A perfect week - almost

Så så man lige mig være lykkelig!

Tirsdag, torsdag, lørdag og søndag i selskab med alletiders Theis. En fyr jeg har kendt så længe, at.. Ja, ik? Vi gik i gym sammen, og det var bare tiderne. Those were the days du! Og så fangede vi lige en stime af gode planer og ting, der kunne falde sammen. Og nu er jeg helt nyforelsket - du ved, ligesom man bliver venne-forelsket i en ny person, der bare er super indtagende. Havde slet ikke indset, hvor meget jeg har savnet ham siden vi som rygende, utilpassede, misforståede teenagere sad i kælderen på Nordfyns gymnasium og røg smøger og citerede Strunge.. Christ altså!

Og så kom jeg hjem til Andersens. Bodega, forståes, Hvor jeg var trisse sidste år, men som jeg måtte forlade da jeg skulle til jylland og blive klog. Men nu er det ferie - og lur mig om der ikke lige var et par vagter til mig? Og hvad er mere perfekt end to vagter, hvor de eneste gæster der holder omsætningen kørende, er mine venner der er kommet for at se mig? Og hvor fedt er det, når man uden at opdage det, holder åbent to timer længere end beregnet? Og ligegyldigt hvor voksne eller fornuftige folk omkring mig bliver, elsker jeg intet mere end at stene ned på Boogies og fyre alle mine penge af og danse! (Til sveden drypper og jeg nærmest bare er klam..)

Og Rikke (BFF) har fået den lækreste lejlighed (Kusines gamle) og den bliver bare sååå fin! Og jeg føler mig ganske overbevist om, at der falder en reservenøgle af.. (tror jeg nok)

Men on the downside blev Farmor indlagt i fredags. Dehydreret og med store smerter i underlivet. Og hun ser så lille og gammel ud i den hospitalsseng. Og hver vejrtrækning koster hende uendelige anstrengelser. Lægerne mener de har styr på det, ihvertfald mavesmerterne, så skal hun blot selv drikke mere. Men når hun pludselig skal tisse - og gerne vil have min hjælp til at komme på toilettet, må jeg pludselig indse at min farmor er 85 år og ikke lever for evigt. Hende der hjalp mig på toilettet da jeg var lille, skal nu selv have en hånd for at komme op og omkring. Hende der cyklede 20 kilometer for at besøge os på landet, kan nu ikke hoste fordi det er for hårdt. Og jeg kan ikke forstå det. Jeg kan ikke forstå alder.. og svaghed. Og jeg kan slet ikke acceptere at dem jeg elsker ikke skal være hos mig for evigt! (Og nu sidder jeg og tuder, krafthelvede!) Det er jo min farmor, ik? F-A-R-M-O-R!

Jeg rejser til Istanbul nu - og glemmer. For det kan mennesker. Og det er ondt, men til gengæld gør det ikke så ondt, som hvis jeg husker. Hun har lovet mig at blive frisk til uge 29, hvor vi skal til Kerteminde og spise røgede makreller.