tirsdag den 31. maj 2011

Livet er for kort til lektier. Ik'?

Klokken 7 var det for sent at sove mere. Der er ingen gardiner i gæstehuset, så morgenen var nærmest dag - og der var meget af den. Dagen, altså.

Fra skråvinduet kan vi se fly på fly på fly lette og flyve ud i verden. Og det gibber i mig her eneste gang. De er på vej alle mulige steder hen - varme steder, eksotiske steder, steder med kulørte drinks til 12 kroner. Nogle gange kan man endda se, at der står TUI på siden af flyet. Og hvor jeg MISUNDER dem.

Men ikke så længe. For så tager turistHanne her metroen heeelt ude fra Vestamager, ind og står af ved Christianshavn - kun for at opdage, at min telefon (som jeg skifter abonnement på dig idag) ikke længere er aktiv. Og jeg kan derfor ikke liiiige bruge mine maps til at finde hen til den dér diamant. (Ja ja, jeg vidste jo ikke den lå SÅ tæt på.)

Faktisk var jeg nærmest skuffet. For aftale straks med mig selv, at når man ikke har kort, må man gå på opdagelse, ind til man finder noget der kan bruges. Og så gik jeg. I næsten 7 minutter før jeg satte mig på en stol i den føromtalte diamant.

Nu skal jeg så bare overtale mig selv til at skrive noget i den dér opgave - og modstå fristelsen til at vralte ud i shorts og sandaler for at  turistopdage København.

Det er svært- for her i morgensolen, du ved, den der er rigeligt af, er København sgu en smuk størrelse. Og jeg har lyst til at fare vild. Hvad SKAL man se i København?

søndag den 29. maj 2011

Forresten...

Når man har lavet salat med kylling, bacon og dressing, men salaten er blevet for gammel, bliver resultatet utrolig LIDT salat-agtigt...

OG. Jeg vil også kopiere Maren, så jeg vil også lave en give-away, når jeg runder 300 subscribere. Hæ!
(Måske stiller jeg bare overskuddet fra flyttepakningen ud til vejen i sorte sække til fri afhentning...)

Secret Single Behaviour

Ja, det ér et Sex and the City udtryk - og det hader jeg. Jeg hader sex and the city for meget, især for at jeg ikke længere kan bestille min yndlingsdrink (okay, én af dem) i byen, uden at få et 'Nå, så du er nok træææændy'-blikket. Garr!

Men det er ikke desto mindre, hvad jeg bruger disse dage på.

Jeg laver pandekager om natten. Og igen næste morgen. Jeg sætter Lord of the Rings på, og snakker med på replikkerne. Jeg drikker mælk af kartonen, og spiser slik til morgenmad.

Og det må jeg godt.

For det er jo klart at denne opførsel ophører, når der pludselig er en mand i husstanden. (Gør den ikke?)

Jeg forestiller mig også at han fejrer sin alene-hed ved at smide brugte boxershorts på gulvet og efterlade brættet oppe.

Så vi lissom kan få en head start, inden vi skal bo sammen og lade som om vi begge er perfekte individer, der altid tager opvasken efter os med det samme, og aldrig rydder op ved bare at gemme alting under dynen, når der kommer gæster.

Jeg tænker også, at jeg skal nå en solo-aften med en flaske rødvin, tyve blå kings og fever ray. Hvor jeg kan citere Strunge og føle mig misforstået af hele verden og ende med at være så fuld, at jeg giver mig til at læse mine egne digte højt. (Netop derfor er det vigtigt, at jeg er alene...)

Er der flere singlesærheder, jeg skal have ud af systemet, mens tid er?

lørdag den 28. maj 2011

Giv mig fred

I dag mens jeg prøvede at sove til middag, stod der pludselig en mand neden for mit vindue og råbte det halve af mit navn. Jeg har et dobbelt-navn, så det var ganske givet ikke mig han ville have fat i.

Men jeg vågnede alligevel fra min halvdøs, med hjertet i halsen, en puls på 200 begyndende svedtur og tænkte igennem hvem af chef, licens, politimand det kunne være.

Og nej! Jeg har ikke politiet til at lede efter mig. Men jeg får fandme så instinktivt dårlig samvittighed, når jeg føler mig truffet. Også selvom der bare kører en politibil forbi mig i den modsatte retning, kan min puls stige mærkbart.

Og jeg er træt af at gå rundt med konstant fårlig samvittighed, over ting jeg ikke har gjort! Det værste ved journaliststudiet er, at jeg er nødt til at tage min telefon, selvom det er hemmeligt nummer der ringer. Og det hader jeg.

Igår tuskede jeg mig til en fridag fra job, fordi der kun var bestilt to borde og så kunne min medtjener helt ærligt godt være dén der tog vagten alene for en gangs skyld. Det har været mig det sidste år. Det har jeg så haft dårlig samvittighed over lige siden, fordi min chef er så god til at lade som om restauranten vil bryde sammen uden mig.

Og der har været to knallerter nedenfor mit vindue, helt inde i hjørnet af parkeringspladsen, mens jeg prøvede på at sove. Hvad er det fede ved at gasse op igen og igen, på et håndtag der mest af alt lyder som om det sidder på en forkølet Puch Maxi?

