldigvis er arbejdstimenomeringen på job så talentløs at alt i realiteten kan gøres på den halve tid. (Det må i endelig ikke fortælle chefen.)

3: At skulle cykle hjem, for at vende tilbage to timer senere. Eneste plus her må være motion til karmakontoen.

4: Teenagebørn der er onde. Med vilje. Og siger ting til én, lige højt nok til at ingen kan være i tvivl om, at jeg hørte det. Havde glemt, hvor nederen børn var. Men morsomt nok også, hvor banal deres ondskabsfuldhed er. Det er værre for mig, at de vil gøre mig ked, end at de prøver på det, ved at kalde mig tyk eller kvinde i mandekrop. De kan i princippet have ret i begge dele, men jeg fornemmer, at de ikke siger det for at hjælpe mig.

5: Overarbejde. Både mit og den Sunde og Raske Fyrs. Så vi kom senere afsted end planlagt, og landevejen lynhurtigt blev sort foran os.

6: At min bankrådgiver skal bruge dét og dét og dét papir, før jeg kan få lov til at trække fucking 1000 kroner over indtil der kommer rigtig løn på onsdag. Jeg mener, jeg har ringet siden tirsdag. Nu er det for sent at gøre noget. Andet end at trække over så det står efter og så vente på at lortet bliver spærret.

7: At kæreste godt gider betale mad, når vi kommer sent til Fyn og svigermekanikken for længst er fodret af.

8: At vi er taget til Fyn torsdag for at holde  forlænget weekend. (Hvor jeg kommer til at trække perverst meget over...)

9: At vi ender på Franck A til burger for at stille sulten, og at Rikke og Line (mine kommende roomies) kigger forbi til en kop kaffe.

10: At den kop kaffe manifesterer sig som to flasker rødvin, en Rasmus Nøhr koncert, blå kings og planer for en storslået fremtid. Hvor man bliver kørt halvsnaldret hjem inden midnat, og faktisk slet ikke kan huske, hvorfor i dag egentlig var en lortedag, da den startede. For det er den da ikke mere.

Blogindlæg # 400

Så! Endelig oprandt dagen, hvor Den Sunde og Raske Fyr – dvs. mig – skulle skrive et blogindlæg.

Jeg er ikke så trænet i det dér med at sætte sig ned, og så bare lade ordene flyde,  så har man skrevet noget der (til dels) giver mening, og som andre gider læse. 

Så det har egentlig været rart med den afstemning, så jeg har kunnet få lidt inspiration. - Jeg vil jo helst ikke skræmme jer væk, for som de fleste af jer nok ved, så har det allerede lykkedes mig, at flytte til en by, der har skræmt min kæreste væk.

Når man ser tilbage og tænker ’kunne man måske have forudsagt det’, er svaret desværre ja.

Selvom vi havde planlagt fra starten, at det ikke skulle dreje sig om mere end ét år vi skulle bo i det her hul, så havde vi dog alligevel forestillet os, at vi ville få et godt år i Thisted.

Det blev ikke tilfældet...

Altså, vi er stadigvæk som et nyforelsket par, men når så den ene part er på vej ned i et sort hul, så er det også noget rigtig lort for den anden! Både fordi det gør ondt at se den anden lide, men også fordi det bedste man så kan gøre, er at acceptere og forstå at den anden vil videre uden én, og det er et eller andet sted heller ikke skide fedt…

Hvorfor HELVEDE flyttede i så til Thisted, spørger i?

-        Vi flyttede til Thisted, fordi jeg blev tilbudt et virkelig, virkeligt fedt job inden for det, jeg i de sidste 6 år har uddannet mig i, og som jeg virkelig brænder for.

Det vil sige plast og masseproduktion. – Jeg er sådan én, der sidder og designer og konstruerer støbeforme og maskiner i 3D som så bliver fremstillet ud fra mit design, og kan producere (fx) emballage i plast.

Det er lidt svært at forklare mit job og min uddannelse i korte træk, uden at det kommer til at virke meget tørt. Men det ville komme til at fylde et helt blogindlæg, hvis jeg skulle retfærdiggøre mit job og uddannelse, så det må i altså undvære.

Men da muligheden bød sig for, at jeg kunne få arbejde i denne hersens virksomhed, tænkte jeg, at vi sagtens ville kunne få det til at fungere perfekt, når Trix bare fik et job, hun også var glad for.

Jobbet fik hun aldrig – på trods af  mere end 45 velskrevne (!) ansøgninger - og det hele endte med at kuldsejle.

Trix og jeg er generelt rigtig gode til at snakke med hinanden om følelser og holdninger, så det er ikke kommet som nogen overraskelse for mig, men somme tider har det sgu været lidt besynderligt at læse om hendes følelser og holdninger til Thisted og Os her på bloggen. Men faktisk synes jeg også det er rigtig rart. Dels fordi man kan nå at stoppe op midt i en sætning, og tænke lidt dybere over tingene, kontra en face – to face snak. Men lige så meget fordi jeg virkelig kan mærke, at hun får et pusterum ved at blogge om tingene, og det er faktisk rigtig rart.

