Når weekenden starter godt...

Så tager man til en stenet fodboldkamp med to veninder fredag eftermiddag - udelukkende fordi der er fadøl. Man drikker øl i nogle timer, indtil man opdager at vi tre er de eneste piger i hele baren. Så skrider man.

Hjem til mig, fordi jeg har nogle Frøken Jensen tendenser, og derfor lige svinger nogle lækre omeletter sammen. Det er bare meget sjovere at lave god mad, når der er flere mennesker til at spise den.

Midt imellem omelet nr. 2 og 3 ringer telefonen - fra Thisted. Det var 74'eren. Enlig mor på 23 er som sunket i jorden. Pengene er ikke dukket op - og hun tager ikke telefonen, når man ringer. Tadaaa.

Vi har en lejlighed i Thisted fra 1. juli. Så håber jeg skriblerier giver en kop kaff'.

Væltede i seng lidt over midnat med verdens største smil på læben. Den Sunde og Raske Fyr var også glad. Han er i København for at drikke sig i hegnet med vennerne - og mente helt klart at lejligheden skulle fejres med flere øl. Klog mand.

Til gengæld er jeg lidt forvirret idag. For vækkeuret var ikke sat. Jeg skulle bare sove for eeevigt. Så det mente jeg, jeg havde gjort. Til sidst stod jeg op, gik igang med opvasken og listede ned og satte vasketøj over. Kender I så godt det, når man opdager at klokken kun er 10 om formiddagen, og man nærmest er gået tidligt igang? Det skræmmer livet af mig.

Jeg ligefrem be'r om dårlig karma

Ny udflugt til det nordjyske med Sund og Rask Fyr. For at se på mulige lejligheder. To i dagens anledning. En på 90 m2 og en på 74. Troede vi.

Desværre ringede 74'eren igår aftes og var allerede lovet væk, viste det sig. Men han havde også en 65'er som vi valgte at se på, nu vi alligevel var i nabolaget.

Først 90'eren, hvor en tidligere ung mor så småt overvejede at flytte ud med tre styk afkom. Jeg siger overvejede, fordi der på ingen måde var pakket færdigt eller gjort rent. Der var mest af alt rodet og nusset. Og skråvæggen, som ingen havde fortalt os om, startede allerede i hoftehøjde. Og aldrig har 90 m2 været så dårligt fordelt. Aller, sir' jeg dig!

Og når jeg nu skal flytte sammen med perfekt mand for at fejre perfekt forhold (Indsæt selv opkastlyde efter forgodtbefindende), skal lejligheden som minimum være god. Ikke perfekt, bare god. Ihvertfald bedre end 'Ej, så du det?', og 'Var vinduerne lidt som koøjne?'.

Videre til 65'eren. Der rummæssigt var 60 % bedre. Dog gammel. Og selvom den var indrettet så godt, at den føltes næsten lige så stor som 90'eren, skulle man stadig fravælge enten skrive-, spise- eller sofabord. Og det er vi ikke helt klar til.

(Faktisk også meget cute - og utroligt typisk - at vi satser på at medbringe hans seng og spisebord i kombination med min sofa og skænk. De absolut største ting, vi hver især ejer...)

Men så på vej ud af 65'eren, fik vi lige et glimt af 74'eren. Og KLART. Selvfølgelig. Det er da indlysende, at den var god. Det nærmeste optimal vi har været endnu, med en reel chance for at medbringe alt ønsket inventar - og uden diverse ticfremkaldende småting, som man bare ikke kan klare. (Kæreste hader gulvtæppe i stuen, jeg hader små vinduer. Den slags ting. Du har også nogle. Det véd jeg, du har.)

Men den var jo som sagt lovet væk pr. igår. Til enlig mor på 23 med barn på 3. Som havde haft tid til at kigge forbi straks og se herligheden. Og havde sagt 'SI!' - eller hvad man nu siger i Thisted.

For at garantere sig lejligheden, skulle hun bare lige i banken og ordne det finansielle. Altså kontant depositum allerede i weekenden, og penge til indskud.

Men ejermand luftede løftet om, at hvis hun ikke er i stand til at betale, vil vi få tilbudt 74'eren først.

