Er det en slags juletradition?

Sidste år havde Sund og Rask Fyr og jeg en skønherlig juleferie i det odenseanske. Masser af venner, masser af familie, masser af mad, alkohol, dans og kys. Vi var stadig helt nyforelskede, vores venner mødte så småt hinanden i improviserede fester, og vi prøvede for første gang at tilbringe flere dage sammen end bare en weekend i Aarhus eller Skive.

Det var derfor et lille skår i glæden, da min fulde kæreste og hans fulde ven besluttede sig for at forsvare min ære overfor en bovlam oplandsidiot, der stod udenfor LA-bar og råbte efter alle mennesker i håbet om at provokere sig til en slåskamp. Jeg mindes godt en luderjoke, men jeg havde ærlig talt allerede fokus på den franske hotdog som vennen havde lovet mig efter en episk aften på dansegulvet. Jeg ville bare have en hotter og hjem i seng med mine stiletsmadrede fødder.

Desværre valgte drengene, jeg fulgtes med, som sagt at forsvare min ære. Og lade sig provokere. Og ikke en eneste ting jeg kunne råbe om den dér hotdog, fik dem til at gå videre. De diskuterede og gestikulerede og mens jeg stavrede tilbage mod flokken for at hive min kæreste og hans ven med videre, tog fanden ved deres tre uvenner og en slåskamp brød løs. Sådan én, hvor de trådte på min kæreste ansigt, selvom han allerede lå ned og de var to mod én. Slåskampen var kort, men effektiv og helt indsmurt i blod stod mit hjertes udkårne nu med en brækket næse og jokkede oven i sine egne smadrede briller på jorden.

Det var en kamel at sluge. Jeg var rasende. Og ked af det. Og bekymret. Og RASENDE! Men ikke mere rasende end jeg lod ham sove ved Rikke, så hans mor ikke skulle opdage, hvad der var gået for sig. Sminkede hans ansigt næste morgen, så han ikke lignede en bokser og hjalp ham igennem byen som en anden blind (minus 4 højre og 5 venstre).

Og hans ven i brilleforretningen måtte finde et par briller helt magen til de gamle, så moderen ikke skulle gennemskue, hvor slemt det havde stået til, når han skulle hjem og have skideballe for at få bank. Jeg var rasende. Men heldigvis også hans kæreste, så jeg var på hans side. Mens jeg var rasende.

Klip til i år, hvor den Sunde og Raske som den eneste i et selskab på syv mennesker ikke gider spise sit pizza slice indenfor, men vil sætte sig ud i regnen. Stiv og blank. Vi andre spiste vores slices færdige, og på de tre minutter der gik, før vi trådte udenfor, havde han åbenbart fundet sig to uvenner, hevet huen af den ene, mistet sit pizza slice, og ja, fået ødelagt sine briller, der nu lå på asfalten foran pizza pizza. For fuck sake.

Branderten forhindrer detaljer, for ingen af os så, hvad der skete. Og selv har den Sunde og Raske Fyr ingen idé. Måske skvattede han bare og skældte dem ud? Hvadend der skete, gik det hurtigt og gjorde ikke ondt. Det må åbenbart tælle som en fordel. Jeg var nu stadig lidt rasende.

Så i dag ringede jeg til hans brilleven. Førte ham igennem byen iført den ødelagte brille med kun ét glas og revnet stel, og gik med ham ind til optikeren, der kunne konstatere, at det var præcis et år siden PÅ DAGEN, at vi sidste havde hentet nye briller til ham.

Hvis det skal være en slags tradition hvert år den 28. december, gider jeg ikke mere. Næste år bliver ham smidt i et boble-rum iført beskyttelsesbriller, styrthjelm og spændetrøje. Så må vi andre tage i byen til den bytur, der plejer at være årets bedste. Pech gehabt...