Når tiden går baglæns /kærlighed

Jeg dullede engang med en fyr. For længe siden. Vi snakker 2008, hvis jeg ikke husker meget galt. Faktisk august 2008. Der kyssede vi første gang, på det boogies jeg elsker så meget. Han var sød og det var skidespændende og vi fik snart en vane med at tage med hinanden hjem, hvis vi begge var i byen.

Det betød at man godt kunne få en besked lørdag nat, hvor der slet og ret stod 'boogies?', og så vidste man, hvad man havde at gøre med.

Det fungerede godt noget tid. Men only for so long. For jeg ER jo en pige. Så lidt efter lidt begyndte jeg at håbe, han ville skrive om mandagen og invitere mig ud på en rigtig date. At han ville lære mig bedre at kende. At vores ordning skulle udvikle sig til mere.

Det skete ikke, så en sen aften på boogies måtte jeg meddele ham, at jeg ikke ville med hjem mere. For jeg var blevet for glad for ham - han var slet og ret for sund og rask. Så jeg ville ikke længere, med mindre det skulle blive til mere. Det kunne han så tænke over.

En halv gylden dames tid senere kom han listende. Hvis det var med dén på, så måtte vi jo se om det kunne udvikle sig til mere. Jeg var lykkelig. Ekstatisk. Høj på øl, pizza og en spirende forelskelse.

Og ja, jeg kan da godt se det nu. Hvad i alle sammen ved. At come monday, så ville han jo faktisk ikke rigtigt mere alligevel. Men det var bare så utroligt svært at give afkald på vores ordning dér midt på dansegulvet lørdag nat. Skuffelsen rullede ind over mig. Føj, hvor havde jeg været naiv. Og han havde været dum.

At vi gentog hele seancen en måned senere føjede kun til min afsky for ham, da det endelig gik over. Faktisk var det så slemt, at mine veninder slog ring om mig, når han forsøgte at komme hen og undskylde overfor mig i byen. Inden længe havde jeg vundet boogies i vores (mest min) bitre skilsmisse. Der røg lidt af min blåøjede naivitet, og der gik lææænge, før jeg overhovedet gad tænke på en mand igen.

Klip til et par år senere. Jeg er i mellemtiden blevet droppet af yderligere to mænd. Én på min fødselsdag, og én lige op til jul. (I know how to pick'em.)

Og med julespasseren i frisk erindring, kunne jeg slet ikke huske sårene fra 2008-fyren. Så vi hilste pænt på hinanden. Fik en snak. Et julekram. Og det føltes utrolig skønt ikke at holde fast i al den bitterhed, jeg havde i mig. Det gjorde jo ikke ondt mere, så hvorfor selv skabe vrede?
Han havde en kæreste. Var igang med sin drømmeuddannelse. Ønskede mig god jul og forsvandt i natten. Virkelig en skøn slutning.

Men vi er jo begge fra Odense. Så da det blev påske mødte jeg ham igeeen. På en bar. Hvor han var med sine venner. Men han skulle da lige sige hej til mig. Tre timer senere lukkede baren, min veninde og jeg skulle hjem og hans venner var for længst skredet videre i byen. Jeg fik et kram igen. Tænkte ikke mere over det. Over drinksne og over at han var blevet tilbage.

Men da han så småt begyndte at skrive i sommerferien, kunne jeg godt se, han nok var interesseret. Der var vist heller ingen kæreste mere. Men det kunne jeg jo i princippet være ligeglad med, jeg skulle ikke bare være et sommer bootycall, no way!
Men der var noget, der var anderledes ved ham. Nu skrev han ikke længere 'boogies?'. I stedet skrev han for at høre, om jeg skulle i byen. Om han og vennerne måtte joine. Om han måtte invitere mig ud en dag? Måske ud og spille golf? At han var ked af, hvordan det var gået dengang.

Jeg holdt ham hen. I næsten to måneder holdt jeg ham hen. Han købte drinks til mig. Skrev søde beskeder til mig. Stod og snakkede med mig i diverse barer hele nætter. Fandt sig i andre fyre, der forsøgte at byde mig op og flirte med mig. Fandt sig i at jeg gang på gang smuttede hjem, efter han havde givet pizza.

Først natten inden jeg skulle til Gaypride, og så hjem til Århus, fik han sit kys. For jeg tænkte, at hvis han så ikke ville noget alligevel, skulle vi i det mindste ikke se på hinanden næste weekend. Han kunne umuligt skuffe mig, for jeg forventede ingenting. Så hvis han ikke skrev mere, var det bare dét.

Jeg flytter sammen med ham på onsdag!