Skænderi søges

Vi er efterhånden enige om, at det ikke udelukkende er en god ting, at vi aldrig skændes. Eller diskuterer.

Faktisk har vi maksimalt råbt fisse efter hinanden, og det som regel i en gedigen brandert og med højt humør. Enkelte gange har jeg været RASENDE, når jeg gik i seng, efter han havde glemt at komme hjem i sin brandert - eller efter han var forduftet fra diskoteket for at synge kareoke i den anden ende af byen. Men det er altid overstået næste dag. Det er som om min vrede fordamper ved synet af hans moralske tømmermænd. Og så er det meget nemmere at lade dem gøre arbejdet og så bare puste til gløderne, hvis jeg synes han holder op med at skamme sig for hurtigt.

Han har heller ikke råbt af mig. Hverken når jeg planlægger vores weekend, så det passer nøjagtigt med at jeg skal hentes og bringes i bilen. Eller når jeg er sjov på hans mors bekostning herinde - og i øvrigt får ham til at klare ærterne med hende, hvis der sker noget på den front, jeg ikke er heeelt med på.

Han har aldrig kigget mig lige i øjnene og sagt 'Nu holder du KÆFT, kvinde!'. Og det kan umuligt være udelt godt. Vi når altid til en slags enighed, til et kompromis. Lader den det betyder mest for få sin vilje, og snakker vores 'følelser' og 'tanker' godt igennem, så vi 'ved hvor den anden står'.

Det er faktisk underligt. For hverken den Sunde og Raske Fyr eller jeg er særligt pædagogiske - eller særligt modtagelige overfor pædagogik, så vi kan ikke forstå, vi ikke har råbt af hinanden endnu.

Er der en slags byld, man skal tage hul på? Er der et bestemt emne, man skal finde for at komme igang? Skal man på kursus for at lære at skændes?

Jeg siger ikke, at jeg vil kaste tallerkener efter ham eller kaldes noget grimt, men hvorfor er vi så rolige? (Læs: kedelige). Fungerer rigtige forhold sådan?

Giv mig fred

I dag mens jeg prøvede at sove til middag, stod der pludselig en mand neden for mit vindue og råbte det halve af mit navn. Jeg har et dobbelt-navn, så det var ganske givet ikke mig han ville have fat i.

Men jeg vågnede alligevel fra min halvdøs, med hjertet i halsen, en puls på 200 begyndende svedtur og tænkte igennem hvem af chef, licens, politimand det kunne være.

Og nej! Jeg har ikke politiet til at lede efter mig. Men jeg får fandme så instinktivt dårlig samvittighed, når jeg føler mig truffet. Også selvom der bare kører en politibil forbi mig i den modsatte retning, kan min puls stige mærkbart.

Og jeg er træt af at gå rundt med konstant fårlig samvittighed, over ting jeg ikke har gjort! Det værste ved journaliststudiet er, at jeg er nødt til at tage min telefon, selvom det er hemmeligt nummer der ringer. Og det hader jeg.

Igår tuskede jeg mig til en fridag fra job, fordi der kun var bestilt to borde og så kunne min medtjener helt ærligt godt være dén der tog vagten alene for en gangs skyld. Det har været mig det sidste år. Det har jeg så haft dårlig samvittighed over lige siden, fordi min chef er så god til at lade som om restauranten vil bryde sammen uden mig.

Og der har været to knallerter nedenfor mit vindue, helt inde i hjørnet af parkeringspladsen, mens jeg prøvede på at sove. Hvad er det fede ved at gasse op igen og igen, på et håndtag der mest af alt lyder som om det sidder på en forkølet Puch Maxi?

De larmede, og folk snakkede, og jeg kunne slet ikke finde ro. Og jo mere irriteret jeg blev over larmen og forstyrrelserne, jo længere væk forsvandt håbet om en middagslur.

Så lige på dét punkt, glæder jeg mig til at flytte til Thisted, for der må da om alt andet liiige være mere ro end i udkanten af Gellerup?