Det er ikke til at gætte, hvis man ikke lige ved det, men jeg var tyk som barn. Ikke fed, ikke besværet, men heller aldrig som alle de andre.
Det har egentlig ikke noget med dagens indlæg at gøre, men det er en vigtig pointe for at forstå, hvad jeg blev mobbet med, og hvorfor jeg blev holdt udenfor af de populære børn. Eller, de børn der var mere bange for at være anderledes end jeg. Jeg kæmpede aldrig særlig meget for at blive en af de seje. Ergo kæmpede jeg heller ikke imod dem, der drillede mig.
Hvis jeg blev kaldt tyk, eller hvis jeg endnu engang ikke blev inviteret med til pyjamasparty hos Åse eller fik en lammer af Mike, smuttede jeg hjem fra skole. Hjem til mor. Verdens mest uproblematiske pjæk. For mor forstod mig altid.
Da jeg endelig var færdig med folkeskolen, var jeg godt klar over, at der ikke var nogen jeg ville savne. Nok heller ikke nogen, jeg ville snakke med mere.
Så da Rikke trådte ind af døren til klasseværelset på min første dag i gymnasiet, kunne jeg have gravet mig ned. Hjertet sank i livet på mig, og jeg så min chance for en ny rolle og en ny hverdag forsvinde ud af vinduet.
Rikke har aldrig mobbet mig. Rikke gjorde ikke meget væsen af sig. Men for mig repræsenterede hun akkurat den rolle jeg var blevet tildelt de sidste tre år, rollen som den tykke, kloge pige, som man snakkede med, hvis der ikke var nogen andre.
Og den ville jeg bare så gerne slippe ud af.
Men ved i hvad? Der var en mening med galskaben. For den Rikke jeg gik i folkeskolen og gymnasiet med, er den samme Rikke der sidder ved siden af mig i sofaen nu. Hun er den Rikke der om lidt, skal smøre mine forbrændte baller ind i aftersun efter en utilsigtet forbrænding. Den Rikke der betalte min aftensmad.
Min bedste ven.
Ikke den dummeste Brøndbyfan havde oddset på det venskab, da vi i folkeskoleårene brugte hver eneste dag sammen uden nogensinde at lære hinanden ordentligt at kende.
Hvor er jeg glad for vi fik en chance til. Jeg tror faktisk at de bedste ting i mit liv, er sket ved at give eller få en second chance. Det vil jeg huske mig selv på i fremtiden, når noget går surt første gang.
tirsdag den 28. juni 2011
mandag den 27. juni 2011
Ja KLART!
Klart at solen skinner fra en skyfri himmel den mandag, jeg skal igang med at researche til mit eksamensprojekt. Lukket inde i den bygning vi i folkemunde kalder 'bunkeren'.
Klart at jeg vågner klokken 7 og selv har indset, at det emne jeg oprindeligt ville skrive om, var for bredt og ikke duer.
Klart at min vejleder kommer 5 kvarter for sent til vores aftale for at give mig den samme tale, jeg selv havde indset i går aftes.
Klart, at han synes jeg skal skrive om noget, der har med EU at gøre.
Klart alle andre er taget til Roskilde, og jeg først skal afsted på torsdag.
Og KLART, at jeg ikke gider arbejde sammen med nogen som helst af de stakler, der skal skrive opgave nu sammen med mig. Så hellere være alene. Grrr.
Solen skinner i dag, fordi jeg har alle tordenskyerne inde i hovedet.
Kom idé, kom kreativitet. Bare et eller andet.
Klart at jeg vågner klokken 7 og selv har indset, at det emne jeg oprindeligt ville skrive om, var for bredt og ikke duer.
Klart at min vejleder kommer 5 kvarter for sent til vores aftale for at give mig den samme tale, jeg selv havde indset i går aftes.
Klart, at han synes jeg skal skrive om noget, der har med EU at gøre.
Klart alle andre er taget til Roskilde, og jeg først skal afsted på torsdag.
Og KLART, at jeg ikke gider arbejde sammen med nogen som helst af de stakler, der skal skrive opgave nu sammen med mig. Så hellere være alene. Grrr.
