Giv kærligheden en chance

I nat slog jeg et slag for kærligheden.

Jeg ville egentlig bare drikke mig fuld med Rikke, men hun var træt og ville tidligt hjem. (Hun skulle jo også være frisk til en date i dag. Den tøjte. Misundelse er en grim ting.)

Så jeg drak mig fuld med Graf. Ja, det kan da godt være han hedder John, men alle på bodegaen kalder ham bare Graf. Han tog mig med videre på Billarden. Der hvor de fra tid til anden skyder hinanden. Det er de steder, jeg ynder at drikke gyldne damer i Odense. For hér får man et stykke lasagne kl 01 i baren, uden beregning, bare fordi de har rester. Det gør man sgu ikke andre steder.

Nå, men. Graf nærmer sig de 50. I den tid jeg har kendt ham, har han haft noget så middelalderligt som tuberkolose. Han knokler dag ud og dag ind. Men ringer du til kommunen har han været ledig og sygmeldt i små 10 år efterhånden. Men en flink fyr om ikke andet.

Han havde talt med en sød pige aftenen før. Længe. Og hun havde virkelig noget at byde på. Og de var taget hjem sammen. Og hun var sød og klog. Og han var kørt afsted om morgenen. Og nu fortrød han, at han ikke havde fået hendes nummer.

Men hér hjælper det stadig at være en romancehungrende teenager. For inden aftenen var overstået, havde Graf fået den idé, at han ville smutte forbi hendes lejlighed med en buket blomster og sit nummer, og lade det være op til hende, om det var plat nok til en opringning. Jeg er stolt.

Og synes faktisk, det er lidt imponerende, at jeg kan få en romantiker ud af en nogleogfyrreårig håndværker med hang rå realiteter og hudløs ærlighed. Håbet er ikke ude.