Efter Roskilde, før ferie

Jeg har stress. På indtil flere måder, hvoraf ingen åbenbart er den rigtige måde, man kan få piller for.

Jeg har stress over min eksamensopgave. Som jeg skal aflevere på tirsdag. Og som er skidespændende. Men jeg aner ærlig talt ikke, om den kan bestå. For man skal finde en tendens. Eller et problem. Gerne med tal. Og i stedet for at bruge tal, som andre mennesker har fundet til mig, har jeg besluttet selv at grave tallene frem. For folk er vilde med at fortælle mig, når de drikker for mange øl, mens de håndterer våben. Yes, I am that stupid. Men nu følger vi den til dørs, og ser, hvad der sker.

Jeg har også stress over den Sunde og Raske Fyr. Fordi jeg ikke har set ham i to uger. Og fordi jeg faktisk ikke ved, hvornår vi skal se hinanden igen. Det føles meget lidt som at flytte sammen, når man lige vælger at tilbringe en halv måned hver for sig. Bliver lidt mere kærestesyg for hver dag, jeg skal dele seng med Rikke.

På den anden side stresser det mig også med Rikke. Ikke at jeg er her. Vi er så meget i symbiose, at hun kom til at sige 'Hej, hej Skat', da jeg cyklede ud til et interview igår. Men jeg har sgu snart været her længe, og jeg kan ikke bebrejde hende, hvis hun gerne snart vil have sin lejlighed i fred igen.

Jeg har også stress over et gavekort, jeg skal havde brugt inden den 9. i Aarhus. Hvor jeg ikke er.

Og over at min mor med stor præcision ignorerer mine fedterøvsbemærkninger om, at de nye bukser jeg har købt (som virkelig var tiltrængte, da mit sidste par måtte lade livet på Roskilde) var aaalt for dyre - og at jeg godt kunne bruge lidt tilskud. (De var ikke alt for dyre, men hvis hun giver en skærv kan jeg retfærdiggøre at købe en kjole også...)

All in all er jeg bare KLAR til ferie. Jeg er ikke effektiv med min opgave, når alle andre holder ferie og slapper af. Jeg duer simpelthen ikke til det. Så giv mig nu fri. Så lover jeg, at jeg nok skal flytte ud af Rikkes lejlighed.

For lækker til Roskilde?

Dengang der var noget, der hed Midtfynsfestival var min mor ikke vild med at sende sin unge teenagedatter afsted. Men hun kunne godt se, at intet kunne holde den unge rebel tilbage. Så jeg fik lov. Med dreadlocks, uden telt, fordi jeg alligevel sov hos vennerne, iført ski og med utroligt højt humør.

Intet kunne slå mig ud dengang. Ikke den vildeste regnbyge - det var bare en undskyldning for at gå ind i en fremmed lejr og få nye venner.
Ikke dårligt vejr, så hoppede vi bare i det fornuftige tøj og arrangerede 'Olympiskede Lege', så vi kunne holde varmen.
Jeg husker det som om, alle var søde og rare. Som om jeg fik tusind nye venner, og som om jeg ikke kunne få nok.

Klip til 8 år senere, hvor jeg rejser til Roskilde med Rikke. Og fryser. Indrømmet, det var min egen skyld, men det var altså lækkert vejr, da jeg pakkede.
Vi havde en aftale med en kammerat om at bo i hans lejr. Men han sov brandert ud, og det var VIRKELIG grænseoverskridende at blive mødt med en pms teenageattitude og spørgsmålet: 'Hvem er i, og hvad vil i her?'
Jeg kendte ingen. Og halvdelen af de tilstedeværende ville tydeligvis ikke have mere selskab i lejren.

Vi kæmpede. Også for at finde venner andre steder. Men folk var så fordrukne, at jeg enten frygtede de ville kaste op på mig, eller håbede de ville skvatte omkuld, inden de nåede frem og rørte ved mig, med deres klamme hænder og åndede på mig med deres dødsånde.

Så fandt vi Rikke's venner. Men det var som om, jeg ikke havde mere mod. Som om jeg ikke rigtigt kunne finde min ja-hat blandt mennesker, der alle kendte hinanden, og lissom havde en verden uden mig. Blandt mennesker, der i virkeligheden var ligeglade med, hvad jeg fortalte, når de spurgte ind til mig. Blandt mennesker, der bare ikke var så åbenhjertige, som jeg huskede.

