Kære Red Barnet

Jeg har aldrig set mig for fin til at iføre mig en indsamlingsbøsse. Og et smil. Og noget overskud.

Jeg har gjort det før. Som en slags aflad over det månedlige beløb, jeg nægter at overføre til jer, når en facer står lønnet, og prøver at skamme mig til at deltage i paraden.

Sidst jeg gjorde det, var vi en hel flok bloggere, der sammen og hver for sig spredte lidt karma.

Jeg indsamlede svimlende 653 kroner. Det er ikke alverden. Nej, det er Thisted, og det svarer jo til lidt mere end den halvtredser, som de altid prøver at lokke mig til at deltage med. De dér facere.

Job gjort, karma købt, ikke flere bekymringer.

Indtil jeg i sidste uge fik en email. Ja, for den havde jeg jo oplyst, da jeg meldte mig til at samle ind. Og i den email stod, at Red Barnet STADIG havde brug for hjælp. At selv lidt hver måned kunne gøre en forskel, og at jeg 'indsamler' kunne melde mig til at betale hver måned ved at trykke på dén knap.

No way? Sendte de mig lige dårlig-facer-samvittighed over email, efter jeg gik en tur for dem? Og samlede penge ind til dem? Min største frygt er, at det muligvis er en betalt medarbejder, der sidder for de penge JEG samlede ind, og sender mig mailen med 'har det godt, send flere penge.'

Ved vi, om det er betalte medarbejdere, der står for den slags? Jeg var rasende. Jeg skal ikke spammes, når jeg faktisk gjorde noget fint. Frivilligt. Hvis jeg var interesseret i at bidrage månedligt, havde jeg jo rigelig mulighed for selv at skrive en af de 'dårlig samvittighedssedler' jeg skulle smide i postkassen hos folk, der ikke var hjemme.

For at toppe kransekagen har jeg fået et helt blad nu. Med et barn på. Og noget regeringssnak. 'Kære Fru Statsminister. Husk de udsatte børn i Danmark og resten af verden'.

Farveladeblad på 15 sider, med blankt girokort på bagsiden, hint hint!

Føler mig ret overbevist om, at folk skal betales for at skrive bladet, designe det, trykke det og distribuere det.

Så mon ikke jeg med de 653 kroner jeg samlede ind søndag den 4. september, finansierede lige præcis den fortsatte chikane af mig selv? Karma er en kælling.

Tænk på noget andet og synk...

Der var lidt klumper i idag. Troede ellers jeg var ovre de rookie mistakes, men åbenbart ikke.

De ødelægger alt. Klumperne. Uden dem fungerer ritualet helt fint.

Det ritual, hvor jeg starter hver dag med Jazz på P8, den lækre kaffe nede fra den fine kaffeforretning (som også har ost, flødeboller, vin og andet. Det er jo Thy, vi har ikke en forretning til hver ting for sig.)

Jeg hopper i noget tøj. På de gode dage (som i dag) andet tøj end de jeans, der har ligget halvt til vask i et par uger nu. Halvt betyder, at jeg ikke smider dem i vasketøjskurven, men alligevel har bestemt mig for, at i morgen SKAL de altså vaskes. Indtil jeg i et anfald af arbejdsløs dovenskab hopper i dem næste formiddag igen. Fordi det er nemmest.

Men ikke idag. Jeg tog en kjole på. Og både strømpebukser og bH, hvilket ellers godt kan være en udfordring. Håret op i en knold. Vaske ansigt, og ind foran skærmen.

Hvor jeg i min kombination af morgenens make up ritual og lækker kaffe kan lege, at jeg laver noget fornuftigt på min tur rundt forbi yndlingsblogsne, fjæsen, tre emailadresser - ja, jeg aner heller ikke hvorfor? Er der andre, der har været lige så dum som jeg, og raget flere forskellige emailadresser til sig? Hvorfor gør man det? Og diverse jobsites.

Nå, men altså. Sminke, internet, kaffe og 'morgenmad'. Som jo i princippet kan være hvadsomhelst.

Men når der er klumper i, bliver jeg mig selv pinligt bevidst om, at jeg starter hver uge. Hver mandag. Hver mandag morgen.

Med nupo. I et sidste desperat forsøg på at vaske weekendens mad- og sprutsynd af mig. Så jeg kan himle med øjnene hver tirsdag morgen, når jeg kravler op på vægten, og den ikke er svundet det mindste.

Hvor dum har man egentlig lov til at være?

The dark side

Så satte vi urene en time tilbage. Eller, jeg gjorde det først i eftermiddags, men når man fører mit hæsblæsende liv, gør det virkelig ikke den store forskel.

Bortset fra, at da det var bælgmørkt, og min krop troede, at det var på tide at gå i seng, var det i virkeligheden bare tid til aftensmad. S å  M ø r k t!

Der er vist ikke andet at gøre end at lægge sig i ske indtil april. For det ER jo sådan, man overlever mørket? Enten det, eller også forsøge at finde ledningen til min latterlige sollys-maskine, der også fungerer som et vækkeur.

Fik jeg forresten nævnt, at jeg havde så mange tømmermænd i går, at jeg måtte kapitulere med hovedet i niveau med et wc-bræt. Igen. Igen. Igen. Og svigermor ude på gangen. Nøgen, siddende på et håndklæde. Ørlende. Med et panisk greb i håret, for ikke at få bræk på det, når jeg lige havde været i bad. Hvordan kan man også være ved bevidsthed i over en time, drikke en liter vand OG nå i bad, inden kroppen kommer i tanker om, at den vil mere end bare en insiterende hovedpine?

Kan med sikkerhed tælle ti genstande. Mellem klokken 18 og klokken 03. Kan det virkelig passe? Er det sådan, det føles at blive gammel? Hvor lidt drikker voksne mennesker? Hvordan når de nogensinde at blive fulde, inden de bliver dårlige?

Fik jeg virkelig ikke nævnt det i går? Det kan jeg ikke forstå. Det er jo på ingen måde ydmygende stadig at ørle efter en druktur i en alder af 24. Det går åbenbart aldrig over for mig.

Ze Låvestowy: En farlig vane

Efterhånden som jeg vænnede mig til, at man hjemme ved den Sunde og Raske Fyr fik serveret havregryn med chokolademüsli om søndagen, fik tilbudt et bad, og blev kørt hjem, begyndte jeg også at vænne mig til ham. Jeg opdagede, at jeg slet ikke tænkte på andre drenge mere. Ja, de kunne nærmest spille banjo nøgne foran mig, og jeg så kun efter ham alligevel. Så jeg begyndte at håbe lidt.

Man kan nemlig nå at tænke mange tanker, når man går rundt en hel søndag og dufter af hans sæbe. Et par forsigtige 'vi snakkes ved?', når vi sagde farvel i bilen, blev mødt at 'Ja ja, det gør vi da', men ingen aftaler. Pokkers!

Ingen sms'er om mandagen. Heller ingen om torsdagen. Men lørdag, stod han op fra de tavses land, og skrev. Og jeg svarede. Selvom jeg godt vidste, at vi var derude, hvor jeg kunne kappe nallerne af i en svingdør.

Hvis man går ham lidt på nerverne, kan den Sunde og Raske Fyr huske at han godt kunne komme til at tænke på mig i løbet af ugen. Men det var kun i weekenderne han skrev. Han var fint tilfreds med, at det bare var 'sådan noget weekend-noget', som han kalder det.

Hans ven J, som vi ofte festede med, og som ofte sov på den Sunde og Raske Fyrs sofa, når han var i Odense, undrede sig faktisk mere over vores arrangement, end den Sunde og Raske Fyr gjorde.

Det var derfor kun mig, der kunne tage beslutningen om, at nu skulle det være slut med denne roden rundt i weekenderne.

Så det gjorde jeg...

Nok nu

Det er muligt, at vi tilbragte en halv aften på 'Toften' igår. Det er muligt, at det er et af de skumleste værtshuse i Odense.

Det er muligt, at jeg brølede fisse udover dansegulvet, nøjagtig samtidig med, der var pause i musikken.

Det er muligt, jeg konsekvent drak gyldne damer af flasken.

Det er muligt, at den Sunde og Raske Fyr ikke havde sine briller på halvdelen af aftenen, og derfor var stæreblind. Og lokalkendt som 'ham der danser sjovt'.

Det er muligt, jeg fik hikke, mens jeg prøvede at forklare enlig fyr, 25, at han da ikke skulle sidde hér og drikke sig et selvmord til. Eller lede efter en dame, for den sags skyld.

Det er muligt, at min læbestift sidst på aftenen var mere 'hagestift'.

Det er muligt, jeg bare stod stille og svajede, mens jeg forestillede mig, at jeg dansede. Godt. Og sexet ikke mindst.

Men da Thomas Buttenschøn dukkede op, med god afro, dårlig attitude og pænt mange piercinger, var vi alligevel for seje til at blive til Boogies.

Der var enuff lissom enuff.

Ze Låvestowy: En dejlig vane

Nå, men når noget går godt, skal korthuse jo stables højere. I starten mest som en stabel pandekager - altså stables på den virkeligt gode måde.

Så en aften blev til flere. I starten ved tilfældigheder, men i løbet af ganske kort tid, kunne mit øje scanne dansegulvet på Boogies for Sund og Rask Fyr på cirka fire sekunder. Og selvom klokken blev fire og tøserne hellere ville hjem, så lokkede jeg ALTID Rikke med på boogies. Fordi vi SKULLE danse. Hun var for sød til at fortælle mig, hvad alle godt vidste. At vi skulle lede efter ham.

Jeg husker specielt en aften, hvor jeg dansede med Rikke. Komplet med humpe-bevægelser, squat, lunges og rullen på gulvet. Ja, sådan dansede vi nu engang. Hvor jeg pludselig ud af øjenkrogen så et ansigt, jeg genkendte meget godt. Og mine ben simpelthen gav efter under mig. Knæene eksede, som om en eller anden havde fældet mig, og den eneste grund til, at jeg ikke væltede, var det tætpakkede dansegulv, hvor der ikke var plads til at vælte.

