Giv mig fred

I dag mens jeg prøvede at sove til middag, stod der pludselig en mand neden for mit vindue og råbte det halve af mit navn. Jeg har et dobbelt-navn, så det var ganske givet ikke mig han ville have fat i.

Men jeg vågnede alligevel fra min halvdøs, med hjertet i halsen, en puls på 200 begyndende svedtur og tænkte igennem hvem af chef, licens, politimand det kunne være.

Og nej! Jeg har ikke politiet til at lede efter mig. Men jeg får fandme så instinktivt dårlig samvittighed, når jeg føler mig truffet. Også selvom der bare kører en politibil forbi mig i den modsatte retning, kan min puls stige mærkbart.

Og jeg er træt af at gå rundt med konstant fårlig samvittighed, over ting jeg ikke har gjort! Det værste ved journaliststudiet er, at jeg er nødt til at tage min telefon, selvom det er hemmeligt nummer der ringer. Og det hader jeg.

Igår tuskede jeg mig til en fridag fra job, fordi der kun var bestilt to borde og så kunne min medtjener helt ærligt godt være dén der tog vagten alene for en gangs skyld. Det har været mig det sidste år. Det har jeg så haft dårlig samvittighed over lige siden, fordi min chef er så god til at lade som om restauranten vil bryde sammen uden mig.

Og der har været to knallerter nedenfor mit vindue, helt inde i hjørnet af parkeringspladsen, mens jeg prøvede på at sove. Hvad er det fede ved at gasse op igen og igen, på et håndtag der mest af alt lyder som om det sidder på en forkølet Puch Maxi?

De larmede, og folk snakkede, og jeg kunne slet ikke finde ro. Og jo mere irriteret jeg blev over larmen og forstyrrelserne, jo længere væk forsvandt håbet om en middagslur.

Så lige på dét punkt, glæder jeg mig til at flytte til Thisted, for der må da om alt andet liiige være mere ro end i udkanten af Gellerup?