Tilbage til virkeligheden

Min udlejer har ringet. Der kommer folk for at se på min lejlighed den 5/6. Betyder det jeg skal rydde op?

Min vandhane er holdt op med at lække - nu fosser det ud af siden på hanen. Betyder det, at jeg kan droppe at ringe til VVS'eren? (Og hvor fesent vil det ærlig talt være, hvis jeg bare lader stå til indtil jeg flytter, og så lader ejeren klare ærterne?)

Jeg skal lave et interview til min opgave i dag, det er nok meget godt. Desværre ændrede han tiden fra klokken 10 til 14. Resultat = Så sov jeg da bare til klokken ti. Jeg er nemlig bundseriøs sjurnalist. Altid. Jepper.

Kom hjem fra forældre i går. Tre dage med familie, forældre, pligter, taler, sange, øl der skal drikkes, dårlige vittigheder der skal grines af og mennesker der skal krammes. Jeg kan egentlig meget godt lide det, men på et eller andet tidspunkt i sådan et besøg holder min hjerne altså op med at virke. Som når min onkel vil rose min bror og mig for vores tale:

Ham: Det klarede i sgu flot.
Mig: Ja, vi sagde en masse.
Ham: Ja, men i sagde det godt, og det er dét, der tæller.
Mig: Det er mest folk der arbejder i banker, der tæller...
(Det er muligt, der også var lidt rødvin inde over på daværende tidspunkt...)

Men efter at have lavet en helkropssugemalle på Den Sunde og Raske Fyr igår, og eventuelt have pådraget ham en diskus prolaps, kørte han hjem alligevel. Den skiderik. Så jeg er alene for første gang i en lille uge. Hvorfor bliver man så dårlig til dét, når man får en kæreste? Det er sgu da ynkeligt. I know. Burde øve mig på eget selskab igen, men helt ærligt, så ved vi jo godt, det ikke kommer til at ske. I know - ynkeligt.