Det sus det gav i maven, når han trådte ind. Når han så på mig. Når han smilede. Jeg prøvede det aldrig rigtigt som teenager, men jeg skal love for min krop tog revanche denne sommer. Jeg blev svimmel, let i hovedet. Nogle gange glemte jeg at tale med folk, selvom vi stod midt i en samtale. Andre gange begyndte jeg bare at grine. Det var den vildeste følelse.

Jeg kunne godt i løbet af en lørdag aften få eller sende en sms, hvor der kun stod 'boogies?'. Hvis den anden svarede ja, vidste man godt, at man ikke skulle sove alene den nat.

Det blev til en del morgener. Med skak. Morgenbrød eller pizza. Nogle gange også med den Sunde og Raske Fyrs kammerat, der skulle sove på sofaen, eller hives bevidstløs ud af sengen, så vi kunne sove der. Og som gerne spiste morgenbrød med os.

Men blev  det da aldrig til mere, tænker du?

Op ad bakke.

Helt ærligt, hvorfor var der ingen der sagde noget?

Træning gør mere ondt på andendagen. Det er åbenbart common knowledge.

Røvhuller.

Et usundt forhold til fitness

Jeg er typen, der enten er all in, eller not in at all.

Så da jeg tog i fitnesscenter i går for første gang i denne uge, kunne jeg jo lige så godt prøve det hele. Det tog næsten to timer at komme igennem de forskellige maskiner. Måske fordi jeg startede med en halv time på en Crosstrainer - og de maskiner er virkelig alle lidelsers moder. Bare spørg Citygirl.

Men når man (jeg) nu er arbejdsløs, og ikke laver en skid hele dagen Og man (jeg) er pænt træt af at blævre og i øvrigt udstyret med den dér sygelige 'all in' funktion, så tager man en halv times cross og alle vægtløftningsøvelser i verden.

Og skvatter ud af sengen næste morgen. Troede et kort øjeblik, at der var noget alvorligt galt, og nåede faktisk at blive rigtig bekymret over, hvilke sygdomme der kunne forårsage kollaps i understel på den måde, indtil krampen satte ind i højre røvballe. Ja, så kunne jeg vist godt huske noget work out igår.

Har strukket, aet og tigget kroppen om at opføre sig pænt, og bevæger mig nu problemfrit rundt som senil seniorborger med bæ i ble, men frem kommer jeg da.

Så er det bare, at jeg så småt fortryder, at have pralet overfor le Sunde og Raske Fyr, at jeg liiige ville smutte ned og spinne en halv time idag.

Hvorfor kan jeg ikke bare holde min kæft?

Ze Låvestowy: I begyndelsen skabte Gud Himlen og Jorden

Jeg vidste sådan nogenlunde, hvem han var. Det var ham den fjollede, der dansede vildt og voldsomt. Også gerne alene, det var han sgu ligeglad med. Lidt Harry Potter-agtig på den brillede og ikke-pædofile måde, og Rikkes kærestes ven. Det var alt jeg vidste, og nogensinde havde tænkt om den Sunde og Raske Fyr, den 16. august 2008. (Plus minus en uge.)

Det var ihvertfald om lørdagen, at jeg havde et par bukser på, som jeg ikke helt kunne knappe. (Never could, probably never will), som jeg derfor havde lynet op, og så bare lige 'vupti' foldet knappen indad, og trukket blusen nedover. Så var der jo ingen, der så dét.

Jeg tog på Boogies (what else?) med Rikke. Og bukserne. Måske drak vi os fulde i Kaspers lejlighed først med Stine og Lise? (Samme bukser ihvertfald, er ikke sikker på samme aften.) Og hér kom jeg i snak med ham fyren. Kan ikke huske over hvad?

Noget med noget astronomi (Valgfag i 3. G), reglerne for skak og Illustreret Videnskab, som jeg holdt på, var noget bras.

Den Sunde og Raske Fyr husker ikke så tydeligt den aften, faktisk glider mange af aftenerne fra Boogies sammen i både hans og min hukommelse. Men især i hans, fordi han ikke husker så godt. Som teenager fik han epilepsi. Meget. Ikke på ryste-anfald måden, men hans hjerne blev bid for bid smadret til arvæv. Det blev opereret væk sammen med hypocampus og lidt tindingelap i højre side, så hans hukommelse og stedssans er et festfyrværkeri uden lige. Men det vidste jeg ikke noget om dengang.

Vi prøvede at komme ud i gårdhaven for at ryge, men døren var låst, så vi traf den fornuftige beslutning, at så kunne vi jo bare ryge inden for døren. Ikke i rygerummet. Når man gør det, kommer der en dørmand, og siger man skal gå hjem. Vi indvilligede begge uden bøvl, og skoddede smøgerne på gulvet. Faktisk indvilligede vi så hurtigt, at dørmanden lod os blive. Så vi blev lidt endnu.

Og snakkede. Tæt. Om videnskab. Nøj, hvor skulle vi imponere hinanden. (Det har været pænt ømt at glo på), indtil Rikke brølede igennem lokalet, om vi virkelig ikke havde snavet endnu?

Så snavede vi. Og tog en taxa til Skibhusvej, hvor den Sunde og Raske Fyr boede. Og gik ind i hans lejlighed.

Og spillede skak. I shit you not.

Jeg glemte mine øreringe næste morgen...

Ze låvestowy

Okay. Jeg er gået igang med en lille optegnelse af noget kæresteri mellem den Sunde og Raske Fyr og jeg selv, så jeg kan lave en lille føljeton, når nu Amarorama er færdig med O'brother.

Fordi jeg har brug for kærlighed, og fordi jeg faktisk tror, at hvis vi skal være sammen for ever and ever (aaand everrrrr *gylp*), bliver jeg en dag glad for at vi har skrevet det hér ned. Fordi det er en lidt underlig sag, hvordan det endte med at skulle være ham og jeg.

Men altså. Jeg mangler en titel. En god én. Og en kort en. Som kan markere, at det her er kærlighedshistorien, så uinteresserede læsere kan springe den over, og læsere der KUN gider kærlighed kan vælge netop dén.

Hvem har et bud? Smid en kommentar. Hvis jeg vælger dit forslag, må vi se, om vi kan finde på en præmie. Jeg har stadig nogle grimme, stribede sokker liggende, som jeg aldrig kom af med efter landsindsamlingen til Red barnet.

Ellers kan man få en personlig skideballe, et digt over valgfrit emne eller en hjælpeløs tegning af en pony - mulighederne er mange.

Så hjælp mig! Hvad skal den episke kærlighedshistorie hedde?

Babser og synshaller

Ingen sugar over stram, rød trøje, trutmund og blå, blanke øjne til syn af el automobil.

Næ nej, selv rusten skulle noteres. (Tag dén selvtillid).

Og tror i ikke, den Sunde og Raske Fyr havde taget nøglen med på job, så jeg måtte vade ud på hans arbejdsplads (cyklen er flad), og tilbage igen. Finde bil i parkeringsbås, hvor man kun må holde to timer, med bøde i forruden, og så køre til syn, hvor jeg (okay, den Sunde og Raske Fyr) måtte slippe en plovmand for at få at vide, at der skal laves tre ting inden bilen kan gå igennem syn.

Tadaaa.

Og for det har jeg næstenprostitueret min krop. Okay, not at all. Men jeg havde sgu en stram bluse på. Og masser af sminke. Og lipgloss, selvom det klistrer ad helvedes til og håret hele tiden sætter sig fast i det. Tror jeg skal høre efter, hvad City Chick siger og i fremtiden kun køre til syn om sommeren. Nøgen. Med nutella på babserne og gaffatape for munden. Det kan da ikke gå galt, så... (Det var IKKE det, City Chick sagde. red.)

The last melon...

Såeøh. Blev vækket af telefonen i morges. Det var Lise, min bankrådgiver. Om hun forstyrrede? Næ, ikke synderligt. Nå, men.. Overtræk, bla bla bla, dyr rente, bla bla bla, lån og sammenlægning, bla bla bla, kan jo tænke over det, hej hej.

Fik tydeligvis ikke fat i det hele. Hun ringede tre minutter inden vækkeuret var sat til at gå af. Men forstod da, at dagens planer om at voldtage dankort og bare tænke 'der går jo penge ind på fredag', ikke længere harmonerede med samvittighed. Vil gerne i den anledning sende en stille tanke til mor, der tilbød at hjælpe med frisørregning forrige fredag, men som åbenbart lod være. Og jeg har spurgt efter los geld én gang, og jeg gør det fandme ikke igen. Så hellere æde resterne af weekendens smøger.

Men altså, med de nogleogtredive kroner jeg havde i pungen, og de allersidste krampetrækninger fra 'skålen hvor vi smider småmønter, smøger, skruer og euroresterne', kunne jeg lige præcis finde penge nok til én vigtig ting.

Og hvad er det så, spørger du?

Toiletpapir? Frugt? Et solidt rugbrød og lidt pålæg til? Næ...

Gæt selv, hvad jeg laver, mens jeg blogger...

Kærlighedsjunkie

Hvad skal jeg nu gøre, når Amaroamas historie om O'brother og Norddamen er slut?

Hvor skal mit fix nu komme fra? For helvede.

Jeg vil have kærlighed på skrift. Den slags, der har alle odds imod sig, og som lykkes alligevel.

Kan det virkelig passe, jeg selv skal hen og skrive om det?

A new low

Prøver at vælge et tilpas afslørende, men ikke åbenlyst udfordrende antræk, til når jeg om lidt kører i synshallen med den Sunde og Raskes firhjulstrækker. Der er ikke penge til at reparere noget, så den skal igennem i første forsøg. Hence hvorfor jeg har tænkt mig at vise to sæt forlygter dernede. Næsten.

