Faktisk er det netop den Sunde og Raske Fyr, jeg hentyder til i dette indlæg fra 2008:
The circle is complete! Tadaaa!
lørdag den 9. juli 2011
fredag den 8. juli 2011
Totalforvirring
Okay. Er der nogen, der gider forklare hvorfor det pisøsregner i Odense, når jeg skal GÅ op til toget med leftovers fra Roskilde og den sidste uges spontanshopping på slæb?
Og hvad skete der i går? Jeg ved godt, den Sunde og Raske Fyr er sund og rask, men havde lige pludselig 5 gange så mange besøgende som på en almindelig torsdag i agurketiden - og jeg aner ikke hvorfor?
Det kan vel egentlig også være det samme. Men forvirringen sendte mig for første gang i et par måneder forbi min bloglovin'konto, hvor jeg så kunne trykke 'ja ja, jeg HAR læst det hele' og skynde mig videre, da det viste sig, at siden ikke indeholdt en forklaring på min momentale popularitet.
Vil bare lige påpege, at I bare har at blive hængende, ellers er der tyndskid i 7 år. Eller noget andet i den stil. Måske noget der klør. Jeg kan ikke tåle på den måde at være in den ene dag og så ude den næste. Så er afskumstilværelsen som hende der mest af alt blogger til sine venner sgu nemmere at leve med. Nå.
Fuck. Jeg skal ikke ud i det dér. Så ender jeg jo bare lige som dig, kaktusrumpe!
Og hvad skete der i går? Jeg ved godt, den Sunde og Raske Fyr er sund og rask, men havde lige pludselig 5 gange så mange besøgende som på en almindelig torsdag i agurketiden - og jeg aner ikke hvorfor?
Det kan vel egentlig også være det samme. Men forvirringen sendte mig for første gang i et par måneder forbi min bloglovin'konto, hvor jeg så kunne trykke 'ja ja, jeg HAR læst det hele' og skynde mig videre, da det viste sig, at siden ikke indeholdt en forklaring på min momentale popularitet.
Vil bare lige påpege, at I bare har at blive hængende, ellers er der tyndskid i 7 år. Eller noget andet i den stil. Måske noget der klør. Jeg kan ikke tåle på den måde at være in den ene dag og så ude den næste. Så er afskumstilværelsen som hende der mest af alt blogger til sine venner sgu nemmere at leve med. Nå.
Fuck. Jeg skal ikke ud i det dér. Så ender jeg jo bare lige som dig, kaktusrumpe!
torsdag den 7. juli 2011
Når tiden går baglæns /kærlighed
Jeg dullede engang med en fyr. For længe siden. Vi snakker 2008, hvis jeg ikke husker meget galt. Faktisk august 2008. Der kyssede vi første gang, på det boogies jeg elsker så meget. Han var sød og det var skidespændende og vi fik snart en vane med at tage med hinanden hjem, hvis vi begge var i byen.
Det betød at man godt kunne få en besked lørdag nat, hvor der slet og ret stod 'boogies?', og så vidste man, hvad man havde at gøre med.
Det fungerede godt noget tid. Men only for so long. For jeg ER jo en pige. Så lidt efter lidt begyndte jeg at håbe, han ville skrive om mandagen og invitere mig ud på en rigtig date. At han ville lære mig bedre at kende. At vores ordning skulle udvikle sig til mere.
Det skete ikke, så en sen aften på boogies måtte jeg meddele ham, at jeg ikke ville med hjem mere. For jeg var blevet for glad for ham - han var slet og ret for sund og rask. Så jeg ville ikke længere, med mindre det skulle blive til mere. Det kunne han så tænke over.
En halv gylden dames tid senere kom han listende. Hvis det var med dén på, så måtte vi jo se om det kunne udvikle sig til mere. Jeg var lykkelig. Ekstatisk. Høj på øl, pizza og en spirende forelskelse.
Og ja, jeg kan da godt se det nu. Hvad i alle sammen ved. At come monday, så ville han jo faktisk ikke rigtigt mere alligevel. Men det var bare så utroligt svært at give afkald på vores ordning dér midt på dansegulvet lørdag nat. Skuffelsen rullede ind over mig. Føj, hvor havde jeg været naiv. Og han havde været dum.
