Giv kærligheden en chance

I nat slog jeg et slag for kærligheden.

Jeg ville egentlig bare drikke mig fuld med Rikke, men hun var træt og ville tidligt hjem. (Hun skulle jo også være frisk til en date i dag. Den tøjte. Misundelse er en grim ting.)

Så jeg drak mig fuld med Graf. Ja, det kan da godt være han hedder John, men alle på bodegaen kalder ham bare Graf. Han tog mig med videre på Billarden. Der hvor de fra tid til anden skyder hinanden. Det er de steder, jeg ynder at drikke gyldne damer i Odense. For hér får man et stykke lasagne kl 01 i baren, uden beregning, bare fordi de har rester. Det gør man sgu ikke andre steder.

Nå, men. Graf nærmer sig de 50. I den tid jeg har kendt ham, har han haft noget så middelalderligt som tuberkolose. Han knokler dag ud og dag ind. Men ringer du til kommunen har han været ledig og sygmeldt i små 10 år efterhånden. Men en flink fyr om ikke andet.

Han havde talt med en sød pige aftenen før. Længe. Og hun havde virkelig noget at byde på. Og de var taget hjem sammen. Og hun var sød og klog. Og han var kørt afsted om morgenen. Og nu fortrød han, at han ikke havde fået hendes nummer.

Men hér hjælper det stadig at være en romancehungrende teenager. For inden aftenen var overstået, havde Graf fået den idé, at han ville smutte forbi hendes lejlighed med en buket blomster og sit nummer, og lade det være op til hende, om det var plat nok til en opringning. Jeg er stolt.

Og synes faktisk, det er lidt imponerende, at jeg kan få en romantiker ud af en nogleogfyrreårig håndværker med hang rå realiteter og hudløs ærlighed. Håbet er ikke ude.

Når tiden går baglæns /ven

Det er ikke til at gætte, hvis man ikke lige ved det, men jeg var tyk som barn. Ikke fed, ikke besværet, men heller aldrig som alle de andre.

Det har egentlig ikke noget med dagens indlæg at gøre, men det er en vigtig pointe for at forstå, hvad jeg blev mobbet med, og hvorfor jeg blev holdt udenfor af de populære børn. Eller, de børn der var mere bange for at være anderledes end jeg. Jeg kæmpede aldrig særlig meget for at blive en af de seje. Ergo kæmpede jeg heller ikke imod dem, der drillede mig.

Hvis jeg blev kaldt tyk, eller hvis jeg endnu engang ikke blev inviteret med til pyjamasparty hos Åse eller fik en lammer af Mike, smuttede jeg hjem fra skole. Hjem til mor. Verdens mest uproblematiske pjæk. For mor forstod mig altid.

Da jeg endelig var færdig med folkeskolen, var jeg godt klar over, at der ikke var nogen jeg ville savne. Nok heller ikke nogen, jeg ville snakke med mere.

Så da Rikke trådte ind af døren til klasseværelset på min første dag i gymnasiet, kunne jeg have gravet mig ned. Hjertet sank i livet på mig, og jeg så min chance for en ny rolle og en ny hverdag forsvinde ud af vinduet.
Rikke har aldrig mobbet mig. Rikke gjorde ikke meget væsen af sig. Men for mig repræsenterede hun akkurat den rolle jeg var blevet tildelt de sidste tre år, rollen som den tykke, kloge pige, som man snakkede med, hvis der ikke var nogen andre.

Og den ville jeg bare så gerne slippe ud af.

Men ved i hvad? Der var en mening med galskaben. For den Rikke jeg gik i folkeskolen og gymnasiet med, er den samme Rikke der sidder ved siden af mig i sofaen nu. Hun er den Rikke der om lidt, skal smøre mine forbrændte baller ind i aftersun efter en utilsigtet forbrænding. Den Rikke der betalte min aftensmad.
Min bedste ven.

Ikke den dummeste Brøndbyfan havde oddset på det venskab, da vi i folkeskoleårene brugte hver eneste dag sammen uden nogensinde at lære hinanden ordentligt at kende.

Hvor er jeg glad for vi fik en chance til. Jeg tror faktisk at de bedste ting i mit liv, er sket ved at give eller få en second chance. Det vil jeg huske mig selv på i fremtiden, når noget går surt første gang.