Tegner dukkemund og blafrer med øjenvipperne. Er det ikke sådan man gør?

Suk.

Ugen hvor:

Jeg endelig kom igang med træningen igen. Både med vægte, cykel og svømmehal.

Den Sunde og Raske Fyr og jeg bagte så meget brød og kage at træningen hjælper som skrædder i helvede.

PMS-ynkeligheden gjorde hadefølelsen af at bo i Fucking Thisted endnu værre. Vi stikker af. Snart. Håber jeg.

Mor ikke ville låne mig penge til VUC. På baggrund af det pænt skarpe argument, at jeg sandsynligvis ikke kan nå at indhente holdet inden december, hvor jeg skal skrive opgave. Og alt afhængig af opgavens udfald, er jeg måske ikke i Thy længe nok til at færdiggøre fagene. Og så er det spild af penge. Kedsomhed eller ej. Hun er så pissevoksen, når hun argumenterer.

Der blev hængt billeder op i lejligheden. Og vi kom helt på plads. (Jeg vil stadig flytte...)

Den Sunde og Raske Fyr og jeg tilbragte hele weekenden i Thisted. Begge to. Sammen. For første gang i Oktober.

Thyboerne begyndte at hilse på mig på gaden. Mange af dem. Ofte. Hvorfor gør de det?

Jeg ikke shoppede et eneste stykke tøj eller make up eller noget over nettet. Tadaaa! (Får jeg så en medalje?)

Jeg kun spiste én pose skumbananer. Dén med medaljen igen, tak.

Kærligheden i de små ting...

Da jeg vågnede stod der et stort glas vand og Guillous 'Ondskaben' og ventede på mig.

Han lå stadig i sengen, efter at have været vågen i næsten to timer, og ventede på, at vi skulle 'vågne sammen'.

Nu vasker han op. Jeg blogger. I sengen.

Baking news

Hvor mange ovne skal der til, for at jeg kan få aftensmad?

Svaret blæser i vinden, men den bagedag der startede så smukt og idyllisk med nogle koldhævede morgenboller i formiddags er ved at tage overhånd.

For banankagen inde i ovnen må IKKE hæve mere. Hvis den gør skal min søndag spenderes med ovnrens og skuresvamp, og det magter jeg bare ikke.

Og den cuvette og de fritter vi har planlagt at vi skal have i dag for at forkæle os selv, kan lissom ikke komme i ovnen. Ikke så længe kagen er der.

Og når kagen er færdig, er det Den Sunde og Raske Fyrs pøllehorns tur. Selvom dejen er foruroligende fedtet, og han ikke er så sikker på kvaliteten, som han var tidligere.

De skal hæve 20 minutter, og så skal de bages, nok af to omgange, for 16 pøllehorn var jo ikke nok. Næ nej, vi bager da 32 og fryser nogen ned. Og når de så er bagt skal cuvetten have en halv time og HVILE bagefter. Suk.

Med den fart vi har på, og vores organisatoriske evner kommer vi nok til at spise aftensmad ved midnatstid. Den skal skylles ned, jeg åbner rødvinen!

Weekend på landet

Ja, vi bor sgu altid på landet, men det lyder da meget fancy, ik'?

Hvis man tager i betragtning, hvor meget vi gør ud af, at weekenderne heroppe skal være hyggelige, kan vi vist også godt tillade os at kalde 'weekend på landet'. (Også hvis vi overvejer, hvor sjældent vi er hjemme en hel weekend begge to). Der var endda hjemmebag til morgenmad, og  jeg ender nok med at bage banankage også. Af ren og skær kedsomhed.

Men NU er vi endelig helt på plads. Sådan næsten, ihvertfald. Vi har tømt den sidste flyttekasse idag. Der var bøger, og jeg har med vold og magt klemt alle sammen ind i én reol. Så håber jeg bare aldrig, at jeg får brug for en af de inderste. 'Vi' har hængt billeder op. I alle rum. Og som det første ud over den plakat Andrea hang op under Giganternes indtog. Med et for mig totalt ukendt boyband, som alligevel fik lov til at hænge indtil igår. JLS. Siger det dig noget?

Men nu er her billeder. Hans og mine. Og ikke flere fyldt kasse. Så skal vi bare af med det tredje sengebord, som STADIG står her og glaner, ved siden af det ekstra skrivebord i køkkenet. Det ender jo med, at vi har et imponerende stort køkken. En dag.

Og nu er der ikke rigtigt mere at lave. Med mindre jeg gider støvsuge. Eller skifte den bluse jeg spildte kaffe på i morges. Eller bage. Mangler lidt 'café med Rikke', eller 'hænge ud hos veninde'-muligheden. Der ER lagt rent på sengen og skiftet dug. Og jeg gider ærlig talt ikke mere hausfraueri nu.

Kunne selvfølgelig også bare drikke mig en velfortjent øl og ryge en smøg?

Af hjertet tak

Det her nye bloggersystem gør det ret nemt at se, om der kommer folk forbi. Hvor mange, om de siger noget når de er her og så videre.

Og for en blogger som mig, der i meget lang tid ikke anede noget om andre bloggere, og udelukkende skrev til mig selv og for mig selv, er det bare vanvittigt fedt, ja nærmest rørende, når mere end hundrede mennesker dagligt lægger vejen forbi. Det gør mig så glad.

Og at så mange af jer smider en kommentar også, er virkelig en slags glasur, der smager af noget. Jeg elsker det.

Og jeg elsker jer!

Don't ever leave me.

The world makes sense yet again

Såeøh. Det var PMS igår. Kan vi konstatere. Betyder nu ikke, at jeg ikke mente det. Det er bare rart at vide, hvorfor jeg ligefrem skulle tude over det.

Stod op klokken ti idag. Får man ros for det? Nej? Nå, så i andre står tidligere op?

Men nu skrider jeg ned og spinner. Hæ! Tag den elendige selvværd og kedelige hverdag. Bliver lidt småskitzofren af at være for meget sammen med mig selv...

Så kom til Thisted, jeg gir' en bajer!

Og sagen er jo den

at jeg helt oprigtigt mener, at jeg er både for ung, smuk og klog til at skulle gennemleve en så røvsyg periode i mit liv, som den jeg har nu. Kan jeg ikke gemme den slags til jeg er et sted mellem firs og skindød?

Den ugentlig nedtur

De tager til lige så hurtigt, som dagene bliver kortere. Mine meltdowns.

Så i denne uge blev det torsdag aften, hvor underlæben bævrede og et dybt suk åbnede for nogle tårekanaler. Den Sunde og Raske Fyr kunne høre det, selv med ryggen til, og kom straks ilende. For i dag var jeg i det mindste ikke alene, da det skete.

Så han tørrede mine tårer væk, og forsikrede mig om, at jeg er smuk, selvom jeg engang var lidt tyndere. Og jeg er jo ikke dum. Og det er jo ikke min skyld, at der ikke er noget job. Og det er også synd, at jeg ikke har noget at stå op til, og han ville også ønske, at vi boede tættere på vores venner. Fuck, hvor må det egentlig være op ad bakke at skulle bekræfte mig sådan, hver gang det sker?

Det er bare noget lort, det her. Jeg hader, hader, hader Thisted. Og er lidt træt af dem jeg har snakket med fra Røde Kors og Red barnet, som godt kunne bruge hjælp i adskillige byer rundt om Thisted, men ikke lige i nogen jeg kan komme til med overskuelige offentlige transportmidler. For fuck sake. eg hader, at her blæser, at jeg ikke kender nogen, at jeg i hemmelighed ikke GIDER kende nogen, at jeg ikke tjener nogle penge, mens jeg bor lang pokker i vold. Jeg hader, at her er småt, og ensidigt, og at jeg ikke gider lære byen bedre at kende. Jeg hader, at zumba koster penge. Og at zumba pt. er min bedste chance for at komme ud blandt folk.

Jeg hader, at jeg ikke ved, om jeg kan komme på de skide skolehold. Og at flere fag på gymnasialt niveau er mit bedste bud på at få en hverdag. til trods for jeg har gået i gymnasiet én gang allerede.

Jeg hader ikke at udrette noget. Jeg kan efter en hel uge fremvise træning, at handle ind, madlavning og at have læst en bog. I know - det lyder som konstant ferie, og jeg er ved at brække mig. I dag sov jeg til klokken 12. Jeg kunne ikke tvinge min krop til at stå op. Lå i timevis og diskuterede med mig selv i sengen. Men intet skete der, før jeg var ved at pisse i sengen, og derfor tvunget til at lave et rullefald ud af sengen.

Og jeg HADER at være den fesne møgfisse, der piver over, hun keder sig, men som ikke gør noget for at ændre det. Kan høre jeres kollektive suk, når i så småt giver op.

Jeg hader mit liv i denne by. Og så er det nu engang nemmest at give byen skylden. For mit liv havde immervæk set anderledes ud, havde jeg været en arbejdsløs bums i København eller Odense.

Havde jeg haft den mindste anelse om, at det ville blive sådan hér, var jeg ikke flyttet med den Sunde og Raske Fyr herop. Det var jeg ikke.

Heldigvis kunne han ae mig lidt i dag, så det hele blev lidt bedre. Lidt. Desværre ved jeg jo af bitter erfaring, at det kun er et spørgsmål om tid, før jeg sider med vand i øjnene og bævrende underlæbe og flæber over mit liv igen. Stay tuned. Nå, ikke?

I det mindste kan Maria altid muntrer mig op. Det er en stor sag på sådan en dum torsdag.

Hvordan får man folk til at tale om det, man selv er for flov til at omtale?