At vi gentog hele seancen en måned senere føjede kun til min afsky for ham, da det endelig gik over. Faktisk var det så slemt, at mine veninder slog ring om mig, når han forsøgte at komme hen og undskylde overfor mig i byen. Inden længe havde jeg vundet boogies i vores (mest min) bitre skilsmisse. Der røg lidt af min blåøjede naivitet, og der gik lææænge, før jeg overhovedet gad tænke på en mand igen.
Klip til et par år senere. Jeg er i mellemtiden blevet droppet af yderligere to mænd. Én på min fødselsdag, og én lige op til jul. (I know how to pick'em.)
Og med julespasseren i frisk erindring, kunne jeg slet ikke huske sårene fra 2008-fyren. Så vi hilste pænt på hinanden. Fik en snak. Et julekram. Og det føltes utrolig skønt ikke at holde fast i al den bitterhed, jeg havde i mig. Det gjorde jo ikke ondt mere, så hvorfor selv skabe vrede?
Han havde en kæreste. Var igang med sin drømmeuddannelse. Ønskede mig god jul og forsvandt i natten. Virkelig en skøn slutning.
Men vi er jo begge fra Odense. Så da det blev påske mødte jeg ham igeeen. På en bar. Hvor han var med sine venner. Men han skulle da lige sige hej til mig. Tre timer senere lukkede baren, min veninde og jeg skulle hjem og hans venner var for længst skredet videre i byen. Jeg fik et kram igen. Tænkte ikke mere over det. Over drinksne og over at han var blevet tilbage.
Men da han så småt begyndte at skrive i sommerferien, kunne jeg godt se, han nok var interesseret. Der var vist heller ingen kæreste mere. Men det kunne jeg jo i princippet være ligeglad med, jeg skulle ikke bare være et sommer bootycall, no way!
Men der var noget, der var anderledes ved ham. Nu skrev han ikke længere 'boogies?'. I stedet skrev han for at høre, om jeg skulle i byen. Om han og vennerne måtte joine. Om han måtte invitere mig ud en dag? Måske ud og spille golf? At han var ked af, hvordan det var gået dengang.
Jeg holdt ham hen. I næsten to måneder holdt jeg ham hen. Han købte drinks til mig. Skrev søde beskeder til mig. Stod og snakkede med mig i diverse barer hele nætter. Fandt sig i andre fyre, der forsøgte at byde mig op og flirte med mig. Fandt sig i at jeg gang på gang smuttede hjem, efter han havde givet pizza.
Først natten inden jeg skulle til Gaypride, og så hjem til Århus, fik han sit kys. For jeg tænkte, at hvis han så ikke ville noget alligevel, skulle vi i det mindste ikke se på hinanden næste weekend. Han kunne umuligt skuffe mig, for jeg forventede ingenting. Så hvis han ikke skrev mere, var det bare dét.
Jeg flytter sammen med ham på onsdag!
Det betød at man godt kunne få en besked lørdag nat, hvor der slet og ret stod 'boogies?', og så vidste man, hvad man havde at gøre med.
Det fungerede godt noget tid. Men only for so long. For jeg ER jo en pige. Så lidt efter lidt begyndte jeg at håbe, han ville skrive om mandagen og invitere mig ud på en rigtig date. At han ville lære mig bedre at kende. At vores ordning skulle udvikle sig til mere.
Det skete ikke, så en sen aften på boogies måtte jeg meddele ham, at jeg ikke ville med hjem mere. For jeg var blevet for glad for ham - han var slet og ret for sund og rask. Så jeg ville ikke længere, med mindre det skulle blive til mere. Det kunne han så tænke over.
En halv gylden dames tid senere kom han listende. Hvis det var med dén på, så måtte vi jo se om det kunne udvikle sig til mere. Jeg var lykkelig. Ekstatisk. Høj på øl, pizza og en spirende forelskelse.
Og ja, jeg kan da godt se det nu. Hvad i alle sammen ved. At come monday, så ville han jo faktisk ikke rigtigt mere alligevel. Men det var bare så utroligt svært at give afkald på vores ordning dér midt på dansegulvet lørdag nat. Skuffelsen rullede ind over mig. Føj, hvor havde jeg været naiv. Og han havde været dum.
At vi gentog hele seancen en måned senere føjede kun til min afsky for ham, da det endelig gik over. Faktisk var det så slemt, at mine veninder slog ring om mig, når han forsøgte at komme hen og undskylde overfor mig i byen. Inden længe havde jeg vundet boogies i vores (mest min) bitre skilsmisse. Der røg lidt af min blåøjede naivitet, og der gik lææænge, før jeg overhovedet gad tænke på en mand igen.
Klip til et par år senere. Jeg er i mellemtiden blevet droppet af yderligere to mænd. Én på min fødselsdag, og én lige op til jul. (I know how to pick'em.)
Og med julespasseren i frisk erindring, kunne jeg slet ikke huske sårene fra 2008-fyren. Så vi hilste pænt på hinanden. Fik en snak. Et julekram. Og det føltes utrolig skønt ikke at holde fast i al den bitterhed, jeg havde i mig. Det gjorde jo ikke ondt mere, så hvorfor selv skabe vrede?
Han havde en kæreste. Var igang med sin drømmeuddannelse. Ønskede mig god jul og forsvandt i natten. Virkelig en skøn slutning.
Men vi er jo begge fra Odense. Så da det blev påske mødte jeg ham igeeen. På en bar. Hvor han var med sine venner. Men han skulle da lige sige hej til mig. Tre timer senere lukkede baren, min veninde og jeg skulle hjem og hans venner var for længst skredet videre i byen. Jeg fik et kram igen. Tænkte ikke mere over det. Over drinksne og over at han var blevet tilbage.
Men da han så småt begyndte at skrive i sommerferien, kunne jeg godt se, han nok var interesseret. Der var vist heller ingen kæreste mere. Men det kunne jeg jo i princippet være ligeglad med, jeg skulle ikke bare være et sommer bootycall, no way!
Men der var noget, der var anderledes ved ham. Nu skrev han ikke længere 'boogies?'. I stedet skrev han for at høre, om jeg skulle i byen. Om han og vennerne måtte joine. Om han måtte invitere mig ud en dag? Måske ud og spille golf? At han var ked af, hvordan det var gået dengang.
Jeg holdt ham hen. I næsten to måneder holdt jeg ham hen. Han købte drinks til mig. Skrev søde beskeder til mig. Stod og snakkede med mig i diverse barer hele nætter. Fandt sig i andre fyre, der forsøgte at byde mig op og flirte med mig. Fandt sig i at jeg gang på gang smuttede hjem, efter han havde givet pizza.
Først natten inden jeg skulle til Gaypride, og så hjem til Århus, fik han sit kys. For jeg tænkte, at hvis han så ikke ville noget alligevel, skulle vi i det mindste ikke se på hinanden næste weekend. Han kunne umuligt skuffe mig, for jeg forventede ingenting. Så hvis han ikke skrev mere, var det bare dét.
Jeg flytter sammen med ham på onsdag!
onsdag den 6. juli 2011
Giv kærligheden en chance
I nat slog jeg et slag for kærligheden.
Jeg ville egentlig bare drikke mig fuld med Rikke, men hun var træt og ville tidligt hjem. (Hun skulle jo også være frisk til en date i dag. Den tøjte. Misundelse er en grim ting.)
Så jeg drak mig fuld med Graf. Ja, det kan da godt være han hedder John, men alle på bodegaen kalder ham bare Graf. Han tog mig med videre på Billarden. Der hvor de fra tid til anden skyder hinanden. Det er de steder, jeg ynder at drikke gyldne damer i Odense. For hér får man et stykke lasagne kl 01 i baren, uden beregning, bare fordi de har rester. Det gør man sgu ikke andre steder.
Nå, men. Graf nærmer sig de 50. I den tid jeg har kendt ham, har han haft noget så middelalderligt som tuberkolose. Han knokler dag ud og dag ind. Men ringer du til kommunen har han været ledig og sygmeldt i små 10 år efterhånden. Men en flink fyr om ikke andet.