Så jeg køber mig hermed en on way ticket til helvede, og håber at banken ikke lige gider låne enlig mor på 23 nogle penge. Og at hun således ikke kan betale lejlighed. Og at vi således får den.

There, I said it. Lortekarma, kom an.

Suuuulten!

For pokker en morgen.

Har haft en vederstyggelig nat. Det startede med et af de gamle stik af 'hvadnuhvisderernogenderindeogdeslårmigihovedetmedtingdergørondt'-følelsen i går aftes, da jeg kom hjem.

Så fortsatte det, da jeg åbnede altandøren for at lufte ud, men bare var sikker på jeg kunne høre nogen pusle rundt udenfor, på vej op til min altan på 1. sal for at gøre de dér slemme ting ved mig.

Og det fortsatte hele natten, hvor jeg er vågnet 3-4 gange, med hjertet i halsen, helt overbevist om, at en mand stod og kiggede ned på mig, hvis jeg åbnede øjnene.

Selv mens jeg sov, var der en morder efter mig i en tunnel mellem jernbanesporene på en ukendt banegård, en gammel vens lillebror havde nyt navn - og ny personlighed, og var nu den Sunde og Raske Fyrs lillebror, og derfor var der ingen der ville tro på, han var morder?

Det var fandme også uhyggeligt, da døren ind til pølsevognen ikke ville lukke, da den uhyggelige mand (der henleder tankerne på 'mænd der hader kvinder'), holdt ind i sin hvide toyota udenfor. Det var også mega svært at få rulleskøjterne på igen, da jeg skulle stikke af fra ham.

Nej, jeg aner heller ikke, hvad min underbevidsthed prøver på at fortælle mig?

Måske var det bare begyndende panik, over fortsæt om at fjerne ihvertfald 40 %-ish af nuværende garderobe, når jeg rydder ud i tøj idag?

Glæder mig fandme til at flytte, når jeg somme tider er så bange for mit eget hjem. Har bare ikke noget at flytte op i.

Og hvorfor helvede har jeg ikke noget mad i mit køleskab? Fandme sløjt at stå op til sult...

Dolmiodag

Med tre dolmio reklamer på en halv time i dag, gav vi op. Til trods for vi havde lagt planer om at forgribe os på torsken i fryseren med nogle grøntsager til. Dunet dukke med overskæg fik effektivt vendt kajakken. Så er det prøvet. Jeg kan gøre det bedre selv.

Anywho, tog hjem fra Sund og Rask Fyr klokken liiidt for sent. Har lavet eksamensopgave i dag, og sendt den til mig selv. Skal bare på skolen og printe ud inden middag. Men den slags kan også være svære nok. Især når man et sted i processen skal rejse sig fra ske, forlade nusseri og tage et tog hjem til alene-heden.

Måtte med en anden bus end den jeg plejer. (Hvordan skulle jeg vide at 10'eren pludselig kører kl. 19 og ikke 23 som den har gjort det sidste halve år?) Og måtte gå op af mørk, lang ringvej for at komme helt hjem. I lummer varme, med weekendtaske pakket til bristepunktet. (Det er lige meget, om jeg bare skal ned og træne - den er altid stopfyldt).
Halvvejs holder en enlig fyr ind til siden og spørger, om jeg mangler et lift. Her kan de fleste nok huske en 'taxa'tur for nogle uger siden, hvor død og lemlæstelse ikke lå mig på sinde. Men da denne fyr var både tyk og alene tillod jeg mig at dømme ham, og takkede pænt nej.

Hellere ase hjem med skulder der er ved at falde af end ende mine dage som hende, der døde på en mandag. (Ja ja, man har vel sans for drama).

Nu, vel hjemme igen er jeg lidt rundtosset. For lejligheden blev vist frem igår, mens jeg var langt væk - og forud for dette har jeg ryddet op og gjort rent. Her er blæææst. Og det er lidt uhyggeligt. Ikke den slags jeg plejer at komme hjem til. Og jeg kan ikke finde min oplader, eller mine sutsko eller min fjernnbetjening. Typisk. Orden er ikke noget for mig...

Gamle røvhuller

Havde den vilde lørdag igår.

Aftensmad med den Sunde og Raske Fyr. Bøf og bearnaise. Intet mindre kunne gøre det. Og brunello til. Fordi vi er blevet sådan nogle alko-Loner der kører efter tilbud i fakta, da der stod rødvin til billig penge.