Er stadig på røven. Sådan helt, helt derude, hvor den Sunde og Raske Fyr måtte efterlade sit dankort hjemme igår, så jeg kunne handle ind til aftensmad. Det plejer ellers at være den ene ting i budgettet, som jeg mere eller mindre tager mig af. Men ikke i denne måned.

Hvilket leder os videre til min Mor. Som jeg stadig ikke har fået taget den der 'jeg er et uansvarligt barn, der har formøblet måneden formue på halvdelen af måneden og derfor er på røven nu, hjælp, tak'-samtale med.

Det var også næsten for godt til at være sandt. Da hun af sig selv tilbød, at hun gerne ville hjælpe med penge til den frisørtur, så jeg kunne klare mig lidt længere.

Nu er jeg så bare nået frem til, at eftersom frisørturen jo allerede ER betalt, uden hendes penge, vil jeg meget hellere have hjælp til det dér VUC. For som vejlederen sagde, får jeg røven på komedie, når jeg hopper ind i tre fag helt henne ved efterårsferien. Det er jeg allerede klar over. Men sagen er den, at han vil ikke lade mig starte senere. Og jeg har ikke de fucking 2400 før til november, vel?!

Så enten skal jeg bide stoltheden i mig og spørge mor om hun kan undvære 2400 på ubestemt tid som en investering i, at hendes datter ikke skal blive i sengen til kl. 13 HVER dag, eller også skal jeg indse, at jeg ikke kommer på det kursus.

Jeg ved godt det ikke er livsnødvendigt, men hvis det kan repræsentere bare skyggen af et liv for mig, føles det utrolig meget sådan. Garrr.

Vi er faktisk derude, hvor jeg også gerne vil gå til zumba. Bare der er mennesker involveret.

Hvorfor koster alt her i livet penge? Og hvorfor er karma sådan en kælling? Jeg har stadig plus på kontoen, og har et 'hus forbi' liggende, der kan bevise det. Og en mailkorrespondance med red barnet i Hanstholm. (Ja, bevares. Jeg aner ikke, hvor hanstholm ligger)

Kom nu karma, pay up!

Gode råd til scoringstogtet på Heidi's

Du skal IKKE:

Tale utydeligt. Ja, jeg ved musikken er høj, men du risikerer, at jeg kalder dig Carsten hele aftenen og først indser, at du hedder Lars, når jeg siger farvel.

Hedde Jannick. Eller Niklas. Ihvertfald ikke, hvis du er bare remotely nederen, for så snakker jeg ikke om andet end det band, du i PRINCIPPET kunne være halvdelen af.

Fortælle mig om din søn.

Have en søn.

Og slet ikke én, du har døbt Tristan. (For crying out loud!)

Du skal ikke forsøge at nedgøre manden jeg taler med, med slet skjult sarkasme og et forsøg på 'drenget charme'.

Og hvis du gør det, skal du ikke blive pigefornærmet, hvis jeg piller dig ned fra hesten. Jeg gør dig, og de næste fire piger du skal lægge an på, en tjeneste.

Du skal heller ikke rette en piges grammatik. Slet ikke én der viser sig at være journaliststuderende. Og at have ret.

Du skal ikke give den kække fyr en 500 krone om armen, og sige han må beholde den, hvis han kan brænde igennem den med en cigaret.

Du skal ikke forsøge at brænde igennem selv samme 500 kroneseddel.

Du skal ikke hive en 1000 kroneseddel frem, hvis det ser ud til, at 500 kronen ikke imponerede mig.

Du skal ikke fremhæve, at jeg er smuk ved at kalde min veninde grim.

Og du skal ikke lugte af sved/ være svedig på ryggen / kramme mig, hvis du ER svedig.

Og forresten, er det nogensinde lykkes dig at score en pige ved at købe 10 gajol shots og stille dem imellem jer med et lille hyggeligt 'Nu skal vi lære hinanden at kende'-blik?


Det nærmeste vi kommer et reelt forsøg er knægten, som jeg ikke kan huske navnet på, men som det faktisk lykkes at være morsom. (Noget med at Thomas snakkede om mig hele tiden, når Thomas og jeg reelt ikke har haft noget med hinanden at gøre i seks år). Som bød op til dans. Gik væk fra mandeflokken og satte sig ned blandt pigerne, indrømmede blankt, at hans scoreforsøg gik rigtig skidt, gav min kæreste skylden for dette og foreslog at vi kunne spise hotdogs sammen, når Heidi's lukkede, hvis det ikke var lykkes ham at score inden da. Ham vil jeg faktisk gerne være venner med.

Anderledes skidt gik det, da Jannick spurgte efter mit nummer, da jeg forlod stedet, og der muligvis kom lidt øl ud af næsen på mig. Og bemærkningen: 'Der findes ikke medlidenhedsfisse...'

Der er også råd til pigerne: Fuckers by Choice

Print ud og hæng op på køleren.

Udløbsdato for vennepriser

Jeg har en gammel kammerat, der arbejder et sted, hvor jeg tit har købt sandwich og frokoster. Engang var han kæreste med min veninde, og den gang fik vi altid vores frokost til vennepris. Du ved, medarbejderprisen og de nærmeste. Jeg kender ikke en forretning, der ikke har dem. Det skulle da lige være Mac Donalds og andre i deres kategori.

Men altså. Det er over to år siden. At de var kærester. Og selvom vi stadig hilser og hyggesnakker, hænger vi jo ikke ud mere. Aldrig. Men jeg kommer stadig forbi efter en pastasalat eller sandwich, for han sælger ganske enkelt bare de bedste.

Og denne gang betalte jeg fuld pris for min pastasalat. Det tror jeg ikke er sket før, i al den tid jeg har kendt ham. Men det føltes helt fair. Så vi kan konstatere, at to år give or take er en passende periode for at tage 'vennepriser' tilbage. Lidt ligesom Anden Verdenskrig og de 45 år der gik, før man måtte joke med det... Giver jeg mening?

Men altså, fuld pris, ingen sure miner. Lidt hyggesnak og lige pludselig var Trix sent på den, fordi hun faktisk var ansvarlig for boblevand til Lis' surprise. Og skulle være der lige om lidt.

Så endte med et par flasker bobler fra samme butik, som jeg havde spist frokost i. De er sgu også bedre end Verdi, og nogle gange må man godt flotte sig. Så dyre var de heller ikke.

Og slet ikke, når venneprisen genindføres, fordi jeg køber mere end én ting. Så er livet nemt. Og rart.

NEJ-hat

Slæbte flæskekroppen ned i fitnesscentret i dag, som lovet. Turde jo ikke andet. Magter ikke at åbne op for 'dømning' og hån fra die ganze blogverden. (Som om de alle sammen kommer her forbi. Pretentious? Moi?)

Skvulpede hjem i bad med gele ben og -røv, og smed tøjet på badeværelsesgulvet med løs hånd. Og så lå den dér.

En skovflåt.

I mit tøj!

Hvad vil jeg være # 2

Nu kan jeg da teste, om jeg virkelig duer til noget med det der stylistpjat. Fields konkurrerer med shit'et.

Så stem på mig: Back to the sixties.

Du kan også selv deltage med et billede hér: Konkurrence.

Men eftersom det er MIG, der bor i Fucking Thisted, mig der ikke har noget arbejde, ikke har nogle penge, keder mig så meget, at jeg køber en valk og sætter hår med den, keder mig så meget at jeg gør rent - frivilligt, keder mig så meget, at jeg ser Extreme Makeover Home Edition (og tuder til det), og mig der spørger;

vil du så ikke lige trykke 'synes godt om'?

Laver en 'bordet fanger' på mig selv

Jeg tager ned og træner i morgen.

There, I said it. Der må dømmes, hvis jeg ikke gør det.

Gale prioriteringer?

Fik jeg forresten nævnt, at jeg fløj til København i sidste weekend? Og hyggede mig i tre dage med café, byliv og alt godt fra havet.

Og at jeg var i Odense i denne weekend. Og i byen to dage, ansvarlig for champagnen til den fest jeg selv og tre veninder betalte for?

Og at jeg tog til frisøren og fik flere lyse striber i mit hår?

Og således nu, den 17. har overtræk på overtrækket og ikke lige kan regne ud, hvor de 2.000 det koster at lege VUC skal komme fra. Eller maden for den sags skyld.

Det er ellers længe siden, jeg sidst var en uansvarlig forbrugstrunte med pengene. Havde helt glemt, hvor flov man egentligt bliver. Og er. I timerne, stunderne, ja ligefrem dagene der går, før man får slugt sin stolthed og ringer til sin mor.

Så kan selv rengøring bruges som overspring. Ses om en opvask.

En slags omsorg

Ovre på byggepladsen på den anden side af vejen, går et broget sjak rundt. De bygger en ny akutmodtagelse til sygehuset. Den er færdig om et par år, står der på skiltet.

Blandt murene, håndværkerne, ham med kranen og dem med stilladserne (ja ja, der bygges stort), går en gammel hanløve rundt. Krøllerne om hans hoved er begyndende grå, men ellers rødblonde og går ud i ét med hans fuldskæg. Hans arbejdstøj er grønt. Det er de andres ikke. Ihvertfald ikke allesammens.

Jeg ser ham jævnligt. Ikke hver dag. Men jeg sidder heller ikke ligefrem og holder øje. Mændene på den anden side af vejen er som et ur. Et sceneri der kun skifter lidt, engang imellem kigger man på det og konstaterer, at det stadig er igang og at vi nu er 'derhenne'.

Men lad os sige, at to ud af fem gange jeg ser ham, stavrer han rundt. Med lidt stive ben, et fjernt blik i øjnene og tydeligvis helt uden formål. Nogle gange går han rundt med en pind, der ligner skaftet på en kost, men som vist i virkeligheden ikke skal bruges til noget.

