søndag den 13. november 2011

Cause and effect

Én af de der tudeture der dukkede op i løbet af weekenden med de skønneste veninder i verden var min. Fordi jeg havde fået lige tilpas med 'rød saft' og irsk kaffe og en eller anden spurgte, om jeg var blevet glad for Thisted nu.

Underlæben bævede, tårene steg op i øjnene og halsen blev så tyk, at jeg næsten ikke kunne få mit 'nej' frem. Og så tudede jeg. Fordi jeg var fuld, fordi de ville trøste mig. Fordi jeg er flov over at være i situationen uden at gøre noget ved det. Fordi jeg ikke kan lide mit liv.

De trøstede, klappede på skuldrene, aede på ryggen og skældte mig ud. Kærligt. Fordi jeg ikke kunne lide mit liv, men tøvede med at gøre noget ved det. Fordi jeg ikke vil væk fra den Sunde og Raske Fyr, og fordi han ikke foreløbig kan komme væk fra Thisted. Fordi jeg er gået i stå med et ben i hver lejr, og således er imellem to løsningsforslag konstant. Uden at tage decideret ansvar for mig selv.

Men det gode ved at give sig til at tude foran fem veninder er, at man ikke kan slå episoden hen bagefter. At de ikke vil lade mig slippe afsted med at lægge låg på, og tie med problemet. At de ikke vil se mig ulykkelig.

Så jeg måtte krybe til korset i dag, da jeg drak et glas mælk med Mor og Kæreste. Det gik ikke, jeg ville ikke kæmpe videre for noget, der ikke gjorde mig glad og jeg valgte den næste løsning.

Så til jul flytter jeg i lejlighed hos skiftevis tre veninder. Lis' når hun sejler 14 dage af gangen, Rikke og Lines når Lis er hjemme og deres sidste roomie flytter ud. Og så får jeg tiden til at gå i Odense indtil den Sunde og Raske Fyr er færdig med Thy og flytter med mig til København. Easypeasy. Vi har været weekendkærester før og vi kan gøre det igen. For han vil allerhelst bare gerne se mig glad.

Og jeg tror virkelig på, at jeg kan blive glad i Odense.
Søger job pr. 1. januar i 5000, så sig til, hvis du hører om noget!

Lykken er i Odense, og nu er jeg på vej!

9 kommentarer:

Carina sagde ...

Ååh, jamen ååh! Ved slet ikke hvad jeg skal sige. Jeg har selv været lige der hvor du er, da jeg flyttede fra Cph til århus og jeg ved at det er ganske forfærdeligt. Jeg er så tæt ved 200 år ældre endn dig og har en lille dreng, som jeg kunne se var rigtig glad for at bo hvor vi boede. Så selv om jeg syntes det var forfærdeligt, så ville jeg nok have haft det endnu værre hvis jeg var 24 år og uden børn. Jeg blev der 3 år og endte med stress og depression.
Nu har vi også fundet et kompromis. Manden min arbejder i Oslo man - fre og afkom og jeg bor i min barndomsby, hvor jeg har familie og netværk. Så her er vi vel egentlig også blevet en slags weekendkærester.
Jeg længtes stadig efter Cph og ved at kun der bliver jeg truely lykkelig, men her er det også tæt på.
Mit hjerte brister lidt over at I skal undvære hinanden, men man skal også være glad! Tillykke med beslutningen :o)

The CityGirl sagde ...

Godt at høre at der endelig kom en løsning på det noget nær umulige problem!
Og en god løsning - er sikker på, at det hele kommer til at gå, for det er alle jo indstillet på :-)

City Chick sagde ...

Sådan!
Og ih hvor jeg glæder mig til at du kan vise mig den fede side af Odense!

fasterfis sagde ...

Jippie, hvor er det godt.
Uj, hvor er afklaring dog rart.
Når jeg nu endnu ikke kender ende på lååååveståååry'en, så er jeg altså ekstra spændt på slutningen, nu hvor i for alvor holder så meget af hinanden at i bliver weekend kærester igen.

Den lille sorte bog sagde ...

Sej beslutning. Det får du sgu et skulderklap for. Også for at du har holdt så lang tid i Thisted. Og skulderklap for at sige det til veninder og kæreste og mor. Håber ikke jeg giver dig blå mærker :)

Anonym sagde ...

Fy for skjorten, Trix, det kan ikke have været en hel nem beslutning! But absence makes the heart grow fonder! Det skal nok gå! Det er også sejt at den sunde og raske fyr kan forstå dig!

Anonym sagde ...

Hvor er du sej! I skal nok klare weekendræset. Jeg tror det bliver bedre for dig, når I kan glæde jer til at ses, og at du har basen i orden. Det betyder bare rigtig meget.

Therese sagde ...

Tilykke med den beslutning. Har ikke hørt noget om et job, men har hørt om ledige lejligheder på hjørnet af vestre stationsvej og vesterbro, skriv hvis jeg skal undersøge det nærmere og skaffe et telefon nummer.

Trix sagde ...

Du er sød kongemor :) Men jeg starter i en venindes lejlighed, hun sejler 2 ud af fire uger om måneden, og kan måske låne værelse hos en anden veninde i mellemtiden. Jeg har ikke råd til indskud eller noget pt - så jobbet må komme i første række :)