Ze Låvestowy: Kæmp for det du vil have!

Hvor heldig er man lige, når pigen, man er forelsket i, kommer hjem til Odense på sommerferie ligesom én selv?

Ikke helt så heldig, som man kunne have ønsket, hvis vi spørger den Sunde og Raske Fyr.

For hvor han en gang kunne nøjes med at kigge på mig, med de der brune, brune øjne og bare smile bredt, hvorefter jeg uvilkårligt ville læne mig frem til et kys, var det en helt anden Trix, der turede rundt på Odenses beværtninger denne sommer.

Først og fremmest var jeg ikke sidelæns vingeskudt, head over heels, på hovedet i baljen, hjælpeløst forelsket i ham.

For det andet kunne jeg LIDE ikke at være forelsket i nogen.

For det tredje var jeg ufatteligt langsomopfattende, og troede længe, at han forsøgte at gøre det godt igen, ved at være ven med mig. Faktisk så langsom, at han måtte forklare, at hans plan var at score mig og blive min kæreste før jeg troede på ham.

Og selv dér, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med den viden. Andet end at bede ham holde sin kæft, og meddele ham, at jeg aldrig nogensinde ville høre ham påstå sådanne ting, når han var fuld igen. For jeg kendte godt til hans vægelsind og hans moralske tømmermænd.

Til min store overraskelse tikkede der næste formiddag en sms ind, hvor han meddelte, at han var ædru - og at han stadig mente, hvad han havde sagt.

Så rejste jeg til Istanbul i ti dage. Og så til Sicilien. Det var ikke nemt for ham.

Men når jeg var i Odense, og i byen tikkede en besked trofast ind. Og hvor jeg var dukkede han op. Og købte en drink eller to. Og snakkede med mig, mine veninder, min bartender. Og stod ved siden af, mens andre fyre kom og gjorde sig til. Og stod i baren, mens jeg dansede med nogle af dem. Bevares, jeg dansede da også med ham.

Og købte pizza med ham. Nogle gange spiste vi endda sammen på en trappesten i solopgangen, men oftest skred jeg afsted i morgenlyset, hjem til Rikke. Når jeg så nåede frem, var der som regel en godnatbesked. Hell, da jeg tog til Sicilien, skrev han så ofte, at Søs Egelinds 'Få din egen kæreste Mulle', blev mit mantra. Det var jo sjovt, fordi vi ikke var kærester.

Den Sunde og Raske Fyr indrømmer gerne, at han tænkte på mig konstant den sommer. Faktisk fortalte han sine forældre, at han var forelsket i mig, inden han havde fået så meget som et kys.

Han håbede, at hans anstrengelser ville bære frugt, men han indstillede sig hurtigt på, at det nok ikke ville ske, sådan som han havde behandlet mig tidligere. Selv i dag ville han godt kunne forstå mig, hvis jeg aldrig havde givet ham en chance.

Sommeren gik på hæld, og da vi gik ind i august, var det ved at være på tide at komme tilbage til Århus.

Jamen? Ferien sluttede, skulle de to aldrig være forelskede samtidigt?