Når weekenden starter godt...

Så tager man til en stenet fodboldkamp med to veninder fredag eftermiddag - udelukkende fordi der er fadøl. Man drikker øl i nogle timer, indtil man opdager at vi tre er de eneste piger i hele baren. Så skrider man.

Hjem til mig, fordi jeg har nogle Frøken Jensen tendenser, og derfor lige svinger nogle lækre omeletter sammen. Det er bare meget sjovere at lave god mad, når der er flere mennesker til at spise den.

Midt imellem omelet nr. 2 og 3 ringer telefonen - fra Thisted. Det var 74'eren. Enlig mor på 23 er som sunket i jorden. Pengene er ikke dukket op - og hun tager ikke telefonen, når man ringer. Tadaaa.

Vi har en lejlighed i Thisted fra 1. juli. Så håber jeg skriblerier giver en kop kaff'.

Væltede i seng lidt over midnat med verdens største smil på læben. Den Sunde og Raske Fyr var også glad. Han er i København for at drikke sig i hegnet med vennerne - og mente helt klart at lejligheden skulle fejres med flere øl. Klog mand.

Til gengæld er jeg lidt forvirret idag. For vækkeuret var ikke sat. Jeg skulle bare sove for eeevigt. Så det mente jeg, jeg havde gjort. Til sidst stod jeg op, gik igang med opvasken og listede ned og satte vasketøj over. Kender I så godt det, når man opdager at klokken kun er 10 om formiddagen, og man nærmest er gået tidligt igang? Det skræmmer livet af mig.

Lige oppe over

SÅ er det første udkast til mine tre artikler sendt til slagtning.
Det hedder det, når Frederik og Nanna fra min klasse får lov til at smadre dem med en rundsav, være hårde og kontante, påpege hvad der ikke fænger, flytte rundt på sagerne, klippe og klistre og til sidst levere dem tilbage til mig, med en uendelige liste af 'Har du tænkt på, om...'

Men jeg bliver så klog af det. Og artiklerne bliver uden tvivl bedre. Åh, de artikler. Én stor udredende, fordi det er det, det hele går ud på. Den er okay. De bliver tit lidt lange og tunge i det.Men det må de godt, for de skal udrede et problem.

Men mine sidehistorier? Herre jemini!

Troede jeg skulle have super-cool-secret case historie med pige der står foran en abort. Men hun tør ikke rigtigt. Og jeg kan godt forstå hende. Damn you, empati!

Men SÅ fandt jeg supersej ny svensk forskning, der kan sprænge rammerne for awesomeness (eller ihvertfald være lidt sejt). Men da jeg ringede til Sverige igår var der ingen hjemme. Først på tirsdag.

Jeg har deadline mandag.

Så den histore er liidt tynd i det. Men den ér der. (Man er vel insisterende og stædig?)

Og så er der en rund hyggehistorie om støttesamtaler. Uden nogen i klemme eller noget på spil. Bare blød og rund og rar. Som en cirkel.

Vi hører tit udtrykket 'Kill your darlings!', fordi vi studerende har alt for stor tendens til at låse os fast på ét punkt og ignorere, at det ikke fungerer. (f.eks. at problematikken er spændende, men at forskeren ikke er hjemme.)

Så nu lader jeg Frede og Nanna om at slå mine darlinger ihjel. So help me god!

For helvede!

Hvor er det pisse nederen at bo i Århus, når de piger, jeg har elsket halvdelen af mit liv, sidder i Odense.

Ihvertfald når én af dem er ked af det. Sådan rigtigt. Og skal flytte fra kæresten, fordi det ikke fungerer, når de bor sammen. Og have et keglesnit, fordi hun har celleforandringer i livmoderhalsen - hun er i starten af 20'erne, som jeg. Og hun har det faktisk pissehårdt!

Hvor er en besked på facebook eller over telefonen bare en ringe erstatning, når jeg allerhelst vil kramme hende. Trække hende ind til mit bryst og holde hende fast som et barn, og ae hende over håret og lade hende hulke. Og græde. Og råbe og skrige. Og tale - og blive hørt!