Hvad kan vi så forvente at fremtiden bringer?

Jo: Trix er flyttet til Odense.

Vi mødes i KBH med samme adresse igen til sommer.

Jeg har startet virksomhed.

Vi flytter i et flot hus, med Musselmalet porcelæn.

Det bliver fantastisk!

- Den Sunde og Raske Fyr

Ze Låvestowy: Det andet første kys

Det føltes lidt, som dengang jeg var forelsket i ham for første gang, da jeg gik gennem Odense midt om natten. Alene. Fordi Rikke og jeg skulle op klokken otte næste morgen og til Gaypride i København. Fordi jeg burde sove og fordi hun var gået hjem. Men for første gang denne sommer, skulle jeg liiige forbi Boogies og sige hej til ham. Jeg havde ikke defineret, om jeg skulle sige 'tak for en sjov sommer', 'farvel' eller 'ses vi igen?' Jeg var bare fuld, og det føltes lidt som den gang jeg var forelsket i ham for første gang. At lade Rikke gå hjem alene og gå videre ud i natten, med et formål jeg ikke sagde højt, fordi jeg var bange for, at hvis jeg hviskede det til nogen, ville han ombestemme sig igen.

Jeg troede inderst inde, at hvis jeg overgav mig, og gav ham det skide kys, så ville magien forsvinde. Så ville hans forelskelse dampe af, og sulten blive stillet. Men hvad nu, hvis det vækkede en ny sult i mig?

Beslutningen blev, at jeg skulle have det ud af kroppen. Jeg ville finde ham, selvom alarmklokkerne lød nogenlunde som sidst. Og jeg ville gøre det alene. Og hvis der skulle ske noget, ville det blive i nat. Den sidste nat i Odense, inden jeg skulle tilbage til Aarhus og starte i skole igen. Så hvis han ombestemte sig, hvis magien forsvandt, hvis historien gentog sig, havde jeg i det mindste kun givet ham én aften af mig selv. Og kunne slippe for at se på ham næste weekend, og weekenden efter igen.

Så jeg stavrede ned forbi helsekostforretningen og 'guitars'n'drums', med telefonen i hånden og sms'en fremme. Om jeg ikke kiggede forbi?

Ude foran Boogies stod en mørkhåret fyr med nogle utroligt brune øjne og så sig omkring. Da hans blik fangede mit, lyste han op og det var som om hele natten blev til daggry omkring mig.

Og så kyssede han mig. Lige dér. Intet hej, ingen forklaringer. Bare et kys.

Vi stod udenfor og kyssede indtil solen stod op. Så gik jeg hjem til Rikke og sov. Med svulmende læber, røde kinder og et insisterende smil i mundvigen.

Den Sunde og Raske Fyr skrev en sms til sin mor: 'Jeg har scoret Trix!'

Mit liv roder...

Aarhus i weekenden. Med Sund og Rask Fyr. Endnu en gang var byen som et længe tiltrængt åndedrag af frisk, sprød efterårsluft, der vakte sanser, jeg havde glemt.

Heldigvis slipper vi for tudetur denne gang, fordi jeg allerede HAR bestemt mig for at blive i Odense efter juleferien i år. Men min hjerne stresser en lille smule på forhånd, for jeg gider ikke gå arbejdsløs igen. Om jeg vil det eller ej, er det lækkert at bestille noget. Også selvom dette 'noget' starter klokken fem, inkluderer to trunter der ikke kan fordrage hinanden og en toiletbørste. (Lyder som et plot i en meeeget klam pornofilm.) (Åh nej. Nu får jeg garanteret trafik på søgningen 'klam pornofilm'. Igen.)

Men tilbage på jobbet, er det altså ikke udelt morsomt. Det kan selvfølgelig godt være min egen friturestegte hjerne, der er bange for at åbne vinduerne, mens det stadig er mørkt, for 'hvad nu, hvis der står en voldtægtsforbryder derude'? Ja, så er han nok verdens DÅRLIGSTE voldtægtsforbryder.

Jeg glæder mig til min tid derude er forbi. Fordi jeg ved, hvad der venter i den anden ende.

Men især også, fordi jeg skal skrive den der skide reeksamen. Om en uge. Og tre uger frem. (Ville egentlig ikke have sagt noget herinde, for ikke at jinxe opgaven, men tænk på, hvordan det gik sidst...)

Men jeg vil bare gerne gøre mit bedste. Og det kan jeg sikkert sagtens, selvom jeg arbejder frem til klokken 10 hver formiddag. Ville nok ikke stå op før alligevel. Lidt pinligt, men sandt.

Nej, mit problem ligger i, at jeg allerede nu kan se chefen få lange løg, når jeg lufter muligheden for at jeg får brug for nogle fridage, hvis jeg skal foretage interviews der ikke ligger i Thy eller omegn. Han kendte godt denne plan, da han ansatte mig. Men nu føler jeg et begyndende guilt-trip fra ham og de to trunter, med det tydelige formål at holde mit fravær på et minimum. Jeg tror simpelthen ikke, det er gået op for dem, at de er min laveste prioritet sammenlignet med den opgave.