De larmede, og folk snakkede, og jeg kunne slet ikke finde ro. Og jo mere irriteret jeg blev over larmen og forstyrrelserne, jo længere væk forsvandt håbet om en middagslur.

Så lige på dét punkt, glæder jeg mig til at flytte til Thisted, for der må da om alt andet liiige være mere ro end i udkanten af Gellerup?

fredag den 27. maj 2011

Underlige ting, jeg har gjort idag

Slået op i Thisted Dagblad for at kigge efter lejligheder

Stået tavs i elevator både på vej op og på vej ned fra Cryos - sædbank. I selskab med tavse mænd, der også skulle op til Cryos. Og onanere i en kop. Lige ved siden af dér, hvor jeg skulle lave et interview. Der skulle de sidde med sådan en papbakke og et lille plastbæger, som de bare stillede på disken, når de kom ud. Og plastbægret var i klar plast. Og jeg kan ikke finde ud af, om det var mere end jeg havde brug for at se. (Kunne selvfølgelig have ladet være med at kigge?)

Diskuteret med Malene, hvorvidt jeg er i fornægtelse omkring, at når man flytter sammen, så skal man se hinanden HVER dag, og HVER aften. Hele tiden. Hver dag. Jeg tror sgu, hun prøver at fortælle mig noget?

Kontaktet 13 fertilitetsklinikker rundt omkring i landet. Ville du kunne tage en klinik alvorligt, som hed Riberhus? For det kan jeg ikke.

Stået op en halv time før mit vækkeur ringede. Uden at være direkte utilfreds med dette. Det er sjældent sket.

torsdag den 26. maj 2011

Tilbage til virkeligheden

Min udlejer har ringet. Der kommer folk for at se på min lejlighed den 5/6. Betyder det jeg skal rydde op?

Min vandhane er holdt op med at lække - nu fosser det ud af siden på hanen. Betyder det, at jeg kan droppe at ringe til VVS'eren? (Og hvor fesent vil det ærlig talt være, hvis jeg bare lader stå til indtil jeg flytter, og så lader ejeren klare ærterne?)

Jeg skal lave et interview til min opgave i dag, det er nok meget godt. Desværre ændrede han tiden fra klokken 10 til 14. Resultat = Så sov jeg da bare til klokken ti. Jeg er nemlig bundseriøs sjurnalist. Altid. Jepper.

Kom hjem fra forældre i går. Tre dage med familie, forældre, pligter, taler, sange, øl der skal drikkes, dårlige vittigheder der skal grines af og mennesker der skal krammes. Jeg kan egentlig meget godt lide det, men på et eller andet tidspunkt i sådan et besøg holder min hjerne altså op med at virke. Som når min onkel vil rose min bror og mig for vores tale:

Ham: Det klarede i sgu flot.
Mig: Ja, vi sagde en masse.
Ham: Ja, men i sagde det godt, og det er dét, der tæller.
Mig: Det er mest folk der arbejder i banker, der tæller...
(Det er muligt, der også var lidt rødvin inde over på daværende tidspunkt...)

Men efter at have lavet en helkropssugemalle på Den Sunde og Raske Fyr igår, og eventuelt have pådraget ham en diskus prolaps, kørte han hjem alligevel. Den skiderik. Så jeg er alene for første gang i en lille uge. Hvorfor bliver man så dårlig til dét, når man får en kæreste? Det er sgu da ynkeligt. I know. Burde øve mig på eget selskab igen, men helt ærligt, så ved vi jo godt, det ikke kommer til at ske. I know - ynkeligt.

tirsdag den 24. maj 2011

Næste stop: Sølvbryllup

Mine forældres, that is!

Suk. Det er midnat. Og jeg blogger i stedet for at arbejde på talen. Fordi jeg ikke rigtigt har min kreative hjerne på. Faktisk tror jeg både hjerne og rygrad raslede under ud, da moster og jeg havde følgende samtale over æreporten her til aften:

Hun: Hvilke blomster synes du vi skal bruge til den store æresport?
Mig: Jeg synes de hvide roser er flotte.
Hun: Hvad med de lilla?
Mig: De er også flotte.

Brillierede mest af alt ved at sørge for, vi ikke løb tør for øl.
Og ved at belejre min venindes lejlighed til langt ud på aftenen, til trods for hendes nye, nye søn vågner igen halv seks, og holde hende igang med pulverkaffe, for at hun kunne sy min kjole færdig. Den til i morgen. Som jeg selvfølgelig har ejet i snart et år, men uden at få rettet til før døgnet op til, jeg skal bruge den.

Og ved at hente øjenvipper ved en anden veninde, fordi jeg ikke er sikker på min mascara kan holde til en tårevædet tale. Så hellere gardere sig med noget lim og nogle knurhår.

Nu er vækkeuret sat. Til kvart i 6 i morgen tidlig. Jeg har insisteret på at have morgenhåret i fred, så vi står først op et kvarter inden vi kører.

Den Sunde og Raske Fyr tager det så pænt. Og han står tidligt op med mig, og bærer tunge poser og flytter borde, og siger min kjole er pæn. Og han mener det. Og nu kan han både kende to mostre og en mormor fra flokken. Min familieflok. Hvor vi er 40, når vi er de nærmeste. Og opfører os som en Siciliensk mafioso-familie, med skrig og skrål og spaghetti flyvende over middagsbordet.