Så købte vi nogle øl. Og så boksning i hver sin ende af sofaen. Med bukserne stående lidt åbne, for at gøre plads til food-babyen. En kold dåseøl i den ene hånd, og en smøg i den anden. De smøger vi ellers er blevet for hellige til. Nu ryger vi kun, når vi drikker.

Tre boksekampe senere, havde jeg drukket to svimlende øl. (Måske ligger fadæsen fra onsdag stadig i frisk erindring, for kroppen kunne ikke heeelt drikke mig fuld.)

Så røg der bezzerwizzer på bordet, Nirvana på anlægget og der blev ellers spillet spil til solen stod op i morges og klokken slog 4.

Jamen altså, fortæl mig om det er normalt det her? (Så kan man da lige så godt flytte til Thisted.)

På nogle punkter er jeg så kæresteagtig, at jeg kunne brække mig. (Men også så kæreste-agtig at jeg smelter lidt, når jeg kigger på ham mens han sover på sofa'en).

Dog har jeg bibeholdt mine sundeste singlevaner: Et halvt kilo bland selv slik som næring til hele søndagen. Sund og nærende kost.

Vidste i i øvrigt godt, at spækhuggere er delfiner?

Flytterod i hovedet

Vi kørte til Thisted i dag for at se på lejligheder. (Og er åbenbart nu så meget kærester, at vi hedder vi og ikke jeg længere. Jeg skammer mig).

Jeg fik en is til morgenmad, fordi Kæreste er lige så lallende som mig, så vi kom til at sove over os. I en time. Og måtte stresse afsted. For at se på en lejlighed, der var så meget nej, at tre bogstaver ikke helt er nok.

Dernæst så vi på en lejlighed, der var så meget ja, at vi næsten var villige til at opgive sofa, sofabord og tv, som der ikke var plads til, bare for at få resten. (Læs: tagterrassen og køkkenalrummet.)

Vi skumlede også rundt og kiggede ind af vinduer på steder, vi ved er mulige lejemål. Men vi ved intet før på tirsdag. Så kryds fingre. For et eller andet. Med Thisted. Thisted, Thisted, Thisted...

Bjørnepat og projektilørl

Da jeg gik i gymnasiet drillede vi min veninde lidt. Engang imellem. Med hendes brystvorter. Der var som sådan ikke noget galt med dem. Men alle på skolen havde set den ene. Bjørnepatten. På et billede. Det var vel at mærke hende, der få år senere skulle blive naboen, der tissede i min håndvask. (Se 'tre historier om tis')

Fordi vi var nogle skumle hippiebørn fra Nordfyn, gik vi ikke så meget op i kropslig intimsfære, grænser og almene normer. Derfor kom hendes veninde en dag i skole, skraldgrinende med et billede på mobilen. Af en brystvorte, der var brugt som centrum i et ellers meget nuttet bjørneansigt. Komplet med ører, øjne og en glad lille mund.

Og ALLE skulle grine af billedet. Der fik lov at gå skolen rundt, inden en fremmed person påpegede upasseligheden i, at vi fremviste vores venindes blottede bryst for vores egen morskabs skyld.

Det havde vi ikke lige tænkt over.

Hvoromaltinger. Så tog jeg den dér blyanttest som AmarOrama rablede om. Men den var lidt kedelig, hurtigt overstået, og når jeg nu alligevel havde godterne fremme, kunne jeg vel lige så forsøge mig? Det viste sig at være ret svært, at tegne på eget bryst. Munden blev lidt frådende - øjenene både onde og desorienterede og generelt, var det ikke en rar bamse der tog form på mit bryst.

Slettede billedet igen, da jeg selv havde tudet lidt af grin. (Du troede liige, hva?)

Det oprindelige billede er desværre også gået tabt. Det havde jeg ellers delt med glæde.

(For at leve op til overskriften, synes jeg lige i skal vide, at jeg drak tæt i fire timer i går, og efterfølgende kastede alt op, jeg forsøgte at lokke i mig i små 16 timer. Synes den strafudmåling var liiige i overkanten? Og hvorfor er jeg ikke holdt op med at blive så stiv, at jeg ørler endnu? Vokser man ikke fra det?)