Solen skinner i dag, fordi jeg har alle tordenskyerne inde i hovedet.
Kom idé, kom kreativitet. Bare et eller andet.
søndag den 26. juni 2011
Jeg skal IKKE...
på Roskilde før torsdag. Det er udelukket, jeg har ikke tid og samvittighed til det, og jeg VED det.
fortælle vejleder, at jeg tager på roskilde 4 dage i min eksamensperiode.
barbere ben inden Roskilde. Gider ikke, og ser alligevel ikke Sund og Rask Fyr før det er overstået. Han er åbenbart den eneste, jeg gider barbere ben for.
gå i fakta når jeg har andendagstømmermænd. Hvad der startede som en manglende liter mælk, mundede ud i kanelgifler, kinder pingui, mælkesnitte, en elendig crossaint, chips, tyggegummi, to liter sodavand og en pakke pandekager.
drikke mig så fuld to dage i streg weekenden før Roskilde. Kan slet ikke overskue 4 dage af disse tømmermænd. Tror det er alderen. Jeg kan ikke tåle noget mere. Savner at være sådan en der ryger hash. Det kunne være nemt. But I'm not.
have noget med på Roskilde, der skal med retur. Endelig en fordel ved at have gemt tøjet, der alligevel skal smides ud. Så hvis du ser et modemæssigt kaos iført bowlingsko og en virkelig kraftig læbestift som eneste make-up, så sig hej. Tror ikke på, der er andre der løser festivalbeklædningen på heeelt samme måde.
have mere dårlig samvittighed, når først jeg er taget afsted. Det er Roskilde og Rikke. Jeg har fortjent det - og jeg elsker det!
fortælle vejleder, at jeg tager på roskilde 4 dage i min eksamensperiode.
barbere ben inden Roskilde. Gider ikke, og ser alligevel ikke Sund og Rask Fyr før det er overstået. Han er åbenbart den eneste, jeg gider barbere ben for.
gå i fakta når jeg har andendagstømmermænd. Hvad der startede som en manglende liter mælk, mundede ud i kanelgifler, kinder pingui, mælkesnitte, en elendig crossaint, chips, tyggegummi, to liter sodavand og en pakke pandekager.
drikke mig så fuld to dage i streg weekenden før Roskilde. Kan slet ikke overskue 4 dage af disse tømmermænd. Tror det er alderen. Jeg kan ikke tåle noget mere. Savner at være sådan en der ryger hash. Det kunne være nemt. But I'm not.
have noget med på Roskilde, der skal med retur. Endelig en fordel ved at have gemt tøjet, der alligevel skal smides ud. Så hvis du ser et modemæssigt kaos iført bowlingsko og en virkelig kraftig læbestift som eneste make-up, så sig hej. Tror ikke på, der er andre der løser festivalbeklædningen på heeelt samme måde.
have mere dårlig samvittighed, når først jeg er taget afsted. Det er Roskilde og Rikke. Jeg har fortjent det - og jeg elsker det!
lørdag den 25. juni 2011
Ekstra fritter
Fuck hvor er klokken 16 langt væk, når man vågner med tømmermænd klokken 11 og pizzariaet nede på hjørnet først åbner klokken 16.
En hel dags liggen stille. Ekstra søvn. Et opkald fra chefen, som kalder en på arbejde på fridag. Det kunne jeg da godt lige overskue. Christ. Jeg aner ikke, hvor mine knæskaller ligger efter igår.
Men SÅ endelig kunne jeg ringe ned til en tydelig forvirret pizzafyr, der ikke er vant til pensionistkulturen, hvor man står i kø uden for døren. Jeg bestilte en cheeseburger og en gang fritter. Han spurgte om jeg ikke hellere ville have en menu, så jeg fik en sodavand med også. Og det ville jeg da gerne. God service. Det må jeg sige.
Så da jeg et kvarter senere trak et par bukser udenpå nattøjet og listede ned for at hente den universale kur mod tømmermænd, opdagede jeg, at vi ikke havde forstået hinanden heeelt korrekt.
Så der var både en menu med cola, fritter og burger som stod og ventede på mig. Men tadaaa også en stor bakke fritter. Og hvad gjorde jeg ved det? Jeg betalte for det hele og slæbte ca. et kilo fritter med hjem.