Som i øvrigt skræmmer livet af mig. Kan jeg ikke bare aflevere et link til bloggen? Skal jeg hen og skrive journalistisk igen? KAN jeg overhovedet det? Og hvor hurtigt mon jeg får sprutteskid af angst - og hvor længe bliver det ved? Spørgsmålene er mange.

Men jeg har ingen svar. Endnu.

Udtænk selv sarkastisk overskrift

Det er umuligt at være skarp, når man har tømmermænd. Og skal køre. Og det er tåget. Og én  i bilen er pilrådden. Og man selv har ånde som selvdød gnu i egen fæces. Det er bare umuligt. Jeg hader sportssøndag på p3. Brøndby vandt 2-1.

 Ses i morgen. Kh Taber-Hanne.

Jeg kan heller ikke stave.

En arbejdsuge i tanker:

NEJ! Klokken er ikke fire endnu! Sluuuk, lortevækkeur.

'lad som om klokken er syv og ikke fem', 'lad som om klokken er syv og ikke fem', 'lad som om klokken er syv og ikke fem', 'lad som om klokken er syv og ikke fem', 'lad som om klokken er syv og ikke fem', 'lad som om klokken er syv og ikke fem', 'lad som om klokken er syv og ikke fem'...

Skider elektrikere bare mere end tømrere, eller er de bare dårligere til at skrabe lorten af bagefter?

Hvorfor lugter der ALTID af frisk tyksak-sved på dette toilet? Gør han det med vilje?

Står der en morder uden for det vindue dér og bare venter på, at jeg åbner det?

Murerne er generelt pænere end de andre. Ihvertfald pænere end dem fra IT.

Hvorfor skal jeg gøre rent i IT?

Flirtede han lige med mig? Ham på 18?

Måske var han vild med de selvlysende blå engangshandsker og toiletbørsten i min hånd...

Lækkert. Bussemand på væggen. I lærerværelset.

Hvad ER den lugt?

Hvis brættet er oppe, men spanden er tom, betyder det så, at han har lufttørret hænderne efter håndvask?

Et askebæger! Med skodder i. I en skrivebordsskuffe. På lærerværelset. Jeg er i sandhed i jylland.

Ej, hvad var det, der lige splattede op i hovedet på mig? Fra toiletbørsten i kummen?

Her er ikke særlig beskidt, jeg lukker bare døren igen.

Jeg SKAL have en uddannelse.

Ze Låvestowy: Kæmp for det du vil have!

Hvor heldig er man lige, når pigen, man er forelsket i, kommer hjem til Odense på sommerferie ligesom én selv?

Ikke helt så heldig, som man kunne have ønsket, hvis vi spørger den Sunde og Raske Fyr.

For hvor han en gang kunne nøjes med at kigge på mig, med de der brune, brune øjne og bare smile bredt, hvorefter jeg uvilkårligt ville læne mig frem til et kys, var det en helt anden Trix, der turede rundt på Odenses beværtninger denne sommer.

Først og fremmest var jeg ikke sidelæns vingeskudt, head over heels, på hovedet i baljen, hjælpeløst forelsket i ham.

For det andet kunne jeg LIDE ikke at være forelsket i nogen.

For det tredje var jeg ufatteligt langsomopfattende, og troede længe, at han forsøgte at gøre det godt igen, ved at være ven med mig. Faktisk så langsom, at han måtte forklare, at hans plan var at score mig og blive min kæreste før jeg troede på ham.

Og selv dér, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med den viden. Andet end at bede ham holde sin kæft, og meddele ham, at jeg aldrig nogensinde ville høre ham påstå sådanne ting, når han var fuld igen. For jeg kendte godt til hans vægelsind og hans moralske tømmermænd.

Til min store overraskelse tikkede der næste formiddag en sms ind, hvor han meddelte, at han var ædru - og at han stadig mente, hvad han havde sagt.

Så rejste jeg til Istanbul i ti dage. Og så til Sicilien. Det var ikke nemt for ham.

Men når jeg var i Odense, og i byen tikkede en besked trofast ind. Og hvor jeg var dukkede han op. Og købte en drink eller to. Og snakkede med mig, mine veninder, min bartender. Og stod ved siden af, mens andre fyre kom og gjorde sig til. Og stod i baren, mens jeg dansede med nogle af dem. Bevares, jeg dansede da også med ham.

Og købte pizza med ham. Nogle gange spiste vi endda sammen på en trappesten i solopgangen, men oftest skred jeg afsted i morgenlyset, hjem til Rikke. Når jeg så nåede frem, var der som regel en godnatbesked. Hell, da jeg tog til Sicilien, skrev han så ofte, at Søs Egelinds 'Få din egen kæreste Mulle', blev mit mantra. Det var jo sjovt, fordi vi ikke var kærester.

