For helvede!

Hvor er det pisse nederen at bo i Århus, når de piger, jeg har elsket halvdelen af mit liv, sidder i Odense.

Ihvertfald når én af dem er ked af det. Sådan rigtigt. Og skal flytte fra kæresten, fordi det ikke fungerer, når de bor sammen. Og have et keglesnit, fordi hun har celleforandringer i livmoderhalsen - hun er i starten af 20'erne, som jeg. Og hun har det faktisk pissehårdt!

Hvor er en besked på facebook eller over telefonen bare en ringe erstatning, når jeg allerhelst vil kramme hende. Trække hende ind til mit bryst og holde hende fast som et barn, og ae hende over håret og lade hende hulke. Og græde. Og råbe og skrige. Og tale - og blive hørt!

Jeg vil holde hendes hånd, mens hele det liv hun kender åbenbart har besluttet sig for at vælte. Jeg vil trøste hende, når hun føler hun drukner - og hjælpe hende mod at finde en horisont, hun kan pejle efter, når hun en dag skal forsøge at stå på sine ben igen.

Mest af alt vil jeg bare gerne være der for hende.

Men nu bor jeg pludselig i Jylland, og skal passe min uddannelse og mit job.Og kan ikke bare skride fra det hele. Men hun har jo ondt! Hvordan kan resten af verden insistere på, at fortsætte som om intet er hændt, når hun har så ondt i hjertet? Og er bange for fremtiden - og for nutiden?

Det er jo alligevel intet værd, at køre det hele videre, hvis hun ikke kan smile. Og grine. Og se én i øjnene med de blå, blå øjne, der kan lyse selv en november-nat op?

Fuck, hvor kan vokenlivet rende mig lige nu.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg var ellers så glad. Fik blomster og kys i går. Og fik den Sunde og Raske Fyr for mig selv og havde en fantastisk aften. Selv det virker lidt uretærdigt, når alle ikke er lige så lykkelige som jeg.

Nødhjælp på dåse

Når jeg møder de dér facere på gaden, der gerne går med mig halvvejs op ad strøget og slutteligt råber 'Jamen, så er du FOR tortur!' efter mig, synes jeg faktisk ikke de gør en god gerning.

For de er så vanvittigt irriterende, at jeg mister enhver trang til at tale med dem, ligegyldigt hvor kortfattet det kan gøres. Og eftersom de tager betaling for det, de gør, foreslår jeg ofte at de afleverer deres egen løn i stedet for at prøve at fravriste mig min.

Hvis de bare stod med en dåse og et skilt, puttede jeg gerne en tyver i, når jeg gik forbi. Men eftersom jeg knap nok kan overholde afbetalingen på de briller, jeg ikke længere kan finde, og i øvrigt altid rammer sidst på måneden midt på måneden (rent økonomisk ihvertfald), gider jeg ikke binde mig til at give nogle andre penge hver måned. Det er foreløbig forbeholdt min bank, undskyld sultne børn!

Til gengæld har jeg tit og ofte meldt mig som indsamler for de fattige kvinder i afrika, red barnet, folkekirkens nødhjælp osv. Jeg har foræret min mormor og morfar en ged i julegave, som de naturligvis ikke fik, men som lille Mufassa i langbortistand blev meget gladere af. Den slags hjælp, aflad eller kald det, hvad du vil, tiltaler mig meget mere.

Det er bare ikke altid nødhjælpen er glad for min tilstedeværelse.

Sidst jeg travede en søndag tynd, for at ringe på døre, og bede folk udvise gavmildhed, når nu de ikke engang skulle forlade martriklen, indsamlede jeg en pæn bunke penge. Som skulle ud af bøtten og tælles. Og jeg fik en kniv til at åbne starutten, stak den triumferende og voldsomt gennem den tykke plasticside, og direkte ud i min hånd på den anden side.

Hold kæft, hvor det blødte. Og gjorde nas. Kunne slet ikke tælle mine penge, for blodpenge er sgu lidt uhyggelige.

Og jeg er altså så tilpas en stor tilhænger at hybris og nemesis, at jeg fandme ikke gider vade rundt en hel dag for andres skyld, for blot at afslutte dagen med blodigt sammenstød med kniv.

Så nu holder jeg lige en stædighedspause. Og er for tortur.