Han havde talt med en sød pige aftenen før. Længe. Og hun havde virkelig noget at byde på. Og de var taget hjem sammen. Og hun var sød og klog. Og han var kørt afsted om morgenen. Og nu fortrød han, at han ikke havde fået hendes nummer.
Men hér hjælper det stadig at være en romancehungrende teenager. For inden aftenen var overstået, havde Graf fået den idé, at han ville smutte forbi hendes lejlighed med en buket blomster og sit nummer, og lade det være op til hende, om det var plat nok til en opringning. Jeg er stolt.
Og synes faktisk, det er lidt imponerende, at jeg kan få en romantiker ud af en nogleogfyrreårig håndværker med hang rå realiteter og hudløs ærlighed. Håbet er ikke ude.
Jeg ville egentlig bare drikke mig fuld med Rikke, men hun var træt og ville tidligt hjem. (Hun skulle jo også være frisk til en date i dag. Den tøjte. Misundelse er en grim ting.)
Så jeg drak mig fuld med Graf. Ja, det kan da godt være han hedder John, men alle på bodegaen kalder ham bare Graf. Han tog mig med videre på Billarden. Der hvor de fra tid til anden skyder hinanden. Det er de steder, jeg ynder at drikke gyldne damer i Odense. For hér får man et stykke lasagne kl 01 i baren, uden beregning, bare fordi de har rester. Det gør man sgu ikke andre steder.
Nå, men. Graf nærmer sig de 50. I den tid jeg har kendt ham, har han haft noget så middelalderligt som tuberkolose. Han knokler dag ud og dag ind. Men ringer du til kommunen har han været ledig og sygmeldt i små 10 år efterhånden. Men en flink fyr om ikke andet.
Han havde talt med en sød pige aftenen før. Længe. Og hun havde virkelig noget at byde på. Og de var taget hjem sammen. Og hun var sød og klog. Og han var kørt afsted om morgenen. Og nu fortrød han, at han ikke havde fået hendes nummer.
Men hér hjælper det stadig at være en romancehungrende teenager. For inden aftenen var overstået, havde Graf fået den idé, at han ville smutte forbi hendes lejlighed med en buket blomster og sit nummer, og lade det være op til hende, om det var plat nok til en opringning. Jeg er stolt.
Og synes faktisk, det er lidt imponerende, at jeg kan få en romantiker ud af en nogleogfyrreårig håndværker med hang rå realiteter og hudløs ærlighed. Håbet er ikke ude.
tirsdag den 5. juli 2011
Efter Roskilde, før ferie
Jeg har stress. På indtil flere måder, hvoraf ingen åbenbart er den rigtige måde, man kan få piller for.
Jeg har stress over min eksamensopgave. Som jeg skal aflevere på tirsdag. Og som er skidespændende. Men jeg aner ærlig talt ikke, om den kan bestå. For man skal finde en tendens. Eller et problem. Gerne med tal. Og i stedet for at bruge tal, som andre mennesker har fundet til mig, har jeg besluttet selv at grave tallene frem. For folk er vilde med at fortælle mig, når de drikker for mange øl, mens de håndterer våben. Yes, I am that stupid. Men nu følger vi den til dørs, og ser, hvad der sker.
Jeg har også stress over den Sunde og Raske Fyr. Fordi jeg ikke har set ham i to uger. Og fordi jeg faktisk ikke ved, hvornår vi skal se hinanden igen. Det føles meget lidt som at flytte sammen, når man lige vælger at tilbringe en halv måned hver for sig. Bliver lidt mere kærestesyg for hver dag, jeg skal dele seng med Rikke.
På den anden side stresser det mig også med Rikke. Ikke at jeg er her. Vi er så meget i symbiose, at hun kom til at sige 'Hej, hej Skat', da jeg cyklede ud til et interview igår. Men jeg har sgu snart været her længe, og jeg kan ikke bebrejde hende, hvis hun gerne snart vil have sin lejlighed i fred igen.