Jeg håber ved gud, jeg får tid til en middagslur i morgen...

søndag den 22. maj 2011

Oh, joyful parforhold

Jeg har pakket en halv taske til de kommende dage på fyn.

Set en utroligt dårlig film på tv2.

Hentet hans bil nede i byen, hvor vi efterlod den igår.


Skrællet og spist et æble.

Han ligger stadig og sover.

fredag den 20. maj 2011

Helligdag?

Kunne vi så ikke blive enige om, at nogen SIGER det til mig, når det pludselig er helligdag?

Især når mit dankort er væk og der går flere dage, før jeg får et nyt med posten. Nu kan jeg gå weekenden i møde med de 141 kroner, der lå i min pung. Crap.

Så kunne jeg måske også have taget mig sammen til at kontakte nogle kilder i går, til min semester afslutningsopgave. I stedet for at sidde i dag og indse, at ingen tager telefonen på deres job store Bededag. Og mandag, tirsdag og onsdag i næste uge er lissom sat af til noget Sølvbryllup.

Og hvem gider egentlig skrive den tale for os? Mig og min bror, that is. Vi har forsøgt i ugevis, altså at tage os sammen til at gå igang. Men det er ikke sket endnu. Vi har intet!

Det er skrækkeligt, at vi rent dovenskabsmæssigt deler genpulje.

Nå, men. Hvad går i dag overhovedet ud på? Er det den med krydderbollerne?

onsdag den 18. maj 2011

Den Sunde og Raske Fyr 4-ever

Afstemningen er færdig. Og det lader til, jeg skal klemme ballerne sammen og erkende, at det er mig selv, der har døbt ham den Sunde og Raske Fyr. Fordi han er så umådeligt sund og rask.

Jeg stemte ellers på Kæreste. Det var dejligt og nemt. Og sandt. Og en hemmelig samtale har afsløret, at det stemte den Sunde og Raske Fyr også på. Indtil det så ud til at stå lige mellem Sorf og den Sunde og Raske Fyr. Så måtte han flytte sin stemme, for han ville edderbrodermig ikke hedde Sorf.

Men vi er egoister. Så fra nu af må den Sunde og Raske Fyr også godt hedde Kæreste. Og i må godt vrænge, hver eneste gang i læser det. I don't give a shit.

Men alt går godt i kæreste-land. Han er sød. Og der sker simpelthen det, at vi flytter sammen. I Thisted. Bum! Ihvertfald indtil jeg skal i praktik. Har sgu aller været så langt oppe i Jylland- spændende bliver det. Og kærlighed. Og Thisted.

Hybris og nemesis

På min altan står der efterhånden 3 poser proppet til randen med flasker ad libitum. Især vinflasker. For vin er godt. Men der er jo ikke pant på lortet.

I dag vasker jeg tøj. Det er en mageløs sejr, da det nok er første gang ever, jeg vasker tøj inden jeg er løbet tør for alt. (Okay, er løbet tør for arbejdsskjorter og skal jobbe i morgen).

Men på vej ned og tømme den ene vaskemaskine fik jeg en idé. Jeg kunne jo tage den pose med 6-7 tomme vinflasker og et enkelt smadret vinglas, der næææsten er pakket forsvarligt ind i en avis, og bare smide den i containeren neden for mit vindue? Det er dårlig stil, ja? Absolut. Men tusind gange nemmere end at slæbe lortet med i fakta, som jeg åbenbart ALDRIG får gjort.

Opgav ellers lignende forehavende for et par dage siden, fordi viceværten snusede rundt dernede, og jeg bare ikke magtede fordømmelsen fra hans side, over jeg ikke gik i flaskeautomaten med sagerne. 

Men i dag var han ingen steder at se. Så snuppede en pose med, sammen med vaskekort og nøgler, og listede forbi containeren. Smed pose i, meget forsigtigt. Havde så meget arm som muligt begravet i lille tophul, for ikke at smide posen med et alt for stort rabalder. Det lykkedes, og posen kunne sættes forsigtigt ned oven på resten af skraldet.

Men da jeg så trak armen til mig igen, lød der alligevel et hult klonk, at metal der rammer glas. Og hér indså jeg, at mit nøglebundt der havde siddet fast på en finger, ikke længere sad på finger, men i stedet lå i container, som er aflåst og kun har minimalt hul i toppen.

Eneste løsning: Find viceværten, som du ikke vil have skal vide, at du smider glas i HANS container. (Sådan føler han det. Virkeligt!) Forklare ham, at nøgler faldt i container, da du smed pose i. Lade ham grine færdig. Vente på han finder rigtig nøgle. Og så selv smide størstedelen af vægt og værdighed over kant på container og rode efter nøgle, mens vicevært ganske rigtigt går i selvsving over det 'miljøsvin', der havde smidt en heeel pose flasker ud.