Pylre-Trix

Svingende dag - helt på egen bekostning. Hvilket er lidt fladt, for så kan jeg ikke rigtig give nogen skylden for 'Øv-fornemmelsen' nu.

Kunne næææsten ikke komme op i morges. Dynen var så rar. Og varm. Og den elsker mig virkelig - og det er gengældt.

Men fik mig kluntet i skole, hvor jeg i nyt anfald af 'det skulle være så sundt' frådede mig igennem en mindre frugtbutik (hehe - havde stavet fugtbutik til at starte med, og fniste da jeg opdagede det - Christ) mens Hr. Lærer spillede klassens radioklip - og jeg overlevede først offentlige høring af min stemme fra andre steder end centralt i mit ansigt.

Og Jonas havde kage med.

Og vi hørte et radioprogram, der både var mega fedt sat op, gennemarbejdet og som faktisk rørte mig - og satte nogle ting i perspektiv, jeg sleeet ikke har overskud til at tænke igennem pt.
Skal nok prøve at smide radioklippet op, hvis jeg kan finde det igen.

Og så tog jeg hjem, pakkede taske og tog til træning. jeg herremegetelsker bare latinmix og er dundrende ligeglad med, hvor mange der ser min røv buldre ukontrollérbart afsted - for det er pissesjovt.

Og vupti - ind til byen og på Kurts Mor med nogle dejlige damer, for lige at få en enkelt øl og runde vitale emner som; bryster, inkompetente lærere, kompetente ditto, bryster, irriterende mennesker og knap så irriterende ditto.

Der må ryges på Kurts Mor. Og med mit nye slogan 'fast til fest' tillod jeg mig selv smøger i følgeskab med tuborg på flaske. De følges lissom ad. Fik godt nok lidt tør hals, mens vi sad og snakkede. Men på den anden sige, øjnene sved også - og tøjet begyndte så småt at lugte som om vi boede dér - så tænkte ikke videre over av i hals.

Før jeg kom ud og gav mig til at cykle hjem til Åbyhøj. For så gjorde av i hals pludselig gevaldigt ondt, og inden jeg var halvvejs hjemme kunne jeg ikke synke for av. Og nu er mine mandler kraftedemig også hævede. GRRRRRRRRRR!

Har ædt 10 C-vitaminpiller og tjekket fjæsen tre gange for at se om den sunde og raske fyr har haft tid til at skrive fra Japan af. Er overbevist om at kvæk fra person, der godt gider ligge i ske med mig, vil hjælpe gevaldigt.

Men har ikke hørt noget i dag, så sidder lidt mut - men med meget av - og undrer mig over, hvor dælen det kom fra?

Der var ingenting - INGENTING i eftermiddags. Har hverken tid, lyst eller mulighed for at være syg. Og det er heller ikke sjovt, når man bor alene. Og jeg kan i øvrigt ikke lide mig selv, når jeg er småynkelig og klynker. (Thank god, sund og rask fyr er i udlandet)

Kravler ned til elske-dynen nu. Så kan den måske trøste mig lidt. Må bare huske ikke at fortælle den, at den efterhånden kun er min nummer to...

Ud med en morgenfjært

Jeg føler mig lidt som Skalle-Palle. I ved, ham fra Ronja Røverdatter, der skiftesvis er syg og svagelig og skiftevis hopper glad omkring og griner med sit tandløse smil?
Ham er jeg idag. Har fået fjernet to visdomstænder på en gang, og er nu virkelig amputeret i munden. Det føles heller ikke heelt som om, mit kranium var indstillet på at slippe dem.
Så jeg er tandløs og svagelig - virkelig antiklimatisk.

Men nu har jeg IKKE flere visdomstænder. (Åh nej, de vender ikke tilbage, hvis man håner dem, vel?)

Kun mildt stress over interviews til stor opgave, der lader vente på sig. Men det SKAL lykkes. Det har jeg bestemt.

Sidder nu og trykker 'start' og 'stop' med stor voldsomhed, iver og perfektion, for at afgøre PRÆCIS hvor vores forsker siger noget klogt, der skal med i radioklippet. Har desværre bare glemt, hvordan man klipper der ud, så processen er lidt dum.

Æææælsger bare det dér teknik!