Når tiden går baglæns /ven

Det er ikke til at gætte, hvis man ikke lige ved det, men jeg var tyk som barn. Ikke fed, ikke besværet, men heller aldrig som alle de andre.

Det har egentlig ikke noget med dagens indlæg at gøre, men det er en vigtig pointe for at forstå, hvad jeg blev mobbet med, og hvorfor jeg blev holdt udenfor af de populære børn. Eller, de børn der var mere bange for at være anderledes end jeg. Jeg kæmpede aldrig særlig meget for at blive en af de seje. Ergo kæmpede jeg heller ikke imod dem, der drillede mig.

Hvis jeg blev kaldt tyk, eller hvis jeg endnu engang ikke blev inviteret med til pyjamasparty hos Åse eller fik en lammer af Mike, smuttede jeg hjem fra skole. Hjem til mor. Verdens mest uproblematiske pjæk. For mor forstod mig altid.

Da jeg endelig var færdig med folkeskolen, var jeg godt klar over, at der ikke var nogen jeg ville savne. Nok heller ikke nogen, jeg ville snakke med mere.

Så da Rikke trådte ind af døren til klasseværelset på min første dag i gymnasiet, kunne jeg have gravet mig ned. Hjertet sank i livet på mig, og jeg så min chance for en ny rolle og en ny hverdag forsvinde ud af vinduet.
Rikke har aldrig mobbet mig. Rikke gjorde ikke meget væsen af sig. Men for mig repræsenterede hun akkurat den rolle jeg var blevet tildelt de sidste tre år, rollen som den tykke, kloge pige, som man snakkede med, hvis der ikke var nogen andre.

Og den ville jeg bare så gerne slippe ud af.

Men ved i hvad? Der var en mening med galskaben. For den Rikke jeg gik i folkeskolen og gymnasiet med, er den samme Rikke der sidder ved siden af mig i sofaen nu. Hun er den Rikke der om lidt, skal smøre mine forbrændte baller ind i aftersun efter en utilsigtet forbrænding. Den Rikke der betalte min aftensmad.
Min bedste ven.

Ikke den dummeste Brøndbyfan havde oddset på det venskab, da vi i folkeskoleårene brugte hver eneste dag sammen uden nogensinde at lære hinanden ordentligt at kende.

Hvor er jeg glad for vi fik en chance til. Jeg tror faktisk at de bedste ting i mit liv, er sket ved at give eller få en second chance. Det vil jeg huske mig selv på i fremtiden, når noget går surt første gang.