Her er hemmeligheden, at lade som om det ikke er dig. Og stædig fastholde dette, mens det viser sig, at dine nøgler ligger i bemeldte pose. Og så at skifte tøj bagefter.

tirsdag den 17. maj 2011

Økonomisk lavt selvværd

Man véd, man ikke har nogen tiltro til egne ever udi privatøkonomi, når man tror der står 'dårlig økonomi' på det ene faneblad på netbanken.

Man ved også, den ikke er helt god, når man må spærre sit dankort, for at tilbagetrække en betaling, fordi man var for nærig til at betale for 'afbestillingsforsikring', og for dum til at dobbelttjekke dato'er inden man bestilte.

Men det er vel næsten for det bedste, at jeg er tvunget ud i ikke at have noget dankort, cirka halvvejs igennem måneden hvor min økonomi plejer at nå slutningen.

Tror måske ikke det dér arbejde er så overvurderet endda?

søndag den 15. maj 2011

Av for hææælvede

Jeg er så ynkelig i dag, at alt jeg har lyst til er uanede mængder skumslik og fodmassage. Heldigvis for min slankeplanhans er jeg så uendelig smadret i mit korpus, at jeg simpelthen ikke magter at bevæge mig ud i verden for at synde. Uheldigvis for mig er min fodmassagemaskine i skive. Fucking slice.

Kom jo til at tage i byen igår. Efter job. Med Vibeke.. Til trods for mine arbejdssko får mine fødder til at forsøge selvmord, hver gang jeg har dem på, hoppede jeg i stiletter og kjole og tog ud i natten. Hvor jeg dansede, glad og overrasket over, at dagens arbejde og træning ikke påvirkede mig mere.

Var hjemme ved halv seks tiden, efter den underlige taxatur, jeg fortalte om i morges. Og nåede godt fire timers søvn inden jeg stod op til dommedagssøndagen.

Syv timer på arbejde, i sko som mine fødder hader, med tømmermænd som mit hoved hader, iført røv og lår, der ikke kan bevæge sig uden at ligne noget, der har skidt i bukserne, uden stemme efter 10 smøger og i verdens mest hysteriske søvnunderskud. Og så skulle jeg selvfølgelig arbejde sammen med chefen = no slacking.

Nu sidder jeg i sengen. Alt jeg skal bruge er inden for rækkevidde, og hvis jeg ikke kan nå det, har jeg ikke brug for det. Av. Forelskelsen i Thomas er kølnet væsentligt siden igår.

Flygtningen, fulderikken og fjolset

Jeg tog en knapsålovlig og lidtpiratagtig taxa hjem fra byen idag.

Det var ikke min mening. Først og fremmest var det ikke min mening at tage i byen, men musikken fra Train giver stadig genlyd i mine ører, så den er ret svær at slippe udenom.

På et tidspunkt kom jeg til at kigge på mit ur og klokken var næsten fem. Det var sent nok, konkluderede Vibeke, som ved, jeg skal på arbejde om cirka fire timer. Så hun fulgte mig ud. Tilsyneladende til byen uden taxa'er. Jeg gik og gik og gik og gik og gik. I hæle jeg ikke helt kunne styre, og burgertrang jeg absolut heller ikke havde kontrol over.

Men så holdt to mørklødede fyre ind til siden. Og spurgte om jeg manglede en taxa... Her ville den fornuftige/kloge pige nok sige fra, men i stedet sagde jeg: 'JA. Og hvis i voldtager mig og myrder mig, så smadrer jeg jer!'. Men den slags havde de slet ikke tid til, påstod de.

Vi samlede en mere op. En gamling i rød polo. Som nu er ødelagt for evigt. Den røde polo, vel at mærke.  For mage til idiotisk bavl, lukket ud en heeel køretur mens det umiddelbare emne burde være patter/dans/fest, skal man lede længe efter. Lad os bare kalde ham politisk. Vidste i godt, at det i DAG er 53 år siden, palæstinenserne blev gjort statsløse? For det vidste han. Og så svinede han jøderne, USA og den danske regering. Han kom ikke engang op efter luft. Ingen kunne få et ord indført.

Før chaufføren påpegede, at han vidste godt, det var 53 år siden. 'Nå, hvordan det?' Spurgte kartoffeldanskeren fra Hasle iført den røde polo. 'Jeg ER statsløs palæstinenser...'.

Tror I han holdt kæft af den grund?

Men hey- jeg blev sat af først - OG han betalte min tur.

Og jeg har nu oplevet følelsen af at foretrække to vidtfremmede indvandreres selskab på en risikabel køretur, fremfor at have en ekstra dansker med... Christ!

lørdag den 14. maj 2011

Det dér med indernædded

Jeg er på facebook nu. Tror jeg. Måske.

Trixyworld er nu at finde flere steder, og hvis du vil synes godt om den sag, må du ind på fjæsen og gøre det. For jeg har stadig ikke gennemskuet den transportable 'like'-knap, som rygtet siger, jeg kan installere hér på siden.

Oh, well. Det kommer nok Og ellers er jeg for doven til at gøre særlig meget ved det. Men kom på Facebook og synes godt om mig! Så blir' jeg så gla'. (Følelser skal altid udtales på fynsk...)

En anden kærlighed

Jeg er nyforelsket. Sådan med bankende hjerte og røde kinder. Sådan at jeg lige skal sætte håret på en bestemt måde (læs: rottehaler) og gøre mig lidt umage (læs: ikke give op).

Sådan at sveden hagler ned ad ryggen mod min røvsprække og plamagerne under mine bryster ødelægger enhver illusion om at være smart og sexet.

Han hedder Thomas og han er bokseinstruktør. Og han kørte holdet så hårdt, at jeg ikke turde løbe ud og hente mere vand, da jeg løb tør efter tyve minutter. Han bebrejdede mig, hvis jeg ikke var døden nær efter en øvelse. Men hvis jeg midt i en øvelse måtte give op i et smertensbrøl, og trække vejret brølede han 'Godt gået, op igen!'. Og op igen, det kom jeg.

Det var en mageløs sejr. For første gang højre knæ gik i stykker for real, var til boksning. Dengang var det Brian. Han gjorde mig også kulret, fordi han fik mig til at presse mig selv til det punkt, hvor jeg synes det var lidt sejt, når jeg fik kvalme.

Det er evigheder siden. Og jeg har kun været til boksning ganske enkelte gange siden. Altid angst, altid ude af stand til at give mig 100 %. Men ikke i dag. Jeg havde ikke ét hop mere at give da klokken slog halv. Faktisk smerter det i mine arme, at skrive dette.

Jeg håber den Sunde og Raske Fyr vil acceptere, at der er en anden mand i mit liv. Som han skal dele mig med. For Thomas er kommet for at blive. Har allerede meldt mig på alle hans hold i næste uge.

Tilbage i blogland

Åååh, tænk sig hvad to dage uden adgang til Trixyworld kan gøre ved mig. Noget af et wake up call at opdage, hvor mange gange dagligt, jeg selv lægger vejen forbi.

Jeg er sur på blogland. For de har slettet afstemningen om den Sunde og Raske Fyr. Jeg har indset, at jeg ikke havde tænkt længden på hans navn igennem, da jeg introducerede ham for mine blogvenner.

Så nu lader jeg det vær op til jer. Igen. Måske. Skal jeg klemme ballerne sammen og vedstå at han ER en Sund og Rask Fyr? Skal jeg døbe ham noget nyt? Eller har du måske et nyt forslag til mig? Så smid en kommentar.

Er også sur på blogland over tabet af mit nyeste indlæg. Om mit hår. (Ja, ja. Det er store sager, det her). De første ord er gendannet. Resten er tabt, og jeg er pt. så pigesur på internettet, at jeg nægter at gøre noget ved det.

Siden vi sås sidst er jeg gået på kur. Sådan rigtigt. I præcis 12  dage. (Så lang tid er der nemlig til mine forældres sølvbryllup - og vi ved jo allesammen godt, at jeg kan undergå enorme forvandlinger på den tid. Ik'?)

Kuren består foreløbig mest af tomatsalat... Med mozzarella. Jeg tror på det!

onsdag den 11. maj 2011

Pisk og Gulerod

I sidste uge kom jeg endelig ned at træne. Det var måske femte gang i år. Og det var hårdt.

Er nået frem til, jeg gerne må fortælle om mit nye træningslivsstilspjat - eller mangel på samme. Eftersom jeg har luret en stor bloghemmelighed. De bedste blogs er på slankekur!

Der er Maren og Fuhrman, der skal løbe et løb. Som de i virkeligheden slet ikke har lyst til. Og derfor lokker de deres læsere med, for at gennemføre et nyt sadomasochistisk tiltag, der skal trække andre med i deres fjendske løbesøle. Jeg elsker det.

Så er der Dines, der som jeg ikke kan tåle supermarkeder. Og som tager billeder af det, hvor jeg mere er typen, der bager en ordentlig stak pandekage, og inhalerer dem straks og brændvarme under mottoet: 'Hvis du spiser dem meget hurtigt, er det som om, det ikke er sket'. Eller køber 3 daim for en 20'er, men sørger for at spise dem INDEN jeg er hjemme, for så er det ikke sket. Igen. Selvfornægtelse er smukt.
Hun indrømmer i øvrigt også, at der er XY-kromosomer med i hendes motivation. Og der kan jeg godt være med. For den Sunde og Raske Fyr er lækker. Og tynd. Grrrr.

Og så er der AmarOrama, der på ægte, sej Amagerkansk manér er cool omkring det. Der skal 10 kilo af, siger hun. Nærmest som en sidebemærkning. Ikke noget lifechanging, hun gør det sgu da bare. Og så smider hun fra tid til anden en lille melding om, at hun har løbet igen-igen. Til gode sange. Men uden at gøre et alt for stort nummer ud af det. Hvis bare man kunne tage sig sammen som hende. Suk.

Men altså, nu gør jeg det også. Træner. En gang imellem. Selvom det er for sent at bliver klar til bikinisæson'en, kan jeg måske blive klar til uld-sokke sæsonnen.

tirsdag den 10. maj 2011

Tre historier om tis

Endelig! Verdens længste afstemning er overstået. Og jeg kan konstatere at kærlighed ikke er særlig populært som jubilæumsmateriale. Til gengæld er jeg lidt bekymret, for jeres lyst til at ydmyge min dejlige veninde Rikke. Hvad er den af? Tror nu også, hun selv har stemt på den.

