Den gamle kælling

Det er nærmest flovt. Når jeg nu så gerne vil vedblive med at være 21 og lidt strammere i kødet end nu, må jeg da i det mindste opretholde en lignende livsstil. Men det magter jeg tydeligvis ikke.

Bevis # 1: Ingen bytur torsdag. Der var studiefest. Bevares, for dem der havde fået praktikplads, som jeg grundet kyssesyge ikke helt er en del af. Men mine venner, og studievenlige priser på Gaz, hvor man ellers aldrig sætter sine fødder. Men nu var jeg der. På voksenmåden. Tre øl, small talk, skulderklap, forklaren af, hvorfor jeg ikke var med i kapløbet - og så med den sidste bus hjem. But whyyy?

Bevis #2: Ingen bytur fredag. Var ellers i Odense. Hvor vennerne er tæt på og yndlingsklubben ligger. Endda med Sund og Rask Fyr, der i skræmmende grad har vist sig at ligne mig, når det drejer sig om at drikke sig fra sans og samling og møde for sent op, med blodskudte øjne, ørleånde og Joe Cocker stemme til alt familie tamtam. Men nej da! Nu hjalp vi hans mor med opdækningen og spenderede vores fredag aften med hans forældre og et slag bezzerwizzer. Ganske hygsomt, men but whyyy?

Bevis # 3: Ingen bytur lørdag. Til trods for Sund og Rask Fyr havde fat i venner både i Odense OG Århus. (For at opstøve fest/boksning/bytur - med eller uden moi). Det gik fesent. Han kørte med til Århus, ventede på jeg fik fri fra restaurant. Ventede på kammerat fik fri fra anden restaurant. Hentede kammerat og gav sig i kast med temmelig mislykket streaming  ag boks og vin hjembragt fra mit job. Jeg blev faktisk buzzet. Og omend jeg var træt, nåede jeg et 'så lad os da tage i byen'-punkt. Men kammerat ville faktisk hellere hjem, og i min iver efter at få vin, havde den Sunde og Raske Fyr fået så lidt indenbords, at han faktisk kunne køre ham hjem igen. Han kommer igen om lidt, og så sover vi, og står op i morgen og får noget ud af søndagen. Oh, but whyyy?

Er det sådan, det føles at blive voksen? Det ved jeg altså ikke, om jeg gider...

Familiens stolthed

Jeg tror efterhånden ikke at de forventer andet af mig. Skulle det en dag lykkes mig, at komme til familiefest UDEN tømmermænd, tror jeg såmænd ikke, at de ville tro på mig, når jeg sagde det.

Tog til fyn fredag aften. Ringede til mor tidligere på ugen og spurgte om jeg og mit hjertes udkårne ikke skulle komme hjem og spise fredag. Den var hun heeelt med på, men tror hun blev lidt skuffet da det viste sig, at mit hjertes udkårne var Rikke? Hehe.

Men vi fik lækker mad og hyggede med de gamle. Og så lige på Carlsens og drikke et par øl med Rikkes studiekammerater. Og så viste det sig jo, at den sunde og raske fyr var i Odense. Og på Andersens. Med en masse venner. Så smuttede da lige ned forbi for at få et kys og sige hej.

Klokken 6 lørdag morgen gik jeg så i seng. Klokken 11 lørdag formiddag skulle jeg til kusines 30 års fødselsdag. Det var ikke særlig gennemtænkt. Men en VIRKELIG god bytur. det jeg husker. Tror jeg nok.
Der var ihvertfald dans. Og øl. Og den Sunde og Raske fyr.

Det er bare ikke skide overbevisende at sige 'Nej, jeg var da ikke i byen' med en drukstemme så hæs, at Joe Cocker bliver grøn af misundelse. Men jeg 'kommer tit til' at gå i byen. Fordi det er pissesjovt og fordi jeg stadig ikke har lært at tænke fremad.

What'ya gonna do?

Det dér med drenge...

Jeg har aldrig været nogen virtuos ud i det dér med drenge. Ikke at jeg ikke har kunnet lide dem. Det har sådan set været ret lige til. Og engang imellem har de også kunnet lide mig. Andre gange.. Not so much.

Til gengæld har jeg været drengeløs (er der noget, der hedder det?) i laange perioder. For nogen gange er drenge idioter - og hvis jeg udsættes for en sådan, mister jeg enhver trang til at forsøge mig med XY-kromosomer i en rum tid.

Jeg er efterhånden fælles Love-doctor for alle veninderne. Ikke fordi jeg har specielt god historie med at få tingene til at lykkes. Måske mere fordi jeg har dummet mig så tilpas mange gange, at jeg efterhånden kan lugte en fesen afvisning, dårlig undskyldning eller booty-call kategorisering en uge inden det rent faktisk sker.

Ikke at jeg har håndteret disse scenarier med succes - men det er hér indforstået, at når man har dummet sig tilpas mange gange, bliver man automatisk ekspert?!

Så jeg har tilbragt rigtig meget tid med mig selv. Efter eget valg og alt det dér. For jeg kan virkelig godt lide mig selv. Faktisk så elsker jeg mig!

Og man bliver rigtig god til at lære, hvornår man siger ja af pligt og af lyst. Man sætter sig selv først. Man forkæler sig selv. Og bliver en lille egoist. Men det er kun noget, jeg kan anbefale. Har dælme haft det sjovt. Netop derfor, har det heller aldrig været nemt at score mig. For når en fyr endelig fanger mig i et stillestående øjeblik (sandsynligvis mens jeg venter på betjening i en bar), og præsenterer sig, skal der usandsynlig meget.. Charme? Selvtillid? Lækkert hår? til, for at han kan være bedre selskab end mine dejlige veninder.

Så altså. Jeg gad ikke rigtig drenge. Mænd. Kald dem, hvad du vil. Jeg kaldte dem som regel Åge.

Netop derfor blev jeg lidt befippet, da den Sunde og Raske Fyr lissom meldte sig på banen i sommers. Og mente det. Og brugte tid. Og energi. Og gerne kørte fra Odense til Århus for at besøge mig. Og gerne slæbte sine kammerater den retning, jeg gik, når vi var i byen. Og sagde søde ting - og skrev næste dag, for lige at gøre opmærksom på, at han mente dem.

Det fangede mig sgu lidt med hovedet i baljen. (Ved godt, det ikke er et udtryk - men forstå mig ret!)

Og han var bare sød. Og sig selv. Og lige til. Og jeg blev nærmest forvirret over at han vidste, hvad han ville. (så lave var mine forventinger til mandekønnet åbenbart).
Og så vidt jeg kan høre på mine veninder, og andre skønne piger jeg møder, er der en grund til at vi har så lidt tiltro. Og GRRR! Mænd skal sætte pris på deres prinsesser.

Lad mig derfor lige ødelægge al søstersolidaritet og fortælle, at den sunde og raske fyr i torsdags tilbragte en hel aften med mig og to veninder. Drak os fulde. Tog os med i byen. Dansede med mig hele natten. Spiste pizza med mig på en trappesten, og gav taxa'en hjem. Fordi han er dejlig!

Er så vild med ham, at jeg tilbød at tage med til Düsseldorf hele weekenden, og bare passe mig selv, så han kunne komme til 'plastic-messe' (Nej, jeg forstår det heller ikke, hverken plastic-fascinationen eller MIN fascination?) Men havde han sagt ja, havde jeg med glæde pakket en Harry Potter bog og tilbragt en weekend i et land, hvor jeg ikke kan sproget.

Synes alle piger fortjener at få kriller i maven som jeg gør. For det er fedt!