Jeg har arbejdet længe nok på bodega og haft episoder nok i min barndom til at genkende en mand, der forsøger at opretholde illusionen om at ane, hvad han foretager sig, mens han stavrer beruset rundt, uden et formål og uden at kunne skjule det. Og det gør han. Nogle gange med pind, nogle gange uden.

Jeg undrede mig, over hvordan de andre ikke har opdaget det endnu? Fyret ham, så han ikke kan udgøre en fare for resten af sjakket? Eller i det mindste fundet hans lager, og sikret sig, at han ikke kan drikke videre?

Indtil i dag. Da så jeg en ung mand. Måske 25, i blå pullover og sikkerhedssko (og bukser, ik'?) forsigtigt, nærmest blidt række hånden ud efter hans hammer. (Eller hvad det var, den slags må i ikke hænge mig op på.) Og åbenbart give ham besked på, at gå rundt. Og gå. Han genoptog ihvertfald ikke 'klatren på stiger og slag med værktøj', men gav sig til at stavre. Og det slog mig. Jeg tror sgu, de passer på ham.

Antifrisk

Efter kronisk-klamydianatten på Heidis øl-halløj blev der drukket kaffe. Og ligget på sofa'er. Der blev sladret, mænd blev bagtalt, fremhævet og vurderet. Egentlig en ironisk handling, når der kun er én singlepige tilbage i flokken, men vi skal åbenbart dissekere kønnenes interaktion. Om ikke andet, giver det da noget at grine af.

Klip til en aften på Retro. Hvis nogen kender det mindste til Odenses natteliv, kan de måske regne ud, at jeg ikke ligefrem er stereotypen på en Retrogæst. Mest fordi jeg ikke duer til at stå og spille smart, og fordi jeg gider tale med mennesker og ikke kun stå og spejle mig i væggen. Og fordi jeg ikke gider trække maven ind hele aftenen. (Og så generaliserer de pissemeget...)

Men vi havnede der. Til Sak Noel. Fordi Morten og Andreas skulle varme op. Og fordi Rikke havde nye sko. Vi blev en broget flok på seks, der drak og dansede igennem en aften, hvor jeg ikke har lagt mærke til særlig meget omkring os.

Den Sunde og Raske Fyr havde en kammerat med, som han ville købe en drink til. Men kammeraten ville ikke have noget, så den Sunde og Raske Fyr hentede bare en drink til sig selv. Til sig selv. Kun. Sig. Selv.
Surmulede op i baren og købte min egen forpulede vodka danskvand (skinny bitch i folkemunde), og startede således en kædereaktion i min kæreste, der medførte at han købte drinks til ALLE resten af aftenen. Og rigeligt, skal jeg hilse at sige.

Faktisk har jeg været så sløj i dag, at jeg overvejede at blive på fyn og sove igennem. Men så var der en, der hentede piller til mig, og rullede sig om mig som et varmt krammetæppe, og nussede på min tømmermændsramte hjerne. Og ham ville jeg helst ikke undvære.

Så nu er vi her. På den røde sofa. Omgivet af burgeræsker og pomfritposer. Og jeg har endelig fået bugt med hovedpinen. Det tog også kun 11 timer. Er helt imponeret over, at jeg glæder mig til næste weekend, hvor vi ingen planer har. Men lad os nu se, hvad jeg mener om den sag på torsdag.

Schå war vi dær igæn..

Væltede ombord på et tog præcis klokken 06:58 i går morges - og vupti fem timer senere var jeg i Odense. Mildt forsinket og uden at kunne nå at æde noget, inden jeg skulle til frisøren. Og uden at have set skyggen af salgsvogn og internet i toget. Også uden mobil, der lå på et stuebord i Fucking Thisted. Gennemtænkt. Meget.

Kender i de der døgn, hvor man ikke har en telefon, og det hele bliver lidt kaotisk, fordi folk ikke kan få fat i en - men man i hemmelighed nyder at rode formålsløst rundt en hel dag. Man må kigge på byens ure, og for en gangs skyld i sit liv overholde de aftaler man har, for der er ikke muligheden for liige at sende en sms med en forsinkelse. Det er sgu sundt. Og jeg nåede jo det hele.

Nåede også at købe champagne, møde op ved Rikke til tiden. Vente på S og P og liste ned til Lis. Der troede, vi skulle drikke lidt kaffe. Kun hun og jeg. Og slet ikke havde regnet ud, at vi alle fem folkeskoleveninder skulle drikke champagne, rødvin, spise lidt nachos, dulle os op på 8. klassespiger til halbal-måden, smutte på Capri i Odense, hvor cologneduftende halv-italienere går rundt med spanske guitarer mellem bordene og synger for gæsterne. Og gæsterne opfører sig som på charterferie i Grækenland og fuldstændig ukritisk synger med på Eros Ramazotti. (Synger han egentlig om en belle calzone??)

Ud og pimpe Irish coffee, drinks og ende på Heidi's (Det var Lis' aften og Lis' beslutning), og selvom jeg mod forventning endte med at hygge mig, frygter jeg, at jeg har fået kronisk klamydia. Meget fedtet. Generelt. Og mændene rørte ved én, krammede én og forstod slet, SLET ikke afvisende kropssprog. De anede simpelthen ikke, hvad signalerne 'læner mig tilbage, så du ikke kan nå mit ansigt', 'rykker mig hurtigt ud af dit favntag og væk fra dansegulvet' og 'holder armene op afværgende foran mit bryst, og forsøger at undgå kropskontakt' betød. Utroligt.

Mind mig om, at jeg skal fortælle om Jannick, den gamle ven på café'en og den lille dreng, når jeg får tid. De er alle et blogindlæg værd. (Og jeg skriver det hér for at huske mig selv på det.)

Odense er sgu god ved mig. Knap så god ved finanserne, men you can't win them all.

Det vil jeg være, når jeg bliver stor...

Allerinderst inde, har jeg ingen idé om, hvad der præcis er, der vil gøre mig lykkelig hver dag. Jeg har så småt indset, at vi ikke alle kan gøre som den Sunde og Raske Fyr, og få en uddannelse indenfor det vi interesserer os allermest for, blive den bedste i faget - og nummer to i Danmark der får etiketten 'certificeret ekspert' i det program, vi kan tegne i. Vi kan ikke gå igennem livet, og aldrig have en dårlig dag på arbejde. Altid elske at sidde foran en skærm, med technomusik bragende i høretelefonerne og gøre ting smartere og bedre. It's not gonna happen.

Så målet må være, at finde noget, jeg vil elske mindst 60 % af tiden, og kun hade for alvor 10 % af tiden. Se, allerede her er jeg en realist, hvilket jeg har hørt, er en forudsætning for succes.

I min 'Uddannelsesmappe' fra 8. klasse (Hvad var dealen med dem? Der er jo INGEN der skal træffe den slags valg som 14-årige?) Står der at jeg gerne vil være naturfotograf eller journalist. Så langt, så godt.

Viceinspektør Finn Søberg mente dog, at det var for svært at blive journalist. Og at jeg måske skulle vælge et mere tilgængeligt fag. Da min veludviklede 14-årige hjerne påpegede at 'nogen skulle det jo lykkes for, hvorfor ikke mig?' Grinte han, gav mig ret, og påpegede at jeg jo altid kunne komme tilbage til skolen som rengøringskone. Jeg har stadig lyst til at finde ham og tvære hans ansigt ind i sennep.

Så ville jeg gerne være astronaut. Men de skal have en meget præcis højde. Alle skal være over 1,70 meter. Det er jeg ikke. (Og det var jo naturligvis det eneste, der stod imellem mig og den karriere.)

Faktisk var det også højden, det var galt med, da jeg ikke kunne blive Falckredder, man lad nu det ligge.

Jeg elsker at skrive. Jeg kan ikke lade være med at skrive. Jeg elsker ord. At holde taler der får folk til at grine først, så blive rørt til tårer, og så grine lidt igen. Jeg elsker, når folk ikke kan sige PRÆCIS hvad de mener, at omformulere sætningen til den rammer netop dét, de gerne vil udtrykke.

Jeg lavede bloggen for flere år siden, men den tog først fart, da jeg startede på journalisthøjskolen. Spørgsmålet er så bare, om den tog fart, fordi jeg begyndte at skrive mere og således åbnede op for min kreativitet - eller om den var en nødvendig ventil, når alle tekster skulle bygges 'sådan' op, indeholde netop 'det', og være præcis 'så' lange. Jeg ved det ikke?

Jeg ved ikke, om jeg vil være journalist. Og jeg ved ikke om jeg vil blive en god journalist. Men helt kynisk tror jeg, at det er en af de professioner, der kan åbne flest døre til det dér med at leve af at skrive. Med mindre jeg en dag får idéen. Men jeg ville ikke holde vejret, mens jeg ventede, hvis jeg var dig.

Min allerdybeste hemmelighed, som vist efterhånden er ret åbenlys, er at jeg elsker at sætte hår. Og style tøj. Jeg har lavet en modeblog, for christ sake. (By the way - tak fordi i ikke alle forlod mig!) Således fik jeg vetoret over Rikkes outfit til hendes indflytterfest. Jeg satte hendes hår. Mit eget. Jeg lærte hende at bruge den flydende eyeliner, som bare er så pæn til hende.

Da jeg boede i Odense klippede jeg hendes hår. Og Katrines. Og de andres. Jeg satte Brors hår i sluthalvfemserne, da de fedtede dreadlocks var lige sagen. Jeg kan klæde mig så jeg ser bragende godt ud, og ingen kan gennemskue min tvivlsomme selvtillid og de 10 (tyve) kilo, der er ekstra dyppelse til mit livs pomfritter.

Og jeg tror faktisk, at jeg kunne være fint tilfreds med et liv som frisør. Eller stylist. Eller hvad de nu hedder, dem der gør folk smukkere og fremhæver deres gode sider. Men jeg synes, jeg er for klog til at 'spilde' min hjerne på den slags. Helt ærligt. Jeg tror, jeg ville dømme mig selv, hvis jeg blev en rigtig god og glad frisør, der aldrig fik sig en smart byline eller et tjekket mediehus i ryggen.

