Ze Låvestowy: No hard feelings

Cirka et år senere. Faktisk temmelig præcist et år senere, gik det forbi med Henny. Det var den 16. december, nemlig. Hvordan jeg kan huske det?

Hvem ville ikke kunne huske datoen, når en stodder ringer og siger 'jeg kan ikke helt overskue det her, så jeg har slettet dig fra facebook. Så ved du det'.

Oh, yes he did. Jeg var iklædt turban og brunt snask. Egentlig skulle jeg være den gyldne dame, men mit glimmer viste sig at være brunt. Jeg havde netop duppet P helt gul, så hun kunne blive Svampebob, og vi var i fællesskab nået frem til, at jeg vist hellere måtte klæde mig ud som Etta Cameron for at undgå at gå i bad. Det var dagen for årets pigejulefrokost, der traditionen tro bød på udklædning.

Den dag beder man nemlig kæreste, dulle, bolleven, mor, far og førerhunden om ikke at ringe og forstyrre. It's all girls. Men han ringede så. Og ødelagde aftenen totalt. Han var bare en kæmpestor pik med en meget lille pik. (Det må i høre mere om en anden dag.)

Heldigvis var han så tilpas et stort fjols, at tudeperioden var hurtigt overstået og erstattet af generel mandehad og en 'se hvor PISSElækker jeg er'-attitude i byen. (Dårlig kombo).

Så til den årlige julefest den 25. december, hvor min bror og jeg gerne inviterer venner og familie til abefest i en lejlighed der ikke er vores, havnede vi i byen. Hvor den Sunde og Raske Fyr også var.

Og det gjorde slet ikke ondt! Mine knæ gav ikke efter, jeg skulle ikke skide, følte ikke trang til at flygte eller noget andet ubehageligt. Et kram, et glædelig jul, et 'nå, skive er da sejt' og et 'nå, så du skal flytte til århus' senere var vi begge på vej i hver vores retning ud i natten.

Det føltes som en slutning. Som om der ikke var mere vrede tilbage til ham. Så jeg var egentlig bare glad for, at han var glad og at jeg var glad. Han havde en kæreste. Jeg havde ikke. Livet var godt.