Det dér med drenge...

Jeg har aldrig været nogen virtuos ud i det dér med drenge. Ikke at jeg ikke har kunnet lide dem. Det har sådan set været ret lige til. Og engang imellem har de også kunnet lide mig. Andre gange.. Not so much.

Til gengæld har jeg været drengeløs (er der noget, der hedder det?) i laange perioder. For nogen gange er drenge idioter - og hvis jeg udsættes for en sådan, mister jeg enhver trang til at forsøge mig med XY-kromosomer i en rum tid.

Jeg er efterhånden fælles Love-doctor for alle veninderne. Ikke fordi jeg har specielt god historie med at få tingene til at lykkes. Måske mere fordi jeg har dummet mig så tilpas mange gange, at jeg efterhånden kan lugte en fesen afvisning, dårlig undskyldning eller booty-call kategorisering en uge inden det rent faktisk sker.

Ikke at jeg har håndteret disse scenarier med succes - men det er hér indforstået, at når man har dummet sig tilpas mange gange, bliver man automatisk ekspert?!

Så jeg har tilbragt rigtig meget tid med mig selv. Efter eget valg og alt det dér. For jeg kan virkelig godt lide mig selv. Faktisk så elsker jeg mig!

Og man bliver rigtig god til at lære, hvornår man siger ja af pligt og af lyst. Man sætter sig selv først. Man forkæler sig selv. Og bliver en lille egoist. Men det er kun noget, jeg kan anbefale. Har dælme haft det sjovt. Netop derfor, har det heller aldrig været nemt at score mig. For når en fyr endelig fanger mig i et stillestående øjeblik (sandsynligvis mens jeg venter på betjening i en bar), og præsenterer sig, skal der usandsynlig meget.. Charme? Selvtillid? Lækkert hår? til, for at han kan være bedre selskab end mine dejlige veninder.

Så altså. Jeg gad ikke rigtig drenge. Mænd. Kald dem, hvad du vil. Jeg kaldte dem som regel Åge.

Netop derfor blev jeg lidt befippet, da den Sunde og Raske Fyr lissom meldte sig på banen i sommers. Og mente det. Og brugte tid. Og energi. Og gerne kørte fra Odense til Århus for at besøge mig. Og gerne slæbte sine kammerater den retning, jeg gik, når vi var i byen. Og sagde søde ting - og skrev næste dag, for lige at gøre opmærksom på, at han mente dem.

Det fangede mig sgu lidt med hovedet i baljen. (Ved godt, det ikke er et udtryk - men forstå mig ret!)

Og han var bare sød. Og sig selv. Og lige til. Og jeg blev nærmest forvirret over at han vidste, hvad han ville. (så lave var mine forventinger til mandekønnet åbenbart).
Og så vidt jeg kan høre på mine veninder, og andre skønne piger jeg møder, er der en grund til at vi har så lidt tiltro. Og GRRR! Mænd skal sætte pris på deres prinsesser.

Lad mig derfor lige ødelægge al søstersolidaritet og fortælle, at den sunde og raske fyr i torsdags tilbragte en hel aften med mig og to veninder. Drak os fulde. Tog os med i byen. Dansede med mig hele natten. Spiste pizza med mig på en trappesten, og gav taxa'en hjem. Fordi han er dejlig!

Er så vild med ham, at jeg tilbød at tage med til Düsseldorf hele weekenden, og bare passe mig selv, så han kunne komme til 'plastic-messe' (Nej, jeg forstår det heller ikke, hverken plastic-fascinationen eller MIN fascination?) Men havde han sagt ja, havde jeg med glæde pakket en Harry Potter bog og tilbragt en weekend i et land, hvor jeg ikke kan sproget.

Synes alle piger fortjener at få kriller i maven som jeg gør. For det er fedt!

A perfect week - almost

Så så man lige mig være lykkelig!

Tirsdag, torsdag, lørdag og søndag i selskab med alletiders Theis. En fyr jeg har kendt så længe, at.. Ja, ik? Vi gik i gym sammen, og det var bare tiderne. Those were the days du! Og så fangede vi lige en stime af gode planer og ting, der kunne falde sammen. Og nu er jeg helt nyforelsket - du ved, ligesom man bliver venne-forelsket i en ny person, der bare er super indtagende. Havde slet ikke indset, hvor meget jeg har savnet ham siden vi som rygende, utilpassede, misforståede teenagere sad i kælderen på Nordfyns gymnasium og røg smøger og citerede Strunge.. Christ altså!

Og så kom jeg hjem til Andersens. Bodega, forståes, Hvor jeg var trisse sidste år, men som jeg måtte forlade da jeg skulle til jylland og blive klog. Men nu er det ferie - og lur mig om der ikke lige var et par vagter til mig? Og hvad er mere perfekt end to vagter, hvor de eneste gæster der holder omsætningen kørende, er mine venner der er kommet for at se mig? Og hvor fedt er det, når man uden at opdage det, holder åbent to timer længere end beregnet? Og ligegyldigt hvor voksne eller fornuftige folk omkring mig bliver, elsker jeg intet mere end at stene ned på Boogies og fyre alle mine penge af og danse! (Til sveden drypper og jeg nærmest bare er klam..)

Og Rikke (BFF) har fået den lækreste lejlighed (Kusines gamle) og den bliver bare sååå fin! Og jeg føler mig ganske overbevist om, at der falder en reservenøgle af.. (tror jeg nok)

Men on the downside blev Farmor indlagt i fredags. Dehydreret og med store smerter i underlivet. Og hun ser så lille og gammel ud i den hospitalsseng. Og hver vejrtrækning koster hende uendelige anstrengelser. Lægerne mener de har styr på det, ihvertfald mavesmerterne, så skal hun blot selv drikke mere. Men når hun pludselig skal tisse - og gerne vil have min hjælp til at komme på toilettet, må jeg pludselig indse at min farmor er 85 år og ikke lever for evigt. Hende der hjalp mig på toilettet da jeg var lille, skal nu selv have en hånd for at komme op og omkring. Hende der cyklede 20 kilometer for at besøge os på landet, kan nu ikke hoste fordi det er for hårdt. Og jeg kan ikke forstå det. Jeg kan ikke forstå alder.. og svaghed. Og jeg kan slet ikke acceptere at dem jeg elsker ikke skal være hos mig for evigt! (Og nu sidder jeg og tuder, krafthelvede!) Det er jo min farmor, ik? F-A-R-M-O-R!

Jeg rejser til Istanbul nu - og glemmer. For det kan mennesker. Og det er ondt, men til gengæld gør det ikke så ondt, som hvis jeg husker. Hun har lovet mig at blive frisk til uge 29, hvor vi skal til Kerteminde og spise røgede makreller.