Røverhistoriecravings

Jeg ved at én af lærerne har ødelagte skuldre, og kun kan løfte sine arme 'så højt' *laver idiotisk og ligegyldig bevægelse fire gange*.

At gammelgimpen har noget i klemme mellem skuldrene og en tilbagevendende byld i røven. (I know! Det forklarer bare så meget...)

Ungegimpen er gået ned med stress flere gange, hendes manio-eks skød sig selv efter de gik fra hinanden, hendes far slog og hun tror ikke på kiropraktik.

Jeg ved vanvittige, personlige og virkelig ubehagelige ting om disse mennesker. Og det har jeg ikke lyst til, for jeg er egentlig ligeglad, så jeg føler mig som en kold, dum kælling. Men helt ærligt, hvis jeg bliver mere ligeglad, pisser jeg i bukserne.

Det er egentlig dobbeltmoralsk, for jeg deler alle mine mere eller mindre irrelevante detaljer med jer. Udsætter jer for tyndskid, intimbarbering og ørl, når jeg har drukket. Jeg bilder mig ind, at det er anderledes. For i kan bare holde op med at kigge forbi, hvis i ikke kan lide mig.

Den valgmulighed har jeg ikke på jobbet.

Og jeg har vitterligt ikke lyst til at dele mine personlige detaljer med menneskerne derude. (Jeg skriver sådan en blog, her er adressen. Jeg nævner dig. Tit...)

Så det meste af mine pauser går nu med at bekæmpe et pludseligt lystløgnergen, jeg har opdaget for nylig. Jo værre eller mere åndssvage jeg synes, deres historier er, jo mere lyst får jeg til at overgå dem. Eller bremse dem. Eller forvirre dem. Fortælle dem en så latterlig historie, at de måske opdager, hvor upassende deres egne er. Eller fortælle dem en så vild løgn fra min barndoms gade, at jeg aldrig vil blive glemt derude til trods for min korte ansættelse.

Mest af alt har jeg bare lyst til at fortælle dem, at jeg stopper igen om en måned. Og flytter.