Jeg kunne også blive glad som bioanalytiker. Jeg elskede biologi. Og jeg glemmer ALDRIG den dag vi lavede gel-elektroforese. Med rigtig DNA. OG den dér slyngemaskine, og pipetterne. Og vores gruppe var den eneste, det lykkedes for. Og jeg synes kitler er sexede. Er det grund nok?

Jeg tror, at moralen med dette indlæg må være, at jeg ikke aner, hvor jeg gerne vil ende i slutningen af min uddannelse - så det er lidt svært at sige, om jeg er igang med den rigtige.

Er det sådan alle har det? Er det sådan man bliver voksen? Ved ikke at få det hele?

Op og HOP!

Så er der bestilt tid ved en studievejleder i morgen.

Det lokale asylcenter og ungdommens røde kors har fået hver en mail fra mig, med et tilbud om lidt frivillig tjans.

Knap 300 sange er fundet og downloadet så min iPod ENDELIG kan lyde som mig, i stedet for som fire veninder der alle har lagt lidt på.

Nu mangler jeg bare at regne ud, hvilke blade der gider snakke med mig. For helt ærligt ikke? Så er jeg en god blogger. Faktisk nærmest sjov. Kan man så ikke få lov til at skrive en klumme? Med kvaliteten af en stor del af de klummeskribenter der roder rundt i den danske presse *hostHuxihost*, burde der også være plads til mig... Suk.

Og jeg tager til frisøren på fredag og forærer mig selv for alle mine penge god følelse. Skidt med, jeg skal være på røven måneden ud.

Et suk midt på ugen

I dag hader jeg at bo i Thisted igen. Ikke noget voldsomt, bare en vinterbleg, ulmende utilfredshed med mit liv i 80 % af mine vågne timer.

Jeg sov til klokken ti. Det plejede at være klokken ni, men efterhånden er det klokken ti. Vækkeuret ringer stadig både klokken otte og halv ni, men min krop véd bare godt, at der ikke er noget, jeg skal op til. Jeg hører det ikke engang mere. Det er sgu lidt pinligt.

Højdepunktet på min formiddag er kaffe. Og det er det. Ikke akkompagneret af en opgave, forelæsning, lektier, selskab eller andet. Bare kaffe. Mens jeg sidder og browser rundt på de jobsider, der stiltiende håner mig og de få ting, jeg kan tillade mig at påstå, jeg kan. For dem mangler de ikke. De mangler én, der kan skrue på en møtrik eller gøre noget ingeniøragtigt. Det kan jeg ikke.

Jeg gider ikke engang gå ud i byen. Selvom solen skinner fra en skyfri himmel, og der nok endda ville være smukt nede på havnen. Så har jeg bare set det hele 400 gange før, og et søgt formål for formålsløshedens skyld er bare ikke et særlig fedt formål.

Højdepunktet på min eftermiddag er skumbananer. Hvad end jeg køber dem eller ej. Mine tanker kredser om den skide pose skumbananer alt mellem fire og firs gange. Om hvorvidt jeg skal købe den, når jeg går ned og handler ind til aftensmaden.

Når den Sunde og Raske Fyr kommer hjem, er det som om, min skuldre kan slappe lidt af igen. Løsne sig fra det sted liige bag mine ører, hvor de havde sat sig til rette. Men det er bare meget pres at lægge på en enkelt fyr, der har været oppe siden seks. Og gerne vil have en lur. Og lave lidt arbejde foran computeren. Åh, at have arbejde med HJEM. Hvilken lykke.

Vi er faktisk derude, hvor jeg ser på uddannelser. Alle slags. For hvis der er én ting denne ventetid lærer mig om faget journalistik, så er det, at jeg ikke vil vente på det igen. Jeg skal nok tage den skide reeksamen til jul. Og jeg skal nok gøre mit allerbedste. Jeg skal nok tage imod hjælp, fra dem jeg ved er skarpere end jeg selv. Og jeg skal nok knokle på. Men hvis den ikke går - så gider jeg ikke vente et sekund mere på den uddannelse. Så meget lykke kan den ikke bringe, at det kan opveje disse måneders ingenting. Tomhed. Kedsomhed. Ensomhed. Gåiståethed. Frustration. Tavshed.

Så jeg tænker så småt på, hvad jeg vil være, hvis jeg ikke vil være journalist. Det var en umulig tanke for to år siden. Men som drømme bliver til virkelighed, viser de sig ofte ikke at være nær så perfekte som drømmen. Jeg kan godt leve med det uperfekte, men jeg kan ikke leve med stilstand.

Så hvad skal det være? Måske kommer der en liste senere idag...

I københavn bor der en pige, der...

blev lidt lun på en fyr. Og som smed et par hentydninger. Men han forstod dem åbenbart ikke. Heller ikke da HUN skrev til HAM for at høre, om han skulle med til koncert, reagerede han. Derfor opgav hun ævred og besluttede sig for at lægge ham i gokkekassen. Eller, could have, would have, should have-kassen, som det hedder på kvindsk.
Hun slæber i stedet sin kammerat med i Nørrebroparken, i matchende kinasko og virkelig klam pizza. Uden make up, men med drageånde. Og tømmermænd. Hvor de nyder den sidste sol i år - ja, gæt selv, hvilken weekend det var.
Men efter at have indtaget det meste af sin pizza, fanger noget hendes øje. En mand i nærheden. Faktisk meget tæt på. Og faktisk dén mand, hun netop har lagt på hylden. Spørgsmålet var nu, om han var kommet til efter hende, eller om hun havde stalket ham ved en fejl - og nu virkede som den lidt skumle type, der satte sig liiige i nærheden, men uden at hilse? Tror roligt, vi kan antage det sidste.

var lidt lun på en pige. Eller dame, er måske mere rigtigt. Men som ikke vidste, om det skulle blive til noget. Hun frygtede at damen måske var lidt for glad for et glas vin eller fem til aftensmaden. Og den slags, skal man jo helst ikke rodes ud i. Men n¨år man nu synes, trunten er sød, må man jo lige give hende en chance.
Derfor besøgte hun hende til et aftensmåltid og lidt hygge. Hvor værten endte med at tømme hele vinflasken selv, og gå kold på sofaen, efterladende sin gæst til at gå alene i seng.
Tror ikke, det bliver til mere med dem.

blev lidt fuld en fredag. Faktisk så fuld, at hendes veninder sendte hende hjem i en taxa i stedet for på hendes cykel. For det ville absolut ikke gå godt. Så vel inde i taxaen og godt på vej hjemme, råbte hun pludselig stop, meddelte at dette var hendes adresse og steg ud af vognen, mens hun lovede hendes veninde, at hun nok skulle skrive, når hun var kommet godt hjem.
Næste morgen vågnede hun heldigvis i sin egen seng. Uheldigvis ikke alene. Og uden nogensomhelst idé om, hvem mandspersonen ved siden af hende var. Faktisk kunne hun slet ikke huske, at hun var taget i byen. Skræmt til døde over, hvem der dog vil følge en fremmed kvinde hjem og blive der hele natten, når hun tydeligvis var døden nær af druk smed hun ham ud, rev sengetøjet af og vaskede det. Og vaskede det igen. Og besluttede sig for, at der skulle gå længe inden hun skulle drikke igen.

spiste humus. Morgen, middag og aften i en hel weekend. Og konstant blev forvirret over lugten af hvidløg, der hang omkring hende. Men som stadig præsterede at score på en andendagsbrandert, med hvidløgsånde og uglet hår.

Jeg tror, at jeg elsker mine veninder så meget, fordi de minder mig om... mig.

Samtale med badedragtsfyren

Som tilfældigvis også var ham, der fyldte bouillonterning og fahitamix i vores bruser og sæbe. Jeg er af den klare overbevisning, at en prank tilgives bedst med en ny prank. (Læg dertil, at jeg ikke kan tåle at tabe - og så får du en virkelig usympatisk person...)

Men altså:
J: Det er Jens.
T: Hej Jens, det er Trix.

J: Øhm, hej? Hvad kan jeg gøre for dig Trix?
T: Jeg ville sådan set bare fortælle dig en lille historie, som den Sunde og Raske Fyr mener godt kunne interessere dig.
J: Øhhm.. Ja?
T: Det var bare fordi, jeg kom for sent til en jobsamtale idag. Jeg var ellers oppe i god tid.
J: Nå da, ja, det var jo ikke så godt.
T: Nej. Men det var fordi, da jeg gik i bad, begyndte vandet bare at stinke helt vildt - og jeg kom til at lugte sådan af noget kål eller sådan noget klamt. Og ligegyldigt hvor mange gange jeg vaskede mig med sæben og skyllede mit hår, kunne jeg bare ikke få lugten ud igen.
J: ...
T: Så det endte med, at jeg havde været i bad i næsten en time, og jeg stank helt VILDT. Så jeg måtte ringe til dem og forklare, at jeg var sent på den. For jeg skulle have været der, da jeg kom ud af badet.
J: ...
T: Jeg tog en masse parfume på, men jeg kunne se på dem, at de godt kunne lugte det. Det var sgu lidt pinligt.
J: ... Øhm...

T: Og så nævnte den Sunde og Raske Fyr bare, at du havde spurgt efter en bouillonterning på et tidspunkt. Så jeg ville bare høre Jens, nu gjorde du vel ikke noget dumt med den terning, vel?
J: ... Jo...
T: Så du ved godt, hvem der har smattet ting ud i mit bad?
J: Ja...e...øh.. Det var mig. Det må du fandme undskylde. Hør, kan jeg ringe til dig senere Trix? Jeg sidder lige midt i noget.
T: Det kan du godt. Hej hej.