Den Sunde og Raske Fyr indrømmer gerne, at han tænkte på mig konstant den sommer. Faktisk fortalte han sine forældre, at han var forelsket i mig, inden han havde fået så meget som et kys.

Han håbede, at hans anstrengelser ville bære frugt, men han indstillede sig hurtigt på, at det nok ikke ville ske, sådan som han havde behandlet mig tidligere. Selv i dag ville han godt kunne forstå mig, hvis jeg aldrig havde givet ham en chance.

Sommeren gik på hæld, og da vi gik ind i august, var det ved at være på tide at komme tilbage til Århus.

Jamen? Ferien sluttede, skulle de to aldrig være forelskede samtidigt?

TYK!

Tyktyktyktyktyktyktyktyktyk! Kraftedderperkemig tyk.

Jeg har taget på igen. Igen. igenigenigen.

Godt jeg snart flytter.

Jeg håber ikke, min mor læser med idag.

Altså. Ahem. Sarte sjæle skal springe over her.

Da jeg var arbejdsløs, var jeg ret træt, doven og usexet. Der var hele dage, hvor jeg ikke fik make up på, og det lidt som om, jeg droppede at barbere ben all together.

Efter jeg har fået job, står den faktisk på samme opskrift, nu bare med mere sved. Sexet, no?

Vi skal til Aarhus i weekenden, og jeg tænkte, at jeg liiige kunne få vokset undervognen nede ved den kosmetolog, hvor jeg rent faktisk har råd til det. For ja, der er sket det samme i trussen som på benene. Øhm. Enuff said. Men self har voksdamen lukket om lørdagen, og mit skræv må således klare sig selv endnu længere.

Men da jeg skulle i bad efter job i dag, besluttede jeg at jeg i det mindste kunne barbere ben, så den Sunde og Raske ikke tror, han bor sammen med Yetti.

På vej ud af bukser og sokker fik jeg øje på en trimmer, der står i sådan et 'næse-bakkenbart-udefinerbart'-kit, den Sunde og Raske har. Og jeg kom i tanker om, at han vist engang har forsøgt sig med den ene på... Ja, altså på løgene, ik'? (Jeg kan virkelig ikke bestemme mig for, om dette er oversharing? Eller, det er det. Men er det forkert at fortælle den slags? Til fremmede?)

Men altså, fik jo øje på den. Og tænkte, måske kan den gøre noget ved buskmand John i underhylerne? Altså, det kan jo umuligt blive værre. Og jeg hader at føle mig for stenalderwomanish. Jo, det er et ord.

Så af med trusser, og så lige en lapdancestilling på toilettet, og så leger vi G.I. Jane I den forkerte ende. Det gik okay. Jeg var bange for, at den ville nive eller kradse, men den fungerede faktisk udmærket.

Indtil jeg tabte den. I toilettet. Halvvejs.

Slut.

Indlæg nummer 400 på vej!

Og den Sunde og Raske Fyr har indvilliget i at skrive det.

Jeg har smidt en afstemning op, men smid en kommentar, hvis du har en bedre idé til, hvad han skal fortælle om.

Gør det, det bliver skidesjovt.

Èn edderkop - to lig

Jeg kan ikke engang huske, hvad jeg var igang med, da noget sort, låddent og 'not supposed to be there', bevægede sig forbi yderst i mit synsfelt.

Men nysgerrig som jeg er lænede jeg mig frem for at kigge, og blev belønnet med rullefald, panikangst og puls på 200, da jeg så The Mother Spider lunte mageligt henover det dødeligt grimme linoleum i køkkenet. (Mere troværdige kilder vil nok sammenligne størrelsen med en lille tændstikæske, men hvem lytter til dem?)

'SKAAAAAT, SKAT SKAT SKAT!' Hylede en ynkelig Trix panikkent. I så tilpas skingert og dødsangt toneleje, at den Sunde og Raske Fyr fik et chok. Noget nær et hjerteanfald. Og mindst forventede, at der var ild i mig, da han vendte sig om. Det var der også. Næsten.

Er rimelig sikker på jeg både fik et 'For helvede, hvor blev jeg forskrækket' og 'Grrrr' i nakken, da det gik op for ham, at min indianerdans skyldtes en edderkop, men han skyndte sig alligevel at finde køkkenrulle, få mig til at kigge væk, fange bæstet, og skylle den ud i toilettet - med to skyl.

Han HADER, når jeg horrofilmgisper over edderkopper. Han synes min angst er totalt irrationel, og han bliver ofte lidt sur, fordi han faktisk tror, der er noget 'alvorligt' galt. (Vi definerer åbenlyst 'alvorligt' forskelligt.)

Men selvom han sukker og ruller med øjnene, og insisterer på at bæstet ikke kan æde mig i én mundfuld - og heller ikke har tænkt sig at prøve, så fanger han den alligevel og dræber den med sine macho-mandehænder. Og det elsker jeg ham for.

