Working 9 to 5-ish

Som den store, stygge editor jeg er, besluttede jeg igår at meddele min redaktion, at vi arbejder hjemmefra i dag. For der arbejder jeg bare allerbedst.

Er ihvertfald sikker på, at det forbedrer min effektivitet gevaldigt, når jeg lokker den Sunde og Raske Fyr til at blive en ekstra nat, og sove længe hos mig mandag morgen. Den slags kommer der altid stor arbejdsiver ud af.

Det giver også rigtig meget produktivitet, når jeg, straks efter Sund og Rask Fyrs exit, smider mig i sengen, i stedet for ved mit bord og tænker 'Jeg kan da godt ligge ned og arbejde. Hvor lagde jeg nu fjerneren?'.

Synes også det stiver mit image som tjekket superboss godt og grundigt af, at jeg pt. spiser pålægschokolade. Solo. Altså, uden noget til. Og direkte fra æsken.

Og så fremmer det viiirkelig samarbejdet i min gruppe, at jeg har meddelt svensken, at hvis hun ikke får fingeren ud og afleverer inden for 57 minutter (hvor deadline vel og mærke er overskredet med 3 timer), så får hun ikke redigeret sin historie. Af mig, i det mindste.

Er i øvrigt lidt træt af, at jeg kalder den Sunde og Raske Fyr for Sund og Rask Fyr. Var der ikke én af jer erfarne bloggere, der kunne have advaret mig om, at man skal vælge korte navne til folk, man nævner tit? Som Bo. Eller Ib. Suk, det kunne gøre min dag meget nemmere...

Lige oppe over

SÅ er det første udkast til mine tre artikler sendt til slagtning.
Det hedder det, når Frederik og Nanna fra min klasse får lov til at smadre dem med en rundsav, være hårde og kontante, påpege hvad der ikke fænger, flytte rundt på sagerne, klippe og klistre og til sidst levere dem tilbage til mig, med en uendelige liste af 'Har du tænkt på, om...'

Men jeg bliver så klog af det. Og artiklerne bliver uden tvivl bedre. Åh, de artikler. Én stor udredende, fordi det er det, det hele går ud på. Den er okay. De bliver tit lidt lange og tunge i det.Men det må de godt, for de skal udrede et problem.

Men mine sidehistorier? Herre jemini!

Troede jeg skulle have super-cool-secret case historie med pige der står foran en abort. Men hun tør ikke rigtigt. Og jeg kan godt forstå hende. Damn you, empati!

Men SÅ fandt jeg supersej ny svensk forskning, der kan sprænge rammerne for awesomeness (eller ihvertfald være lidt sejt). Men da jeg ringede til Sverige igår var der ingen hjemme. Først på tirsdag.

Jeg har deadline mandag.

Så den histore er liidt tynd i det. Men den ér der. (Man er vel insisterende og stædig?)

Og så er der en rund hyggehistorie om støttesamtaler. Uden nogen i klemme eller noget på spil. Bare blød og rund og rar. Som en cirkel.

Vi hører tit udtrykket 'Kill your darlings!', fordi vi studerende har alt for stor tendens til at låse os fast på ét punkt og ignorere, at det ikke fungerer. (f.eks. at problematikken er spændende, men at forskeren ikke er hjemme.)

Så nu lader jeg Frede og Nanna om at slå mine darlinger ihjel. So help me god!