Needless to say, har han ikke ringet tilbage endnu. Men før han gør det, finder han jo ikke ud af, at det var løgn.

Selvmål

Ingen jobsamtale til Trix. Skodhoveder hele bundtet. Det er lidt som om, folk ikke indser, hvad de går glip af. For hvem vil helt ærligt ikke arbejde sammen med mig? Jeg forstår det ikke.

Men det må de jo selv om. Ikke nok med de ikke inviterede mig til samtale - de har heller ikke rettet stavefejlen endnu.

Det må de selv om. Men hvis i besidder bare en smule af min skadefryd, så smut forbi Det Danske Madhus og gnæk lidt over fanerne øverst til højre.

Gider da heller ikke arbejde for folk, som ikke kan stave. (Fornærmet? Hvem?)

Giganternes indtog

Der har været fest i weekenden. Kun med mænd. Ikke mange mænd, bare de værste af slagsen.

Jeg er heldigvis forskånet for de strammere detaljer, så jeg kan holde mig til viden omkring disse få ting:

Der har med sikkerhed været kastet op i både holmegaard- og Pillivuytskålen.

Manden tog kanden fra blenderen med i seng, for at have noget at bruge i løbet af natten. (Blenderen? really?) Og lagde sig naturligvis til at sove i sengen og min side. Ikke på lokummet.

Vores over-overbo blev hevet ned til fest og blev lagt kraftigt an på af en skaldet chimpanse. Håber ikke, vi har gjort hende meget fortræd.

Der var indkøbt ca. 1,3 flasker alkohol pr. mand. Der er kun rom tilbage. Jeg kan ikke lide Rom.

Og øl. Masser af øl. Også tilbage i køleskabet.

Der var grøntsagsbouillon i Sanexflasken næste gang den skulle bruges.

Og Fahitamix i brusehovedet.

Minimum én af mændene har haft min badedragt på.

Og hvis folk peger og hvisker noget med hash, når de ser os på gaden i fremtiden, er det kun fordi en af gæsterne havde glemt sit papir og måtte spørge for sig.

Other than that, var det en flok englebørn der overnattede i lejligheden.

Og her var BLÆST, da jeg kom hjem.

Toback to the by, hvor tiden står stille

Jeg er tilbage i Thy. Har ikke savnet Thisted. Men havde savnet ham - og det var gengældt. Og dejligt.

Faktisk havde han savnet mig så meget, at han er nået frem til, at hvis jeg flytter fra byen før tid (tid = næste sommer), flytter han med. For han vil ikke undvære mig. Det varmer. Og lysner op i dunkle 'så må vi bo hver for sig og være weekendkærester igen'-udsigter. Det gør mig faktisk så lykkelig, at jeg vil kæmpe lidt mere for at holde ud her i Thisted, når han i modsat tilfælde vil flytte før tid for mig.

København var skøn og storslået, og herligt akavet og både helt uden for kategori - og liige hvad jeg havde forestillet mig. Men mere om det i de kommende dage.

Først og fremmest er der lige en ske, jeg skal ligge i.

Dommedagstømmermænd - og mere fest

Nu har hun gjort det igen. Sidder i Christinas seng med pandaøjne, dødsånde, uglet hår og en virkelig tiltrængt tyrkisk peber slikkepind. Hovedpinen banker insisterende i tindingerne, og alt jeg har lyst til, starter med 'okse'.

Og så skal jeg hjem til Stine og på den igen i aften. Jæs sør.

Det bliver grande. Men skal måske lade være med at fejre, at jeg IKKE har shoppet hele dagen ved at købe to flasker vin til en 'hyggeaften', som jeg gjorde igår. Skal måske også lade være med at æde så meget humus, hai dai, bruscetta osv, at fire begejstrede fodboldfans afbryder vores gruppekram, for at at spørge 'hvem der lugter så meget af hvidløg'.

Skal også lade være med at tænke 'du er stadig lækker, der er ingen der kan se det', når jeg står i baren og skiftevis holder vejret til jeg bliver gasblå i hovedet eller hikker.

Kommer det til at lykkes? Vil det lykkes Trix at bevare værdigheden en hel aften? Kan hun undgå at købe både kebab og fritter, når hun skal hjem? Og holder hun mon op med at omtale sig selv i tredje person ental?

(Ikke drukrelaterede indlæg kommer efter weekenden. Måske.)

Godmorgen Kbh

Er helt oppe at køre over solskin. Som om solen ikke skinner i Thisted. Sådan føles det nok bare.
Kunne nu godt bruge lidt lunere temperaturer, når jeg skal vade rundt i min egen verden hele dagen. Og den verden mestendels ligger udenfor.

Er allerede begyndt at messe mantraet 'du behøves ikke shoppe, bare fordi du er i København' igen og igen inde i mit lille hoved. Men det er lidt som om, jeg ikke hører på mig. Det er en indre kamp af dimensioner, kan jeg godt sige dig...

Er det nu? Nej? Hvad så nu?

Sidder som et barn på vej på sommerferie, fuldt klædt på, ved siden af den færdige taske, iført det pæne tøj, med nyvasket hår, sko på indenfor og sommerfugle i maven.

Er SÅ klar til København. Havde slet ikke indset, hvor meget jeg glæder mig, før jeg fortalte den Sunde og Raske Fyr om alle de damer jeg skal sippe vin med. Det bliver perfekt.

Det SKAL det. For nu har jeg gudhjælpemig planlagt tøj til hvert sekund, så jeg ikke skulle pakke for meget. Jeg har pakket både paraply og solbriller, og gudbedredet også mit pas. Ja, altså... For jeg ved ikke helt om mit kørekort et 'billedlegimitation' nok til en indenrigsflyvning, og jeg skal fandme ikke stå i Aalborg med håret i postkassen.

Har endda spist min frokost med forklæde på, for ikke at risikere en 'torskerogn og remoulade'-katastrofe på kjolen allerede inden afgang. Viste sig at være en god idé, da jeg tabte hele tallerkenen på bordet. Not to worry! Selv pc'en overlevede, selvom den lugter lidt af dyppelse nu.

Er også helt spændt på den barnlige måde. Hvor jeg har så meget overskudsenergi lige nu, at jeg slet ikke kan sidde stille, men nok ender med at skulle i seng klokken 22, fordi jeg er helt udkørt. Således har jeg faktisk nu gjort hele lejligheden ren, selvom Sund og Rask Fyr og jeg blev enige om, at det var omsonst når giganternes indtog er lige om hjørnet. På den anden side, kunne jeg heller ikke overskue, hvis de syntes vores lejlighed var klam. Og når nu jeg efterlader en pæn, ryddelig og velduftende lejlighed, er det også sådan én, jeg kommer hjem til på søndag, ik'?

Har lige opdaget, at der er pressefotos i Politikens Hus. Så har jeg allerede en plan for i morgen. Jamen, altså. Der er ikke et øje tørt...

København for et kort sekund

Jæssør. Så skrider jeg da bare til staden imorgen. Og det er ikke engang KUN min udlængsel, trang til et liv etc. der er skyld i mandefald på martiklen. Nej, vi skal holde indflytterfest på lørdag. Eller, den Sunde og Raske Fyr skal. For med 53 effektive kvadratmeter, plads til to luftmadrasser MAX og en ret omfangsrig vennekreds har vi simpelthen valgt at dele indflytterfesten op.

Således belejres lejligheden i weekenden af 6-10 mandspersoner, der skal i byen country style (Læs: Drikke sig frastødende berusede, fordi ingen kender dem heroppe alligevel.) Så Sund og Rask Fyr og jeg blev enige om, at det er bedst, hvis jeg ikke er vidne til dette.

Det er ikke helt skidt statistik at bruge tre ud af fire weekender i Oktober udenfor Thisted. Det er absolut heller ikke skidt, at jeg bare skal chille og skåle og hygge med dejlige damer die ganze weekend!

Desværre lader det til, Bror lige var for hurtigt ude med de gode råd. For gu' bliver flybilletterne fra Aalborg til Kbh da ej billigere jo nærmere vi kommer afrejsen. Hrmf! Så hvad der for 14 dage siden var et åbenlyst valg omkring at tage fly i stedet for tog, fordi det tager 45 minutter at flyve og over seks timer med tog og koster det samme, skal jeg nu forsvare at bruge 400 kroner ekstra på en flybillet. Kan man godt det? (Ja, jeg vil gerne have støtte til at bruge penge, for jeg har ikke rigtigt nogen...)

Men altså. København og efterår - elsker det. Glæder mig. Teske? Det tror jeg nok vi hør!

Mål eller selvmål?

Apropos det job dér. Som jeg gerne ville have. Så er det i denne uge, de ringer rundt og inviterer til samtale i næste uge. Ansøgningsfristen var i fredags, så jeg ved godt, at de liiige skal have en chance for at læse ansøgningerne igennem, men alligevel - hvorfor ringer de ikke?!

Der er simpelthen så meget god karma omkring mig i disse dage! Cecilie fik jobbet, jeg sendte blomster til en gammel bekendt og gav ham den hjemløse en ti'er. Så hjalp jeg Rikke med at finde en kjole, Brors barn er velskabt og alle er lykkelige.

Og jeg magter ikke, hvis al den karma der blev mig tildelt, var den pakke rød Bali Shag tobak, jeg fandt på jorden på vej hjem? Jeg mener, det burde karma da kunne gøre bedre, ik'?

Tog sagen delvist i egen hånd for fire minutter siden. For når man gerne vil have et job, må man nødvendigvis lige tjekke hjemmesiden ud, så man ikke er helt blank på firmaet, hvis de nu ringer. Og det gjorde jeg så. Og fandt en stavefejl.

Vi er enige om, at der er pænt stor forskel på en fane der hedder 'udannelse' og ikke 'uddannelse', ik'?

Så det ringede jeg lige og fortalte dem. Håber bare ikke, det var for næsvist? Nu ved de ihvertfald, hvad jeg hedder.

Horoskop Oktober, 2011:

Vædderen: Du planlægger et storstilet casinorøveri i flere måneder, gennemgår planen, tegningerne og området igen og igen. Desværre er dine tegninger over Odense casino, du forsøger at røve Aarhus casino, og flygter derfor ind i et kosteskab under røveriet.
Job: Du kommer til at samle tøjklemmer i et par år.

Tyren: Du misser toget på vej hjem til årets første julefrokost og ender med at drukne dine sorger på en bænk med Fernet Menta og tre hjemløse. I tågerne ender du med at tilbringe natten sammen med ham de kalder 'Guf'.
Helbred: Ved et lykketræf viser det sig at være blærebetændelse, der får det til svie, når du tisser.

Tvillingen: Folk spærrer øjnene op, når du kommer gående og både mænd og kvinder vender sig om og kigger efter dig på gaden. Først efter at have været på job, i Irma, på café med din veninde og ved frisøren kommer du hjem og indser, at et par brugte trusser sidder lige bag på dit højre lår, klemt fast under dine nylonstrømper.
Kærlighed: Din mand arbejder over, og du er for en gangs skyld taknemmelig for at skulle vente på ham.

Krebsen: Du laver en lækker indisk curry til aftensmad og putter tre af de spændende, små orange 'peberfrugter' i. Det viser sig, at navnet på frugten er 'Habanero' og den kan æde dine mandler.
Helbred: Du får af uforklarlige årsager lidt tynd mave i et par dage.

Løven: En kammerat vil lave en practical joke på dig, og sætter alle urene i dit hus en time forkert. Ironisk nok sætter han tiden frem, og du er for første gang nogensinde i god tid til alle dagens aftaler. Du vælger at lade urene stå på denne måde.
Kærlighed: Du har i evigheder troet, at du ikke kunne få en kæreste fordi du var hjulbenet. Det er ikke derfor.

Jomfruen: En af tingene i din morgenmad smager mistænkeligt at sulfo - og er tydeligvis ikke blevet skyllet ordentligt ved sidste opvask. Desværre er du for træt til at indse, at det er kaffekoppen før EFTER dine tre kopper morgenkaffe.
Helbred: Udover en mistænkelig bobleånde er du i god form. Kageform that is.

Vægten: Du dropper brillerne, da de får dig til at se gammel ud. Du vil være smart med de smarte og ung med de unge - desværre slæber du dit barns klipklap med på arbejde i stedet for din mobiltelefon og bliver nu kendt som 'ham den gamle OG blinde'.
Kærlighed: Dit hentehår hjælper heller ikke på dit image.

Skorpionen: Din impro-teater-gruppe holder møder bag din ryg for at planlægge en stor fest til din 40 års fødselsdag. Du er imidlertid sikker på, at de konspirerer imod dig og forlader truppen i en stor, dramatisk exit dagen før din fødselsdag.
Job: Din chef mener du mangler situationsfornemmelse, du aner ikke, hvad han snakker om?

Skytten: Din mor stikker hovedet ind på dit værelse med lidt snacks til dig og dine kammerater og beder dig i forbifarten for fremtiden at onanere i dine gamle, brugte sokker i stedet for de fine nye, fordi de er så svære at få rene igen.
Job: Du udvikler gode spionevner, fordi du så meget af tiden bare ønsker at synke i jorden.

Stenbukken: Den arm du fik transplanteret fra en død person for en måned siden, tror stadig den er død. Fra at have ingen arm er du derfor gået til at have en ukampdygtig, slatten arm. Du er ikke tilfreds.
Job: Din karriere som dirigent hænger i en tynd tråd.

Vandmanden: Efter et ildebefindende bringes du til hospitalet, hvor lægen røntgenfotograferer din krop og konstaterer den sjældne tilstand 'rødvinsknogler'.
Helbred: Det kunne være bedre, men det ville bare være knap så sjovt.

Fiskene: Du vinder billetter til en Hansi Hinterseer koncert i Hamburg, og forsøger at sælge billetterne over facebook. På mindre end et døgn skrumper din venneliste ind til det halve.
Kærlighed: Ingen vil købe billetten, du tager selv afsted og ender med at tilbringe en hed nat med Hansi, som du aldrig glemmer.

Lettelsens suk

Der må hoppes. Bare ikke på det dårlige ben. For nu er alt godt igen.

Det var ellers noget af en udfordring at give mig. Til brors fødselsdag for snart en måned siden. Hvor jeg fik en seddel med et lille billede. Nærmest bare en blækklat, som jeg kunne relatere til lakrids, ærter og stormvejr. Men det var det ikke - det var bevis på, at jeg skal være faster! Der var tårer (Mor), hovedrysten og smil (Far), og forvirring (Den Sunde og Raske Fyr og ordet onkel). Men mest af alt var der tys!

For de havde opdaget det meget tidligt, og de ville gerne vente med at fortælle det til for mange, før nakkefoldsscanningen. Så vi måtte IKKE sige noget. Nada! (Og det er mig?! Jeg kan ikke engang holde på mine egne hemmeligheder?)

Så jeg fortalte kun hemmeligheden til to udvalgte veninder. Ja, så dårlig en ven er jeg. Men til gengæld så smart, at jeg vælger venner i en retning, hvor min åbenmundethed ikke kan vende tilbage og bide mig i røven. Men man SKAL jo bare ud med den slags. Jeg skulle ihvertfald.

Bror og N var dog glade for deres beslutning den 27/9. Til scanningen. Da noget ikke var helt som det skulle være. Og der lige skulle tages nogle flere prøver. Og ord som 'Downs' dukkede op som neonfarvede bannerreklamer i deres bevidsthed.

Svar sidst på ugen. En uge, hvor N måtte blive hjemme. Fordi kontoret HAVDE regnet ud, hvorfor både hun og Bror skulle have fri. Fordi de vidste, hvor gerne hun vil være mor. Og Bror far. Og fordi de så gerne ville høre 'alle detaljerne'.

Jamen, hvad fanden gør man, når detaljerne pludselig må vige pladsen i bevidstheden til fordel for 'Hvad gør vi, hvis vores barn er mongol?'

Og de skulle have svar sidst på ugen. Sidste uge, that is. Men i fredags var alle lægerne på kursus. Jo, det sagde de sgu, da de ringede for at rykke efter svaret, der ikke var kommet! Come on? Sender et sygehus ALLE lægerne på kursus på samme dag?

Nåmen. Umiddelbart en god ting, at jeg ikke købte et meget stort armbåndsur og gav mig til at fiste nogen. For i dag kom brevet.

Jeg skal være faster til et sundt og raskt barn.

Tillykke Bror og N!

Ude af festform

Jeg er efterhånden i tvivl, om jeg nogensinde lærer det. Mine begrænsninger. Og konsekvenserne af mine handlinger. Magter således ikke at træde op på vægten efter to ugers relativt vellykket slankeprojekt. For én weekend hjemme kan bare ødelægge alt. Hvis man vel at mærke æder som jeg.

Men det er ikke engang det værste. Det værste er, at jeg stadig forsøger at drikke som en nyslået student. Således skrottede jeg fredag aften den Sunde og Raske Fyr med venner for at tage alene på værtshus i håbet om at møde nogen jeg kendte. Bevares, den Sunde og Raske Fyrs venner var ret kedelige- og jeg mødte rent faktisk nogen, jeg kendte.

Og de havde savnet mig. Åh, hvor havde de savnet mig. Og som i alle lettere alkoholiserede selskaber viste de dette ved at forære mig gyldne damer, apple martinis, vodka m juice, gajoler og sådan nogle små røde shots, som jeg hældte heeeele vejen ned af kjolen på mig selv.

Skred umotiveret efter adskillige genstande og vaklede på Boogies for at mødes med den Sunde og Raske, der nu også havde droppet sine venner. Desværre var det ikke en sexet femme fatale, der ventede på ham i baren som aftalt, men en drinkindsmurt, halvt hikkende, danskvandsdrikkende, et øje sammenklemmende, alkoholsnøvlende afart af hans kæreste. Som skulle hjem. Straks.

Hjemme dryssede jeg tøj og sko i svigerforældrenes kælder med løs hånd, som han så kunne gå bag mig og samle op. Meddelte ham, at verden snurrede rundt, og gik kold. Indtil jeg måtte ud og ørle, og sende ham op efter hovedpinepiller, og græde lidt over, at noget kan gøre SÅ ondt. Og være SÅ klamt.

Hvorfor er jeg ikke vokset fra det dér, med at drikke sig så stiv at man på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at ørle resterne op igen? Inklusiv halv burger, der smagte brændt på vej ned - og værre på vej op? Bliver man ærlig talt ikke for voksen til det på et tidspunkt? Overvejer at arkivere oplevelsen under 'bulimi', og på den måde rette op på min katastrofale håndtering af at være 'på weekend og på kur' samtidig. Virker lidt sygt, men også lidt smart.

Heldigvis var Rikkes fest først næste dag, og med morgenens ørleeksapade i frisk erindring lykkedes det mig IKKE at drikke mig sidelæns i hegnet, men faktisk at holde mig ved bevidsthed hele aftenen. Syngende, dansende og grinende.

Og resultatet er ikke udeblevet: Det dårlige knæ er så hævet, at jeg hverken kan bøje det eller strække det helt, begge fødder har vabler, mit hår (der ikke lige nåede i bad i dag) er stift og sølle af uanede mængder hårlak, og min stemme er en bleg undskyldning af en hvisken. Det gør i øvrigt ondt at tale, når man ikke har nogen stemme. Men det betyder ikke, jeg lader være.

Det var det hele værd, også selvom jeg bliver nødt til at ringe til lægen i morgen, og låne et par krykker...