Først var der festen ved den Sunde og Raske Fyrs venner i det københavnske. Hvor de opmærksomme venner, der havde lyttet til den Sunde og Raske Fyrs historier tidligere vidste, at han havde en kæreste. De var bare ikke lige klar over, at det ikke var mig. 'Nå, så du er Line?' Det var jeg ikke. Ingen af gangene en af mænnerne spurgte. Kunne konstatere, at jeg måtte være røget hurtigt ind i varmen, efter hun var røget ud i kulden. For ellers kunne så mange småsnaldrede mænd da ikke være uvidende om, at jeg var ny - og i øvrigt SÅ meget bedre og PÆNERE end hende Line. (Det er min blog, gu' er jeg pænere end alle hans eks-kærester!)
Men når akavetheden så sænkede sig over selskabet, hver eneste gang der var én, der troede, jeg hed Line, kom næste akavethed: 'Nåhm... Hvor længe har i så været kærester?'
Her var det mest akavede, at jeg svarede 'Vi er ikke kærester' og den Sunde og Raske svarede 'Siden sommerferien'. Det var især godt, da vi sagde det samtidig til den person, der spurgte os. Blev enig med den stakkels fyr om, at han nok skulle få besked, hvis vi blev enige om det senere.
Men senere var min Sunde og Raske Fyr så hjernedødt beruset, at han faktisk troede, han havde pisset i bukserne efter at have spildt en øl ned af sig selv. Han ville i øvrigt gerne have de våde bukser af, og i mine bestræbelser på at trække hans bukser op igen, så der ikke var diller ud over hele festen og overtale ham til at beholde dem på, har vi vist glemt at tale om, om vi skulle være kærester.
Mine veninder gjorde det også gerne. Bevidst. Og foran os begge og alle andre. 'Nå, er i så kærester nu?' De spurgte gerne igen næste weekend, hvis de ikke mente, vi havde snoet os nok weekenden før. Hvilket i øvrigt også har medført, at jeg nu til hver en tid griber chancen for at stille tåkrummende spørgsmål til mine veninder foran alle andre. Det er en ond cirkel, I know. Men jeg har mest dirt på dem, så jeg vinder. Hæ.
Men så en aften hos Rikke. I oktober, tror jeg. Efter den akavede fest i København, foreslog Rikke, at vi jo bare kunne BLIVE kærester, så vi slap for de akavede spørgsmål, for så var de jo ikke akavede mere. Og ja, jeg ved godt, at det var mig, der havde været stædig omkring det. Men jeg gad fandme ikke være hende den 'nye kæreste' der var dukket op 14 dage efter den gamle. Jeg ville være noget specielt.
Og han skulle jo også holdes lidt på pinebænken.
Men nu skulle det være. Vi havde kysset i august. Været paragtige i september. Været mere end paragtige i oktober. Mit yndlingstal er 13. 13. september blev det så. Cirka en måned efter første kys. Hurra. Det er måske en ret uromantisk måde at få en kæreste på, men jeg var glad. Og han var glad.
Nu var vi rigtige kærester.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar