lørdag den 6. august 2011

Noget der ligner en lejlighed

Der er samlet et spisebord, der er samlet et skrivebord. Et nyt skab er hængt op på badeværelset, og halvdelen af sofaen står brugbar, støttet af en Stephen King roman. Den anden halvdel er gemt bag to højtalere på størrelse med en vestjysk gylletank.

Der er kun to kasser tilbage, som ikke er rigtig tømt. Og så selvfølgelig tre kasser med bøger, som vi ikke aner, hvor vi skal gøre af. Det gør vi heller ikke med højtalerne, eller det lille skrivebord i køkkenet. Vi har også stadig tre sengeborde, men ikke samlet sengen.

De småting der er tilbage, bliver sværere og sværere at gøre noget ved. Men nu HAR vi en stue. Og et køkken. Og et badeværelse. Vi må finde soveværelset i morgen. Desværre kan vi ikke rigtigt indrette det. Eller, det kan vi sagtens. Men ingen af os kan lure, hvor vi skal stille sengen, så vi stadig kan komme ind og ud af værelset. Det er faktisk ret sølle, når man tager i betragtning, at der er TO døre i rummet. Men vi ender med at skulle banke hul til en tredje...

Jeg er øm og træt. Så træt, at jeg ikke engang kan drikke min velfortjente fyraftensøl færdig. Den får mig til at gabe for meget. Måske skulle jeg bare gå i seng.

Ingen kommentarer: