lørdag den 14. maj 2011

En anden kærlighed

Jeg er nyforelsket. Sådan med bankende hjerte og røde kinder. Sådan at jeg lige skal sætte håret på en bestemt måde (læs: rottehaler) og gøre mig lidt umage (læs: ikke give op).

Sådan at sveden hagler ned ad ryggen mod min røvsprække og plamagerne under mine bryster ødelægger enhver illusion om at være smart og sexet.

Han hedder Thomas og han er bokseinstruktør. Og han kørte holdet så hårdt, at jeg ikke turde løbe ud og hente mere vand, da jeg løb tør efter tyve minutter. Han bebrejdede mig, hvis jeg ikke var døden nær efter en øvelse. Men hvis jeg midt i en øvelse måtte give op i et smertensbrøl, og trække vejret brølede han 'Godt gået, op igen!'. Og op igen, det kom jeg.

Det var en mageløs sejr. For første gang højre knæ gik i stykker for real, var til boksning. Dengang var det Brian. Han gjorde mig også kulret, fordi han fik mig til at presse mig selv til det punkt, hvor jeg synes det var lidt sejt, når jeg fik kvalme.

Det er evigheder siden. Og jeg har kun været til boksning ganske enkelte gange siden. Altid angst, altid ude af stand til at give mig 100 %. Men ikke i dag. Jeg havde ikke ét hop mere at give da klokken slog halv. Faktisk smerter det i mine arme, at skrive dette.

Jeg håber den Sunde og Raske Fyr vil acceptere, at der er en anden mand i mit liv. Som han skal dele mig med. For Thomas er kommet for at blive. Har allerede meldt mig på alle hans hold i næste uge.

Ingen kommentarer: