En gang imellem henfalder min mor og jeg til en aftens samtale om min far. Nogle gange ud fra de dér interventionsprogrammer i tv, almen harme eller som i aften, hvor han havde været ekstra slem henover julen, og det lige skulle vendes.
Jeg hedder Trix, min far er alkoholiker.
Han er først og fremmest min far, og jeg er nået til det punkt, hvor jeg elsker ham, når det går godt og fortrænger ham, når det går mindre godt. For han er ikke recovering. Han nærer intet ønske om at komme sin tilstand til livs, og jeg tror, at øllene dulmer de følelser han aldrig har fået bearbejdet fra sin fars død. Men det må blive en helt anden historie, altså det med HVORFOR Jeppe drikker.
Vi vender og drejer sagen. Hans misbrug. Vores følelser. Hans fortsatte tilbagevenden til alkoholen, selvom det kan gå godt i perioder. Tit siger vi bare det samme, men det hjælper at få sat ord på og være sammen om den sorg, han lægger på os.
Det er for eksempel rart for mig, at min mor ved, at jeg i en lang periode fra mit attende til mit toogtyvende år forsøgte at holde op med at elske min far. For hvis jeg ikke elskede ham mere, kunne han ikke gøre mig ked af det. Det hjælper mig at vide, at hun også følte en stor trang til at ydmyge ham og vrænge ad ham lillejuleaften, efter han havde valgt at skide på hele familien med en gedigen brandert, som hans 86-årige mor som den eneste ikke opdagede.
Men det der hjalp allermest i dag, var da min mor sagde de ord, jeg har higet efter at høre i årevis uden at vide det.
Hun fortalte mig, at hun selv havde valgt, at jeg ikke skulle have ondt af hende, at hun elskede min far, og at hun nok skulle gå fra ham, hvis hun en dag ikke var glad i sin hverdag mere.
Min mor må nødvendigvis være det stærkeste menneske jeg kender. Ikke nødvendigvis det skarpeste, men vi kan jo ikke altid selv bestemme, hvem vi elsker. Men hun passer på sig selv så godt hun kan. Og det er jeg glad for.
For kommer den dag, hvor hun forlader ham, vil jeg heppe på hende og bære hendes kuffert, fordi hun fortjener at være lykkelig og fordi ingen fortjener at leve sammen med en alkoholiker. Men kommer den dag, dør min far af druk.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Uh. Din mor er sej. VIrkelig sej.
Min far døde af hardcore druk. Og ved du hvad? Han valgte det selv. Vi prøvede at få ham til at forstå hvor meget han havde, men han valgte alkoholen og dermed døden. Og det er ok.
Og det er alletiders, at du vil støtte din mor, også når hun bliver.
For vi vælger nemlig allesammen selv.
Hvor er det sejt af både dig og din mor!
Og hvor er det godt at I får taget de snakke og kan være åbne omkring det (selvom det tager lang tid at nå dertil)
Og nej man kan ikke redde en der ikke vil reddes, hverken fra alkoholen eller fra et liv med en alkoholiker - men sejt at din mor siger det selv!
Øv altså :-(
Ingen har fortjent at være tvunget til at leve sammen med en alkoholiker. Derfor er det godt, at din mor tilsyneladende er helt afklaret med, hvad hun gør - eller ikke gør. Og at hun har dig at snakke med og til at støtte sig i sine valg. Bonus-point til jer begge ;-)
Jeg har det lidt dobbelt med dit indlæg. Nu har jeg lært at leve med, at min far er alkoholiker og at min mor har valgt at acceptere det. Men jeg tror alligevel, at jeg ville have været et helt andet menneske med langt færre ar på sjælen, hvis hun havde sat ham stolen for døren for 30 år siden. Man må selv vælge, hvad man udsætter sig selv for, men man skal fandme beskytte sine børn hvis man kan. Åh hvor kan jeg mærke, at det her emne rammer og gør ondt.
Åh Trix, sikke et indlæg... Jeg synes også at din mor er et stærk dame, når hun kan tale om det. Men jeg tænker også lidt som Anonym her. Men jeg har ingen erfaring med emnet og sådanne sager er individuelle og meget komplekse. Anyway, jeg er glad for at du fik det bedre ved at tale med din mor om det.
Send en kommentar