Men altså. Tis. Ja. Jeg har faktisk fire. To om mig, to om andre - og i får dem alle.

#1
Der var dengang jeg drak mig fuld ude foran Grøn Koncert pladsen i Odense og pludselig skulle tisse noget så grusomt. Men vi var jo ikke inde ved festivaltoiletterne, så jeg sneg mig ned på parkeringspladsen og godt ind mellem bilerne.
Lynede bukserne ned og satte mig på hug, og var godt i gang med at forrette min nødtørft, og det var dejligt. Måtte lukke øjnene og sukke højt. Og læne mig op af bilen ved siden af mig.
Så gik alarmen igang. Højt. Insisterende og opmærksomhedstiltrækkende.

Den dag i dag, ved jeg stadig ikke, hvad fanden jeg gjorde, der satte den alarm igang, men jeg tiltrak en 12-15 personer, der så kunne se mig tisse stædigt færdig, i stedet for at komme afsted.

#2
Så var der dengang, hvor jeg var forelsket i en fyr og jeg endelig tog mig sammen til at skrive om der skulle være noget fast eller ej. Det skulle der ikke.
Løste problemet med veninde og uanede mængder rødvin. Kan ikke huske om det var mandag eller tirsdag. Men det var en dårlig idé at drikke sig så fuld som jeg gjorde.
Heldigvis for mine tømmermænd den næste dag, blev jeg faktisk så fuld, at jeg sluttede aftenen af med at projektilørle rødvinen op igen. I denne proces optog jeg toilettet så længe, at min veninde endte med at tisse i min håndvask i køkkenet.

Synes her det er værd at nævne, at det var min nabo.

#3
Så var der Rikkes indflytterfest sidste sommer. I lejlighed på første sal. Og et væddemål jeg ikke helt husker hvordan kom i stand. Jeg har noget med, når folk siger 'det tør du ikke'. Så skaaal jeg lukke munden på dem.

Så denne aften kunne man finde mig, med røven hængende ud af Rikkes køkkenvindue, for at bevise, at jeg godt kunne tisse ud af det. Takket være mit valg af venner, var de fleste overlykkelige for min gerning. Kun en stakkels kæreste til tidligere nævnte nabo blev lidt paf, da han kiggede ud i køkkenet og så overstadige mig rågrine med afklædt undervogn hængende ud over vindueskarm. Men det var meget sobert, Pernille sørgede endda for toiletpapir, så jeg kunne tørre mig bagefter.

Tjente penge til aftenens bytur. Rikkes lejlighed blev aldrig den samme igen.

#4
Sidst men ikke mindst skal endnu en veninde udstilles. Da vi startede på journalist-halløjet, kendte ingen hinanden. Og for at lære hinanden at kende drak vi masser af alkohol.

Denne gang måtte min kære veninde N liste ind mellem to biler. Oppe ved teateret i Århus. (Jo, Å!)
Hvor der jo aldrig er nogen mennesker, og det er vildt nemt at komme til at tisse i fred. N listede altså ind mellem to biler, og vi andre stillede os som vagter/skjulere for hver ende.

Desværre skete det utænkelige. Lamperne på den ene bil gav sig til at blinke, og alle dørene sagde hørligt 'klik' for at fortælle os, at ejeren af bilen var på vej, og havde tænkt sig at køre væk. Selvfølgelig den bil, hvor N sad lige ud for førersædet.

Panikslagent så vi os omkring og fik øje på person på vej over pladsen, målrettet mod vores plads. Der var ikke noget at gøre. N måtte trække strømpebuksen op og sætte i løb væk fra gerningsstedet med 5 skraldgrinende, nye veninder. I behørig afstand fra scenen, da grinende havde lagt sig, hørte man pludselig en fortrydelig stemme sige: 'Jeg tissede altså lidt i bukserne...'

Jeg tror vi blev venner den aften.

Dette indlæg kunne egentlig også have heddet 4 historier om druk?

Nå, men. Tillykke til mig!

mandag den 9. maj 2011

Working 9 to 5-ish

Som den store, stygge editor jeg er, besluttede jeg igår at meddele min redaktion, at vi arbejder hjemmefra i dag. For der arbejder jeg bare allerbedst.

Er ihvertfald sikker på, at det forbedrer min effektivitet gevaldigt, når jeg lokker den Sunde og Raske Fyr til at blive en ekstra nat, og sove længe hos mig mandag morgen. Den slags kommer der altid stor arbejdsiver ud af.

Det giver også rigtig meget produktivitet, når jeg, straks efter Sund og Rask Fyrs exit, smider mig i sengen, i stedet for ved mit bord og tænker 'Jeg kan da godt ligge ned og arbejde. Hvor lagde jeg nu fjerneren?'.

Synes også det stiver mit image som tjekket superboss godt og grundigt af, at jeg pt. spiser pålægschokolade. Solo. Altså, uden noget til. Og direkte fra æsken.

Og så fremmer det viiirkelig samarbejdet i min gruppe, at jeg har meddelt svensken, at hvis hun ikke får fingeren ud og afleverer inden for 57 minutter (hvor deadline vel og mærke er overskredet med 3 timer), så får hun ikke redigeret sin historie. Af mig, i det mindste.

