BRB

Jeg stresser. Og ringer. Når jeg tør. For det meste tør jeg godt.

Ellers så cykler jeg til interviews, i slud og sidevind og ligner lort, når jeg kommer frem.

Eller arbejder. Fra 5 til 11 med konstant dårlig samvittighed over alt det opgave, jeg kunne lave, hvis jeg var hjemme. (Som om.)

Nu laver jeg Spørgplaner, hvori jeg analyserer argumenter og vurderer kilder til at bruge i min reflektionsrapport, som jeg ikke er begyndt på endnu, fordi jeg liiige skal finde reglerne for det gode printmanus først.

Mit liv er delt op i otteogfyrre post-its, dårlig samvittighed og en snigende følelse af, at jeg har fået rodet mig selv ud i noget med at skulle ringe til samtlige kommuner i Region Nordjylland.

For kommuner æææælsker bare journaliststuderende.

Jeg vågner om natten, for at notere noget på en post it, der i morgendisens lys mest af alt ligner gammelsmølf på svampe.

Det ene øjeblik visualiserer jeg, hvordan min NÆSTE kilde smadrer hovedet på sømmet, giver mig tre guldcitater en ny kilde at ringe til, og sikrer mig et tolv-tal til eksamen.
Det næste øjeblik kan jeg slet ikke få øje på problemet i min problemudredende opgave.

Det er, hvad der er i mit hoved. Frygter, der kun bliver værre.

Og ind til den 14. må i finde jer i, at det er alt i får. Med mindre en af gimperne gør noget virkelig sejt, naturligvis.