Jeg har også stress over et gavekort, jeg skal havde brugt inden den 9. i Aarhus. Hvor jeg ikke er.
Og over at min mor med stor præcision ignorerer mine fedterøvsbemærkninger om, at de nye bukser jeg har købt (som virkelig var tiltrængte, da mit sidste par måtte lade livet på Roskilde) var aaalt for dyre - og at jeg godt kunne bruge lidt tilskud. (De var ikke alt for dyre, men hvis hun giver en skærv kan jeg retfærdiggøre at købe en kjole også...)
All in all er jeg bare KLAR til ferie. Jeg er ikke effektiv med min opgave, når alle andre holder ferie og slapper af. Jeg duer simpelthen ikke til det. Så giv mig nu fri. Så lover jeg, at jeg nok skal flytte ud af Rikkes lejlighed.
Jeg har stress over min eksamensopgave. Som jeg skal aflevere på tirsdag. Og som er skidespændende. Men jeg aner ærlig talt ikke, om den kan bestå. For man skal finde en tendens. Eller et problem. Gerne med tal. Og i stedet for at bruge tal, som andre mennesker har fundet til mig, har jeg besluttet selv at grave tallene frem. For folk er vilde med at fortælle mig, når de drikker for mange øl, mens de håndterer våben. Yes, I am that stupid. Men nu følger vi den til dørs, og ser, hvad der sker.
Jeg har også stress over den Sunde og Raske Fyr. Fordi jeg ikke har set ham i to uger. Og fordi jeg faktisk ikke ved, hvornår vi skal se hinanden igen. Det føles meget lidt som at flytte sammen, når man lige vælger at tilbringe en halv måned hver for sig. Bliver lidt mere kærestesyg for hver dag, jeg skal dele seng med Rikke.
På den anden side stresser det mig også med Rikke. Ikke at jeg er her. Vi er så meget i symbiose, at hun kom til at sige 'Hej, hej Skat', da jeg cyklede ud til et interview igår. Men jeg har sgu snart været her længe, og jeg kan ikke bebrejde hende, hvis hun gerne snart vil have sin lejlighed i fred igen.
Jeg har også stress over et gavekort, jeg skal havde brugt inden den 9. i Aarhus. Hvor jeg ikke er.
Og over at min mor med stor præcision ignorerer mine fedterøvsbemærkninger om, at de nye bukser jeg har købt (som virkelig var tiltrængte, da mit sidste par måtte lade livet på Roskilde) var aaalt for dyre - og at jeg godt kunne bruge lidt tilskud. (De var ikke alt for dyre, men hvis hun giver en skærv kan jeg retfærdiggøre at købe en kjole også...)
All in all er jeg bare KLAR til ferie. Jeg er ikke effektiv med min opgave, når alle andre holder ferie og slapper af. Jeg duer simpelthen ikke til det. Så giv mig nu fri. Så lover jeg, at jeg nok skal flytte ud af Rikkes lejlighed.
søndag den 3. juli 2011
For lækker til Roskilde?
Dengang der var noget, der hed Midtfynsfestival var min mor ikke vild med at sende sin unge teenagedatter afsted. Men hun kunne godt se, at intet kunne holde den unge rebel tilbage. Så jeg fik lov. Med dreadlocks, uden telt, fordi jeg alligevel sov hos vennerne, iført ski og med utroligt højt humør.
Intet kunne slå mig ud dengang. Ikke den vildeste regnbyge - det var bare en undskyldning for at gå ind i en fremmed lejr og få nye venner.
Ikke dårligt vejr, så hoppede vi bare i det fornuftige tøj og arrangerede 'Olympiskede Lege', så vi kunne holde varmen.
Jeg husker det som om, alle var søde og rare. Som om jeg fik tusind nye venner, og som om jeg ikke kunne få nok.
Klip til 8 år senere, hvor jeg rejser til Roskilde med Rikke. Og fryser. Indrømmet, det var min egen skyld, men det var altså lækkert vejr, da jeg pakkede.
Vi havde en aftale med en kammerat om at bo i hans lejr. Men han sov brandert ud, og det var VIRKELIG grænseoverskridende at blive mødt med en pms teenageattitude og spørgsmålet: 'Hvem er i, og hvad vil i her?'