Er i øvrigt lidt træt af, at jeg kalder den Sunde og Raske Fyr for Sund og Rask Fyr. Var der ikke én af jer erfarne bloggere, der kunne have advaret mig om, at man skal vælge korte navne til folk, man nævner tit? Som Bo. Eller Ib. Suk, det kunne gøre min dag meget nemmere...

søndag den 8. maj 2011

Den gamle kælling

Det er nærmest flovt. Når jeg nu så gerne vil vedblive med at være 21 og lidt strammere i kødet end nu, må jeg da i det mindste opretholde en lignende livsstil. Men det magter jeg tydeligvis ikke.

Bevis # 1: Ingen bytur torsdag. Der var studiefest. Bevares, for dem der havde fået praktikplads, som jeg grundet kyssesyge ikke helt er en del af. Men mine venner, og studievenlige priser på Gaz, hvor man ellers aldrig sætter sine fødder. Men nu var jeg der. På voksenmåden. Tre øl, small talk, skulderklap, forklaren af, hvorfor jeg ikke var med i kapløbet - og så med den sidste bus hjem. But whyyy?

Bevis #2: Ingen bytur fredag. Var ellers i Odense. Hvor vennerne er tæt på og yndlingsklubben ligger. Endda med Sund og Rask Fyr, der i skræmmende grad har vist sig at ligne mig, når det drejer sig om at drikke sig fra sans og samling og møde for sent op, med blodskudte øjne, ørleånde og Joe Cocker stemme til alt familie tamtam. Men nej da! Nu hjalp vi hans mor med opdækningen og spenderede vores fredag aften med hans forældre og et slag bezzerwizzer. Ganske hygsomt, men but whyyy?

Bevis # 3: Ingen bytur lørdag. Til trods for Sund og Rask Fyr havde fat i venner både i Odense OG Århus. (For at opstøve fest/boksning/bytur - med eller uden moi). Det gik fesent. Han kørte med til Århus, ventede på jeg fik fri fra restaurant. Ventede på kammerat fik fri fra anden restaurant. Hentede kammerat og gav sig i kast med temmelig mislykket streaming  ag boks og vin hjembragt fra mit job. Jeg blev faktisk buzzet. Og omend jeg var træt, nåede jeg et 'så lad os da tage i byen'-punkt. Men kammerat ville faktisk hellere hjem, og i min iver efter at få vin, havde den Sunde og Raske Fyr fået så lidt indenbords, at han faktisk kunne køre ham hjem igen. Han kommer igen om lidt, og så sover vi, og står op i morgen og får noget ud af søndagen. Oh, but whyyy?

Er det sådan, det føles at blive voksen? Det ved jeg altså ikke, om jeg gider...

fredag den 6. maj 2011

Det kunne ikke betale sig...

at pjække fra skole igår.

Altså jo, sove-længe delen var dejlig. Jeg måtte i forgårs sande, at jeg er den type person, der når andre skider højt og flot på mødepligt, selv bliver lidt trodsig. For jeg gider ikke sidde og være miss goodiepall, når de andre kommer dryssende i skole i frokostpausen og ikke har forberedt sig. Så igår blev jeg med store dramatiske bogstaver væk.

Hvad fik jeg ud af det, spørger du? Jo, jeg blev valgt til editor i vores gruppe. For det er der ingen, der gider være, men jeg var der ikke til at protestere. Det er rart, min gruppe bekymrer sig sådan om mig. I stedet for at tænke 'Oh my! Trix isn't here - is she sick?', kigger de på hinanden og tænker 'SUCKER!', før de giver mig ultimativt skodjob. Fladt.

Overvejer i protest at nægte at skrive en artikel, for jeg er jo 'editor'. Men så lærer jeg jo slet ikke noget. Skodhoveder.

Og hvorfor udsatte jeg mig selv for dette, spørger du? (Jo, du gør så!)

Først og fremmest for at sove længe. Dernæst for at gøre rent på post-påske måden. Og ja, jeg skulle have gæster. Og nej, det var ikke sket, hvis ikke den Sunde og Raske Fyr skulle komme og sove hér.

Jeg vaskede endda gulv. I sæbespåner. Kunne godt have brugt at vide, at overfladebehandlet træ ikke SUGER sæbespånerne. Og at jeg således bare lagde et fedtet lag film over gulvet i hele min lejlighed. Som kildrede i næsen, ligesom sæbespåner gør. Og som ikke forsvandt, selvom jeg vaskede efter med vand. Og som faktisk stadig kan ses, selvom jeg er gået i krig med ajax nu.

Jeg har på det seneste døgn vasket gulv, lige så mange gange som i al den tid jeg har boet her. Og nu gider jeg ikke mere.

Så min fri-torsdag har mest af alt resulteret i mere arbejde. Tak for lort.

tirsdag den 3. maj 2011

Jeg har forresten...

Fået min første rigtige facebookkæreste.

Yup. Jeg er en af dem. Har både været gift og i forhold tidligere, men altid med Rikke eller Cecilie. Som jeg i virkeligheden slet ikke går rundt og kysser på. Det var mere en venindeting. I stedet for at købe ét af de der hjerter, man kan dele i to for så at gå med hver sin halvdel, blev vi kæreste på fjæsen.