Jeg vil holde hendes hånd, mens hele det liv hun kender åbenbart har besluttet sig for at vælte. Jeg vil trøste hende, når hun føler hun drukner - og hjælpe hende mod at finde en horisont, hun kan pejle efter, når hun en dag skal forsøge at stå på sine ben igen.

Mest af alt vil jeg bare gerne være der for hende.

Men nu bor jeg pludselig i Jylland, og skal passe min uddannelse og mit job.Og kan ikke bare skride fra det hele. Men hun har jo ondt! Hvordan kan resten af verden insistere på, at fortsætte som om intet er hændt, når hun har så ondt i hjertet? Og er bange for fremtiden - og for nutiden?

Det er jo alligevel intet værd, at køre det hele videre, hvis hun ikke kan smile. Og grine. Og se én i øjnene med de blå, blå øjne, der kan lyse selv en november-nat op?

Fuck, hvor kan vokenlivet rende mig lige nu.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg var ellers så glad. Fik blomster og kys i går. Og fik den Sunde og Raske Fyr for mig selv og havde en fantastisk aften. Selv det virker lidt uretærdigt, når alle ikke er lige så lykkelige som jeg.

Må gerne fodres

Arj, men altså! Jeg er ROCKERSULTEN! Hader mine organisatoriske evner. Du véd, dem der mangler.

Kom hjem fra ferie i går. En uge i Odense. Læææks! Besøgte svanger veninde, svanger kusine, Mormor og Morfar, Farmor, Mor og Far. Hyggede med Sara, Nete, Jeanett, Cil, Bg, Stine og ikke mindst Rikke og Pernille, som jeg tilbragte utallige timer med på Rikkes sofa med film, pizza, skumslik og løs fabuleren over udvalgte emner. GRRRREAT!

Og den sunde og raske fyr kom hjem fra Japan. Og gud, hvor var det dejligt at se ham. Måske var han endda lidt mere sund og rask end sidst jeg så ham? Og han tog med ud til Farmor. Og slæbte mig med hjem til sine forældre og viste mig frem. Og jeg ku' li' det, ku' jeg. Måtte tælle mig frem til, at jeg ikke er blevet vist frem til forældre i små 5 år. Men det var slet ikke slemt.

Men SÅ igår kørte han mig hjem til Århus. Jeg nåede lige præcis at tage opvasken, inden jeg tog på job. Jeg var sååå træt, ville meget hellere sove. Men jeg var alligevel pæænt nem at overtale til at tage med ind til byen efter fyraften. Det var jo Ahmeds fødselsdag. Og der blev lovet fadøl!

Så seks timer, utallige fadøl, cigaretter og tequila/sambucca shots senere, kørte drengene mig hjem. Mens jeg hikkede hele vejen og holdt et insisterende foredrag om, hvorfor de hørte den forkerte version af det musik, de nu engang hørte. Christ. Bør egentlig ringe og undskylde.

(Er det bare mig, eller er det mest ucharmerende i verden fulde mennesker, der hikker ukontrolleret?)

Gik kold og vågnede så i dag. Med ondt. Og selvmedlidenhed og alt godt fra havet. Nøj, jeg havde det skidt. Pels på tænderne, rodet hår og ude af stand til at tåle lys og/eller bevægelse. Måtte ligge fuldstændig stille i flere timer og ryst/svede sprutten ud for at undgå at kaste op - hvilket al bevægelse ville have medført.

Da jeg så endelig kunne klare at bevæge mig, var det over et døgn siden, jeg havde spist et rigtigt måltid. Men post-ferie køleskab indeholdt INGENTING! køkkenskab indeholdt knækbrød og honning - og det var bare OVERHOVEDET ikke det jeg havde lyst til. (På den anden side, regnede jeg med at åbne køleskabet og finde fritter, chips og burger derinde?!)

Fik aldrig løst mit maddilemma, så frådede lidt mandler på job i dag. Nok ikke den bedste idé ever. Er stadig sulten. Har stadig ingen mad. Og Åbyhøj er lukket. De holder fest i festlokalet nede i stuen - måske er der rester?

Hvis ikke, må jeg gerne fodres!