Nu sidder jeg så i sengen. Omgivet af fritter og burger, man kan ikke engang SE, at jeg har spist af fritterne i nogle af bakkerne. Eller jo, det kan man godt, for der er ikke mere pommes frites sauce..
Men så er jeg da glad og mæt, når jeg skal på job om en time. Mangler nu stadig mine knæskaller...
En hel dags liggen stille. Ekstra søvn. Et opkald fra chefen, som kalder en på arbejde på fridag. Det kunne jeg da godt lige overskue. Christ. Jeg aner ikke, hvor mine knæskaller ligger efter igår.
Men SÅ endelig kunne jeg ringe ned til en tydelig forvirret pizzafyr, der ikke er vant til pensionistkulturen, hvor man står i kø uden for døren. Jeg bestilte en cheeseburger og en gang fritter. Han spurgte om jeg ikke hellere ville have en menu, så jeg fik en sodavand med også. Og det ville jeg da gerne. God service. Det må jeg sige.
Så da jeg et kvarter senere trak et par bukser udenpå nattøjet og listede ned for at hente den universale kur mod tømmermænd, opdagede jeg, at vi ikke havde forstået hinanden heeelt korrekt.
Så der var både en menu med cola, fritter og burger som stod og ventede på mig. Men tadaaa også en stor bakke fritter. Og hvad gjorde jeg ved det? Jeg betalte for det hele og slæbte ca. et kilo fritter med hjem.
Nu sidder jeg så i sengen. Omgivet af fritter og burger, man kan ikke engang SE, at jeg har spist af fritterne i nogle af bakkerne. Eller jo, det kan man godt, for der er ikke mere pommes frites sauce..
Men så er jeg da glad og mæt, når jeg skal på job om en time. Mangler nu stadig mine knæskaller...
fredag den 24. juni 2011
Dilemma
Jeg kom til at vaske tøj i dag. Det var ikke med vilje. Mere med vaskepulver. Det kommer altid bag på mig, når jeg laver fornuftige ting uden det er yderste nødvendighed.
Men jeg lavede en yndlingsvask. (Hvor man vasker de to kjoler man ville gå i altid, hvis de var rene til det.) og så lidt strømper og trusser, ik'?
Så var det, jeg opdagede noget træls. Jeg har lige præcis 50 kroner tilbage på mit kort ned til vaskeriet. En vask koster 14 kroner, så jeg har tre vaske tilbage.
Til gengæld er der en måned til jeg flytter. Jeg ved jo godt, at jeg ikke får brugt de ekstra 100 kroner, som jeg eventuelt kan sætte ind. Det er jeg alt for doven til. På den anden side ved jeg ikke, om tre vaske er nok.
Det kommer til at gå ud over stakkels Mor, når jeg lige så stille lister vasketøj med hjem i større og større mængder den næste måneds tid.
Det er den slags store dilemmaer, der rammer de journaliststuderende i dette land. De skarpe af dem, vel at mærke...
Men jeg lavede en yndlingsvask. (Hvor man vasker de to kjoler man ville gå i altid, hvis de var rene til det.) og så lidt strømper og trusser, ik'?
Så var det, jeg opdagede noget træls. Jeg har lige præcis 50 kroner tilbage på mit kort ned til vaskeriet. En vask koster 14 kroner, så jeg har tre vaske tilbage.
Til gengæld er der en måned til jeg flytter. Jeg ved jo godt, at jeg ikke får brugt de ekstra 100 kroner, som jeg eventuelt kan sætte ind. Det er jeg alt for doven til. På den anden side ved jeg ikke, om tre vaske er nok.
Det kommer til at gå ud over stakkels Mor, når jeg lige så stille lister vasketøj med hjem i større og større mængder den næste måneds tid.
Det er den slags store dilemmaer, der rammer de journaliststuderende i dette land. De skarpe af dem, vel at mærke...
torsdag den 23. juni 2011
Stiv ved et uheld
Jeg blev stiv i går. Af hvad er jeg ikke sikker på. Kan med sikkerhed tælle 7 øl i løbet af aftenen, kan man blive stiv af det?
Skulle bare lige hygge med nogle damer. På en irriterende bar, med irriterende mange mennesker, elendig musik og intet sted at lægge jakken.
Vandt tre spil bordfodbold med Malene. Og fik lov til at forære en fremmed fyr en cigaret for min sejr. Ja, det gav mening på daværende tidspunkt? Knægten sagde, jeg var pæn. Det sagde jeg mange tak for. Så sagde han:
'Kom lige herhen, jeg skal hviske dig noget'.
Jeg svarede i ren refleks:
'Du skal IKKE kysse mig!'. Så gad han ikke snakke med mig mere? Har det nogensinde virket det der med at lade som om man liige ville hviske noget, og så forsøge at snave staklen man snakker med?
Måske ville han slet ikke kysse mig. Kan godt have ret høje tanker om mig selv. Men igår sagde både venner og fremmede mennesker, at jeg så pissegodt ud, endda en ekspedient på 7/11, der solgte mig gyldne damer. Så det solede jeg mig i hele aftenen, også da jeg stjal en sagesløs persons bycykel, og slingrede over for rødt uden lys på, lige ud i midten af krydset, hvor en politibil holdt. Hoppede hurtigt af og gav mig til at trække. Marthina flygtede tilbage til den anden side af gaden. Sara frøs som et rådyr i et par billygter. Manden i bilen brød ud i latter og kørte videre. Vi var åbenbart ikke kriminelle nok til hans smag.
Sluttede aftenen af på cirkuskroen. Et sted med en dekoration der kan give alle mareridt. Også dem, der ikke er bange for klovne. Her diskuterede jeg verden og livet med Malene og nogle fremmede mennesker. Indtil jeg pludselig blev opmærksom på, at jeg schnøwlede lidt, å ikke taalte schå tydlight såm tidir'.
Min bycykel var blevet stjålet, så jeg tog en taxa hjem. Med en fin iraker, der præsenterede sig som ny-amerikaner, kaldte sit land den 54. stat. Sjov var han. Og flink. Han stoppede taxameteret, når vi holdt for rødt.
Der ligger cheerios rundt omkring i min lejlighed idag. Jeg ved ikke, hvorfor.
Skulle bare lige hygge med nogle damer. På en irriterende bar, med irriterende mange mennesker, elendig musik og intet sted at lægge jakken.
Vandt tre spil bordfodbold med Malene. Og fik lov til at forære en fremmed fyr en cigaret for min sejr. Ja, det gav mening på daværende tidspunkt? Knægten sagde, jeg var pæn. Det sagde jeg mange tak for. Så sagde han:
'Kom lige herhen, jeg skal hviske dig noget'.
Jeg svarede i ren refleks:
'Du skal IKKE kysse mig!'. Så gad han ikke snakke med mig mere? Har det nogensinde virket det der med at lade som om man liige ville hviske noget, og så forsøge at snave staklen man snakker med?
Måske ville han slet ikke kysse mig. Kan godt have ret høje tanker om mig selv. Men igår sagde både venner og fremmede mennesker, at jeg så pissegodt ud, endda en ekspedient på 7/11, der solgte mig gyldne damer. Så det solede jeg mig i hele aftenen, også da jeg stjal en sagesløs persons bycykel, og slingrede over for rødt uden lys på, lige ud i midten af krydset, hvor en politibil holdt. Hoppede hurtigt af og gav mig til at trække. Marthina flygtede tilbage til den anden side af gaden. Sara frøs som et rådyr i et par billygter. Manden i bilen brød ud i latter og kørte videre. Vi var åbenbart ikke kriminelle nok til hans smag.
Sluttede aftenen af på cirkuskroen. Et sted med en dekoration der kan give alle mareridt. Også dem, der ikke er bange for klovne. Her diskuterede jeg verden og livet med Malene og nogle fremmede mennesker. Indtil jeg pludselig blev opmærksom på, at jeg schnøwlede lidt, å ikke taalte schå tydlight såm tidir'.
Min bycykel var blevet stjålet, så jeg tog en taxa hjem. Med en fin iraker, der præsenterede sig som ny-amerikaner, kaldte sit land den 54. stat. Sjov var han. Og flink. Han stoppede taxameteret, når vi holdt for rødt.
