Pisk og Gulerod

I sidste uge kom jeg endelig ned at træne. Det var måske femte gang i år. Og det var hårdt.

Er nået frem til, jeg gerne må fortælle om mit nye træningslivsstilspjat - eller mangel på samme. Eftersom jeg har luret en stor bloghemmelighed. De bedste blogs er på slankekur!

Der er Maren og Fuhrman, der skal løbe et løb. Som de i virkeligheden slet ikke har lyst til. Og derfor lokker de deres læsere med, for at gennemføre et nyt sadomasochistisk tiltag, der skal trække andre med i deres fjendske løbesøle. Jeg elsker det.

Så er der Dines, der som jeg ikke kan tåle supermarkeder. Og som tager billeder af det, hvor jeg mere er typen, der bager en ordentlig stak pandekage, og inhalerer dem straks og brændvarme under mottoet: 'Hvis du spiser dem meget hurtigt, er det som om, det ikke er sket'. Eller køber 3 daim for en 20'er, men sørger for at spise dem INDEN jeg er hjemme, for så er det ikke sket. Igen. Selvfornægtelse er smukt.
Hun indrømmer i øvrigt også, at der er XY-kromosomer med i hendes motivation. Og der kan jeg godt være med. For den Sunde og Raske Fyr er lækker. Og tynd. Grrrr.

Og så er der AmarOrama, der på ægte, sej Amagerkansk manér er cool omkring det. Der skal 10 kilo af, siger hun. Nærmest som en sidebemærkning. Ikke noget lifechanging, hun gør det sgu da bare. Og så smider hun fra tid til anden en lille melding om, at hun har løbet igen-igen. Til gode sange. Men uden at gøre et alt for stort nummer ud af det. Hvis bare man kunne tage sig sammen som hende. Suk.

Men altså, nu gør jeg det også. Træner. En gang imellem. Selvom det er for sent at bliver klar til bikinisæson'en, kan jeg måske blive klar til uld-sokke sæsonnen.