Jeg troede jeg var festivaltypen.
Det viste sig, jeg kun var musiktypen.
Og så er festival faktisk slet ikke sjovt.

Endte med blærebetændelse, et virkeligt dårligt humør og et enormt behov for at være alene, hvilket fik mig til at flygte mod Rikkes lejlighed kl, 1 fredag nat - en rejse der skulle vise sig at vare indtil kl. 6,30 næste morgen. Men som alligevel var det hele værd.

Jeg elsker mennesker. Også de nye. Men en festival virker på en eller anden måde som en tsunami for mig. Jeg har brug for venner omkring mig. Ikke et hav af fremmede.

Lærte noget nyt om mig selv. Det var da positivt.

Når tiden går baglæns /ven

Det er ikke til at gætte, hvis man ikke lige ved det, men jeg var tyk som barn. Ikke fed, ikke besværet, men heller aldrig som alle de andre.

Det har egentlig ikke noget med dagens indlæg at gøre, men det er en vigtig pointe for at forstå, hvad jeg blev mobbet med, og hvorfor jeg blev holdt udenfor af de populære børn. Eller, de børn der var mere bange for at være anderledes end jeg. Jeg kæmpede aldrig særlig meget for at blive en af de seje. Ergo kæmpede jeg heller ikke imod dem, der drillede mig.

Hvis jeg blev kaldt tyk, eller hvis jeg endnu engang ikke blev inviteret med til pyjamasparty hos Åse eller fik en lammer af Mike, smuttede jeg hjem fra skole. Hjem til mor. Verdens mest uproblematiske pjæk. For mor forstod mig altid.

Da jeg endelig var færdig med folkeskolen, var jeg godt klar over, at der ikke var nogen jeg ville savne. Nok heller ikke nogen, jeg ville snakke med mere.

Så da Rikke trådte ind af døren til klasseværelset på min første dag i gymnasiet, kunne jeg have gravet mig ned. Hjertet sank i livet på mig, og jeg så min chance for en ny rolle og en ny hverdag forsvinde ud af vinduet.
Rikke har aldrig mobbet mig. Rikke gjorde ikke meget væsen af sig. Men for mig repræsenterede hun akkurat den rolle jeg var blevet tildelt de sidste tre år, rollen som den tykke, kloge pige, som man snakkede med, hvis der ikke var nogen andre.

Og den ville jeg bare så gerne slippe ud af.

Men ved i hvad? Der var en mening med galskaben. For den Rikke jeg gik i folkeskolen og gymnasiet med, er den samme Rikke der sidder ved siden af mig i sofaen nu. Hun er den Rikke der om lidt, skal smøre mine forbrændte baller ind i aftersun efter en utilsigtet forbrænding. Den Rikke der betalte min aftensmad.
Min bedste ven.

Ikke den dummeste Brøndbyfan havde oddset på det venskab, da vi i folkeskoleårene brugte hver eneste dag sammen uden nogensinde at lære hinanden ordentligt at kende.

Hvor er jeg glad for vi fik en chance til. Jeg tror faktisk at de bedste ting i mit liv, er sket ved at give eller få en second chance. Det vil jeg huske mig selv på i fremtiden, når noget går surt første gang.

Jeg skal IKKE...

på Roskilde før torsdag. Det er udelukket, jeg har ikke tid og samvittighed til det, og jeg VED det.

fortælle vejleder, at jeg tager på roskilde 4 dage i min eksamensperiode.

barbere ben inden Roskilde. Gider ikke, og ser alligevel ikke Sund og Rask Fyr før det er overstået. Han er åbenbart den eneste, jeg gider barbere ben for.

gå i fakta når jeg har andendagstømmermænd. Hvad der startede som en manglende liter mælk, mundede ud i kanelgifler, kinder pingui, mælkesnitte, en elendig crossaint, chips, tyggegummi, to liter sodavand og en pakke pandekager.

drikke mig så fuld to dage i streg weekenden før Roskilde. Kan slet ikke overskue 4 dage af disse tømmermænd. Tror det er alderen. Jeg kan ikke tåle noget mere. Savner at være sådan en der ryger hash. Det kunne være nemt. But I'm not.

have noget med på Roskilde, der skal med retur. Endelig en fordel ved at have gemt tøjet, der alligevel skal smides ud. Så hvis du ser et modemæssigt kaos iført bowlingsko og en virkelig kraftig læbestift som eneste make-up, så sig hej. Tror ikke på, der er andre der løser festivalbeklædningen på heeelt samme måde.

have mere dårlig samvittighed, når først jeg er taget afsted. Det er Roskilde og Rikke. Jeg har fortjent det - og jeg elsker det!

Mandejagt

'Nå Trine, skal vi u' å' score nogen mænner?' Med den sætning indleder Rikke stort set hver eneste bytur, vi tager på. Tidligere sagde hun 'du', men efter hun er blevet single, er det blevet en fælles jagt.

Og vi vil gerne score. Føj, hvor vil vi gerne score. En lækker mand skulle ikke løbe mange gange rundt om min seng, før han ville brage durk ind i væggen. Vi elsker at være lækre. Kjoler, sandaler, stilletter, rød kyssemund og fra tid til anden de falske øjenvipper, der næææsten er for hoochy - you name it!

Og vi elsker at danse! Uden at sige for meget, er vi også ret gode til det. Desværre passer vores mooves vist bedre ind i et afsnit af family guy, end på diskotekernes dansegulve, men vi er så uendeligt ligeglade, vi skal bare havde det sjovt!

Når man så står der og danser, og en fyr forsøger sig, kan jeg godt sommetider blive helt bekymret. For er det virkelig den slags mænd jeg tiltrækker? Ofte klemmer han det ene øje sammen for at se mig skarpt, har lidt savl på hagen, og går mere ind i mig, end han egentlig danser. Så overvejer jeg et kort øjeblik at begynde at gå med burka. Men piger! Jeg er nået frem til at disse fyre mest af alt er tiltrukket af piger med puls, så det er ikke min skyld, synes jeg.

Desværre bevæger de lækre, tjekkede fyre, som står i baren sig sjældent ud på dansegulvet for at hilse på tøsen er overstadig og kampsvedende står og laver squat under mottoet 'al bevægelse er dans'. Vi er dog nået frem til at vi bare skal sætte os op i baren lidt og lade dem komme os nær uden skalle-risiko. Det må være taktikken - tilgængelighed!

Nu mangler jeg så bare opskriften på, hvordan man, når musikken spiller, husker at bevæge sig VÆK fra dansegulvet og op på en stol i baren. Det er ikke lykkedes endnu. Så når promillen siger sengetid, eller lyset tændes, står Rikke og jeg evig og altid med hinanden i den ene hånd og en gylden dame i den anden.

Herfra er der kun tilbage at købe et pepperoni-slice, dingle syngende hjem i morgensolen og gå kold, side om side i Rikkes seng. Vi er gift på fjæsen Rikke og jeg, og efterhånden tror jeg sgu at hun bliver mit livs store kærlighed. For ligegyldigt hvor gerne jeg vil score, har jeg ALDRIG været ked af, at hun var den jeg fulgtes med hjem.

Midsommerjammer

Øv. Mens alle andre står i luftige sommerkjoler, omgivet af dem de holder af (ser dem faktisk stå i par i min fantasi, for i dag elver hele verden i tosomhed) og kigger på bål i aften, sidder jeg herhjemme.
Med masser af læsning, der mangler til eksamen på fredag og virkelig ondt i halsen.
Tror altså min krop snyder mig. Bliver aldrig rigtig nervøs op til eksamener, men nogle gange bliver jeg bare rigtig syg. Som nu, med ondt i halsen, eller sidst med tandpine, der forsvandt dagen efter. Eller dengang i 3. G da jeg blev så syg under 3. års opgaven, at jeg fik den udsat og lægen troede jeg havde kyssesyge..

Vil ærlig talt hellere have lidt sommerfugle i maven, end lægge syg og præstere virkelig ringe, fordi min krop ikke gider være vågen. Øv.

Nu er der to dage til eksamen, og efter dum, dum overspringshandling igår bliver jeg nødt til at blive hjemme og læse. Der er alligevel for langt hjem til de gamle, eller pigerne i Odense, for at nyde aftenen med dem. Crap.

Men kryds fingre for mig på fredag, hvor jeg vil tilbringe fem timer med at lade som om, jeg ved alt om samfundsfag. Satser stærkt på at jeg kan bluffe mig igennem.

Og SÅ er der ferie. Starter med en ny tatovering på lørdag (hurtigt inden jeg har brugt alle mine penge) og så kommer Odense-girl #1 op og besøger mig i det jyske.. Jaii =)

Nu skal jeg bare regne ud, hvordan jeg får min krop til at tro, at den har det fint til på fredag. Suppe it is!