Øv på hovedet

Så var jeg til optagelsessamtale i fredagsbaren på skolen. I torsdags. Og det gik rigtig godt, for snappy come-backs er lige my thing, og jeg elsker fest, mennesker og øl. (I en sådan grad at flere venner har betvivlet mit motiv for at joine baren). Og jeg har et par kammerater blandt crewet allerede, så jeg troede faktisk at samtalen var en formalitet forud for min succesmarch ind i alle bargæsters hjerter på DJH.

Sådan skulle det ikke gå. klokken 00.04 i nat ringede en venlig ung dame, og meddelte mig, at jeg desværre ikke var kommet med i baren. Men jeg skulle være velkommen til at søge igen en anden gang.

Øv. Venner i baren var enten fraværende eller fulde da valget fandt sted, så jeg kom altså ikke engang i top 13 (ved jeg, for de optog 13 nye medlemmer) og jeg blev endda valgt fra til fordel for fyren, jeg ynder at kalde: 'Larmende hattemand'. Yup, der er Trix - og så er der larmende hattemand - liiige over.. Øv altså.

Så var liiidt øv da jeg stod op i morges. Men i skolen stemte de dejligste piger for boykot (selvfølgelig mener ingen det, vi har kke råd til at drikke andre steder) Christina havde kage med, vi tog på café efter skole og hyggede, og en sød fyr skrev for at sikre sig´, at han ser mig i morgen.

Så pas dig selv fredagsbar - I've got magic beans..

A perfect week - almost

Så så man lige mig være lykkelig!

Tirsdag, torsdag, lørdag og søndag i selskab med alletiders Theis. En fyr jeg har kendt så længe, at.. Ja, ik? Vi gik i gym sammen, og det var bare tiderne. Those were the days du! Og så fangede vi lige en stime af gode planer og ting, der kunne falde sammen. Og nu er jeg helt nyforelsket - du ved, ligesom man bliver venne-forelsket i en ny person, der bare er super indtagende. Havde slet ikke indset, hvor meget jeg har savnet ham siden vi som rygende, utilpassede, misforståede teenagere sad i kælderen på Nordfyns gymnasium og røg smøger og citerede Strunge.. Christ altså!

Og så kom jeg hjem til Andersens. Bodega, forståes, Hvor jeg var trisse sidste år, men som jeg måtte forlade da jeg skulle til jylland og blive klog. Men nu er det ferie - og lur mig om der ikke lige var et par vagter til mig? Og hvad er mere perfekt end to vagter, hvor de eneste gæster der holder omsætningen kørende, er mine venner der er kommet for at se mig? Og hvor fedt er det, når man uden at opdage det, holder åbent to timer længere end beregnet? Og ligegyldigt hvor voksne eller fornuftige folk omkring mig bliver, elsker jeg intet mere end at stene ned på Boogies og fyre alle mine penge af og danse! (Til sveden drypper og jeg nærmest bare er klam..)

Og Rikke (BFF) har fået den lækreste lejlighed (Kusines gamle) og den bliver bare sååå fin! Og jeg føler mig ganske overbevist om, at der falder en reservenøgle af.. (tror jeg nok)

Men on the downside blev Farmor indlagt i fredags. Dehydreret og med store smerter i underlivet. Og hun ser så lille og gammel ud i den hospitalsseng. Og hver vejrtrækning koster hende uendelige anstrengelser. Lægerne mener de har styr på det, ihvertfald mavesmerterne, så skal hun blot selv drikke mere. Men når hun pludselig skal tisse - og gerne vil have min hjælp til at komme på toilettet, må jeg pludselig indse at min farmor er 85 år og ikke lever for evigt. Hende der hjalp mig på toilettet da jeg var lille, skal nu selv have en hånd for at komme op og omkring. Hende der cyklede 20 kilometer for at besøge os på landet, kan nu ikke hoste fordi det er for hårdt. Og jeg kan ikke forstå det. Jeg kan ikke forstå alder.. og svaghed. Og jeg kan slet ikke acceptere at dem jeg elsker ikke skal være hos mig for evigt! (Og nu sidder jeg og tuder, krafthelvede!) Det er jo min farmor, ik? F-A-R-M-O-R!

Jeg rejser til Istanbul nu - og glemmer. For det kan mennesker. Og det er ondt, men til gengæld gør det ikke så ondt, som hvis jeg husker. Hun har lovet mig at blive frisk til uge 29, hvor vi skal til Kerteminde og spise røgede makreller.