Der ligger cheerios rundt omkring i min lejlighed idag. Jeg ved ikke, hvorfor.
onsdag den 22. juni 2011
Skænderi søges
Vi er efterhånden enige om, at det ikke udelukkende er en god ting, at vi aldrig skændes. Eller diskuterer.
Faktisk har vi maksimalt råbt fisse efter hinanden, og det som regel i en gedigen brandert og med højt humør. Enkelte gange har jeg været RASENDE, når jeg gik i seng, efter han havde glemt at komme hjem i sin brandert - eller efter han var forduftet fra diskoteket for at synge kareoke i den anden ende af byen. Men det er altid overstået næste dag. Det er som om min vrede fordamper ved synet af hans moralske tømmermænd. Og så er det meget nemmere at lade dem gøre arbejdet og så bare puste til gløderne, hvis jeg synes han holder op med at skamme sig for hurtigt.
Han har heller ikke råbt af mig. Hverken når jeg planlægger vores weekend, så det passer nøjagtigt med at jeg skal hentes og bringes i bilen. Eller når jeg er sjov på hans mors bekostning herinde - og i øvrigt får ham til at klare ærterne med hende, hvis der sker noget på den front, jeg ikke er heeelt med på.
Han har aldrig kigget mig lige i øjnene og sagt 'Nu holder du KÆFT, kvinde!'. Og det kan umuligt være udelt godt. Vi når altid til en slags enighed, til et kompromis. Lader den det betyder mest for få sin vilje, og snakker vores 'følelser' og 'tanker' godt igennem, så vi 'ved hvor den anden står'.
Det er faktisk underligt. For hverken den Sunde og Raske Fyr eller jeg er særligt pædagogiske - eller særligt modtagelige overfor pædagogik, så vi kan ikke forstå, vi ikke har råbt af hinanden endnu.
Er der en slags byld, man skal tage hul på? Er der et bestemt emne, man skal finde for at komme igang? Skal man på kursus for at lære at skændes?
Jeg siger ikke, at jeg vil kaste tallerkener efter ham eller kaldes noget grimt, men hvorfor er vi så rolige? (Læs: kedelige). Fungerer rigtige forhold sådan?
Faktisk har vi maksimalt råbt fisse efter hinanden, og det som regel i en gedigen brandert og med højt humør. Enkelte gange har jeg været RASENDE, når jeg gik i seng, efter han havde glemt at komme hjem i sin brandert - eller efter han var forduftet fra diskoteket for at synge kareoke i den anden ende af byen. Men det er altid overstået næste dag. Det er som om min vrede fordamper ved synet af hans moralske tømmermænd. Og så er det meget nemmere at lade dem gøre arbejdet og så bare puste til gløderne, hvis jeg synes han holder op med at skamme sig for hurtigt.
Han har heller ikke råbt af mig. Hverken når jeg planlægger vores weekend, så det passer nøjagtigt med at jeg skal hentes og bringes i bilen. Eller når jeg er sjov på hans mors bekostning herinde - og i øvrigt får ham til at klare ærterne med hende, hvis der sker noget på den front, jeg ikke er heeelt med på.
Han har aldrig kigget mig lige i øjnene og sagt 'Nu holder du KÆFT, kvinde!'. Og det kan umuligt være udelt godt. Vi når altid til en slags enighed, til et kompromis. Lader den det betyder mest for få sin vilje, og snakker vores 'følelser' og 'tanker' godt igennem, så vi 'ved hvor den anden står'.
Det er faktisk underligt. For hverken den Sunde og Raske Fyr eller jeg er særligt pædagogiske - eller særligt modtagelige overfor pædagogik, så vi kan ikke forstå, vi ikke har råbt af hinanden endnu.
Er der en slags byld, man skal tage hul på? Er der et bestemt emne, man skal finde for at komme igang? Skal man på kursus for at lære at skændes?
Jeg siger ikke, at jeg vil kaste tallerkener efter ham eller kaldes noget grimt, men hvorfor er vi så rolige? (Læs: kedelige). Fungerer rigtige forhold sådan?
Abonner på:
Opslag (Atom)