Jeg kendte ingen. Og halvdelen af de tilstedeværende ville tydeligvis ikke have mere selskab i lejren.
Vi kæmpede. Også for at finde venner andre steder. Men folk var så fordrukne, at jeg enten frygtede de ville kaste op på mig, eller håbede de ville skvatte omkuld, inden de nåede frem og rørte ved mig, med deres klamme hænder og åndede på mig med deres dødsånde.
Så fandt vi Rikke's venner. Men det var som om, jeg ikke havde mere mod. Som om jeg ikke rigtigt kunne finde min ja-hat blandt mennesker, der alle kendte hinanden, og lissom havde en verden uden mig. Blandt mennesker, der i virkeligheden var ligeglade med, hvad jeg fortalte, når de spurgte ind til mig. Blandt mennesker, der bare ikke var så åbenhjertige, som jeg huskede.
Jeg troede jeg var festivaltypen.
Det viste sig, jeg kun var musiktypen.
Og så er festival faktisk slet ikke sjovt.
Endte med blærebetændelse, et virkeligt dårligt humør og et enormt behov for at være alene, hvilket fik mig til at flygte mod Rikkes lejlighed kl, 1 fredag nat - en rejse der skulle vise sig at vare indtil kl. 6,30 næste morgen. Men som alligevel var det hele værd.
Jeg elsker mennesker. Også de nye. Men en festival virker på en eller anden måde som en tsunami for mig. Jeg har brug for venner omkring mig. Ikke et hav af fremmede.
Lærte noget nyt om mig selv. Det var da positivt.
Intet kunne slå mig ud dengang. Ikke den vildeste regnbyge - det var bare en undskyldning for at gå ind i en fremmed lejr og få nye venner.
Ikke dårligt vejr, så hoppede vi bare i det fornuftige tøj og arrangerede 'Olympiskede Lege', så vi kunne holde varmen.
Jeg husker det som om, alle var søde og rare. Som om jeg fik tusind nye venner, og som om jeg ikke kunne få nok.
Klip til 8 år senere, hvor jeg rejser til Roskilde med Rikke. Og fryser. Indrømmet, det var min egen skyld, men det var altså lækkert vejr, da jeg pakkede.
Vi havde en aftale med en kammerat om at bo i hans lejr. Men han sov brandert ud, og det var VIRKELIG grænseoverskridende at blive mødt med en pms teenageattitude og spørgsmålet: 'Hvem er i, og hvad vil i her?'
Jeg kendte ingen. Og halvdelen af de tilstedeværende ville tydeligvis ikke have mere selskab i lejren.
Vi kæmpede. Også for at finde venner andre steder. Men folk var så fordrukne, at jeg enten frygtede de ville kaste op på mig, eller håbede de ville skvatte omkuld, inden de nåede frem og rørte ved mig, med deres klamme hænder og åndede på mig med deres dødsånde.
Så fandt vi Rikke's venner. Men det var som om, jeg ikke havde mere mod. Som om jeg ikke rigtigt kunne finde min ja-hat blandt mennesker, der alle kendte hinanden, og lissom havde en verden uden mig. Blandt mennesker, der i virkeligheden var ligeglade med, hvad jeg fortalte, når de spurgte ind til mig. Blandt mennesker, der bare ikke var så åbenhjertige, som jeg huskede.
Jeg troede jeg var festivaltypen.
Det viste sig, jeg kun var musiktypen.
Og så er festival faktisk slet ikke sjovt.
Endte med blærebetændelse, et virkeligt dårligt humør og et enormt behov for at være alene, hvilket fik mig til at flygte mod Rikkes lejlighed kl, 1 fredag nat - en rejse der skulle vise sig at vare indtil kl. 6,30 næste morgen. Men som alligevel var det hele værd.
Jeg elsker mennesker. Også de nye. Men en festival virker på en eller anden måde som en tsunami for mig. Jeg har brug for venner omkring mig. Ikke et hav af fremmede.