I dag fik jeg også et godt kram bagefter, for han kunne faktisk godt se, at den var én af de store.

Ze Låvestowy: Der er noget i luften

Den hedengangne julenat, hvor jeg endelig ikke var sur mere, og hvor jeg kunne kramme den Sunde og Raske Fyr og ærligt ønske ham alt godt, kan han ikke huske. Uden pis. Det er den hjerne der, som er blevet skåret i, og nogle ting sætter sig bare ikke fast. Det gjorde denne aften ikke.

Men måske havde den alligevel en effekt?

For hvor den ene af os væltede rundt i Aarhus, drak slatne fadøl med sine nye studiekammerater og forsøgte at ligne én, der havde styr på livet, gik den anden rundt i sit veletablerede liv og tænkte forvirrende tanker. For selvom der allerede var et liv med studie og kæreste i skive, og selvom der var styr på det hele, og han på papiret havde alt, han kunne tænke sig, begyndte den Sunde og Raske Fyr at tænke oftere og oftere på et krølhåret hoved hjemme fra Odense af.

I starten var det, omend uventet, ganske harmløst forklarer han. Gad vide, hvad Trix laver for tiden? Mon hun har det godt i Aarhus? Jeg håber hun er glad.


'Jeg tror faktisk, jeg blev småvild med dig, allerede mens jeg bare gik og tænkte på dig. Fordi jeg overvejede, hvad det kunne være blevet til og hvad jeg var gået glip af', fortæller han, når man presser hans hukommelse.

Så da Trix pludselig sad med en Long Island i den ene hånd og en rød cecil i den anden på LA bar i Odense i påskeferien sidste år, var han nødt til at tage chancen og slå sig ned ved siden af hende.

At jeg i min brandert lod min veninde Stine stå for det meste af samtalen (Og at hun i øvrigt, ganske tro mod traditionen stadig bar nag på mine vegne - tak Stine, du er sgu en rigtig ven.) tog han sig ikke synderligt af. Faktisk brugte jeg en god del af den aften på at sidde og lure på en fyr, jeg var sikker på jeg havde snavet med engang, men ikke kunne huske hvad hed. (Har stadig ingen anelse - måske Lars?)

Men den Sunde og Raske Fyr blev siddende. Og købte øl til mig, når jeg bad om vand og omvendt. Og snakkede med mig og min veninde. Og på et eller andet tidspunkt blev lyset på diskoteket tændt, morgengrimme mennesker med sprutånde, hængende mascara og nikotinfingre så pludselig hinanden klart, og den Sunde og Raskes kammerater var for længst skredet videre i natten uden ham.

Vi krammede farvel foran diskoteket og gik hver vores vej. Stine syntes det var lidt sjovt, at han så gerne ville snakke med mig stadigvæk. Jeg gav hende ret, men vi blev enige om, at han i det mindste var sjovt selskab.

Den Sunde og Raske Fyr gik hjem fra festen som en glad mand. Han havde tilbragt aftenen i lige det selskab han ønskede.

'Det var nok dér, at det rigtigt gik op for mig, at jeg var vild med dig. Jeg gad ikke med drengene videre i byen, fordi jeg meget hellere ville snakke med dig. Dér vidste jeg det.'


Inden det blev sommerferie, havde den Sunde og Raske Fyr ikke længere en kæreste i skive. Men han havde en mission.

Weekend på landet fotodokumentation #1

Åh ja. Andre menneskers feriebilleder. You know it. Rikke har et Canon Eos 550d, som jeg jævnligt får fotoorgasmer over, og som jeg gerne må låne og skyde med. Savner mit gamle kamera meget, når jeg sådan ser forskellen på hendes spejlrefleks (som jeg også selv HAR haft) og så mit skod digitalkamera nu. Suk.

Nå, men billeder!

Cause and effect

Én af de der tudeture der dukkede op i løbet af weekenden med de skønneste veninder i verden var min. Fordi jeg havde fået lige tilpas med 'rød saft' og irsk kaffe og en eller anden spurgte, om jeg var blevet glad for Thisted nu.

Underlæben bævede, tårene steg op i øjnene og halsen blev så tyk, at jeg næsten ikke kunne få mit 'nej' frem. Og så tudede jeg. Fordi jeg var fuld, fordi de ville trøste mig. Fordi jeg er flov over at være i situationen uden at gøre noget ved det. Fordi jeg ikke kan lide mit liv.

De trøstede, klappede på skuldrene, aede på ryggen og skældte mig ud. Kærligt. Fordi jeg ikke kunne lide mit liv, men tøvede med at gøre noget ved det. Fordi jeg ikke vil væk fra den Sunde og Raske Fyr, og fordi han ikke foreløbig kan komme væk fra Thisted. Fordi jeg er gået i stå med et ben i hver lejr, og således er imellem to løsningsforslag konstant. Uden at tage decideret ansvar for mig selv.

Men det gode ved at give sig til at tude foran fem veninder er, at man ikke kan slå episoden hen bagefter. At de ikke vil lade mig slippe afsted med at lægge låg på, og tie med problemet. At de ikke vil se mig ulykkelig.