Men Rikke lod sig skille igår, så den Sunde og Raske Fyr kunne komme til. Og nu er vi 'i et forhold'.

Hvad fanden betyder det i øvrigt? Hvor er 'er kærester med'-knappen? Jeg har et forhold til skumslik. Til min dyne. Til pandekager og solskin. Den Sunde og Raske Fyr er min kæreste. Det hedder det altså, der hvor jeg kommer fra.

Anyways. Jeg er lykkelig. Nu kan han heller ikke stikke af, for det er altid så pisseakavet, når folk man kender pludselig bliver 'singler' på internettet. Skal man skrive? Skal man ikke skrive? Må man synes godt om? Eller skal man lige undersøge, hvem der gjorde det forbi først?

Jeg kender ikke reglerne. Men jeg er også ligeglad. For jeg har fået min første rigtige 'Vil du være kærester?' besked på fjæsen. Og jeg trykkede 'bekræft'. (Som jo er cybersprog for at sætte kryds i 'ja' og ikke i 'nej' eller 'måske').

Closing in on 200

Vi nærmer os blogindlæg nummer 200.

Hvad skal det dog handle om?

Jeg har lavet en lille afstemning ovenfor, men hvis du synes, jeg er håbløst uopfindsom, så smid endelig en kommentar herunder, og fortæl mig hvad det er, I unge vil have.

mandag den 2. maj 2011

Kloge Ord Om Kærlighed

Jeg ved ikke, om det er Birgitte, der har tænkt ordene først. Men jeg hørte dem først fra hende, og hun sendte mig dem i dag og gjorde mig glad og stolt, over den chance jeg tog, da jeg forelskede mig.

"Det er umuligt", sagde Tvivlen
"Det er farligt", sagde Frygten
"Det er unødvendigt", sagde Fornuften
"Gør det alligevel", hviskede Hjertet

Den misforståede ungdom

I toget mellem Odense og Århus sent søndag aften, reddede ung utilpasset fyr min aften.

Han stod på et sted i Jylland, jeg var begravet i Ud&Se, så bemærkede ikke den præcise station. Men han smed sig i sædet med den tyngde og kraft, der kendetegner de stakler, som ingen rigtigt forstår og som derfor har lidt ondt i livet.

Bukserne havde hængerøv, ikke på skinny-jeans måden, men mere som dengang 2-pac ikke så nogen changes, and that's just the way it is. Hættetrøjen var trukket op over kastetten, og ledningen mellem headset og telefon var tydeligvis ikke i brug til en samtale. For han var tavs som graven.

Til gengæld hørte han musik. Og med sin teenage hud og -attitude, er det ikke svært at sætte en stereotyp på ham.

Så gæt, hvordan solen lige pludselig strålede ned i mit ingenmandsland, da tonerne fra Christina Aguilera's stemme hyle sig igennem et sted midt i 'Lady Marmelade' fra Moulin Rouge. Oh, yes he did!

Dagen reddet.

      Miniature  Sexy, sexy, sexy

søndag den 1. maj 2011

Søndagstrummerum

Jeg var træt igår. Sååå træt. Nærmest udmattet.

Spenderede 10 timer som eksamensvagt, for penge har jeg altid brug for. Og fuck, hvor var det gudsjammerligt kedeligt. Ved ikke, hvad jeg havde forventet? Det giver jo sig selv, at den spænding jeg følte dengang jeg selv skulle til optagelsesprøve ikke ville gentage sig, når jeg ikke skulle deltage. To timer inde i forløbet, hvor jeg sad på virkelig dårlig stol, uden kateder at se lærer-agtig ud bag, og med forbud mod at læse eller have mobiltelefon tændt, var jeg solgt til stanglakrids. Måtte med samme ildhu som en nazist gå kontrollerende runder blandt prøvedeltagerne, for at undgå at være den eksamensvagt som faldt i søvn. Suk.

Og så direkte til Fyn bagefter. Havde gudsketakoglov mors bil, så var ikke afhængig af togtider, bus og hentning på banegården - men var til gengæld tvunget til ikke kun at holde mig ved bevidsthed, men faktisk også at koncentrere mig hele vejen.

Var derfor jævnt til middel træt, da jeg arriverede hos de gamle til grillpølser og hygge. Fik et glas vin efter maden. Så kom den Sunde og Raske Fyr og bortførte mig hjem til sine forældre, så vi lige kunne være lidt sammen i denne weekend. Her fik jeg også et glas vin, før jeg faldt i søvn på sofaen og måtte kravle i seng.

I dag har vi så overlevet verdenshistoriens korteste konfirmation. 4,5 timer. Længere tid tog det ikke for Sara at pakke gaver op, fodre os med thaibuffet og meddele, at der hverken var kage til kaffen eller natmad. Så nu er jeg tilbage i nummer 49, hos den Sunde og Raske Fyrs forældre. Prøver på at overskue togturen hjem og skoledag i morgen. Er faktisk stadig lidt udmattet.

Har vi ikke flere helligdage at tage af? Hvad med en 'påske i anden' eller en præ-pinse? Jeg ku' godt...