Lærte noget nyt om mig selv. Det var da positivt.
lørdag den 2. juli 2011
Anmeldelser - short version
Iron Maiden: 'Scream for me Roskilde' gentaget igen og igen, med forskelligt tryk på det rullende R, tæller ikke som variation. Og når jeg dukker op til en koncert udelukkende for at høre 'Afraid to shoot strangers', grænser det til irriterende at en flok pensionister ikke kan høre efter og spille den.
Og nej. Det er ikke rock and roll, når i laver en 'hele vejen rundt' på guitaren - langsomt.
Men lækkert lysshow - og hvor var i heldige med vejret.
3
ud af 6.
Portishead:
Efter en utrolig lang pause har fredagens koncert genvundet jeres plads på anlægget.
Få andre kan levere mere ved at være så langt inde i sig selv. Ærgeligt at i spillede samtidig med Magnetic Man, der havde et stormende antal tilskuere. Det kostede en stor del af det yngre publikum chancen for at lære jer at kende. På den anden side, skønt at i spillede samtidig med Magnetic Man og havde så god plads til jeres publikum, at man kunne nyde hele sange af gangen stående svajende med lukkede øjne.
4af 6
Nicolas Jaar:
Tak.
For helvede, hvor er det synd at lade det lysshow og den intensitetsudvikling gå til spilde ved højlys dag. Kontrollen over tilskuernes oplevelse var nærmest orgasmisk, og havde i mørke kunnet danne den der helt, helt specielle følelse af at opleve noget specielt sammen. Nu oplevede vi det blot i samme telt.
Men hvilken kontrol. Uden rytmisk udvikling eller en pludselig amok-bas lykkedes det Nicolas at skabe momenter, hvor musikken kulminerede og alle måtte juble. Alle kunne mærke det, til trods for ingen af de klassiske virkemidler blev taget i brug for at fremprovokere følelsen. Tænk på følelsen af musikklimakset i Faithless' 'Insomnia', blot uden ændringen i musikken. Ja, jeg sagde jo, det var vildt!
6 af 6.
Årets fortrydelse: Jeg misser Kings of Leon. 50 % af årsagen til, jeg ville afsted. Vil gerne på forhånd give dem 5 gyldne damer. De får ikke den 6. fordi, de kommer til at mangle mig til koncerten.
Og nej. Det er ikke rock and roll, når i laver en 'hele vejen rundt' på guitaren - langsomt.
Men lækkert lysshow - og hvor var i heldige med vejret.
3
Portishead:
Efter en utrolig lang pause har fredagens koncert genvundet jeres plads på anlægget.
Få andre kan levere mere ved at være så langt inde i sig selv. Ærgeligt at i spillede samtidig med Magnetic Man, der havde et stormende antal tilskuere. Det kostede en stor del af det yngre publikum chancen for at lære jer at kende. På den anden side, skønt at i spillede samtidig med Magnetic Man og havde så god plads til jeres publikum, at man kunne nyde hele sange af gangen stående svajende med lukkede øjne.
4
Nicolas Jaar:
Tak.
For helvede, hvor er det synd at lade det lysshow og den intensitetsudvikling gå til spilde ved højlys dag. Kontrollen over tilskuernes oplevelse var nærmest orgasmisk, og havde i mørke kunnet danne den der helt, helt specielle følelse af at opleve noget specielt sammen. Nu oplevede vi det blot i samme telt.
Men hvilken kontrol. Uden rytmisk udvikling eller en pludselig amok-bas lykkedes det Nicolas at skabe momenter, hvor musikken kulminerede og alle måtte juble. Alle kunne mærke det, til trods for ingen af de klassiske virkemidler blev taget i brug for at fremprovokere følelsen. Tænk på følelsen af musikklimakset i Faithless' 'Insomnia', blot uden ændringen i musikken. Ja, jeg sagde jo, det var vildt!
6
Årets fortrydelse: Jeg misser Kings of Leon. 50 % af årsagen til, jeg ville afsted. Vil gerne på forhånd give dem 5 gyldne damer. De får ikke den 6. fordi, de kommer til at mangle mig til koncerten.
Abonner på:
Opslag (Atom)