Så jeg måtte krybe til korset i dag, da jeg drak et glas mælk med Mor og Kæreste. Det gik ikke, jeg ville ikke kæmpe videre for noget, der ikke gjorde mig glad og jeg valgte den næste løsning.

Så til jul flytter jeg i lejlighed hos skiftevis tre veninder. Lis' når hun sejler 14 dage af gangen, Rikke og Lines når Lis er hjemme og deres sidste roomie flytter ud. Og så får jeg tiden til at gå i Odense indtil den Sunde og Raske Fyr er færdig med Thy og flytter med mig til København. Easypeasy. Vi har været weekendkærester før og vi kan gøre det igen. For han vil allerhelst bare gerne se mig glad.

Og jeg tror virkelig på, at jeg kan blive glad i Odense.
Søger job pr. 1. januar i 5000, så sig til, hvis du hører om noget!

Lykken er i Odense, og nu er jeg på vej!

Fyn er dejlig

Sol, strand, natur. De dejligste damer, blå kings og rødvin ad libitum.

Gåture, handleture, frokost på den ældste kro på fyn i Bogense, rejecoctail, julebryg, æggekage.
Kærlighed og kram.

Fuldemandstårer og 'du er bare min bedste ven'-ytringer.

Kakao, pandekager, luftmadrasser, fuldmåne, rimfrost, terrasse, heste, hunde, gulerødder og en hule i et træ.

Marskandiser, messinglysestager, en veninde er er blevet forlovet, bobler, frisurer og samtaler om tyl.

Solnedgange, solopgange, sol i luften, sol i vandet, sol i ansigtet.

Intet tv, intet internet, en slikskuffe, kortspil, irsk kaffe.

Jeg har haft den dejligste weekend længe. Perfekt. Intet mindre.

Sommerhusplanlægning for dummies

Huset er 30 kvadratmeter. Derfor er det jo naturligt, at vi tager seks piger afsted.

Da der kun er én seng og en sovesofa, må vi medbringe en luftmadras. Eftersom sommerhuset er på Nordfyn, er det nemmest, at hende der bor i Thisted, medbringer luftmadrassen.

Vi kommer sent afsted, så der skal handles ind på forhånd. Rikke og Stine står for vin, Line for baileys, Birgit for galliano, P for bobler og Trix for whiskey, kaffe og flødeskum.

Så langt så godt.

Når vi så skal bruge tid på at finde rundt i køkkenet og lave aftensmad ved ankomsten, er det en god idé at så mange piger som muligt deltager i Rikkes boksetime, der slutter klokken 18. Det giver især god tid til at finde vej, i bælgmørke og et område uden gadebelysning.

Det anbefales at medbringe sutsko, da ingen af os kan håndtere et klimaanlæg.

Det anbefales at medbringe lidt musik, men kun på cd, ikke via internet. På den måde kan Birgit ikke overtage og insisterende spille 'Knalde Kalle' otte gange i løbet af aftenen.

Det bliver genialt.

Ze Låvestowy: No hard feelings

Cirka et år senere. Faktisk temmelig præcist et år senere, gik det forbi med Henny. Det var den 16. december, nemlig. Hvordan jeg kan huske det?

Hvem ville ikke kunne huske datoen, når en stodder ringer og siger 'jeg kan ikke helt overskue det her, så jeg har slettet dig fra facebook. Så ved du det'.

Oh, yes he did. Jeg var iklædt turban og brunt snask. Egentlig skulle jeg være den gyldne dame, men mit glimmer viste sig at være brunt. Jeg havde netop duppet P helt gul, så hun kunne blive Svampebob, og vi var i fællesskab nået frem til, at jeg vist hellere måtte klæde mig ud som Etta Cameron for at undgå at gå i bad. Det var dagen for årets pigejulefrokost, der traditionen tro bød på udklædning.

Den dag beder man nemlig kæreste, dulle, bolleven, mor, far og førerhunden om ikke at ringe og forstyrre. It's all girls. Men han ringede så. Og ødelagde aftenen totalt. Han var bare en kæmpestor pik med en meget lille pik. (Det må i høre mere om en anden dag.)

Heldigvis var han så tilpas et stort fjols, at tudeperioden var hurtigt overstået og erstattet af generel mandehad og en 'se hvor PISSElækker jeg er'-attitude i byen. (Dårlig kombo).

Så til den årlige julefest den 25. december, hvor min bror og jeg gerne inviterer venner og familie til abefest i en lejlighed der ikke er vores, havnede vi i byen. Hvor den Sunde og Raske Fyr også var.

Og det gjorde slet ikke ondt! Mine knæ gav ikke efter, jeg skulle ikke skide, følte ikke trang til at flygte eller noget andet ubehageligt. Et kram, et glædelig jul, et 'nå, skive er da sejt' og et 'nå, så du skal flytte til århus' senere var vi begge på vej i hver vores retning ud i natten.

