Den gamle kælling

Det er nærmest flovt. Når jeg nu så gerne vil vedblive med at være 21 og lidt strammere i kødet end nu, må jeg da i det mindste opretholde en lignende livsstil. Men det magter jeg tydeligvis ikke.

Bevis # 1: Ingen bytur torsdag. Der var studiefest. Bevares, for dem der havde fået praktikplads, som jeg grundet kyssesyge ikke helt er en del af. Men mine venner, og studievenlige priser på Gaz, hvor man ellers aldrig sætter sine fødder. Men nu var jeg der. På voksenmåden. Tre øl, small talk, skulderklap, forklaren af, hvorfor jeg ikke var med i kapløbet - og så med den sidste bus hjem. But whyyy?

Bevis #2: Ingen bytur fredag. Var ellers i Odense. Hvor vennerne er tæt på og yndlingsklubben ligger. Endda med Sund og Rask Fyr, der i skræmmende grad har vist sig at ligne mig, når det drejer sig om at drikke sig fra sans og samling og møde for sent op, med blodskudte øjne, ørleånde og Joe Cocker stemme til alt familie tamtam. Men nej da! Nu hjalp vi hans mor med opdækningen og spenderede vores fredag aften med hans forældre og et slag bezzerwizzer. Ganske hygsomt, men but whyyy?

Bevis # 3: Ingen bytur lørdag. Til trods for Sund og Rask Fyr havde fat i venner både i Odense OG Århus. (For at opstøve fest/boksning/bytur - med eller uden moi). Det gik fesent. Han kørte med til Århus, ventede på jeg fik fri fra restaurant. Ventede på kammerat fik fri fra anden restaurant. Hentede kammerat og gav sig i kast med temmelig mislykket streaming  ag boks og vin hjembragt fra mit job. Jeg blev faktisk buzzet. Og omend jeg var træt, nåede jeg et 'så lad os da tage i byen'-punkt. Men kammerat ville faktisk hellere hjem, og i min iver efter at få vin, havde den Sunde og Raske Fyr fået så lidt indenbords, at han faktisk kunne køre ham hjem igen. Han kommer igen om lidt, og så sover vi, og står op i morgen og får noget ud af søndagen. Oh, but whyyy?

Er det sådan, det føles at blive voksen? Det ved jeg altså ikke, om jeg gider...