Tusind tak for jeres indlevende og kloge kommentarer til mit indlæg om min far. Det giver mig en stor følelse af samhørighed, når mennesker forstår det svigt, jeg er vokset op med. Men det skal straks slås fast, at min mor altid har taget sig af mig og min bror. Jeg er ikke en stakkel eller et svigtet barn, men min far svigter i perioder os alle.
Men hvis jeg lige må runde emnet en gang mere, angående 'Anonyms' meget ærlige kommentar, så har hun ret. Jeg ville helt sikkert også være et mere naivt, velvilligt, afbalanceret og selvsikkert menneske, hvis jeg ikke på et tidspunkt i løbet af min opvækst havde indset, at de andre fædre altså ikke drak øl hver dag. Og at de andre børn ikke hentede øl til deres far hos købmanden inden de fyldte ti år.
De episoder der er fulgt med min fars druk er talrige og står klare i mine erindringer. Jeg husker ham både køre fuld med mig, lade mig køre bilen som 15-årig efter han havde fået for mange øl, de slingrende, snøvlende forsøg på at skjule, hvad alle kunne se. Jeg husker dumhederne, ordgyllen, selvmedlidenheden, væmmelsen, og visheden om, at han sad alene i sin bil og drak øl, inden han kom indenfor efter en arbejdsdag.
Men jeg husker også, at han legede med lego med mig - og han var altid musen, og så rejste vi til månen, og månen var af ost, og musen spiste så meget ost, at den fik ondt i maven.
Jeg husker for ti kroner blandet slik og en lunken Jolly cola, når jeg kom med på jagt omkring på Fyn.
Jeg husker knuset til min venindes stedfars begravelse, efter han alt for ung druknede.
Jeg husker klarest de fire år, hvor jeg aktivt valgte ikke at elske min far. Men jeg husker også de første fjorten år, hvor jeg forgudede ham. De hårdeste år, var mine teenageår, hvor jeg hadede ham og hans misbrug så inderligt, fordi jeg elskede ham for meget.
Jeg har flere gange foreslået min mor at forlade ham. Men ikke for at straffe ham. Kun for at give min mor de bedst mulige vilkår for at blive lykkelig, hvilket jeg ikke altid har troet på hun er. Jeg ved stadig ikke, om jeg tror på det, men jeg må erkende, at menneskers forventninger til tilværelsen er vidt forskellige.
Men det at hade én man elsker giver ar. Det at føle sig svigtet, forrådt, nedværdiget, negligeret, tilsidesat, angst og vred giver ar. Det at se et menneske, man har forgudet, vælge flasken frem for familien, såre dem der står ham nærmest, søbe i selvmedlidenhed, og forholde sig passivt til en tilstand kun han selv kan ændre giver ar.
Ville jeg have været et lykkeligere menneske med en sober far? Måske. Ville jeg have været et mere helt menneske, hvis alkohol ikke havde skadet mig inden jeg rørte en dråbe selv? Helt sikkert. Ville jeg have nydt min barndom mere og vokset op på en anden måde? Ganske givet.
Men jeg ville ikke være mig.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
7 kommentarer:
Hatten af for at du skriver om det. Jeg ved ikke hvordan det er, men jeg har stået på sidelinien engang med en veninde hvis mor drak. Jeg tvang hende til at tale om det og ikke gøre det til et tabu - for hvis det er et tabu, så kan vi andre ikke hjælpe. Og hjælp er også bare at lytte nogen gange.
Jeg lytter også her - jeg kan ikke gøre så meget. Men håber at det hjælper bare en lille snas.
Klem herfra.
Pyh, du rammer plet, jeg har prøvet næsten det hele med min far. Nogle ting anderledes, fx det med at begrave ham.
Har også tit tænkt på at skrive om det hos mig, men min Bedste, dvs min farmor læser med, og hun ville aldrig tilgive mig for at hænge hendes søn ud. Også selv om det ville handle om noget andet, nemlig hvorfor jeg er som jeg er.
Ligesom du er, som du er.
Hvis jeg må være så fri at sige det her, når jeg ikke kan på min egen side, så er jeg faktisk glad for at jeg ikke kan få flere ar af ham. Jeg var lettet (og ulykkelig) da han døde for 4 år siden.
Jeg håber din far ikke giver dig ar mere.
Min mor er også blevet hos min far der drikker - hun elsker ham. Det gør jeg også, men jeg kan ikke lide ham. Da først jeg fandt ud af det, blev det hele meget nemmere: "I love him, but I don't like him".
Jeg har haft det værst med løgnen: "NU drikker far ikke mere" - "Far har det MEGET bedre" - og så selvfølgelig far, der ALTID lyver. Da mor holdt op med at lyve, kunne jeg pludselig lide hende igen. Det er sejt at din mor ikke lyver. Helt utroligt sjældent og super sejt.
Im allways here for you :)Det håber jeg du ved.
Jeg har prøvet længe at skrive en kommentar til dit indlæg. Men jeg kan ikke rigtig. Ordene lyder forkerte, og pludselig bliver det meget privat.
I stedet vil jeg bare sige, at jeg synes det er nogle rigtig gode indlæg, og du ikke er alene. Hverken med frustrationerne og de hårde teenageår, eller med tanken om, at det alligevel har gjort dig til den du er.
Jeg ville helt sikkert heller ikke være mig, men en anden udgave af mig - som sandsynligvis ville have større selvværd og mindre behov for at præstere, og mindre frygt for at blive valgt fra af andre. Men behovet for at præstere har selvfølgelig også ført mange gode ting med sig (og nogle knap så gode). Mest af alt ville jeg gerne være foruden den evige mangel på tro på, at andre folk faktisk godt kan lide mig for den jeg er, og at den jeg er, er god nok og værd at holde af.
Jeg synes, at jeg er kommet meget langt og har fået en rigtig dejlig familie selv og faktisk også et rigtig godt forhold til min far. Men det er mig magtpåliggende, at mine børn aldrig skal opleve den slags svigt, hvor voksne, som de stoler på og elsker, på grund af alkohol forandres til rasende, klamme, ondskabsfulde fremmede, som gør andre elskede ondt.
Og frem for alt ville jeg ønske, at jeg ikke følte behovet for at lægge anonyme kommentarer, når det handler om det her emne, fordi jeg har en eller anden underlig loyalitetsfølelse overfor mine forældre, når jeg normalt kommenterer under mit eget navn (og de jo næppe læser med).
Kh Iben (FUCK, der kommer til at falde brænde ned, hvis I siger det til mine forældre)
Iben. Vær stolt af, at du selv har formået at opbygge et roligt og trygt hjem for dine børn, uden svigt. Sådan skal de børn jeg (måske) en dag får også have det. Og ingen kærlighed til min partner, skal får ham til at få lov til at svigte det afkom der er sat i verden.
Jeg har det også lidt 'av av' med at skrive om det herinde, for det er jo min far. Og jeg er ikke anonym. MEN jeg er ærlig. Og jeg skriver ikke noget herinde, jeg ikke har sagt til ham og min mor i samtaler. Og så er jeg lidt stædig, for hvis jeg ikke må fortælle verden om det, må han lade være med at drikke og præge mig. Bum. Stædig.
Alle: Tak for jeres kommentarer. Vi har godt nok lige højnet det intellektuelle niveau her på bloggen, hva'?
Send en kommentar