Det føltes som en slutning. Som om der ikke var mere vrede tilbage til ham. Så jeg var egentlig bare glad for, at han var glad og at jeg var glad. Han havde en kæreste. Jeg havde ikke. Livet var godt.

Årets første

Jeg har tilgivet novembers evindelige juleri i utide idag. Både fordi det ikke står til at ændre, og at rase over dén kendsgerning svarer til fortsat at hidse sig op, hver gang man bider mærke i at tv-kanalerne skruer op for lyden i reklamerne. Men også fordi jeg fik en kage.

En honningkage.

Jeg ved ikke, hvad det er med de små himmerigsmundfulde, der giver mig rislen i maven og mus i knæene hver gang. Det er en slags evig kageforelskelse. Helt tilbage fra kræmmermarkedet i Otteruphallen i påskedagene, hvor de også solgte fiduserne, og min mor købte mig et kæmpestort julehjerte år efter år.

Jeg elsker at de er så luftige. At man ligesom candyfloss eller popcorn kan få plads til uanede mængder. Jeg elsker, når de er lidt seje. Ikke tørre, bare seje. Ligesom de nederste vafler i en stabel. Dem der ikke kan holde sig sprøde i kondensvandet fra de andre ovenpå. Dém elsker jeg.


Jeg elsker at tage tandformede bidemærker af dem, ligesom Julia Roberts gør i Pretty Woman, når hun spiser morgenmad på hotellet og snakker om, at Richard Gere's forældre må være stolte af ham. Den helt, helt perfekte lysebrune, luftige og bløde pandekage hun tager en bid af, har sendt mig ud i den evige jagt på den perfekte amerikanske pandekage.

Men indtil jeg finder den, kan jeg få næsten samme følelse af honninghjerter. Bare chokoladen udenpå ikke er for tyk. Den må ikke ødelægge oplevelsen, at den søde og krydrede milde smag af varme, jul og luft.

Jeg købte nye bukser igår. De er temmelig stramme om livet, og jeg må bare stole på butikstrunten, der sagde, at de udvider sig og størrelsen større ville blive til endnu et par for store man-ish bukser på mig. Men i dag strammede de altså bare. Og alligevel købte jeg det største hjerte, jeg kunne finde.

Jeg gik ud på gaden, hvor en pige med violin og en fyr med guitar spillede salmer, og stillede mig i korrekt afstand. (Der hvor man kan høre noget, men ikke er tvunget til at lægge penge i kurven.) Og spiste mit honninghjerte bid for bid. Perfekte mundfulde. Nu ved jeg, julen kommer.

Undskyld, hvad?

To dage på job. Kom kun mildt for sent i dag, fordi jeg drejede ned af løvevej i stedet for bjørnevej, og kørte ret langt, inden jeg indså min fejl. På cykel. (Jeg skulle have indset fejlen, da jeg ikke krydsede pantervej som igår.)

Men jobbet var lidt nemmere og overskueligt i dag. Farede ikke vild på nogen gange, havde ipod i ørene i alle fem timer, og lod mig derfor ikke distrahere af bebumsede smådrenge, der roder med vekselstrøm og podninger. Finder det kun mildt ydmygende, at jeg skraber deres lort af ti kummer dagligt, og regner med at jeg er helt ligeglad i løbet af kort tid. Kan også næsten nå alt det jeg skal nu, så i løbet af en lille uge satser jeg på, at jeg kan følge med 511-skemaet. (Pas.)

Jeg har to kolleger nu. Mennesker, som taler med mig i pauserne, fortæller mig om deres liv og lytter til mit. Foreløbig snakker jeg bevidst mest med Gitte og ikke Laila. Laila virker ellers rigtig flink. Sådan en 62-årig dame med fut i, der har gjort rent i 18 år og kan alle tricksne. Tror jeg.

For jeg forstår ærlig talt ikke, hvad hun siger. 70 % af tiden er jeg blank. Ikke sådan, at jeg ikke forstår enkeltordene. Jeg er blank.

Ze låvestowy: Exit Sund og Rask - og andre tabere

Efter min fordrukne tirsdag slog jeg hånden af den Sunde og Raske Fyr. Vi sås kort den 22. december og sagde farvel. Og hvis han ikke læste med hér, ville jeg gerne fortælle jer i detaljer om den aften. Men det går ikke. Lige dét, går ikke. Men dén juleaften tudede jeg på toilettet, mens de andre pakkede gaver op i stuen.

Men jeg så ham ikke mere. Og jeg så mig ikke tilbage. Veninderne og jeg planlagde en fest i hans ære, hvor vi allesammen ville danse grimt, iføre os skjorter og briller, og love hinanden ting, vi ikke ville holde. Det var planen. Der var bred enighed om, hvem der var den dumme. Også fra enkelte af den Sunde og Raske Fyrs venner. Jeg fik nærmest hjælp til at være sur.

