Bjørnepat og projektilørl

Da jeg gik i gymnasiet drillede vi min veninde lidt. Engang imellem. Med hendes brystvorter. Der var som sådan ikke noget galt med dem. Men alle på skolen havde set den ene. Bjørnepatten. På et billede. Det var vel at mærke hende, der få år senere skulle blive naboen, der tissede i min håndvask. (Se 'tre historier om tis')

Fordi vi var nogle skumle hippiebørn fra Nordfyn, gik vi ikke så meget op i kropslig intimsfære, grænser og almene normer. Derfor kom hendes veninde en dag i skole, skraldgrinende med et billede på mobilen. Af en brystvorte, der var brugt som centrum i et ellers meget nuttet bjørneansigt. Komplet med ører, øjne og en glad lille mund.

Og ALLE skulle grine af billedet. Der fik lov at gå skolen rundt, inden en fremmed person påpegede upasseligheden i, at vi fremviste vores venindes blottede bryst for vores egen morskabs skyld.

Det havde vi ikke lige tænkt over.

Hvoromaltinger. Så tog jeg den dér blyanttest som AmarOrama rablede om. Men den var lidt kedelig, hurtigt overstået, og når jeg nu alligevel havde godterne fremme, kunne jeg vel lige så forsøge mig? Det viste sig at være ret svært, at tegne på eget bryst. Munden blev lidt frådende - øjenene både onde og desorienterede og generelt, var det ikke en rar bamse der tog form på mit bryst.

Slettede billedet igen, da jeg selv havde tudet lidt af grin. (Du troede liige, hva?)

Det oprindelige billede er desværre også gået tabt. Det havde jeg ellers delt med glæde.

(For at leve op til overskriften, synes jeg lige i skal vide, at jeg drak tæt i fire timer i går, og efterfølgende kastede alt op, jeg forsøgte at lokke i mig i små 16 timer. Synes den strafudmåling var liiige i overkanten? Og hvorfor er jeg ikke holdt op med at blive så stiv, at jeg ørler endnu? Vokser man ikke fra det?)