Han blev frosset ud. Mødte vi ham på Boogies, slog pigerne ring om mig. Han ville utroligt gerne tale med mig stadigvæk, når han var fuld. Han havde det jo dårligt med, hvordan han havde opført sig. Men jeg ville ikke høre det, og det ville mine veninder heller ikke. Han fik det glatte lag af 10-12 piger på én gang.

Kort efter flyttede han til skive, for at uddanne sig. Jeg var ærligt talt glad for at slippe af med dét fjols. Men inden han rejste, havde jeg allerede sikret, at det kun var mig, der havde det sjovt på Boogies. Han kom mindre og mindre, og jeg fik mit stamsted tilbage, uden at risikere at benene gav efter under mig på dansegulvet.

Jeg holdt op med at være vred. Og ked af det. Og tænke 'hvad er der galt med mig?' Det tog tid. Det tog nok nogle måneder. For når jeg brænder mig, bliver jeg gerne midlertidigt frigid. Det samme skete hér. Jeg ville bare gerne hygge med pigerne, feste, danse og være glad.

Og tiden gik. En dag kyssede jeg på en ny fyr. Som viste sig at være glødende veganer og nægte at kysse mig, hvis jeg havde spist kød. Blandt andre underlige tendenser. Han ville heller ikke klippes, nogensinde igen. Og han gav mig lus. På hovedet!

Så kyssede jeg nogle tilfældige frøer. Jeg kan jo nævne 'trusse-fyren', 'tatovering på heidi's fyren', lørdagsKlaus og fredagsClaus, Blanke Per og andre hyggelige bekendtskaber.

Så kom Henny. Der ville alt. Og noget med stjernerne, der skulle hentes ned. Og en bodega-stiv Trix der bad ham slappe af og spise en skovsnegl. Men han fik alligevel inviteret sig til middag hos mine forældre, inden han skred uden et ord to uger senere.

Han var egentlig en idiot. Set i bagklogskabens lys. Det er mange mænd. Men først Tarzan (veganeren) og senere Henny var begge så komplet latterlige i både tilnærmelser og afslutning, at jeg kun rummede harme og vrede nok til den seneste idiot. Den Sunde og Raske Fyr var helt glemt. Jeg tænkte sjældent på ham, så ham aldrig, og der var mange andre idioter at tage sig af.

Nu skulle jeg også snart flytte til Aarhus. Jeg var nemlig kommet ind på Journalisthøjskolen. Så kunne jeg møde nogle lækre, jyske mænd tænkte jeg.

Jeg var single og god til det. Den Sunde og Raske Fyr fik en kæreste i skive.

Nye tider i Thisted

Krafthelvede Ivan, jeg fik jobbet! Det var godt, at der blev krydset og krymlet lemmer ude i blogland - jeg er sikker på, i gjorde hele forskellen.

Ikke nok med, at jeg fik det. Jeg starter også på 8 timer mere om ugen, end stillingsopslaget lovede. Og da jeg gik til cykelsmeden med en flad cykel klokken fire, fik jeg besked på at komme tilbage klokken fem!

Og da chefen spurgte, hvornår jeg kunne starte og jeg overivrigt svarede 'i morgen', sagde han bare 'Skidegodt'.

Så jeg går i seng nu, klokken 22. For jeg skal op klokken fire for at cykle på arbejde. Mig. På arbejde.
Bare det at skrive det, giver sådan en varm knude i maven, der breder sig udi hele kroppen. Ligesom suppe i januar måned. En knude af glædelse, som hverken klokken fire, vintermørke, cykeltur op ad bakke eller en støvsuger kan ødelægge.

Jeg skal tjene penge, lave noget hver dag og jeg glæder mig.
Hold kæft, hvor jeg glæder mig.

Endnu en gang har jeg bevist min tese om, at blot jeg kommer til personlig samtale, kan jeg tiltuske mig hvadsomhelst. (Job, lejlighed, billetter...)

Alt er godt - send flere penge.

Trix : et A-menneske

Ja, jeg ved det godt. Det er lodret løgn. Så langt fra sandheden som vi kommer. Ikke desto mindre er det, hvad jeg netop har forsøgt at bilde en chef og to rengøringskoner ind, jeg er.

I håbet om at de vil ansætte mig. Til at stå op klokken fire om natten og møde klokken fem og gøre rent. Efter mænd. As in tømrere, elektrikere, murere etc. Små bumsede drenge, der aldrig har set en babs i virkeligheden. Dem skal jeg gøre rent efter. Og for.

Skal og skal. Nu skal de jo lige vælge mig først. Og det håber jeg ærlig talt, at de gør. For jeg trænger til at lave noget. Noget man får løn for. Noget der skal gøres hver dag, hvor man ikke bare kan udsætte og udsætte og udsætte.

Men at bilde dem ind at jeg er A-menneske, var måske i overkanten. Det kommer ihvertfald til at svide, hvis de ansætter mig, og jeg skal opretholde dén attitude i mindst en måned, før jeg tør komme med morgenhår og drageånde.

Fik jeg nævnt, at jeg hader at gøre rent.

Men kryds noget for mig, for helvede!